28.05.2020

I Dansk Folkeparti leder man febrilsk efter en vej ud af partiets negative spiral. Før panikken tager over og sender partiet ud i et amokløb efter ledige standpunkter, bør Thulesen Dahl tage en dyb indånding og lære af sit gamle skræmmebillede i SF. Pia Olsen Dyhr forstår nemlig at fokusere på kerneforretningen, hvilket er den eneste vej frem for DF i det nuværende politiske landskab.

Af Niels Jespersen

“De er ved at lave en dødssejler derinde” udtalte den forhenværende DF’er i Vordingborg John Pawlik til TV2 med henvisning til DF på Christiansborg. Sammen med kollegaen Heino Hahn var han i et par dage breaking news, da de satte ord på den ulmende baglandsmodvilje mod formanden Kristian Thulesen Dahl. Partiet skrider i meningsmålingerne og de dage, hvor formanden kunne kalde uromagere til orden eller spise dem af med kaffeslabberas og slesk tale er ovre.

For lige nu ligner DF et skib der kastes for de politiske vinde. Panikken vokser, og isen i maven smelter. Nøgleordet er usikkerhed – og er der noget vælgerne ikke kan udstå, så er det partier, man ikke ved, hvor man har.

Skal Danmark ud af EU? Det afhænger af hvem man spørger: Søren Espersen vil ud og Peter Skaarup vil… blive indtil videre? Vil Dansk Folkeparti støtte tidlig folkepension til de nedslidte? Tja, måske i 2040, men så skal det også koste mindst 6 milliarder, mener Thulesen Dahl. Dog er det vigtigt for selvsamme Thulesen Dahl, at der ikke brydes med gamle forlig med andre partier. Gad vide hvor mange af DF’s kernevælgere, der brænder lige så intenst for Christiansborgsk forligstradition?

Alt imens kappes de sorte præster som Marie Krarup med Nye Borgerlige om at udtale ordet “islam” med størst mulig foragt, men posen med nye indvandrings-kritiske initiativer ser ud til at være tom. Så er der Morten Messerschmidt; Folketingets uden sammenligning bedste EU-debattør. Han er blevet sat til at finde ud af, hvad i alverden man stiller op med klimatosserne. Pia Kjærsgaard er den gode gamle partimor, der appellerer til camping-folket, mens Thulesen-Dahl med sin jyske underspillethed forsøger at ligne Venstre fra dengang, der stadig fandtes halm i træskoene og ræve bag ørerne.

Da det gik bedst, og DF var et folkeparti, havde man en stærk koalition bestående af LO-arbejdere i Jylland og kortuddannede offentligt ansatte kvinder. Dansk Folkeparti fik igen og igen lov til at spille rollen som blå bloks velfærdspolitiske samvittighed. Men blå blok faldt sammen, da Socialdemokratiet og Nye Borgerlige delte boet i udlændingedebatten. Nu begynder bukserne at sprække, mens Thulesen Dahl jokker rundt i det ideologiske landskab. Det lugter af panik, og budskaberne stikker i alle retninger

 

I stedet for at melde ud i øst og vest i håbet om at ramme en folkestemning skulle Thulesen Dahl hellere kigge hen over midten til venstrefløjens største succeshistorie: Nemlig SF, der på få år har vendt en endnu dybere krise til stabil medgang i meningsmålingerne
_______

 

Kig over midten
I stedet for at melde ud i øst og vest i håbet om at ramme en folkestemning skulle Thulesen Dahl hellere kigge hen over midten til venstrefløjens største succeshistorie: Nemlig SF, der på få år har vendt en endnu dybere krise til stabil medgang i meningsmålingerne. Det SF som Thulesen Dahl altid fremhævede som argumentet for ikke at gå i regering. Folkesocialisterne fik magten, men mistede æren. Nu står DF tilbage uden nogen af delene.

SF er nemlig dansk politisk ufortalte succeshistorie. Lytter man til politiske kommentator-programmer er det et løbende tema, at eksperterne undrer sig over partiets vælgeropbakning. SF har jo ingen profil og går i et med regeringen lyder dommen. Men spørgsmålet er, om de skarpe profileringer, kontante udmeldinger og dramatiske trusler som journalisterne elsker og respekterer, rent faktisk efterspørges af vælgerne. Op til valget skovlede Alternativet medieopmærksomhed ind på stadig mere højtlydende angreb mod Mette Frederiksen. Et kor som også Enhedslisten istemte, og pludseligt var Pia Olsen Dyhr den eneste røde partiformand, som ikke var statsministerkandidat. Da stemmerne var talt op, gik Ø og Å tilbage, mens SF næsten blev fordoblet.

Hvad er det SF har gjort rigtigt? For det første har de indset, at de ikke er det nye Socialdemokrati, hvilket ellers var Thor Møgers (Villy Søvndals daværende strateg) gamle drøm. SF er et venstrefløjsparti for pædagoger, skolelærere og småbørnsforældre, som tror på fællesskab, men som ikke bryder sig særligt meget om revolution eller politiske skænderier. Salget af Dong fremhæves typisk som SF’s store syndefald, men folkeskolereformen i 2013 og den efterfølgende lockout, var langt værre for partiet. Her svigtede SF sine vigtigste kernevælgere. Et SF uden fløjsbukseklædte folkeskolelærere i praktisk fodtøj er ikke SF.

Siden valget i 2015, hvor gruppeformand Jacob Mark sprang listen på et løfte om at afskaffe lov 409, der regulerer arbejdstiden i folkeskolen og som er alle lærers hadeobjekt nummer ét, har partiet arbejdet benhårdt for at vinde de vigtigste kernevælgere tilbage. Det har man gjort ved et hårdt og langsigtet fokus på politikudvikling på de tre vigtigste dagsordner: 1) Daginstitutioner, 2) Skoler og 3) Klima/miljø. SF har til gengæld brugt mindre tid på højprofilerede emner som udlændinge, EU eller på bekæmpelsen af kapitalfonde og skattesvindel.

Sats på kerneforretningen
Når en konkurstruet virksomhed skal reddes, så handler det om at identificere kerneforretningen. Hvad er det vi er gode til, og hvad kan vi tjene penge på? Alle andre aktiviteter skal skæres væk eller bruges til at understøtte den aktivitet. Dernæst skal en leder kunne skabe optimisme og samarbejdsånd. Alt dette har Pia Olsen Dyhr gjort i en grad, hvor hun burde blive millionær på at holde foredrag for nødlidende forretningsmænd. Genrejsningen er desto mere imponerende, fordi den er sket sideløbende med Enhedslistens modernisering væk fra revolutionen, Alternativets storhed og fald, samt Mette Frederiksens nyorientering af Socialdemokratiet.

 

Dansk Folkeparti bør samtidig melde klart ud ift. EU. Mantraet skal lyde – hvis de skal have succes – at Danmark skal længere væk fra EU og på et tidspunkt helt ud
_______

 

Men hvad kan DF så lære af SF’s succes? Først og fremmest bør Thulesen Dahl opgive ideen om at samle så bred en vælgerskare bag sig, som det lykkedes partiet i 2015. I hvert fald på mellemlang sigt. Dansk Folkeparti skal huske, at de er et parti for fællesskabsorienterede arbejdere med korte uddannelser i provinsdanmark. Det betyder, at DF aldrig må forpasse en chance for at kræve udlændingestramninger, men de kan lige så godt opgive kampen om de mest yderliggående invandringskritiske stemmer. Det vil bare skræmme de moderate over til Mette Frederiksen eller Venstre, og så meget kød er der heller ikke at gnave af Nye Borgerlige og Stram Kurs. SF kæmpede i 4 år for minimumsnormeringer og vandt. DF burde gøre det samme ift. et forbud imod tørklæder i folkeskolen eller et lignende højtprofileret forslag.

Dansk Folkeparti bør samtidig melde klart ud ift. EU. Mantraet skal lyde – hvis de skal have succes – at Danmark skal længere væk fra EU og på et tidspunkt helt ud. Både Messerschmidt og Peter Kofoed er dygtige folk, men hvis DF skal genrejses, kræver det, at de får en klar linje at arbejde med.

Vigtigst af alt er DF nødt til at finde deres ben i velfærds- og fordelingspolitikken. Det er her de kan markere sig ift. de øvrige blå partier – og i særdeleshed ift. Nye Borgerlige. Her var det klogt, at DF gik med i den seneste boligaftale, fordi man sikrede sine vælgere, som bor i lejebolig, og man tog røven på de Radikale, der et øjeblik troede at de havde generopbret pladsen som dansk politiks kongemagere. Dansk Folkeparti har behov for at finde flere af de spørgsmål, som betyder mest for deres vælgere. Bedre ældrepleje, frygten for stigende pensionsalder og truslen fra udenlandsk arbejdskraft er et gode steder at starte.

Det er imidlertid også her, det bliver farligt for DF, for man kan ikke både appellere til socialister og liberalister på samme tid. Så længe udlændingepolitikken bandt det hele sammen, gik det nok, men nu er vi tilbage til normalen, og så er der langt fra de fremmedskeptiske velfærdssosser til skattenægteren Glistrups arvetagere i Nye Borgerlige.

Ikke desto mindre bliver Thulesen Dahl nødt til at tage en beslutning. Skal DF fortsætte udviklingen mod at blive et midterparti, skal man lægge sig op ad S som en slags “xenofobe centrum-demokrater” og stemme for differentieret folkepension til Arne. Det har også den fordel, at Mette Frederiksen ikke pludseligt udskriver et ”Arne-valg”, hvilket kan blive ødelæggende for DF, hvis de ikke placerer sig rigtigt. Alternativet er at tone rent flag og håbe på, at Ellemann-Jensens tilnærmelse til de radikale vil efterlade et hul på højrefløjen, som ikke kan udfyldes af Søren Pape eller Pernille Vermund. Begge strategier har deres fordele, men Thulesen Dahl, der er kendt som Christiansborgs store lurepasser, bliver nødt til at vælge mellem styrbord og bagbord, for ret forude venter kun det politiske forlis. ■

 

Det er imidlertid også her, det bliver farligt for DF, for man kan ikke både appellere til socialister og liberalister på samme tid. Så længe udlændingepolitikken bandt det hele sammen, gik det nok, men nu er vi tilbage til normalen, og så er der langt fra de fremmedskeptiske velfærdssosser til skattenægteren Glistrups arvetagere i Nye Borgerlige
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig