30.01.2020

.

Jeg kan til nød godt forstå, at Polen vil være sikker på at få nok ressourcer til deres del af arbejdet med European Green Deal. Men jeg døjer i dén grad med, at Polen underminerer retsstatsprincipperne som led i deres forhandlingsteknik.

Kronik af Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet (K)

DET SKER AF OG TIL, at nogle har lyst til at smide et land ud af EU, men efter Brexit står det nok relativt klart, at ingen andre lande seriøst planlægger at gå af sig selv. Derfor blev der også studset over, at Donald Tusk den 19. december advarede: ”Polen risikerer at forlade EU!”. Det udtalte han i opløbet til, at Polens PiS-dominerede regering kort før juleaften alligevel pressede en kontroversiel lov igennem, der strammer grebet yderligere om landets domstole ved hjælp af sit spinkle flertal i underhuset Sejmen. PiS betyder paradoksalt nok ’Lov og Retfærdighedspartiet’. Selve loven skal give den polske regering formel mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis deres domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Læg dertil, at Donald Tusk også er utilfreds med Polens energi- og klimapolitik. Den irritation deler han med stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd, som på deres møde i december alle – bortset fra Polen – blev enige om, at EU selvfølgelig skal være klimaneutral i 2050. Bevares, når 80 pct. af landets energi baserer sig kul, så kan det se ud til at være op ad bakke, men det må aldrig blive en undskyldning for ikke at bakke op om fælles og nødvendige ambitioner.

Tusk er ikke hvem som helst: Han er tidligere polsk premierminister, har været formand for Det Europæiske Råd indtil for nylig og er nu formand for Det Europæiske Folkeparti, EPP, der tilmed er den største partigruppe i Europa-Parlamentet. Han kender således både Polen og EU bedre end nogen anden. Derfor skal man tage hans kritik af sit fædreland og hans forudsigelser om et polsk exit alvorligt, men nok ikke for pålydende.

 

Min pointe er, at Tusk taler til sine landsmænd, så de får næring til at kæmpe for at få deres land tilbage på demokratiets hovedspor af retsstatsprincipper
_______

 

FOR VIL POLEN, som det nye EU-land, der nok har fået allermest ud af at blive en del af fællesmarkedet og adgangen til EU’s fonde og støtteprogrammer, bide den hånd, der fodrer landet? Næppe. Min pointe er, at Tusk taler til sine landsmænd, så de får næring til at kæmpe for at få deres land tilbage på demokratiets hovedspor af retsstatsprincipper og ordentlighed i samarbejdet med de grænseoverskridende udfordringer i EU.

Lad mig forklare: I sidste uge havde Europa-Parlamentet en lang og meget hård debat om en resolution, der både kritiserer Polen, men også Ungarn, for manglende fremdrift og vilje til samarbejde omkring den Artikel 7-sag, der er rejst mod begge landes mangel på respekt for EU’s centrale retsstatsprincipper. Resolutionen i sig selv flytter ingenting. Det er kun enstemmighed i Det Europæiske Råd, der kan smide et medlemsland ud, sådan som reglerne i dag er nedskrevet i traktaten. Men resolutionen hvirvler op i den vigtige debat om de såkaldte ’Københavner-kriterier’, der beskriver de europæiske retsstatsprincipper, EU’s medlemslande og institutioner skal praktisere for at kunne kalde sig ægte demokratier. Derfor blev resolutionen selvfølgelig også stemt igennem.

I sidste uge havde min partigruppe, den europæiske folkepartigruppe (EPP), besøg af fire polske dommere. Udover at sige tak for opbakningen fra de fleste EU-landes dommerkolleger, der deltog i en stor march i Warszawa lørdagen før, kunne de bekræfte, hvordan Polens ’rule of law’ længe har været under meget hårdt pres. De kunne fortælle, at disciplinærsager og suspenderinger fra jobbet allerede er en realitet. Hvis blot de kontakter EU-domstolen med et juridisk spørgsmål for en faglig sparring, bryder helvede umiddelbart løs. Den nyeste lov – som kaldes ’Mundkurvsloven’ – er således kun en legalisering af en praksis, der har foregået længe og på trods af ovennævnte Artikel 7-sag.

 

At de går selv, tror ingen rigtig på. Medlemskabet af EU er for Polen simpelthen for økonomisk værdifuldt
_______

 

DEN KONKRETE POLITISKE VÆRDI, som sidste uges debatter har afledt, er, at EU-Kommissionen nu kontakter EU-domstolen. Og i Polen vil Senatet, hvor PiS-partiet er i (et lille) mindretal, sende deres formand til Europarådet for at tale om, hvad der kan gøres. Problemet er nemlig, at Senatet kun kan trække lovens ikrafttræden ud i en måneds tid. Den eneste, der kan standse den – hvis ikke EU-domstolen kan – er præsidenten. Men han er, ligesom regeringen, også medlem af PiS. Så det giver god mening at formode, at han vil bakke dem op. Eller hvad?

Flere spekulerer i muligheden for, at præsidenten kan finde på at sparke lovforslaget til hjørne og vise sig fra den milde side for at sikre sig de stemmer, der skal til for, at han kan blive genvalgt, når der i maj afholdes præsidentvalg. Udover kontrol med magt, handler politik også om at fastholde magten, når vælgerne med jævne mellemrum inddrages med deres valgkort. Og PiS står ikke længere til selvfølgeligt at genvinde magten.

Men når Donald Tusk skriver, at han mener, at Polen risikerer at forlade EU, hvordan skal han så egentligt forstås? At de går selv, tror ingen rigtig på. Medlemskabet af EU er for Polen simpelthen for økonomisk værdifuldt.

Bliver de så smidt ud? Det er svært at forestille sig, for det kræver som sagt enstemmighed i Det Europæiske Råd og Polen er alt andet lige et stort og vigtigt land med et væsentligt potentiale for resten af EU på mange parametre – både markedsmæssigt og klimapolitisk, men også sikkerhedspolitisk i relation til Putins slet skjulte ønske om at destabilisere Europa.

 

Vælgerne skal forstå, at vi i EU har gennemskuet den polske kræmmermentalitet og egoisme
_______

 

SÅ HVORFOR GØR PIS-REGERINGEN, som de gør, og hvad kommer der til at ske? De gør det formentligt, fordi der er penge i at lægge sig på tværs over for EU. Ligesom de gjorde det i 2004 op til deres optagelse. Foran alle andre nye lande fik de en ekstra sum euro for at tilslutte sig. De polske ledere gør intet uden at tage sig godt betalt.

Derudover er Polen et stolt land. Det er et land, der op gennem historien er blevet kastet rundt i manegen af naboer og storpolitiske magtspil med senest nazismen og stalinismen som grufulde brændemærker. Nu hvor de endelig er inde i en stabil og vækstbetonet periode – godt hjulpet af enorme EU-støttemidler – vil de ikke risikere at miste fodfæstet. ’Mundkurvsloven’ kan derfor ses som en understregning af denne principielle selvtillid og mistro mod det, der ikke er groet i egen baghave. Baggrundsmusikken i mange polske forsamlingshuse er stadigvæk ’dem og os’ – et ’os mod resten af verden’.

Omvendt er det også vigtigt at forstå, at Polen gennemgår en sociodemografisk udvikling, hvor kurven for EU-positive borgere til stadighed stiger, samtidigt med at tilslutningen til den højre-nationalistiske regering og især til PiS er aftagende. Regeringen selv er under pres internt, fordi den udover PiS rummer to mindre partier, som ideologisk set befinder sig på hhv. højre og venstre side af regeringslederen. Ethvert skridt har således potentiel slagside og vil blive udnyttet af de andre.

Når Tusk siger, at Polen risikerer at forlade EU, er det derfor en klar besked til de polske vælgere, mere end det er en opmuntring til de Polen-kritiske politikere rundt om i Europa. Vælgerne skal forstå, at vi i EU har gennemskuet den polske kræmmermentalitet og egoisme. Vælgerne, som gerne vil et velfungerende fællesskab af nationalstater, der løfter i flok for klimaet og demokratiet, skal høre, at deres stemme er vigtigere end nogensinde før.

 

Men jeg døjer i dén grad med, at Polen underminerer retsstatsprincipperne som led i deres forhandlingsteknik
_______

 

VI ER JO PÅ VEJ med et nyt syvårsbudget (MFF) og forhåbentligt også bindende klimaaftaler i EU, som tvinger landene til at levere, hvad de lover. Og vi er forhåbentligt – som en del af MFF’en – på vej med bøder for at overtræde Københavnerkriterierne. Vejen kræver dog, at Polen er med på den i Det Europæiske Råd.

Jeg kan til nød godt forstå, at Polen vil være sikre på at få nok ressourcer til deres del af arbejdet med European Green Deal. Men jeg døjer i dén grad med, at Polen underminerer retsstatsprincipperne som led i deres forhandlingsteknik.

Forhåbentligt går Tusks stemme igennem til det polske vælgerkorps og forhåbentligt læser EU’s chefforhandlere det taktiske spil og fordeler de økonomiske ressourcer og betingelser på en måde, der kommer klimaet mest muligt til gavn – uden at smide demokratiske kerneværdier på bålet. ■

 

Vælgerne, som gerne vil et velfungerende fællesskab af nationalstater, der løfter i flok for klimaet og demokratiet, skal høre, at deres stemme er vigtigere end nogensinde før
_______

 

Pernille Weiss (f. 1968) er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Hun er uddannet sygeplejerske, cand.scient. og har en mastergrad i innovation og ledelse fra CBS. ILLUSTRATION: Polske og udenlandske dommere demonstrerer mod Lov og Retfærdighedspartiets reformer på det juridiske område i Warszawa den 11. januar 2020 [foto: Stringer/Anadolu Agency/Ritzau Scanpix]