08.06.2020

De økonomiske forskelle mellem både EU-lande og internt i EU-lande er så store, at EU som omfordelingsunion vil få større problemer end den danske regering havde med fordelingen af penge mellem kommuner. Kigger man på tallene, er det ikke så overraskende, at det rige og lige Danmark modsiger sig Macrons og Merkels plan om fælles EU-lån.

Af Peder Munch Hansen

Den danske regering måtte i foråret sande, at det er svært at omfordele penge mellem regioner inden for et lands grænser. Men de forskelle, der er mellem kommuner i Danmark, er ubetydelige sammenlignet med dem, der findes indenfor EU. Og vil man i EU med en genopretningsplan efter coronakrisen indlede forsøget på for alvor at blive en omfordelingsunion, der sender penge til kriseramte lande og regioner, får man noget af en opgave. For forskellene mellem rige og fattige lande i EU er store – men forskellene mellem enkelte regioner i et EU-land sammenlignet med enkelte regioner i andet EU-land er himmelråbende.

Derfor må der forventes et slagsmål ikke kun mellem lande, men også inden for landene, når slaget om pengene skal stå om ikke kun EU’s flerårige budget men også den gigantiske genopretningspakke, som EU-Kommissionen spillede ud med den 27. maj, og som i forslaget lød på 750 mia. euro eller over 6.600 mia. kroner. Pakken er endog mere rundhåndet end det fransk-tyske udspil, som kansler Merkel og præsident Macron kom med ugen før, og som de såkaldte sparsommelige fire eller ”sparebanden” (Danmark, Sverige, Holland og Østrig) var kritiske overfor og kom med modforslag til. De fire rigere lande i EU vil som bekendt ikke give gaver i form af 500 mia. euro i direkte overførsler til kriselandene i syd. Opgøret er således også blevet til en kamp mellem det, nogle kalder det rige nord i EU og det fattigere Europa. Og der er virkelig forskel på rigdommen i de forskellige dele af Europa.

EU’s statistiske bureau, Eurostat, opgjorde i foråret forskellen mellem de rigeste og fattigste regioner i fællesskabet i 2018. Målt i BNP per indbygger er den rigeste region i et EU-land oppe på 263 pct. af gennemsnittet i EU, mens den fattigste er nede på 30 pct.

Det synliggør et grundlæggende dilemma. Kigger man fx på Belgien, er de hårdt ramt i coronakrisen, og i Bruxelles er situationen direkte kritisk. Men skal hjælpen sendes til Bruxelles-regionen, der ligger blandt de fem rigeste regioner i EU med 203 pct. af EU-gennemsnittet eller til landets region Luxembourg, der er nede på 82 pct. og målt i købekraft blot 72 pct. af EU-gennemsnittet? Den fattige, belgiske region grænser i øvrigt op til staten Luxembourg, der som region er den rigeste i EU målt i BNP per indbygger.

 

[F]orskellene mellem rige og fattige lande i EU er store – men forskellene mellem enkelte regioner i et EU-land sammenlignet med enkelte regioner i andet EU-land er himmelråbende
_______

 

Det står også klart, at Italien skal have særlig hjælp, og at Norditalien er hårdest ramt. Målt i købekraft er borgerne i alle regionerne i Norditalien imidlertid rigere end gennemsnitsborgeren i EU og i fx det kriseramte Lombardiet oppe på 128 pct. af EU-gennemsnittet. Men alle regionerne i Syditalien ligger klart under EU-gennemsnittet – den rigeste, Abruzzo, er nede på 85 pct., mens de fattigste italienske regioner er helt nede på 56 og 61 pct. af EU-gennemsnittet. Og Sicilien er på blot 59 pct. af EU-gennemsnittet.

Hjælpen til EU-landene mødes med krav om, at den bliver indrettet, så den støtter andre politikker, som også inkluderer omlægning til mere moderne og klimavenlige samfundsindretninger. Men vil italienerne i Syditalien se venligt på en EU-politik, der forgylder borgerne i nord med bedre hospitaler og mere moderne klimavenlige indretninger af samfundet? Eller vil de føle, at der nu igen gives til det allerede mere moderne og velfærdsorienterede nord?

Hovedstæderne henter EU-hjælp
EU sender i forvejen store summer til fattige regioner, uden det for alvor har betydet større lighed inden for landene. Faktisk har fattigere lande i EU oplevet, at forskellene inden for landene er blevet større i den tid, de har været medlemmer af EU. I EU-Kommissionen har der gang på gang lydt kritik af, at hovedstæderne i landene i for stor udstrækning beholder pengene. Det er nemlig her politikere, bureaukrati og organisationer er bedst til at finde på projekter og få dem gennem EU-systemerne.

Hovedstadsregionerne i de fattigere EU-lande har da også haft en klart større udvikling i de end de øvrige regioner. Målt i købekraft har borgerne i Prag-regionen i Tjekkiet mere at rutte med end borgerne i hovedstadsregionen i Danmark og er i indekset oppe på 192 lige efter Hamborg og klart foran Berlin. Alt imens er borgerne i den næst rigeste region i Tjekkiet er nede på 84 og den fattigste på 64.

Det samme ses i eurolandet Slovakiet, hvor hovedstadsregionen Bratislava er en af de rigeste i EU og er på 173 i indekset over købekraft og dermed foran både Stockholm og hovedstadsregionen i Danmark, mens borgerne i den næstrigeste region er nede på 67. Der er således en gigantisk forskel på købekraften blandt borgerne i de forskellige dele af landet.

De store forskelle i købekraft betyder, at der typisk bliver spændinger mellem eliterne i hovedstadsområderne og provinserne, hvad man da også så i den britiske afstemning om Brexit, hvor især det rige London gik ind for fortsat EU-medlemskab, mens det var omvendt ude i provinserne. Men også ved valg til Europa-Parlamentet ses forskellene, hvor partier, der går stærkt ind for et øget EU-samarbejde typisk står stærkt i netop hovedstadsområder. Det er især veluddannede og velstående borgere i hovedstæderne, der har øjnene rettet mod EU og Bruxelles, indgår i netværk, skaber kontakter og er opmærksomme på de muligheder, EU’s fonde åbner op for, og på den måde får de noget ud af fællesskabet – ligesom de øvrige borgere i deres region.

 

De store forskelle i købekraft betyder, at der typisk bliver spændinger mellem eliterne i hovedstadsområderne og provinserne, hvad man da også så i den britiske afstemning om Brexit, hvor især det rige London gik ind for fortsat EU-medlemskab, mens det var omvendt ude i provinserne
_______

 

Præsident Emmanuel Macrons store problemer
Den franske præsident Emmanuel Macron har fra starten af sin politiske karriere kraftigt talt for, at EU og især eurozonen udvikler et tæt også finanspolitisk samarbejde i føderal retning. I hele den politiske debat om først finanskrisen og nu coronakrisen har han slået til lyd for, at EU får flere midler at gøre godt med, og at der kan komme overførsler fra rige lande til fattige som hjælp til at komme ud af kriserne.

I det spil er Macrons egne interesser kommet klarere til syne i den seneste tid. Ikke kun har præsidentens parti, LREM, mistet sit flertal i nationalforsamlingen, hvor afhoppere har oprettet en ny gruppe; han møder også modstand i den sundhedssektor, der er udset til at modtage penge. Sundhedspersonalet er ikke tilfredse med, at de blot har udsigt til nogle tillæg og bonusser for den helt ekstraordinære indsats, de har ydet under krisen. De ansatte kræver direkte mere i lønposen og har ved demonstrationer og offentlige debatter påpeget, at de får betydeligt mindre end kolleger i omkringliggende lande. Macron fik vreden at føle, da han midt i maj var på besøg på et hospital, og franske tv-kanaler viste, hvordan de ansatte vendte ryggen til deres præsident.

Samtidig kæmper Macron med problemer i forhold til kommuner og departementer. Det har han gjort siden sin tiltrædelse som præsident, hvor den franske kommunalforening boykottede det første møde, præsidenten indkaldte til. De føler stadig, at regeringen udsulter dem. Og masser af de 18 franske regioner har behov for penge, men nogle mere end andre. I den franske region Mayotte er indbyggerne i EU’s indeks over købekraften således helt nede på 30. Lidt bedre står det til i Guyane, men borgerne når alligevel blot op på 48.

I Parisområdet er i indekset oppe på 178. Men det er den eneste region i Frankrig, der i købekraft ligger over gennemsnittet i EU. Så Frankrig og Macron har virkelig problemer med den regionale skævhed i landet. Regionerne har behov for støtte for at kunne udvikle sig, og selv om Frankrig er medlem af verdens stærkeste landes G7-klub, så har landet ikke hidtil kunne klare opgaven med at skabe ensartede forhold inden for riget.

Selvom Tyskland stadig har problemer med at få det gamle DDR op på niveau med det tidligere Vesttyskland, så står det trods alt bedre til end i Frankrig. Af 16 tyske delstater har kun fire en købekraft, der er under gennemsnittet i EU med Mecklenburg-Vorpommern som den fattigste. Og den er på blot 84 i indekset over købekraften i EU. Så Merkel har måttet erkende i sin nu lange regeringsperiode, at det er vanskeligt at skabe ensartede forhold selv inden for et rigt lands grænser. Man bemærkede det også, da Merkel i 2015 for første gang for alvor brød med alliancen med nordiske lande og indførte en mindsteløn.

En sådan har Tyskland tidligere altid været imod, fordi man i Tyskland ligesom i de nordiske lande var enige om, lønforhold blev afgjort ved overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Konkurrencen fra de såkaldte østarbejdere og især polakker førte til lønpres ikke mindst i det fattigere tidligere Østtyskland. Den tyske fagbevægelse lagde derfor længe pres på for at få en minimumsløn og brød dermed med sammenholdet med de nordiske kolleger. Nu går tyskerne videre i bruddet med Norden og støtter i modsætning til de nordiske en europæisk mindsteløn i EU. Og nu brydes den nordeuropæiske alliance igen i forhold til gaver i genopretningsplanen og europæisk egnsudvikling. Tyskland trækker mod Europa for at løse nye samfundsproblemer.

 

Tyskland trækker mod Europa for at løse nye samfundsproblemer
_______

 

Ringe egnsudvikling
Det er ellers nok ikke en overdrivelse at sige, at egnsudviklingen i Europa ikke har været nogen succes, og at den ikke synes at blive meget bedre, efter EU har overtaget en større del af den.

EU har som mål at sikre økonomiske og sociale fremskridt og forbedre folks leve- og beskæftigelsesforhold. Det er selvfølgelig også i det lys, de nye planer for økonomisk genopretning med gigantiske indspark skal ses. At den hidtidige politik ikke har skabt ensartede, gode forhold, viser imidlertid nedenstående tabel over landes og regioners placeringen i det tidligere omtalte indeks for landenes og regionernes købekraft. Her er medtaget indekstallet for lande og den rigeste og fattigste region, hvor hele EU er sat til 100.



Kilde: Eurostat:  https://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/10474907/1-05032020-AP-EN.pdf/81807e19-e4c8-2e53-c98a-933f5bf30f58

Som det fremgår, er der en klar regional opdeling i tabellen, hvor landene i det nordlige EU ligger i top, og landene i den tidligere østblok er i bund sammen med Grækenland. Kun Tjekkiet, der står tæt på ”de sparsommelige fire” i synet på EU’s budget og kriseforslag, klemmer sig ind i gruppe 2.

Man ser også, at de såkaldte sparelande, Holland, Danmark, Østrig og Sverige alle er placeret i gruppe 1. Borgerne har her en høj købekraft. Tyskland kommer lige med i gruppen foran Sverige, mens Frankrig er nede som nummer ti. De store kriselande, Italien og Spanien, følger målt på købekraft i det franske spor som nummer 12 og 13 lige foran Tjekkiet.

Irland og også Luxembourg, der på grund ad sin størrelse er en region, adskiller sig fra de øvrige. Men ellers fremgår det klart, at der nok er forskel på top og bund mellem rige og fattige regioner, men at den ikke er så stor, når man kommer ned i rækkerne. Forskellene inden for landene er dog iøjnefaldende. Helt markante forskelle er der i Irland med en region i top-to på 225 og en region på blot 73. Men det er ikke kun i Irland, der er store forskelle. Frankrig og Italien er tidligere omtalt, men bemærk de kolossale forskelle mellem rigeste og fattigste region også i andre lande.

Den europæiske Revisonsret har gang på gang påpeget, at der kom for lidt ud af pengene fra EU’s kasser til landene. Kritikken har i høj grad gået på, at man især har set på, om de er anvendt korrekt uden svindel, men ikke på, hvad der kom ud af indsatsen.

Derfor må de kommende forhandlinger og politiske slagsmål i EU ikke kun blive et slag om størrelsen af beløb og fordeling mellem lån og gaver, men også om, hvordan pengene skal anvendes, og hvordan der bliver kontrol med støtten. Den såkaldte sparebande synes at have baggrund for et forsigtighedsprincip, og forhandlingerne om pakken burde ikke blot blive til spørgsmål om solidaritet, men til reelle forhandlinger om, hvordan de store summer bliver anvendt bedst. ■

 

Derfor må de kommende forhandlinger og politiske slagsmål i EU ikke kun blive et slag om størrelsen af beløb og fordeling mellem lån og gaver, men også om, hvordan pengene skal anvendes, og hvordan der bliver kontrol med støtten
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland