24.04.2020

”Regeringen og de øvrige partier var på vej mod en hårdknude i klimaforhandlingerne. En skuffelse, hvor støttepartier ville rase, og erhvervslivet ville føle sig snydt. Coronakrisen giver Mette Frederiksen nye muligheder, ikke mindst fordi hun på grund af sin stærke kommunikation desuden har nået ud til vælgere, Socialdemokratiet ikke har kunnet ramme i mange år. Men hun risikerer at skuffe både kernevælgere og fagbevægelse, når der skal skabes vækst i en styrtblødende privat sektor – og når den økonomiske ønskebrønd slipper op.”

Denne artikel er en del af den anden udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Interview af Kirstine Eklund

RÆSON: Hvilke politiske konsekvenser tror du, at coronakrisen vil få i Danmark – og hvor permanente vil de være?
REDINGTON: Jeg tror først og fremmest, at klimadagsordenen vil blive påvirket. Der er ingen tvivl om, at det her sætter en kæp i hjulet på 70 pct.-reduktionsmålet. Fra politisk hold kan man bede befolkningen om både det ene og det andet, men spørgsmålet er, om der ovenpå coronakrisen er mentalt fokus og beslutningskraft til at nå i mål. Kan man bede befolkningen om at gøre ting, de ellers ikke ville gøre, hvis de bekymrer sig mest om manglende arbejdspladser? Det er svært at påbyde danskerne affaldssortering, mens økonomien er ved at brænde sammen. Dermed ikke sagt, at klima er en dagsorden, som er forbeholdt tider med overskud – for der er ingen tvivl om, at den er kommet for at blive denne gang. Også på en helt anden måde end i 2006, da Nicholas Stern udgav en klimarapport, som fik klimaet på toppen af den politiske dagsorden, indtil finanskrisen kom og skyllede det bort.

I denne coronatid tror jeg kun, at klimadiskussionen bliver accelereret af oplevelsen af, at kloden virkelig hænger sammen. Men selve måden at føre klimapolitik på – og det pludselige mål om at reducere CO2-udslippet med 70 pct. – er vi nødt til at tænke om, for det var blevet en debat båret mere af ambitioner end af realiteter. Og jeg tror faktisk, at det er en gave for regeringen. Klimadiskussionen var blevet noget, man skubbede foran sig – det var blevet et mantra, som stort set ingen forstod dybden i. Alle skulle bare være grønne, og vi skulle gøre det umulige muligt.

Der var på meget kort tid blevet bygget den største politiske potemkinkulisse op i dansk historie. Den falder fra hinanden nu. Det betyder, at vi nu kan starte et nyt sted i vores klimadebat. Et sted, som både er realistisk og ambitiøst, og hvor der er forståelse for, at det relevante ikke er, om det er en reduktion på 70 pct. eller 67 pct. Det er godt for os alle sammen. Dermed ikke sagt, at vi skal sænke ambitionerne, men vi skal gøre os klart, at det er svært at nå målsætningerne. Det kan regeringen gøre nu, uden at De Radikale vælter den for ikke at nå klimamålet i rette tid. Dramatikken har flyttet sig.

 

For den politiske kultur som helhed kan det her få stor betydning, fordi det bliver tydeligere, hvor mange af vores samfunds ressourcer, der er bygget op på at varetage ældre menneskers interesser, og det vil de unge mennesker ikke nødvendigvis acceptere længere
_______

 

Derudover tror jeg, at den politiske modsætning mellem unge og gamle vil blive trukket hårdere op som resultat af krisen. Der bliver i øjeblikket placeret en kæmpe regning på de unges skuldre – også ift. de muligheder unge har. De unges livsvilkår vil blive voldsomt reduceret af den her krise: Arbejdsløsheden vil stige, muligheden for at rejse rundt i verden vil være begrænset – i hvert fald de næste par år – og der vil være meget mere overvågning end tidligere samt flere restriktioner for social adfærd. For ikke at snakke om klimabyrden.

Man har set historisk, at når en hel generation sættes så hårdt tilbage, sætter det gang i en masse; det giver en politisk, hvis ikke radikalisering, så i hvert fald opvågning. Der kommer til at ske nogle aldersmæssige forskydninger i den politiske kamp, hvilket også er en udfordring for Mette Frederiksen, fordi hun i den grad i valgkampen satsede på det ældre vælgersegment. Ved folketingsvalget var Socialdemokratiet kun det femtestørste parti blandt førstegangsvælgerne, mens man havde helt astronomiske tal for vælgergruppen over 70 år. For den politiske kultur som helhed kan det her få stor betydning, fordi det bliver tydeligere, hvor mange af vores samfunds ressourcer, der er bygget op på at varetage ældre menneskers interesser, og det vil de unge mennesker ikke nødvendigvis acceptere længere.

Og så er det helt grundlæggende interessante omkring corona – for at parafrasere Churchill – at vi er ved enden af begyndelsen. Hvis vi spoler tiden 6-7 uger tilbage, havde alle oplevelsen af, at det hele ville gå hurtigt over. Vi kan finde alle mulige analyser fra økonomer, der sagde: ”BNP kommer til at få et slag på en halv til en hel procent. Det ser godt ud.” Der tror jeg bare, at man skal være meget ydmyg og sige, at coronakrisen ikke er ovre, før der er en vaccine, og den er blevet distribueret bredt. Derfor må vi holde op med at tale om ”coronakrise” og begynde at tale om ”coronatilstand”. Det er helt afgørende.

RÆSON: Hvad betyder coronakrisen i bredere forstand for Mette Frederiksens politiske projekt i denne tid og fremover?
REDINGTON: Der er flere lag i, hvad det her vil betyde for både Mette Frederiksens projekt og det politiske landskab i det hele taget. Der er ikke nogen tvivl om, at Mette Frederiksen i udgangspunktet er kommet godt fra start som statsminister. Hun stod stærkt og havde et meget klart defineret projekt, som var muligt i den daværende ramme. Nu har hun fået en ny opgave, fordi den politiske dagsorden fuldstændig har flyttet sig fra: Hvordan bruger vi de penge, som vi har til rådighed i det økonomiske råderum? Til: Hvordan skaber vi et økonomisk råderum?

 

Den politiske dagsorden fuldstændig har flyttet sig fra: Hvordan bruger vi de penge, som vi har til rådighed i det økonomiske råderum? Til: Hvordan skaber vi et økonomisk råderum?
_______

 

Før var problemet, at der manglede arbejdskraft og ledige hænder, mens vi nu kommer til at mangle steder, hvor de ledige hænder kan gå hen. Det ændrer hele den politiske dynamik. Da jeg arbejdede på Christiansborg fra 2008-15 [som personlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S), red.], handlede politik om én ting: at skaffe arbejdspladser. Hele den diskussion om vækst har vi slet ikke haft de seneste 3 år. Det vil ændre sig nu.

Hvad betyder det så for Mette Frederiksens genvalgschancer? Hør nu her: Hendes genvalgschancer var usædvanligt gode før denne krise. Først og fremmest pga. det helt ekstremt store stemmespild, der er i blå blok. Med nedsmeltningen af Liberal Alliance og af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, som opførte sig illoyalt, en ny leder i Venstre og ikke mindst både Stram Kurs, Kristendemokraterne og Klaus Riskjær, som blev til stemmespild. Så i udgangspunktet var Mette Frederiksens chancer for at blive genvalgt usædvanligt gode. Hun stod overfor en borgerlig opposition, som var kollapset.

Det, der virkelig bliver interessant at følge, er det faktum, at Socialdemokratiet er inde i sådan en ”rally ’round the flag effect” [udtryk i politologien for en statsleders stigende popularitet i en krisetid, red.], som du også ser i alle andre lande. Lederne i mange lande stiger markant i meningsmålingerne, men det har ikke blivende effekt.

Det, jeg til gengæld er helt overbevist om, har en blivende effekt, er den relation, Mette Frederiksen har fået skabt til danskerne. Jeg kan ikke mindes, at vi tidligere har haft en statsminister med så stor gennemslagskraft. Hvis Mette Frederiksen siger, at folk skal vaske hænder, så vasker folk hænder. Hun er – alene pga. krisen – blevet et fixpunkt for danskerne på en måde, som ingen havde forestillet sig at skulle opleve en statsminister være. Der er mange ting, som kan gå galt rent kommunikationsmæssigt, men det, at hun ved krisens begyndelse tog de store beslutninger og kommunikerede så klart, sidder i mange danskere.

Og vigtigst er, at det sidder i rigtig mange danskere, som ikke normalt engagerer sig i politik. Hun har ramt nogle vælgergrupper, som Socialdemokratiet har haft svært ved at ramme gennem mange år: Nogle af dem, som stempler ind i dansk politik en gang imellem, og som så har bestemt sig for, hvem de vil stemme på, når de stempler ud igen. Og så går der lang tid, før de for alvor tager politisk stilling. Hun er på mange måder lykkes med at få fat på de vælgere, der har cirkuleret rundt mellem Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, og som er svære at nå. Hun har formået at få dem bag sig på en måde, som ikke bare forsvinder.

Med andre ord: Mette Frederiksens kapital i hendes politiske projekt er blevet voldsomt forøget. Selvom de meningsmålinger, vi ser nu, ikke kommer til at holde, kommer Socialdemokratiet – næsten uanset hvad – til at få et stærkt valg næste gang, fordi Mette Frederiksen står så stærkt som person.

 

Det vil sige, at vi får en helt ny økonomisk debat. Alt det med tidlig pension til Arne er pludselig ikke vigtigt længere – om det lykkes eller ej, vil statsministeren ikke blive bedømt på
_______

 

RÆSON: Men hvad med den økonomiske tilbagegang – kan den ikke sætte Socialdemokratiets popularitet over styr?
REDINGTON: Den kan i hvert fald udfordre regeringen i høj grad. Dansk økonomi er dybt afhængig af eksport: Hele 750.000 arbejdspladser er i eksporterhvervene. Derudover er der en kæmpe intern efterspørgsel, som også vil gå helt i bakgear. Det kan godt være, at vi får lov at gå på restaurant, men vil vi gøre det? Det samme gælder biografer, værtshuse og så videre. Vi står overfor et enormt chok. Jeg har formuleret det sådan her: Finanskrisen var en form for kræftsygdom, som inficerede økonomien; det her er et hjertestop. Det er hele verden på én gang.

Vi er inde i en ny normal, hvor Finansministeriets mest dystre prognose i dag fremstår ret optimistisk, når man ser på verden omkring os. Det vil sige, at vi får en helt ny økonomisk debat. Alt det med tidlig pension til Arne er pludselig ikke vigtigt længere – om det lykkes eller ej, vil statsministeren ikke blive bedømt på. Det giver ikke længere mening, at man forsøger sig med en tilbagetrækningsordning for en – i virkeligheden – ret lille gruppe mennesker på et tidspunkt, hvor der måske vil være 300.000 arbejdsløse. Der vil befolkningen tænke: Prøv at høre her, søster statsminister, kom ind i kampen – den rigtige kamp!

Den rigtige kamp er at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst, og derfor venter der Mette Frederiksen nogle virkelig komplicerede valg i forhold til skatter, afgifter og det private erhvervsliv. Det er rigtigt, at man kan fremrykke offentlige investeringer; men det hjælper bare ikke biograferne i Aarhus, at man får lov at bygge en hav-vindmøllepark i Kattegat. Det gør det på lang sigt, men det gør det ikke lige nu og her. Der er mange af de erhverv, som ryger nu, som i det mindste skal have noget stimuli. Og så er der som sagt eksporterhvervene, der skal reddes.

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen er indtil nu lykkedes med at have en ganske diffus økonomisk politik; de har været ”råderum-socialdemokraterne”. Råderummet har været sådan en form for ønskebrønd, hvori man altid har kunnet finde det, man skulle bruge. Nu skal de derimod ud og tage nogle rigtige politiske valg på det økonomiske område. Her begynder Mette Frederiksen at få nogle udfordringer, fordi hun skal skuffe nogle af sine kernevælgere, og hun skal skuffe noget af sit bagland, heriblandt fagbevægelsen, hvis helt store projekt indtil nu har været, at dagpengekompensationen skulle stige. Det er der ikke penge til. Hun har stillet mange snubletråde op for sig selv, fordi hun har mere end antydet, at hun vil øge dagpengekompensationsgraden, har givet Arne store løfter og har lagt afstand til alt, der har med selskabsskat og konkurrencestat at gøre.

Nu sidder socialdemokraterne pludselig i en økonomisk situation, som er endnu værre end i 2011. Det bliver især udfordrende, fordi der er så store forventninger til, hvordan statsministeren vil opføre sig som socialdemokrat. Samtidig har hun De Radikale som støtteparti, som kan gøre livet surt for hende. En mulighed kunne være at forny kontrakten. Altså udskrive valg i efteråret og sætte en ny dagsorden, sætte en ny forventningsafstemning. Men sådan som krisen har udviklet sig – altså til en tilstand – så er jeg overbevist, om at danskerne vil finde det meget uansvarligt, hvis hun udskriver valg inden for det næste år.

 

Derfor er det problematisk, at der er skabt en stemning i rød blok om, at det med at satse på vækst i den private sektor forbindes med konkurrencestaten, nødvendighedens politik og andre ubehageligheder
_______

 

RÆSON: Står Mette Frederiksen i virkeligheden i en situation, hvor hun kan blive tvunget til at føre den form for økonomisk politik, som Helle Thorning førte i sin regeringsperiode fra 2011 til 2015, og som Socialdemokratiets kernevælgere havde så svært ved at acceptere?
REDINGTON: Hun kan jo ikke føre vækstpolitik med Enhedslisten. Eller det kan hun godt, men så er jeg ikke sikker på, at hun skaber vækst andre steder end i den offentlige sektor. Lige nu har det været ret let: Man udskriver bare kæmpe regninger i øst og vest, men på et tidspunkt skal det stoppe. Så skal der tages beslutninger, som er mere fremadrettede, og som har en mere strukturel karakter. Der skal hun finde ud af, hvad det vil sige at føre socialdemokratisk vækstpolitik. Det er jo fint at investere i AMU, og efteruddannelse og den slags ting, men lige nu styrtbløder den private sektor både i vækst og arbejdspladser. Derfor er det problematisk, at der er skabt en stemning i rød blok om, at det med at satse på vækst i den private sektor forbindes med konkurrencestaten, nødvendighedens politik og andre ubehageligheder.

Mette Frederiksen er gået til valg i en kontekst, hvor den private sektor boomede med penge, mens den offentlige sektor og velfærden var forsømt. Selvom man ikke må sige det nu om dage, er der kun de penge, der er, så hun er nødt til at træffe nogle valg. Hun bliver derfor tvunget til at kigge på nogle strukturelle ting som skatter og afgifter, og det bliver meget svært at gøre sammen med Enhedslisten.

Mette Frederiksen står et andet sted, end Helle Thorning gjorde i 2011: Efterlønnen kan ikke afskaffes én gang til, og dagpengeperioden kan ikke forkortes igen. Det er hendes store held; men hun får samtidig svært ved at indfri sine løfter på velfærd, hvis hun også skal holde hånden under de private arbejdspladser og skabe vækst. Der er grænser for, hvor mange penge man kan bruge ved at optage lån og sænke skatterne – og der er især grænser i det økonomiske paradigme, som Socialdemokratiet er en del af, men ikke har stået ved, fordi der har været så stor pengerigelighed. Væksten har været så stabil, at socialdemokraterne før valget tillod sig at skabe en stemning om, at hvis de fik magten, ville de ændre regnereglerne, så der ville blive råd til det hele. Det er der ikke. Så den grundlæggende problemstilling er, at Mette Frederiksen skal skabe vækst i den private sektor, og at redskaberne til den opgave ligger i et redskabsskur, som hun ikke havde drømt om at være nødsaget til at gå ind i. ■

 

Så den grundlæggende problemstilling er, at Mette Frederiksen skal skabe vækst i den private sektor, og at redskaberne til den opgave ligger i et redskabsskur, som hun ikke havde drømt om at være nødsaget til at gå ind i
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister