Niels Jespersen: Regeringen har endelig fået en opposition, men glem blå blok. De radikale venner er gået i offensiven

Niels Jespersen: Regeringen har endelig fået en opposition, men glem blå blok. De radikale venner er gået i offensiven

23.01.2020

.

De Radikale vil demonstrere, at det er mere bøvlet at have dem udenfor teltet end indenfor. Ideelt set ønsker R at bruge de penge, som S har reserveret til Arnes tidlige tilbagetrækning, for på den måde at stikke en kæp i hjulet på Mette Frederiksens store slagnummer. Det må ikke lykkes for S at regere succesfuldt udenom R.

Af Niels Jespersen

Er hvedebrødsdagene ved at rinde ud for S? Har Danmark endelig fået en opposition? De spørgsmål stilles af journalisterne, der efterhånden er trætte af fortællingen om, hvor fantastisk det går for regeringen. For med De Radikales støtte til Ø-kravet om genopretning af dagpengene, er den for S så smertelige dagpenge-debat fra Thorning-tiden blusset op på ny. Dagene, hvor støttepartierne kunne spises af med fromme ønsker, er ovre.

Eller er de? For hvor alvorligt skal socialdemokraterne tage dagpenge-fronten mellem R, SF og Enhedslisten? Er der tale om en “drilledagsorden”, eller har støttepartierne rent faktisk tænkt sig at spolere Mette Frederiksens nøje tilrettelagte drejebog og for alvor vise tænder?

Det sidste halve år har ellers været et triumftog for Socialdemokratiet. Ikke fordi regeringen er kommet igennem med så forfærdelig megen politik, men støttepartierne har været tilfredse med de luftige hensigter fra forståelsespapiret – og samtidig for splittede til at presse regeringen. De Radikale og Enhedslisten er ikke enige om særligt meget, og begge er de for stolte til at gå på kompromis. Samtidig lever SF fortsat fint som regeringens støttehjul. Meningsmålingerne er solide, og hvem ved – måske de gode relationer kan udvikle sig til et nyt regeringssamarbejde?

Og de borgerlige? Glem dem. Oppositionen er fortsat en ulmende ruinhob, hvor nye brande jævnligt bryder ud, mens smølfekongen Jakob Ellemann-Jensen herser rundt med sine små blå undersåtter. Det nye kommer fra støttepartierne: Det er den fælles front mellem EL, SF og R mod Socialdemokratiet. En front, som serie-opportunisten Kristian Thulesen Dahl ikke har været sen til at tilslutte sig. Regeringen skal tvinges til at gøre noget ved dagpengene, lyder budskabet.

 

Det nye classic Socialdemokrati, der henter sin inspiration fra store arbejderhelte som Stauning og Anker Jørgensen, kan ikke tåle at nøle på en ægte arbejdersag. Derfor kommer man også til at imødegå dagsordenen
_______

 

BALLADEN ER OPSTÅET, fordi dagpengesatsen ikke har fulgt lønudviklingen. I 1995 udgjorde dagpengene 60 procent af en gennemsnitlig fuldtidløn. Mange reformer og en satsregulering senere udgør de i dag 46 procent. Derfor tjekker de vellønnede ud af systemet. De gider ikke sendes i aktivering, når gevinsten alligevel er så skrabet. I stedet benytter op imod 400.000 danskere private lønforsikringer. Det udfordrer den danske model.

Når dagsordenen er træls for sosserne, så skyldes det, at det sådan set ER partiets politik at tilbagerulle – i hvert fald en del af – udhulingen. Problemet er, at det også er regeringens politik at gøre noget for børnene. Og for Arne. Og for klimaet. For slet ikke at tale om at lade de offentlige udgifter følge det demografiske træk, hvilket ingen takker regeringen for, men som er den virkelige forskel til den foregående regering, og som koster de helt store penge.

Blandt socialdemokrater bemærker man spydigt, hvordan det var De Radikale, der under skattereformen i 2012 – den, hvor Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) følte sig pisset på – pressede på for, at dagpengene ikke skulle følge lønudviklingen. Og hvordan det var De Radikale, der halverede perioden og fordoblede optjeningstiden året før. Samtidig bemærker man ikke mindre spydigt, hvordan SF og EL var mere optagede af børn, klima og psykiatri, da der skulle laves forståelsespapir og senest forhandles finanslov. Man er også trætte af fagbevægelsen, der lige nu også kommer med dagpengekrav. Midt oveni overenskomstforhandlingerne, og mens regeringen kæmper for at levere den tidlige tilbagetrækning til Arne. Heavy is the head that wears the crown.

Men summa summarum: Det nye classic Socialdemokrati, der henter sin inspiration fra store arbejderhelte som Stauning og Anker Jørgensen, kan ikke tåle at nøle på en ægte arbejdersag. Derfor kommer man også til at imødegå dagsordenen. Reaktionen fra S vil i den kommende tid være, at man støtter intentionen, men at regeringen for indeværende følger de prioriteter, som støttepartierne selv har været med til at vedtage. Men at man skam altid lytter til gode ideer – og hvis ellers EL, SF, DF og R kan blive enige om finansiering, så lyder det spændende.

 

En forbedring af dagpengene vil nemlig bonne negativt ud i finansministeriets regnemaskiner, som dyrkes af De Radikale som en guddom, men som Enhedslisten forsager som neoliberalt djævelskab
_______

 

OG HER BLIVER DET GIFTIGT for De Radikale, for sigende nok for det venstreskred, der skete ved grundlovsvalget, så er man – også i R – nødt til at overhale S venstre om. Kun ved at tilslutte sig en Enhedsliste-dagsorden og belønne fagbevægelsens lobbyarbejde kan man bringe regeringen i forlegenhed. For hvilke penge kan Ø og R blive enige om at bruge? Indtil videre er fællesmængden mellem de to partier marginal. Der er vist kun håndværkerfradraget, der ikke kommer i nærheden af at dække udgifterne til en forbedring af dagpengene. Samtidig underminerer De Radikale den arbejdsudbuds-klausul, de kæmpede for i forståelsespapiret, hvor tiltag, der mindsker beskæftigelsen, skal kompenseres med tiltag, der øger samme. En forbedring af dagpengene vil nemlig bonne negativt ud i finansministeriets regnemaskiner, som dyrkes af De Radikale som en guddom, men som Enhedslisten forsager som neoliberalt djævelskab.

Når De Radikale slutter sig til en Ø-dagsorden, så er hensigten naturligvis at demonstrere, at man fortsat er en politisk magtfaktor, men der er mere på spil. Først og fremmest en oprigtig bekymring over det dagpengesystem, man selv har været med til at maltraktere. I dele af R vedkender man sig – når mikrofonerne er slukkede – et medansvar for Thorning-regeringens kranke skæbne. Det var nemlig i høj grad den manglende evne til at sikre dagpengene under en økonomisk krise, der knækkede de røde vælgeres tiltro til den daværende statsminister. Dengang stod den nye formand Morten Østergaard stejlt på forgængeren Margrethe Vestagers “sådan er det jo”-linje. Slagtningen af dagpengene blev set som et payback for Sass Larsens arrogance over for det selvbevidste midterparti.

EFFEKTEN AF VALGNEDERLAGET i 2015 blev imidlertid, at Thorning blev erstattet af den i radikal optik langt fælere Mette Frederiksen, og at socialdemokraternes holdning til SR-regeringer blev noget i retning af: “aldrig igen”.

Det er næste runde af denne ældgamle vendetta, vi nu er vidner til. R vil demonstrere, at det er mere bøvlet at have dem udenfor teltet end indenfor. Det skal ske ved, at man laver aftaler til alle sider og overlader det til S at samle regningen op. Ideelt set ønsker R at bruge de penge, som S har reserveret til Arnes tidlige tilbagetrækning, for på den måde at stikke en kæp i hjulet på Mette Frederiksens store slagnummer. Det må ikke lykkes for S at regere succesfuldt udenom R.

Det er dog tvivlsomt, om Ø og SF vil medvirke til den finte. I det hele taget beror den radikale manøvre på en for partiet ukarakteristisk tiltro til Enhedslistens samarbejdsevner. Lykkes det til trods, så er der måske grund til socialdemokratisk bekymring, men indtil videre lever regeringspartiet fint med opfordringer til at fremrykke den dagpengepolitik, man alligevel havde planer om at gennemføre senere hen. ■

 

Og de borgerlige? Glem dem. Oppositionen er fortsat en ulmende ruinhob, hvor nye brande jævnligt bryder ud, mens smølfekongen Jakob Ellemann-Jensen herser rundt med sine små blå undersåtter. Det nye kommer fra støttepartierne: Det er den fælles front mellem EL, SF og R mod Socialdemokratiet
_______

 



Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han ernærer sig som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Folketingets åbning 2017 (foto: Jens Dresling/Ritzau/Scanpix)