17.01.2020

I EU har Ungarn en særlig rolle som den provokerende dreng i klassen. Indercirklen omkring Ungarns regeringsleder, Viktor Orbán, beriger sig selv, mens den underløber demokratiet og dæmoniserer EU. På det nationale plan er der en historisk forklaring på vælgernes opbakning til Orbán. På europæisk plan har vi alle har et ansvar for at stå fast på demokratiet.

Analyse af Ole Aabenhus

For de “gamle” EU-lande er det moderne Ungarn et problembarn, og landets statsminister, Viktor Orbán, den mest provokerende statsminister i Europa.

“Lad os stoppe Bruxelles” lød temaet under en regeringskampagne i 2017 på EU-kritiske kæmpeplakater – med en markant blå baggrund, der signalerer, at afsenderen er Viktor Orbán og hans parti, Fidesz. Kampagnen dengang gik på, at Ungarn bliver manipuleret af EU, og at EU bliver manipuleret af “storkapitalen” i form af George Soros – den ungarsk-fødte amerikanske milliardær. Hans onde hensigt skulle ifølge Fidesz være at få endnu en gigantisk flygtningestrøm a la 2015 til at skylle ind over Ungarn.

De plakater er fjernet nu, men EU-kritikken med Soros i centrum optræder fortsat. “Soros’ orkester” var det udtryk, en af Orbáns nærmeste medarbejdere, Zoltan Kovacs, brugte i et tweet, da Ungarn kom under kritik på et udenrigsministermøde i december sidste år. De “musikere”, der blev nævnt, var EU’s første næstformand Frans Timmermans, justitskommissær Didier Reynders og kommissæren for europæiske værdier, Vera Jourova. Tweetet vakte harmdirrende protester fra EU’s formandskab.

Det hører med til historien, at Soros er jøde. Det markeres ikke direkte, men den måde, man bruger Soros-temaet på, vækker klare mindelser om antisemitisk propaganda fra nazi-tiden – på trods af at de jøder, jeg har mødt i Ungarn, ikke taler om jødehad, og på trods af at regeringen fx arbejder på at åbne et museum for jødernes moderne historie. Det siger noget om den dobbelthed, der eksisterer hos Orbán og hans folk: Man spiller på alle slags følelser, man dæmoniserer reelle og selvopfundne modstandere, og man går lige til grænsen – men man tager sig i agt dér, hvor omverdenen nok ville sætte ind, så man undgår alt for store og uhåndtérbare kontroverser med udlandet.

 

Hvis EU accepterer, at medlemslande tilsidesætter retsstaten og magtens deling, bliver de pågældende medlemslande en pind til EU’s ligkiste. For sker det, så forsvinder hele grundlaget for, at EU kan fungere som en union med fælles regler
_______

 

Artikel 7: Bruxelles’ tomme trusler
Det, at man på den ene side dæmoniserer EU og på den anden side henter milliarder i EU’s støtteordninger, har vakt harme i Bruxelles og været medvirkende til, at Europa-Parlamentet sidste år tog initiativ til at bruge Lissabontraktatens Artikel 7 mod Ungarn. Den er tænkt som EU’s stærkeste disciplinærmiddel og indebærer, at et land kan fratages stemmeretten i EU, hvis det tilsidesætter demokratiets grundlæggende principper: retsstaten og magtens tredeling mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Det er i sig selv rimeligt nok. Hvis EU accepterer, at medlemslande tilsidesætter retsstaten og magtens deling, bliver de pågældende medlemslande en pind til EU’s ligkiste. For sker det, så forsvinder hele grundlaget for, at EU kan fungere som en union med fælles regler.

Der er bare det problem, at der kræves enstemmighed blandt stats- og regeringscheferne, hvis et land skal dømmes efter Artikel 7, og der er en række EU-medlemslande – ikke mindst i det gamle Østeuropa – der ikke kunne drømme om at stemme for en straffeforanstaltning, der en dag kunne ramme dem selv.

I sit udspil til en ny budgetramme for 2021-27 foreslog EU-Kommissionen sidste år, at man skal kunne skære ned i EU-støtten til lande, der overtræder reglerne. Men det er først nu, da den ny Kommission er kommet endeligt på plads, at drøftelserne rigtigt kan gå i gang, og resultatet skulle gerne foreligge inden sommer.

Konkret har Kommissionen forslået, at støtten beskæres med 24 pct., svarende til omkring 10 milliarder kroner om året – alt efter hvor stort budgettet bliver efter evt. britisk udtræden, og hvor meget der afsættes til regional- og landbrugsstøtte.

Begrundelsen er ganske enkel: Det giver ingen mening at sende økonomisk støtte til et land, hvor domstole og anklagemyndighed ikke er klart uafhængige. Gør man det, er der risiko for korruption med EU-midlerne. Og Ungarn er i fokus, når det gælder begge typer anklager.

Den nye regel kommer ikke igennem forårets budgetforhandlinger uden kamp. Kommissionen har foreslået, at tilsvarende nedskæringer skal ramme Polen, Tjekkiet, Slovakiet og – i ringere grad – andre af EU’s nye medlemslande. Det har givet Viktor Orbán en kærkommen lejlighed til at samle en gruppe af 16 “fattige” lande i EU – kaldet “Friends of Cohesion”, hvor “cohesion” hentyder til EU’s forsøg på at skabe samhørighed blandt medlemslandene ved tilskud til de dårligst stillede regioner og lande.

Banen er altså kridtet op til en kamp mellem de “gamle” EU-lande og de “nye” – og kampen kommer til at rulle hele foråret.

 

Viktor Orbán har opfundet ordet “illiberal” om den statstype, han er ved at skabe. Ordet er aldrig blevet præcist defineret, men det angiver et alternativ til den globalisering og nedbrydning af nationale værdier, der – ifølge Orbán – følger med neo-liberalismen
_______

 

Diktator? Nej!
Viktor Orbán har opfundet ordet “illiberal” om den statstype, han er ved at skabe. Ordet er aldrig blevet præcist defineret, men det angiver et alternativ til den globalisering og nedbrydning af nationale værdier, der – ifølge Orbán – følger med neo-liberalismen. Men hvad slags stat er Ungarn så i dag? Jean-Claude Juncker tillod sig i et ironisk øjeblik til et EU-topmøde at kalde Orbán for “diktator” – for åben skærm. Men det holder ikke, for Ungarn er langtfra noget diktatur.

På den anden side: Hans parti, Fidesz, har to tredjedeles flertal i parlamentet. Sådan har det været ved tre valg i træk, hvilket har givet Orbán og hans parti magt til at ændre enhver lov, hvad øjeblik det skal være. Det har ført til indgreb i pressefriheden, svækket den ungarske højesterets mandat i skattespørgsmål, og partiet har benyttet lejligheden til at ændre en del valgkredse til egen fordel.

Selvom man ikke ser meget politi i gaderne, og selvom man ikke er bange for stikkere som i det gamle Østtyskland, så ved man godt, at Fidesz er totalt dominerende. Det betyder, at de, der ønsker at komme videre i karrieren eller få en smidig sagsbehandling, vogter sig for at udtale direkte kritik af regeringen.

Når det er sagt, så er Ungarn heller ikke totalt ensrettet. Ved det netop overståede kommunalvalg vandt oppositionen en lang række borgmesterposter. De vandt i Budapest, i langt de fleste af hovedstadens bydelskommuner og i 20 regionale hovedstæder over hele landet.

En af de ting, der slog mig under et besøg for nylig, var et møde i en lillebitte kommune uden for hovedstaden. Borgmesterposten var lige skiftet, idet borgmester og viceborgmester havde skiftet plads. Hvem af dem repræsenterede så regeringspartiet Fidesz? Ingen af dem! I to tredjedele af de små kommuner har man ikke partiopstillinger, kun uafhængige kandidater, og sådan var det også her.

Men de var vrede over, at den centrale kontrol udvides løbende. Senest har Orbán-regeringen overtaget folkeskolerne, der ellers var kommunalt styret – med det resultat, sagde borgmester og viceborgmester, at skolen i deres kommune får færre penge end før, og at undervisningen bliver ringere.

 

I 2010 viste en opinionsundersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center, at 77 pct. af Ungarns befolkning følte sig fattigere da end under kommunismen. Andre 77 pct. var skuffede over det demokrati, der var blevet indført
_______

 

EU blev et chok
Noget af det, der overraskede mig allermest under mit seneste besøg i Ungarn, var ungarernes forklaring på, at omkring halvdelen af befolkningen støtter den kritiske linje over for EU, som premierminister Orbán har anlagt. Den handler om det chok, der kom, da Ungarn skulle optages i EU fem år efter kommunismens sammenbrud. Der er to led i de forklaringer, jeg har fået af folk, og de kan sammenstykkes nogenlunde sådan her:

Det ene handler om forventninger: “Vi var alle begejstrede, da vi kom ind i EU, for vi troede, at vi ville blive lige så rige som folk i vort naboland Østrig, så snart vi blev medlem. Så der var en kø af ungarere, der tog til Wien den 1. maj 2004 for at købe køleskabe og frysere. Bagefter viste det sig, at fabrikker lukkede og folk blev fyret, fordi EU betyder international konkurrence. Vore virksomheder kunne ikke klare sig, og socialismens garanti om, at der var arbejde til alle, gjaldt ikke længere”.

Det andet handler om finanskrisen, der begyndte i 2007: “To-tre år senere, da mange virksomheder var kommet på internationale hænder, og økonomien var på vej ind i et opsving, kom finanskrisen. Det betød nye fyringer, og tilliden til, at EU var lig med økonomisk sikkerhed og frihed, forsvandt som dug for solen”.

I 2010 viste en opinionsundersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center, at 77 pct. af Ungarns befolkning følte sig fattigere da end under kommunismen. Andre 77 pct. var skuffede over det demokrati, der var blevet indført. Trods det var der alligevel et flertal, som ønskede demokratiske institutioner.

Nationalisme på ungarsk
Det, Viktor Orbán og hans parti tilbød dengang, er stadig den opskrift, de bruger i dag: Nationalisme på ungarsk – hvilket betyder, at man føler sig anderledes og forfulgt som folk.

Det er en nationalisme, der peger på, at ungarerne er et særligt folkeslag med et særligt sprog. De er indvandret fra stepperne nord for Sortehavet og bosat i det store bassin, der omkranses af Karpaterbjergene. Men for 100 år siden mistede landet to tredjedele af sit territorium. Det skete ved den såkaldte Trianon-fred, dvs. den sidste del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig, og resultatet er blevet, at der er store ungarske mindretal i alle nabolande. I alt bor der 3,5 millioner ungarere i Kroatien, Serbien, Rumænien, Slovakiet, Ukraine og Østrig.

“Trianon” er blevet stikordet for en særlig ungarsk version af dolkestødslegenden. Det har Orbán udnyttet ved at give alle medlemmer af ungarske mindretal uden for landets grænser et ungarsk statsborgerskab, og han fisker stemmer ved at holde opflammende ungarsk-nationalistiske taler i grænseområderne uden for selve Ungarn, til stor fortrydelse for regeringerne i de pågældende nabolande.

Tilsvarende vakte flygtningekrisen i 2015 historiske minder om de krige, det ungarske rige førte mod de tyrkiske osmannerne gennem det meste af middelalderen. Det endte med det nedslående resultat, at en tredjedel af landet efter et slag i 1526 blev underlagt muslimsk herredømme i 150 år.

Det er i sammenhæng med de historiske myter om “vi ungarere” som et særlig forfulgt folkefærd, at Orbáns udadvendte reaktioner skal ses. Og det nationale skyts kan rettes mod snart sagt hvem som helst.

 

Problemet er, at kredsen omkring Orbán har sat magtens deling ud af kraft og derved gjort sig i stand til at manipulere med udbud og kontrakter, inklusive EU-midler, for egen vindings skyld
_______

 

Populisme?
Mange ser Orbán som et eksempel på populisme. Men det holder ikke, hvis man med populisme mener noget i retning af det tyske Pegida eller De Gule Veste i Frankrig – altså en bevægelse, der vokser op nedefra. Orbáns historie er anderledes. Den handler om, hvordan en handlekraftig gruppe med Viktor Orbán i spidsen har sat sig på statsapparatet. Verdensbanken har et udtryk for den slags, nemlig state capture. Det blev især brugt om de nye stater, der opstod, da Sovjetunionen brød sammen, og statsejede virksomheder skulle sælges til højstbydende. De højstbydende viste sig at være gamle apparatjikker, embedsmænd og politikere fra toppen af det gamle kommunistiske styre.

Orbán var engang demokratiets unge håb i Ungarn. I kommunismens sidste dage, mens sovjetiske tropper stadig stod i landet, var han liberal. Sammen med andre studerende grundlagde han i 1988 Fidesz (Fiatal Demokraták Szövetsége, Alliancen af unge Demokrater). Året efter blev han pludselig landskendt, da han holdt en tv-transmitteret tale på Heltepladsen i Budapest, hvor han for rullende kameraer holdt en flammetale mod det kommunistiske styre, der rent faktisk faldt sammen nogle måneder senere.

Ironisk nok fik den unge liberale antikommunist støtte fra Open Society Foundations, oprettet af den George Soros, han angriber i dag. Fra samme kilde fik han tilmed et legat til Oxford for at studere europæisk politisk filosofi.

Fidesz har fra starten i 1988 været styret af en lille gruppe unge studerende, der alle kom fra landet og havde det tilfælles, at de følte en slags fremmedgørelse over for byen, universitetet og det akademiske liv. De fleste var jurastuderende, boede sammen på kollegiet og spillede fodbold sammen. Nogen klar politisk holdning har de ikke lidt af, men der skete et skifte i 1993: Partiet afsvor liberalismen, forlod den liberale europæiske partigruppe ALDE og meldte sig ind i EPP, European People’s Party, som er den kristenkonservative gruppe i Europa-Parlamentet.

Sammen med to mindre partier sad Fidesz på regeringsmagten i en 4-årig periode fra 1998. Men det store flertal vandt partiet først i 2010, dels på baggrund af finanskrisen i 2007, dels på grund af det ungarske socialistpartis totale sammenbrud.

Noget af det første, Orbán-regeringen satte ind på, var at styre og ensrette pressen. Det nationale TV kom under direkte regeringskontrol, en række aviser blev efterhånden opkøbt af rigmænd tæt på Orbán, og regeringen har overtalt en stor del af dem til at lade medierne styre under en central fond, der ledes af tre personer fra Orbáns inderkreds. Med det resultat at pressen som den fjerde statsmagt i dag ikke eksisterer i Ungarn.

Demokrati?
Den lovgivende magt, parlamentet, ledes af Laszlo Köver, en af grundlæggerne af Fidesz fra 1988, og domineres totalt af partiet. Den dømmende magt er blevet undermineret ved, at Orbán har udnævnt andre nære venner fra sin tid på jurastudiet til statsanklagere og dommere i forfatningsdomstolen. Det har resulteret i, at det nu næsten er umuligt at rejse sager mod staten. Samtidig er der skabt en ny række af domstole under direkte kontrol af regeringen, der skal dømme i alle sager, som involverer staten.

Ser man på demokrati alene som flertalsstyre, er alt i den skønneste orden. Der er frie valg, og regeringen har flertal. Problemet er, at kredsen omkring Orbán har sat magtens deling ud af kraft og derved gjort sig i stand til at manipulere med udbud og kontrakter, inklusive EU-midler, for egen vindings skyld.

Der findes stadigvæk gravende og undersøgende medier, der publicerer på nettet i Ungarn. Et af dem, Atlatszo (Transparens), var med til at afsløre en handel med statsjord, der egentlig skulle have været udstykket til gavn for almindelige bønder. Arealerne blev imidlertid udloddet ved auktion i 2015 – i så store stykker, at kun folk med dybe lommer kunne være med. EU kommer ind i billedet, fordi landbrugsstøtten i Ungarn er så høj i forhold til jordpriserne, at jordkøbet giver overskud, uanset om markerne bliver dyrket eller ej. Man behøver ikke at røre en finger.

Transparency International, der laver ranglister af staternes korruptionsniveau, har nu placeret Ungarn på plads nr. 64. Det er en bundplacering i EU og 14 pladser lavere, end da Orbán-regeringen kom til i 2010.

 

Artikel 7-processen kommer som allerede nævnt aldrig til at fungere, så længe der kræves enstemmighed. I stedet må der lægges pres på landet på andre måder
_______

 

Holdt oppe af EU-støtte
Hvad gør man i forhold til et land, der i demokratiets navn er kapret af en mindre gruppe for egen vindings skyld? Artikel 7-processen kommer som allerede nævnt aldrig til at fungere, så længe der kræves enstemmighed. I stedet må der lægges pres på landet på andre måder.

EU-kommissionens forslag om en beskæring på 24 pct. af EU-støtten er en – set fra Bruxelles – god måde at lægge pres på. Det vil ramme befolkningen på pengepungen og demonstrere, at Orbán-regeringen er gået for vidt, og at der derfor er brug for et regeringsskifte. Sagen er, at vi som EU-skatteborgere er med til at holde Orbán-regimet ved magten: Ungarn har en vækst på ca. 4 pct. om året. Uden EU-støtte ville væksten være betydeligt lavere. Det anslås, at den ville være 1-2 pct., forklarer en økonom fra Transnational Institute i Budapest.

Støtten favoriserer regeringen og svækker dermed oppositionen i et samfund, der savner debat, samtale, opposition og folkelig deltagelse.

Udsigten for første halvår 2020 lyder på en hård kamp mellem de “gamle” velstillede lande og de “nye” hurtigt voksende lande, så snart debatten om EU’s rammebudget 2021-27 kommer op i omdrejninger. I første omgang kommer den til at dreje sig om noget så indviklet som “omvendt kvalificeret flertal”, mens man tidligere skulle have enstemmighed. “Omvendt” betyder, at der skal være flertal imod – ellers går Kommissionens forslag igennem. “Kvalificeret” betyder, at 55 pct. af alle medlemslande – i post-Brexit EU mindst 15 – skal stemme imod.

“Friends of Cohesion”-landene vil måske nok kunne samle 15 lande, men de skal også repræsentere 65 pct. af EU’s samlede befolkning, dvs. mindst 290 millioner, og “Friends of Cohesion” tæller ikke for mere end cirka 200 millioner. Dermed er der lagt op til en kamp i løbet af forår og sommer mellem “de gamle velstående” lande i EU og de “nye, mindrebemidlede”.

Se dig i spejlet
Som en afgået politiker fra den ungarske venstrefløj, Gabor Vago, sagde til mig: “Folk spørger, hvem der nu skal tage initiativet. Og jeg har kun ét at svare: Se i spejlet”. Det gælder også vi andre europæere. Kampen for demokratiet omfatter også en protest mod korrupte regimer, og ingen kan forlange, at EU’s borgere skal se deres skattepenge forsvinde i en captured state.

Altså bliver vi nødt til at støtte Kommissionens idé med dette “omvendt kvalificerede flertal”, uanset om man ønsker en stærk Kommission eller ej. “Al magt til nationalstaterne” holder ikke, hvis vi ønsker at leve i et demokratisk Europa.

Alternativet ville være at opfinde et nyt EU, hvor lande, der ikke følger spillereglerne, bliver skubbet ud i det alternative kredsløb omkring EU’s kerne, hvor Storbritannien efter Brexit efter al sandsynlighed vil befinde sig sammen med Norge, Schweiz og Island.

Det kan ikke være nogen skam at presse Ungarn ud af unionen, så landet må nøjes med at være medlem af Det Indre Marked, hvis ikke det vil følge EU’s krav om retsstat og demokrati. Men den mulighed er ikke aktuel – endnu. ■

 

Det kan ikke være nogen skam at presse Ungarn ud af unionen, så landet må nøjes med at være medlem af Det Indre Marked, hvis ikke det vil følge EU’s krav om retsstat og demokrati
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig