13.02.2020

Ifølge Morten Østergaard er De Radikales forhold til regeringen så dårligt, at han må søge øget samarbejde med Venstre. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget Østergaard har at true med, for Thulesen Dahl ejer det bjørneskind, som Østergaard forsøger at sælge. Så længe S og R skændes, er DF sikret en nøglerolle i dansk politik.

Af Niels Jespersen

Hvis man troede, at den radikale fiasko ved Blackstone-forliget havde kølnet stridslysten i det gamle midterparti, tog man fejl. Konfrontationen mellem regeringen og De Radikale fortsætter med fuld styrke. I sidste uge beskrev Morten Østergaard det “nag” og den historisk dårlige stemning, han oplevede mellem S og R. Derfor vil De Radikale for fremtiden søge samarbejde med Venstre, lød det.

Der er der som sådan ikke noget nyt i. Den varslingsballon sendte Morten Østergaard allerede afsted i 2018, da Mette Frederiksen første gang meldte ud, at hun gik efter at danne en smal S-regering. Men hvor dansk politik tidligere skælvede ved et kryptisk smil eller en tvetydig melding fra en radikal formand, så var attituden i medierne – og ikke mindst i Socialdemokratiet – denne gang noget i retning af: “Har man hørt en loppe gø?”. Morten Østergaard blev i medierne i foregående uge beskrevet som alt fra en kattekilling til en forsmået ægtemand.

Personligt synes jeg, han minder om gæsten, der gentagne gange og i stigende toneleje melder sin afgang: “Nu går jeg altså. Nej, NU går jeg”. For hvor skal Morten Østergaard gå hen? Der er kun ét brugbart flertal uden om S-regeringen, og det inkluderer det DF. Venstre er ikke nok. Det er ikke fælles et V-R-udspil om gratis Teslaer over Storebælt, der ryster regeringen.

 

Således må De Radikale endnu en gang forsøge at sælge Thulesen Dahls politiske bjørneskind. Han sidder nemlig på de afgørende mandater og kan vælge at holde hånden under regeringen
_______

 

DF er tilbage i det poliske game
Således må De Radikale endnu en gang forsøge at sælge Thulesen Dahls politiske bjørneskind. Han sidder nemlig på de afgørende mandater og kan vælge at holde hånden under regeringen, som det skete med Blackstone-forliget. Eller blive en del af et alternativt flertal, der – ganske som under 80’ernes radikale ledelse – gør livet surt for den siddende regering. Eller han kan vælge at gøre begge dele.

Under alle omstændigheder: DF er tilbage i det politiske game. Trods et massivt valgnederlag er partiet atter dem, man skal bejle til, hvis der skal samles et flertal i dette land – og det passer selvforståelsen i DF fortrinligt. Man ser det for sig: Morten Østergaard ankommer til DF’s kontorer i Proviantgården på Christiansborg med hipster-huen ydmygt i hånden (man skal i hvert fald ikke sende Jens Rohde) for at bede om partikongens gunst. Efter han er gået, ringer Tulle til Mette Frederiksen og forhører sig, om hun monstro har et bedre tilbud.

Rygterne om Dansk Folkepartis snarlige død er således stærkt overdrevne.

Ser alt så lyst ud for Dansk Folkeparti? Nej, DF’erne har en svaghed, som adskiller dem fra de radikale, som de ønsker at erstatte. De er nemlig rystende angste for at gå yderligere tilbage i meningsmålingerne. Hvor radikale i hvert fald i gamle dage var ret ligeglade med antallet af mandater og nærmest dyrkede en form for ’upopularitetens martyrium’, så handler hele fortællingen i DF om at repræsentere det store tavse flertal. Det kan man altså ikke gøre, hvis man roder rundt på 4-5 procent af vælgerne – og det er her, mange midterpartier har det med at ende. Vil man være med til at træffe de svære beslutninger, så er det ikke nemt samtidig at indtage de nemme og folkelige standpunkter.

DF’s vælgere er modsat De Radikales ikke nødvendigvis politiknørder. Der skal en meget veltalende Thulesen Dahl til at forklare, hvorfor partiet skifter side fra sag til sag – en fortælling, som stadig ikke sidder i skabet.

S-DF-samarbejdet gavner indtil videre kun S
I dagene efter boligforliget var der ellers tilfredshed i DF. Man havde demonstreret, at partiet var alt andet en parlamentarisk ligegyldigt, og samtidig havde man givet buksevand til et af Folketingets mest DF-hadende politikere og reddet den socialdemokratiske minister, der står DF nærmest. Boligforliget fungerede også som en form for generalprøve på forhandlingerne om differentieret folkepension til nedslidte Arne. Her kunne regeringen prøve flertallet af, og DF kunne lodde reaktionen fra resten af partierne, medierne og ikke mindst: vælgerne. Det sidste kan vise sig at være den reelle udfordring. I den nyeste meningsmåling efter boligforliget står S nemlig til markant fremgang, mens DF er nede på 7.7 procent af stemmerne.

Svagheden ved S-DF-samarbejdet er, at det indtil videre kun gavner den ene part. På sigt er det ikke en holdbar situation. Hvis Socialdemokraterne ønsker at fastholde DF som en troværdig samarbejdspartner, er det ikke nok at true med kritik, hvis DF ikke makker ret. Der skal også være en gulerod. Her kunne sosserne med fordel skele til den behandling, DF’erne fik under Anders Fogh og daværende finansminister Thor Pedersen. Her blev folkepartisterne trakteret med solid dansk mad, mens forhandlingerne forløb som en velkoreograferet folkedans, der altid endte med et eller to ekstremt synlige, men ikke nødvendigvis dyre sejre til DF.

 

Regeringen er indtil videre lykkedes fortrinligt med den masterplan, som blev lagt før valget: Nemlig at stå frit og forhandle åbensindet fra sag til sag. Her betyder det alverden at de radikale mandater kan skiftes ud med DF’s
_______

 

Her kan det blive en udfordring, at den mangeårige pressechef Søren Søndergaard nu skiftes ud med den højborgerlige Jesper Beinov. I DF er personlige relationer særligt afgørende, og hvor Søndergaard spiste burgere med den socialdemokratiske stabschef Martin Rossen, så er Beinov mere til opera og måske mindre til socialdemokrater.

Regeringen er indtil videre lykkedes fortrinligt med den masterplan, som blev lagt før valget: Nemlig at stå frit og forhandle åbensindet fra sag til sag. Her betyder det alverden at de radikale mandater kan skiftes ud med DF’s – samt at det kan ske med venstrefløjens velsignelse. DF er nemlig for længst blevet stuerene for socialisterne. Det er De Radikale med deres tætte bånd til den finansielle sektor og senest boligspekulanterne ikke. Med uhørt ro på bagsmækken har Mette Frederiksen ryggen fri til at sætte hårdt mod hårdt og fortsætte tromlingen af De Radikale.

Det afgørende spørgsmål er, om DF kan holde til at blive presset fra begge sider. De blå partier og medier har belejligt kunnet give DF skylden for alle det borgerlige Danmarks genvordigheder, og samtidig lokker Socialdemokratiet med ansvar og truer med at give DF skylden, hvis det mislykkes at sikre Arnes pension. Imens siver DF i meningsmålingerne.

Der er indtil videre ingen reel opposition internt i det topstyrede parti, for der er ingen, der kan anvise en bedre vej frem. Marie Krarups exit fra gruppeledelsen var således mere en affekt-handling end noget oprør. Den eneste, der kan true Thulesen Dahls position, er Morten Messerschmidt, og han holder sig i ro. Måske skal han heller ikke nyde noget af at tage ansvar for partiet i dets hidtil sværeste position. ■

 

Den eneste, der kan true Thulesen Dahls position, er Morten Messerschmidt, og han holder sig i ro. Måske skal han heller ikke nyde noget af at tage ansvar for partiet i dets hidtil sværeste position
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland