16.06.2020

Landene i den såkaldte sparebande i EU, der inkluderer Danmark, har alle store offentlige sektorer, høje skatter, lav gæld og løser sociale problemer bedre end lande, der kritiserer dem. Kritiske EU-lande burde rette øjnene mod deres egne politikker på den hjemlige front og måske lære af dem, de kalder en usolidarisk sparebande.

Af Peder Munch Hansen

De fire lande, der for tiden bliver angrebet i EU for at være usolidariske sparelande, er i virkeligheden – både i national og international sammenhæng – langt fra at være en sparebande, der holder igen med penge til trængende. De fire lande – Danmark, Sverige, Holland og Østrig – er i EU og dermed i hele verden nogle af dem med de højeste skatter, som bliver brugt solidarisk, så de har færre fattige og mindre arbejdsløshed end de lande, der angriber dem hårdest. Og samtidig sparer de ikke på ulandshjælpen. Det er er ikke uvæsentlige kendsgerninger at tage med i overvejelserne, når finansminister Nicolai Wammen i dag søger et mandat til de kommende forhandlinger om EU’s budget og genopretningsfond Folketingets Europaudvalg, som Mette Frederiksen skal tage med videre på et EU-topmøde fredag.

De fire lande har helt åbenlyst valgt at opbygge velfærdsstater, der løser egne problemer ved at satse på en betydelig offentlige sektor og løse borgernes problemer så tæt på dem som muligt uden at få den store hjælp fra EU. Det politiske ansvar ligger hos de nationale politikere, og derfor er netop også ansvar kommet til at spille en rolle i debatten om, hvorvidt der skal være en gaveregn fra EU, eller den kommende hjælp til økonomisk genopbygning i første række skal bygge på lån, som de fire såkaldte sparelande mener.

At et spareland er et relativt begreb er tydeligt, når man ser på bidragene til EU, og om landene er forsigtige med at bruge løs af andres penge. Alle fire såkaldte sparelande betaler klart mere til EU, end de får hjem i euro. I en opgørelse over nettobidrag til EU per indbygger ligger Holland som nummer et, og alle fire sparelande er i top fem, hvor kun Tyskland blander sig mellem dem som nummer 3.

De fire lande kalder sig da heller ikke sparelande, men ”de sparsommelige fire”. Ser man på deres gæld, skulle de måske snarere kalde sig påpasselige. For de er alle klart under gennemsnittet i EU for gældsættelse.

Den seneste statistik fra EU’s Eurostat over landenes gæld viser, at eurolandene generelt har stiftet klart mere gæld end landene uden for møntsamarbejdet. Sådan har det været, siden eurozonen blev oprettet, og forskellen er markant, når man sammenligner sparelandene med kritikerlandene. Hvis vi tager Tjekkiet med i sparebanden, fordi landet ventes at stå tæt ved dem i de kommende forhandlinger om EU’s genoprettelsesplan og budget, så vil en tabel med sparebanden og de fem mest gældsatte EU-lande i forhold til BNP se sådan ud:

Kilde: Eurostat

Det ses, at ansvarlighed her igen synes åbenbar blandt de fire lande, der i forhold til gæld kunne kaldes sparelande, fordi de har brugt de seneste gode økonomiske år til at få styr på gælden og spare op til dårlige tider, som andre lande i dagens krise har svært ved at klare.

 

At et spareland er et relativt begreb er tydeligt, når man ser på bidragene til EU, og om landene er forsigtige med at bruge løs af andres penge. Alle fire såkaldte sparelande betaler klart mere til EU, end de får hjem i euro
_______

 

Ulandsbistand
FN har som mål, at verdens rigeste lande giver mindst 0,7 pct. af BNP i bistand til den fattige del af verden. OECD har opgjort, hvilke lande der lever op til det i 2018. To af de fire lande, der i EU bliver angrebet for nærighed, Danmark og Sverige, lever op til det mål, mens ikke et eneste af de lande, der angriber sparelandene hårdest gør det.
En oversigt over udvalgte landes bidrag i forhold til deres BNP kan ses her:

Kilde: OECD

Det fremgår klart af tabellen, at de lande, der giver mest i ulandshjælp, ligger i det nordlige Europa. Der spares på ulandsbistanden, jo længere man bevæger sig syd- og østpå. Det er helt tydeligt, at tre af de fire lande i sparebanden ikke er spartanske, når det gælder international solidaritet i forhold til de fattigste lande i verden. Det er til gengæld slående, hvor lidt landene i Sydeuropa giver i ulandshjælp. Siger man spareland, må man igen spørge: i forhold til hvad?

Store offentlige sektorer – høj skat
Netop de fire lande i den såkaldte ”sparebande” benævnes ofte som gode velfærdslande. Det er de ikke blevet ved at optage store lån, men tilsyneladende ved at kræve skatter ind og på den måde skaffe indtægter, så de kan løse opgaver. I Trading Economics’ opgørelse over landes offentlige sektor i forhold til BNP ligger Frankrig ganske vist i top med hele 55,6 pct. efterfulgt af Finland og Belgien, men derefter kommer Norge, Danmark og Sverige.

 

Det ses, at ansvarlighed her igen synes åbenbar blandt de fire lande, der i forhold til gæld kunne kaldes sparelande, fordi de har brugt de seneste gode økonomiske år til at få styr på gælden og spare op til dårlige tider, som andre lande i dagens krise har svært ved at klare
_______

 

Så igen er sparebandens nordiske ikke-euro-lande med i top. Holland har den mindste offentlige sektor af de fire lande, men den udgør trods alt 41,9 pct. af landets BNP. I den anden ende ligger lande, der får den store støtte hjem fra EU. I Bulgarien, Rumænien og Litauen udgør staten mellem 34,9 pct. og 36,3 pct.

Trading Economics har også set på topskatterne i hele verden, og igen kommer spørgsmålet ind, hvem der bærer de tungeste byrder. Har landene en høj topskat, eller betaler rig som fattig den samme andel af indkomsten i skat?

Igen er det slående, at ”de sparsommelige fire” ligger i top i EU med Sverige som landet, der har den højeste topskat på 57,2 pct. Også på verdensplan har de fire lande høje topskatter og lægger dermed op til, at det er de rige, der skal betale mest til velfærden. Anderledes er det, når vi kommer til de fattigere dele af EU. Her har landene indført en såkaldt flad skat, så rig som fattig har den samme skatteprocent, og den er lav.

En opgørelse over topskatten i de fire sparelande plus Frankrig, Tyskland og Italien og så de syv lande med laveste topskatter ser sådan ud:

Kilde: Trading Economics

Tabellen viser, at i alle fire sparelande ligger topskatten på over 50 procent, og det er da også slående, at andre statistikker viser, at forskellen mellem rig og fattig er mindre i de lande end i kritikerlandene, mens den er kolossal i de lande med lav topskat, der samtidig er dem, der modtager stor hjælp fra EU og nu står til en gaveregn.

Penge til social beskyttelse
Det er et af EU’s mål at fremme økonomiske og sociale fremskridt og forbedre både levevilkår og beskæftigelse. EU har samtidig som mål, at antallet af fattige skal falde. I 2017 var ikke færre end 112,9 millioner borgere i EU-landene fattige eller i fare for fattigdom eller social eksklusion. Det var ikke mindre end 22,5 procent af befolkningen.

Den udskældte såkaldte sparebandes fire medlemmer har alle klart færre problemer med fattigdom end gennemsnittet i EU. Fattigdommen er størst i lande i Øst- og Centraleuropa, men Tjekkiet, der står sparebanden nær, er det land, der har færrest problemer:

Kilde: Eurostat 159/2018

Igen er det tydeligt, at der er en regional opdeling af Europa. Men det er også påfaldende, at alle fire såkaldte sparelande er med i gruppen af lande, hvor befolkningen har mindst risiko for at blive fattig eller socialt ekskluderet, og at deres betydeligt større offentlige sektorer og sociale sikring nytter noget i modsætning til f.eks. Italien, men også lande med en beskeden social sikring som Bulgarien, Rumænien og også baltiske lande.

 

De fire lande bruger staten aktivt til at hente penge hjem i skatter blandt borgerne. De bruger pengene til at løse samfundsopgaver, men har samtidig undgået at opbygge en stor gæld, så de står bedre rustet til en krise som den, der nu skyller ind over landene
_______

 

Eurostat har opgjort, at Tjekkiet har færrest problemer, men alle fire såkaldt sparelande er med i top blandt dem med færrest de mindste problemer med arbejdsløshed. Af de fire sparelande har Sverige den højeste arbejdsløshed i 2018, men stadig blot 6,3 pct. var arbejdsløse i 2018. Frankrigs arbejdsløshedsprocent var oppe på 9,1 og i dele af landet var situationen katastrofal. I det oversøiske departementet Mayotte var arbejdsløsheden oppe på 35,1 procent og 81,8 procent af dem havde været det i over et år.

Så måske skal det med ind i billedet, hvad man forstår ved spareland. De fire lande bruger staten aktivt til at hente penge hjem i skatter blandt borgerne. De bruger pengene til at løse samfundsopgaver, men har samtidig undgået at opbygge en stor gæld, så de står bedre rustet til en krise som den, der nu skyller ind over landene. Solidarisk bidrager de til at bekæmpe fattigdommen i verdens mest udsatte områder i modsætning til dem, der nu anklager dem for at være usolidariske sparelande. De anklagende lande er samtidig nogle af dem, der bidrager meget lidt til at bekæmpe fattigdommen i ulande, men på den hjemlige front optager de store lån uden at få løst alvorlige samfundsproblemer som hjemlig arbejdsløshed og fattigdom.

Det er punkter, der burde indgå i de kommende forhandlinger i EU, hvor det samtidig bør huskes, at både statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen har gjort klart, at den danske regering er parat til at søge kompromiser med de øvrige EU-lande for at få både en budgetramme for EU og en genopretningsplan på plads. Men regeringen behøver nok ikke at lægge øre til dem, der siger, at de fire lande generelt er en sparebande. På det punkt burde en række EU-lande nok rette øjnene mod deres egne politikker på den hjemlige front og måske lære af dem, de kalder en usolidarisk sparebande. ■

 

Men regeringen behøver nok ikke at lægge øre til dem, der siger, at de fire lande generelt er en sparebande. På det punkt burde en række EU-lande nok rette øjnene mod deres egne politikker på den hjemlige front og måske lære af dem, de kalder en usolidarisk sparebande
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland