03.01.2020

General Qasem Soleimani var ikke alene det 21. århundredes hidtil største feltherre. Han var også nr. 2 i det iranske magthierarki. Drabet af ham er således en uhørt eskalation mellem USA og Iran. Ingen har interesse i en storkrig, men som historien viser, så har inkompetente og krigsliderlige magthavere svært ved at styre den slags begivenheder.

Af Niels Jespersen

I NAT DRÆBTE en amerikansk drone eller helikopter den iranske general Qasem Soleimani, der siden 1998 har ledet den berygtede Revolutionsgardes Quds-afdeling, der tager sig af iranske operationer uden for landets egne grænser. Soleimani befandt sig uden for den irakiske hovedstad Baghdads lufthavn og var i selskab med en række irakiske militærpersoner, der også omkom ved angrebet. Heriblandt var Abu Mahdi al-Muhandis, der var leder af de irakiske PMU-militser: En slags pro-iransk hjemmeværn, der indgår som en integreret del af det irakiske militær, og som spillede en hovedrolle i nedkæmpelsen af Islamisk Stats kalifat.

Det er svært at overvurdere betydningen af drabet på Soleimani og al-Muhandis. Der er tale om en voldsom eskalation af konflikten mellem USA og Iran, og det er endnu et eksempel på, hvordan mindre uroligheder i Mellemøsten har det med at løbe af sporet. Forud er de seneste dage gået en række angreb, der har kostet en amerikaner og en række irakiske militssoldater livet, samt et folkeligt stormløb mod den amerikanske ambassade i Baghdad. Med drabet på Soleimani har Trump ikke alene likvideret en ekstremt kompetent iransk militærleder. Han har også elimineret manden, der de facto var nr. 2 i det iranske magthierarki. Soleimani stod under den åndelige leder Ali Khamenei, men i praksis over præsident Hassan Rouhani. Læg dertil al-Muhandis: En af de væsentligste irakiske militærledere, selv om han foretrak at operere i anonymitet.

Ironien er, at amerikanerne nu har dræbt Soleimani på et tidspunkt, da hans arbejde er så godt som overstået. Soleimanis interventionistiske og krigeriske politik er for længst blevet ophævet til generelt anerkendt iransk doktrin, og hans militære indsats i både Irak og Syrien er kronet med succes. Ophævelsen til martyr kommer på noget nær det perfekte tidspunkt, mens han var på højden af sin karriere. Iranerne har – selvom Soleimani var ualmindeligt dygtig – masser af generaler, der kan erstatte ham. Således er drabet et symbolsk og ikke et strategisk slag for landet.

 

Det er et iransk mål at sikre, at ingen irakisk politiker bliver stærk nok til at agere selvstændigt uden Irans støtte. At prisen er et helt igennem dysfunktionelt politisk system med sekteriske dødspatruljer, lever iranerne fint med
_______

 

IRANERNE KOMMER DOG til at savne deres krigshelt. Soleimani var hjernen bag den succesfulde iranske destabilisering af det amatøragtige amerikanske forsøg på at opbygge et vestligt orienteret irakisk demokrati. Det blev et blodigt projekt, som også kostede danske soldater livet. For det var ikke Saddam Hussein loyalister, der dræbte danskere i Irak, men sandsynligvis den iransk-støttede Mahdi-milits.

I Irak var de sekteriske shia-militser nemlig iranernes foretrukne værktøj. Her forfulgte Soleimani den samme hensynsløse strategi som Islamisk Stats åndelige fader Abu Musab al-Zarqawi: At fremprovokere en borgerkrig mellem Iraks sunni- og shiamuslimer, hvilket lykkedes over al forventning. Den amerikanske invasion af Irak og demontering af Saddam Husseins Baath-regime skabte de perfekte vækstbetingelser for en sekterisk borgerkrig, og det var både jihadisterne og de iranske hardlinere, der fik fuldt udbytte af blodbadet.

Vil man forstå den iranske fremfærd i Irak siden 2003, så bemærk, hvordan iranere som Soleimani, der udlevede deres ungdom under Iran-Irak-krigen (1980-1988), kun husker Saddam Husseins aggression alt for godt. For dem er det et selvstændigt mål at fastholde Irak i en tilstand af intern splittelse, så landet aldrig igen kan udgøre en trussel. Når Irak ligner et kaos af korruption og stridende fraktioner, så skyldes det ikke alene irakernes hang til strid. Der er ikke tale om en systemfejl, men om bevidst design. Det er et iransk mål at sikre, at ingen irakisk politiker bliver stærk nok til at agere selvstændigt uden Irans støtte. At prisen er et helt igennem dysfunktionelt politisk system med sekteriske dødspatruljer, lever iranerne fint med. Også selvom det medfører fremkomsten af dommedagskulter som Islamisk Stat.

DET VAR DOG på den syriske slagmark, at Soleimani for alvor slog sit navn fast som det 21. århundredes hidtil største feltherre. Som andre store generaler var han en lige så kompetent diplomat og politiker, som har var kriger. Det lykkedes ham at sammensvejse en umage koalition af religiøse og sekulære, etniske og kulturelle mindretal, iranere og senere russere bag Bashar Assads regime.

Han var en af de få moderne soldater, der ikke kun kunne vinde slag, men som også kunne vinde selve krigen. Den særlige iranske form for krigsførelse, som blev udviklet under Irak-Iran-krigen, har udviklet sig til en frygtindgydende effektiv doktrin. Der er tale om en form for gennemført “combined arms”-metode, hvor den politiske, økonomiske og demografiske indsats sammentænkes med den militære. Samtidig har Soleimani fået en række vidt forskellige våbenarter til at samvirke på et niveau, der ikke ses andre steder i verden. Kombinationen af Assads panser og artilleri i samspil med Hezbollah-trænet let infanteri er rasende effektivt. Læg dertil russisk luftstøtte og iransk koordinering og logistik. Det spiller, som man siger i Forsvaret.

Der er kun én årsag til, at Assad stadig sidder i Damaskus, og det er militær succes. Oprørerne har modtaget massiv støtte fra både Golfstaterne, Tyrkiet og Vesten, men de blev slået. Det skyldes ikke mindst deres interne kampe, men det formindsker ikke det syriske regimes egen indsats: Trods et årtis tab og nedslidning er det syriske militær i dag en mere professionel og slagkraftig styrke end det demoraliserede sovjetiske overskudslager, som Assad gik ind i konflikten med.

 

De 5000 amerikanske soldater, der opholder sig i Irak, er oplagte mål. Her kan de danske soldater også komme i klemme, da de er i nærkontakt med shiamilitserne
_______

 

MEN HVAD SKER der så nu i konflikten mellem Iran og USA? Der kommer med garanti til at flyde mere blod. De 5000 amerikanske soldater, der opholder sig i Irak, er oplagte mål. Her kan de danske soldater også komme i klemme, da de er i nærkontakt med shiamilitserne. Risikoen er selvsagt, at iranerne svarer igen med samme intensitet – hvilket de er ganske velforberedte til. Det kan udløse en forudsigelig optrapning, der ender i en reel krig, som vil være helt og aldeles katastrofal, ikke bare for Mellemøsten, men for hele verdensøkonomien.

Modargumentet er, at ingen af parterne ønsker en sådan krig. Trump er valgt på at neddrosle det amerikanske engagement, og Iran står på kanten af sin største strategiske triumf siden de præ-islamiske perserriger (ca. 550 BCE til 650 AD). I særdeleshed: adgang til Middelhavet. Iran har spenderet enorme ressourcer på at sikre Assads sejr i Syrien, hvilket de nu risikerer at sætte over styr. Det er den klassiske historie: Med det neo-persiske imperium bredt ud over store dele af Mellemøsten kommer et væld af nye forpligtelser og sårbarheder.

Den optimistiske læsning af situationen er den rationelle læsning. Den er nyttig, lige til den ikke er det længere. Trump opfører sig – modsat sin forgænger – dybt irrationelt. Med Obama var man sikker på, at USA altid ville vælge den fornuftige løsning, hvilket hans fjender udnyttede til fulde. Trump er det modsatte, og det kan være, at truslen om vanvid og “fire and fury” skræmmer præsterne i Teheran. Men det tror jeg nu ikke. Iranerne har gennemskuet Trump som det, han er: En udenrigspolitisk dilettant og et mandebarn, der kompenserer for usikkerhed med martialsk fremturen. Imidlertid også et mandebarn, der sidder med verdenshistoriens mægtigste militær som sit legetøj.

Jeg tror ikke, det kommer til krig mellem USA og Iran. Det virker simpelthen for dumt. Men udfordringen er, at freden i Mellemøsten er ekstremt skrøbelig – selv efter mellemøstlige standarder. Både Israel og Saudi-Arabien har en interesse i at fremprovokere yderligere konfrontationer mellem USA og Iran. Tænketanken International Crisis Group sammenlignede for nyligt situationen med Europa i 1914. Dengang udløste mordet på en anden nr. 2 – nemlig Franz Ferdinand, arvingen til det østrig-ungarske imperium – et ragnarok, som inkompetente og krigsliderlige magthavere lod køre helt af sporet. Vil vi se en gentagelse af historien? ■

 

Jeg tror ikke, det kommer til krig mellem USA og Iran. Det virker simpelthen for dumt. Men udfordringen er, at freden i Mellemøsten er ekstremt skrøbelig – selv efter mellemøstlige standarder
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden