21.08.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Selvfølgelig er det helt legitimt personligt valg, at man ikke vil spise kød af den ene eller den anden årsag. Men at gøre det til afsæt for et politisk parti og i realiteten forbyde andre mennesker at spise kød, er på alle måder ude af proportioner. Det er udtryk for et skred i retning af flere ekstreme og populistiske enkeltsagspartier i dansk politik og et mindre stabilt politisk landskab – til skade for både demokratiet og klimapolitikken.

Kommentar af Nikolaj Bøgh, rådmand, Frederiksberg (K)

For nyligt opnåede Veganerpartiet de fornødne 20.000 underskrifter for at kunne stille op til det kommende folketingsvalg. Partiet kvitterede med et festligt udspil om, at omtaler af dyr i ordsprog og faste udtryk, skulle udskiftes med relevante grøntsager. I stedet for ”blod på tanden”, skulle man begynde at sige “rødbedesaft på tanden”.

Det er den slags udmeldinger, der gør det let for ikke-veganere at betragte Veganerpartiet som nogle glade uskyldige hippier, som egentlig har hjertet på rette sted, men blot er udstyret med en meget naiv tilgang til politik.

Men deres opstilling er også udtryk for en stigende ekstremisme i politik på begge de politiske fløje, hvor grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre mennesker, og hvad man kan forsøge at gøre til et “seriøst” politisk spørgsmål, udvider sig voldsomt i disse år. Vi kender det allerede fra bl.a. et parti som Stram Kurs, som ligeledes er fuldkommen forblændet af en meget ensidig dagsorden med meget lidt plads til refleksion og overvejelser om de større samfundsmæssige sammenhænge. Og som i øvrigt har gjort det til en etableret arbejdsmetode at provokere voldsomt og tale stærkt nedladende om andre mennesker, hvilket vi også ser i langt mere moderat grad i partiet Nye Borgerlige.

 

Hvor islam og udlændingepolitik er det tema, der kan få låget til ryge af på højrefløjen, har klimapolitik den samme funktion på venstrefløjen
_______

 

Ekstremismen vinder frem på den yderste højrefløj, og det er alle fornuftige borgerliges pligt at lægge afstand til den. Hvor islam og udlændingepolitik er det tema, der kan få låget til ryge af på højrefløjen, har klimapolitik den samme funktion på venstrefløjen, hvor Veganerpartiet med krav om, at man med forbud skal forsøge at forhindre andre mennesker i at spise kød, ligeledes indtager et ekstremistisk standpunkt.

Alle, der har været i debat med repræsentanter for Veganerpartiet på sociale medier, og som ikke deler deres opfattelse af, at veganisme vil kunne redde verden, ved at deres fanatisme er betydelig, og at de har svært ved at acceptere ”kødspisere” som seriøse dialogpartnere. Forud for folketingsvalget i 2019 fik jeg som folketingskandidat selv ”trollet” en af mine kampagnevideoer på Facebook, hvor en samtale om klimapolitik foregik over et måltid, hvori der indgik kød. Ifølge de stærkt engagerede veganere var det umuligt at tage holdninger til klimapolitik seriøst, hvis man fortsat spiste kød.

Partiet sammenlignede i 2018 kødspisning med pædofili og vold mod børn, og selvom de efterfølgende trods alt nok mente, at overgreb mod børn var værre end at spise kød, så er det efter alt at dømme ganske sigende for deres verdensbillede, hvor dyrs rettigheder og ulemperne ved animalsk produktion fylder næsten alt. Veganerpartiet er ikke hygge-økologer med halm i træskoene og urte-te i koppen. De er hardcore fundamentalister indenfor deres særlige interesseområde – og stærkt fordømmende overfor andre menneskers livsform.

Det, mener jeg ikke, er noget godt bidrag til den politiske debat. Mennesker må naturligvis slutte sig sammen, og lave de partier, de vil, men det er ikke gavnligt med enkeltsagspartier, som ikke er i stand til at præsentere et bare nogenlunde sammenhængende syn på samfundsudvikling. Der er rigtige problemer nok at tale om i det danske samfund, men de får mindre opmærksomhed, når det semi-religiøse hysteri får mere plads.

 

Veganerpartiet er ikke hygge-økologer med halm i træskoene og urte-te i koppen. De er hardcore fundamentalister indenfor deres særlige interesseområde – og stærkt fordømmende overfor andre menneskers livsform
_______

 

Og et sådant hysteri er Veganerpartiet i høj grad leveringsdygtigt i. Partiets holdninger til dyrevelfærd kredser om en slags ligestilling mellem mennesker og dyr, hvor dyrenes levevilkår og hensyn til økosystemerne skal vægte lige så meget som hensynet til menneskers levevilkår. Det kan siges at bygge på en ”sød” form for disneyficering, hvor man tildeler dyr menneskelignende egenskaber, men i praktisk politik er det en ekstrem politisk tankegang, fordi det – ifølge Veganerpartiet – forudsætter, at man ikke må spise dyr, som ikke er selvdøde eller trafikdræbte.

Det bryder markant med det kulturelle grundlag, vi i årtusinder har bygget videre på, hvor respekten for mennesket og menneskets udfoldelsesmuligheder religiøst, filosofisk og demokratisk har været fundamentalt. Meningen med politik har således fundamentalt været at skabe et godt grundlag for menneskelivet, og at ophøje dyr til en etisk status, som næsten kan konkurrere med menneskers, er en afgørende forskydning, der gør den fælles politiske samtale svær.

Veganerpartiets partiprogram er ikke helt færdigt og indeholder kun en række ret overordnede betragtninger om klima og dyrevelfærd. Hvor der tidligere var en berettiget forventning om, at et politisk parti præsenterede et helhedssyn på samfundet, en retning man ønskede, det skulle bevæge sig i, så er det i de senere år blevet stadig mere almindeligt, at nye partier kun mener noget om ret få temaer. I skrivende stund ved vi altså ikke, hvad Veganerpartiet måtte mene om skattetrykket, udlændingepolitikken, folkeskolereformen, forsvarsbudgettet eller nogen af de andre ting, som et parti på Christiansborg uvægerligt vil være nødt til at forholde sig til.

 

Meningen med politik har fundamentalt været at skabe et godt grundlag for menneskelivet, og at ophøje dyr til en etisk status, som næsten kan konkurrere med menneskers, er en afgørende forskydning, der gør den fælles politiske samtale svær
_______

 

Det gør den politiske debat mere volatil og resultaterne af den mere uforudsigelige, for mener man ikke rigtig noget om en række politiske spørgsmål, så kan man lettere overtales til at lægge stemmer til andre partiers politik, så længe man får indrømmelser på sine egne kerneområder. Det gør politik til en slags købmandshandel, hvor meget er til salg for højstbydende, og hvor vælgerne stadig oftere efterlades med stor usikkerhed om, hvad for en politik, de reelt har sat kryds ved i stemmeboksen.

At være bekymret for klima og dyrevelfærd er selvfølgelig helt i sin orden – ja, de fleste vil vel egentlig opfatte det som prisværdigt. Ligeledes er det selvfølgelig et helt legitimt personligt valg, at man ikke vil spise kød af den ene eller den anden årsag. Men at gøre det til afsæt for et politisk parti, som Veganerpartiet gør det, og i realiteten forbyde andre mennesker at spise kød, er på alle måder ude af proportioner. Det er et udtryk for et skred i retning af flere ekstreme og populistiske enkeltsagspartier i dansk politik og et mindre stabilt politisk landskab, hvilket med sikkerhed ikke gavner demokratiet, som forudsætter et vist fælles syn på verden og en vilje til at forstå andre menneskers synspunkter. En kompromisløshed om et tema som veganisme, som næppe nogensinde bliver en del af dansk lovgivning, gør dansk politik mere volatilt og mulighederne for på klassisk dansk, pragmatisk vis, at tale sig frem til fælles løsninger, sværere.

Klimapolitik har de senere år været stærkt på fremmarch i alle partier med tiltagende tegn på, at der kan opnås enighed om fornuftige og afbalancerede løsninger, hvor de nødvendige hensyn til både CO2-reduktion og hensyn til den økonomiske vækst kan varetages side om side. Et parti som Veganerpartiet, der ønsker det konventionelle landbrug afviklet og dyreopdræt forbudt, kan ikke være en del af en sådan enighed. Men de kan være med til at forpeste debatten med fordømmelser og fundamentalisme, som vil kunne gøre klimapolitik til et større stridspunkt mellem de politiske partier – ikke mindst såfremt de skulle opnå en afgørende stemme i et kommende folketing.

Det vil måske kunne give dem nogen indrømmelser og en varm følelse i maven af for alvor at gøre en forskel. Men det vil givetvis også være skadeligt for klimapolitikkens reelle gennemslagskraft på de store, afgørende parametre, som forudsætter brede, holdbare løsninger, der ikke ændrer sig, når de politiske flertal skifter. ■

 

En kompromisløshed om et tema som veganisme, som næppe nogensinde bliver en del af dansk lovgivning, gør dansk politik mere volatilt og mulighederne for på klassisk dansk, pragmatisk vis, at tale sig frem til fælles løsninger, sværere
_______

 

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, rådmand og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie og kulturhistorie. ILLUSTRATION: Nikolaj Bøgh [Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]