10.08.2020

”De fleste økonomiske eksperter i IMF, OECD og EU-Kommissionen er enige om, at der kommer til at gå mindst to år, før økonomien er tilbage på niveauet før krisen. Og så længe økonomierne er ramt, er der brug for hjælp, og derfor skal landene ikke tvinges til at tilbagebetale lånene for hurtigt. Det var det, der gik galt sidste gang.” Men, tilføjer han: ”Lige nu er der noget, der tyder på, at vi har valgt en meget blødere kurs, men det kan sagtens være, at EU og Tyskland på et tidspunkt vender tilbage til den krisepolitik, vi kender.”

RÆSON SPØRGER: Grégory Claeys (f. 1980 i Frankrig), ekspert i makroøkonomi, monetær politik og europæiske regeringsførelse ved den uafhængige tænketank Bruegel. Han har en Ph.d. i økonomi fra Det Europæiske Universitetet i Firenze. Han har arbejdet som økonomisk rådgiver på den franske ambassade i Chicago og i banken Crédit Agricole.

Interview af Malte Bruhn

Macron holdt ikke igen, da han satte ord på EU’s nye genopretningsfond, der skal få den europæiske økonomi tilbage i omdrejninger efter coronakrisen. “Et historisk øjeblik for Europa”, lød det fra den franske præsident efter EU-topmødet 21. juli. Reaktionen fra Mette Frederiksen var mere afdæmpet, da hun mødte pressen efter mere end fire døgns forhandlinger, der mundede ud i et samlet EU-budget for de næste syv år: “Det vigtigste er selvfølgelig, at nu kan vi sætte gang i og få genoprettet den europæiske økonomi oven på COVID-19. Solidarisk og med stor volumen, men med en bedre balance, synes jeg”.

Sammen med hendes svenske, østrigske og hollandske ministerkollegaer kæmpede Frederiksen for, at så meget som muligt af genopretningsfonden skulle finansieres via lån og ikke direkte tilskud. I den endelige aftale blev EU-lederne enige om, at 390 af de i alt 750 milliarder euro skal betales via direkte tilskud, hvilket dog er væsentligt mindre end Tysklands og Frankrigs oprindelige udspil, der lød på 500 milliarder euro i direkte tilskud. Pengene skal optages som fælles EU-lån på de finansiellede markeder, og de skal betales tilbage fra 2026 til 2058.

Det er første gang, at EU låner penge, der skal finansiere offentlige udgifter i medlemslandene. EU-ledere har tidligere snakket om at stifte kollektiv gæld, men før har EU’s største økonomi, Tyskland, sagt nej. Så da Merkel 18. maj gik sammen med Macron og præsenterede et fælles udspil om EU-gæld og en genopretningsfond på 500 milliarder euro, var scenen sat til et historiske nybrud i det europæiske samarbejde. I en analyse skriver Politikens EU-korrespondent Nilas Heinskou, at aftalen repræsenterer et “hidtil uhørt niveau af politisk og økonomisk integration” i EU.

Med direkte tilskud, der blandt andet skal investeres i den grønne og digitale omstilling, står tiltaget også i skærende kontrast til eurokrisens benhårde austerity-politik, hvor især Grækenland blev tvunget til at fortage benhårde økonomiske prioriteringer i bytte for de massive lån, der skulle holde hånden under især  eurolandenes økonomier.

 

Aftalen er også meget opsigtsvækkende, hvis man anskuer den fra et politisk perspektiv. Den viser, at der trods meget store uenigheder er et ikke ubetydeligt sammenhold i EU
_______

 

RÆSON: Da aftalen blev indgået, kaldte Macron tiltaget for “et historisk øjeblik for Europa”. Er du enig?
CLAEYS: Ja, jeg synes også, at vi har været vidner til et historisk øjeblik. Ikke på grund af omfanget, der selvfølgelig virker abnormt højt for normale mennesker. Men i det store billede er 750 milliarder euro peanuts. Det historiske består i, at det er første gang i EU’s historie, at man vil optage fælles gæld for at løse en økonomisk krise. Vi har haft gældsdiskussionen siden 70’erne, men den blussede især op i forbindelse med indførelsen af euroen i 90’erne og i efterdønningerne af eurokrisen i 2009. Det er aldrig blevet til noget, fordi Tyskland har været imod det. Men i maj vendte Merkel på en tallerken, og i forhandlingerne har Tyskland skubbet på for fælles EU-gæld, fordi Berlin har opfattet coronakrisen som et afgørende europæisk øjeblik. Merkel har vurderet, at konsekvenserne ved at lade være kan blive alt for omfattende og skadelige, både for befolkningerne i de hårdest ramte lande, men også for unionens overlevelse og sammenhængskraft.

RÆSON: Hvorfor er det opsigtsvækkende, at EU begynder at optage fælles gæld?
CLAEYS: Den fælles gæld skal fungere som en forsikring til de lande, der er blevet hårdest ramt. Nogle er hårdt ramt, fordi de fik virussen først. Andre fordi de fx er afhængige af indtægter fra turister. Og for nogle lande, fx Spanien og Italien, er det en kombination. Fonden er med til at neutralisere nogle af de største forskelle, så der ikke er nogle lande, der skal stå alene om at bære byrden. Og så skal man også huske at de lande, der ikke er helt så hårdt ramt, er afhængige af at kunne eksportere deres varer til de økonomier, der har fået et hårdt slag.

Aftalen er også meget opsigtsvækkende, hvis man anskuer den fra et politisk perspektiv. Den viser, at der trods meget store uenigheder er et ikke ubetydeligt sammenhold i EU. Det er i særdeleshed vigtigt for sydeuropæerne at mærke den solidaritet, der nu bliver udvist fra resten af klubben. I Italien har der på baggrund af coronakrisen været seriøse samtaler om at forlade EU, fordi man ikke kan se fordelene ved at være med, hvis man ikke får den rigtige hjælp i den her slags situationer. Kriser tester altid EU og eurozonens modstandskraft, og jeg mener, at dette nye redskab viser, at EU er klar til at gøre, hvad der skal til, hvis man skal fortsætte som en politisk og monetær union.

RÆSON: Hvilken betydning får genopretningspakken for den europæiske økonomi?
CLAEYS: Vi skal huske, at tiltaget først og fremmest er et supplement til de nationale politikker, der stadig er den klart vigtigste faktor i den nuværende økonomiske krise. Det er medlemslandenes ansvar at sørge for at støtte økonomierne på en måde, så virksomhederne ikke lukker, så folk kan beholde deres jobs. De nationale tiltag har først og fremmest drejet sig om at håndtere konsekvenserne ved nedlukningen. EU-pengene skal derimod gå til fremtidige investeringer. Det er slet ikke meningen, at pengene skal bruges her og nu. De kommer først i spil i løbet af næste år eller næste år igen.

 

Man giver ikke et lån til en fyr, der har fået et hjertestop, som er ude i stand til at arbejde og betale pengene tilbage. Det er bedre at give en forsikring, så han kan bruge pengene, når han skal komme sig
_______

 

RÆSON: I forhandlingerne var der uenighed om, hvorvidt fonden skulle finansieres via lån eller direkte tilskud. Sammen med Holland, Sverige og Østrig stod Danmark hårdt på, at så meget som muligt skulle finansieres med lån. Det endte med tilskud på 390 milliarder euro. Hvad er din vurdering af den endelige fordeling?
CLAEYS: Jeg er en af dem, der konsekvent har argumenteret for, at tilskud er det bedste redskab til at løse problemet. Jeg er ikke kategorisk modstander lån, men jeg vil hævde, at lånene er mere eller mindre ubrugelige i denne situation. Lån gav mening i forbindelse med eurokrisen, fordi der var nogle lande, der var tæt på at miste deres adgang til de finansielle markeder. Det er ikke problemet nu. Man giver ikke et lån til en fyr, der har fået et hjertestop, som er ude i stand til at arbejde og betale pengene tilbage. Det er bedre at give en forsikring, så han kan bruge pengene, når han skal komme sig. Jeg er ikke engang sikker på, at landene vil ansøge om lånene i særlig høj grad, selvom renten bliver lav.

RÆSON: Den 22. marts, før den endelige aftale blev indgået, sagde den tidligere tyske finansminister, Wolfgang Schäuble – der selv var en af de drivende kræfter bag den hårde kurs overfor især Grækenland ved den forrige økonomiske krise – at “nye lån til medlemslandene” vil svare til at servere “sten i stedet for brød, fordi de allerede er dybt forgældede”. Er denne nye kurs et udtryk for det endelige opgør med den såkaldte austerity-politik, der går ud på at sikre overskud på statsbudgetterne, så man kan holde den offentlige gæld i ave?
CLAEYS: Vi kan i hvert fald se, at den tyske elite anerkender, at der blev begået fejl sidste gang, og at kuren grundlæggende ikke virkede ordentligt. For der er mange ting, der er fundamentalt anderledes denne gang. Sidste gang var kravene til de udsatte lande meget, meget skrappe. Det er ikke tilfældet denne gang. Denne gang har man lavet en model, hvor landene selv fremlægger planer for hvilke investeringer og reformer, de vil lave. Og så skal Kommissionen og EU-landene gennemse, vurdere og godkende planerne. Det grundlæggende problem ved austerity var, at lånene ikke kom via EU, men igennem Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, der er en mellemstatslig organisation ledet af eurolandenes finansministre. Dermed var det landenes regeringer og ECB, der bestemte hvilke benhårde krav og modydelser, der skulle gives i bytte for lånene. På den måde mistede grækerne en stor del af deres suverænitet. Denne gang er det primært Kommissionen, der skal varetage EU’s samlede interesser, og derfor er der mindre chance for, at vi ser politikere, der føler sig nødsaget til at skrue bissen på overfor de hårdest ramte lande. På den måde vil der være incitamenter til at lave økonomiske reformer, men der vil ikke være incitament til at genindføre austerity.

RÆSON: Er det her et udtryk for et bredere ideologisk skifte, hvor den ekspansive finanspolitik generelt vil begynde at fylde mere i EU?
CLAEYS: Det er for tidligt at sige. I starten af eurokrisen var der også økonomer, der begyndte at snakke om, at Keynes’ økonomiske teorier var ved at vende tilbage. Men så begyndte austerity at fylde mere og mere op gennem 10’erne. Lige nu er der noget, der tyder på, at vi har valgt en meget blødere kurs, men det kan sagtens være, at EU og Tyskland på et tidspunkt vender tilbage til den krisepolitik, vi kender. De fleste økonomiske eksperter i IMF, OECD og EU-Kommissionen er enige om, at der kommer til at gå mindst to år, før økonomien er tilbage på niveauet før krisen. Og så længe økonomierne er ramt, er der brug for hjælp, og derfor skal landene ikke tvinges til at tilbagebetale lånene for hurtigt. Det var det, der gik galt sidste gang.

 

Aftalen viser, at fælles gældsoptagelse er både juridisk og politisk muligt, og det er endda gået rigtig hurtigt
_______

 

RÆSON: Merkel har lagt vægt på, at direkte tilskud og fælles lån er en engangshændelse. Tror du, at hun får ret? Eller vil tiltaget danne præcedens?
CLAEYS: Aftalen viser, at fælles gældsoptagelse er både juridisk og politisk muligt, og det er endda gået rigtig hurtigt. Så hvis vi får en stor krise igen, så er det bestemt muligt, at der kommer en lignende genopretningsfond, hvor man optager fælles lån. Men det vil aldrig komme i nærheden af den størrelsesorden, man fx arbejder med i USA’s føderale regering. I EU vil det aldrig blive mere end et kriseredskab.

RÆSON: Hvad skal landene bruge pengene på, hvis de skal gøre en positiv forskel?
CLAEYS: Beregninger viser, at medlemslandene samlet mangler at investere 300 milliarder euro om året i den grønne omstilling, hvis EU skal leve op til målet om klimaneutralitet i 2050. Derfor vil det være oplagt at bruge pengene på at gøre EU til det vigtigste kontinent, når det kommer til den grønne omstilling. I aftalen står der, at 30 pct skal gå til den grønne omstilling, men det er en vag formulering, og jeg synes ikke, det er ambitiøst nok. Problemet ved eurokrisen var, at de offentlige investeringer var meget lave i fire år, og det skadede økonomierne unødvendig meget. For hvis du ikke investerer, innoverer og forstørrer den samlede kapital, så vil potentialet blive formindsket. Det betyder samtidig, at pengene for alt i verden ikke må blive distribueret via skattelettelser eller forbedrede velfærdsordninger. Det ville også skabe endnu større frustrationer og endnu mere EU-skepsis i de nøjsomme lande som Danmark og Holland, der har været mere forsigtige.

RÆSON: Vil aftalen få nogen indvirkning på den globale økonomi, der også er hårdt ramt?
CLAEYS: Vi ved, at tidligere amerikanske regeringer flere gange har opfordret EU til at droppe austerity og investere meget mere. For et velfungerende EU er selvfølgelig godt for den globale økonomi. Vi er trods alt 445 millioner mennesker, og vi er et stort marked for Kina, USA og nu Storbritannien. Og så skal vi huske, at den amerikanske arbejdsløshed stiger foruroligende hurtigt, og at den generelle økonomi er i store problemer. Derfor er det vigtigt, at EU og det indre marked står ekstra stærkt, hvis vores vigtigste handelspartner ikke formår at vende skuden lige foreløbig. På den måde er aftalen også vigtig i det store geopolitiske spil. ■

 

Så hvis vi får en stor krise igen, så er det bestemt muligt, at der kommer en lignende genopretningsfond, hvor man optager fælles lån. Men det vil aldrig komme i nærheden af den størrelsesorden, man fx arbejder med i USA’s føderale regering. I EU vil det aldrig blive mere end et kriseredskab.
_______

 

ILLUSTRATION: Angela Merkel, d. 11. juli 2018 [NATO/Flickr]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden