26.04.2020

Socialdemokraterne står til kolossal fremgang, mens oppositionen har svært ved at finde mæle i sin kritik af regeringens corona-håndtering. Fremgangen kan være skrevet i sand, men de reformer, der gennemføres i disse dage, vil definere det politiske danmarkskort årtiet ud.

Denne artikel er en del af den anden udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Niels Jespersen

Når man allerede for et par måneder siden talte om socialdemokraternes stærke position, så skulle man huske ydmygt at tilføje, at meget kunne se anderledes ud til næste valg. Dansk politik er for tiden rigt på gamechangers, og den politiske situation kan ændre sig hurtigt. Særligt coronakrisen må siges at være noget af en gamechanger, der brutalt har fjernet fokus fra alle de småting, vi alle sammen gik og lod os optage af. Der er ikke mange, der husker balladen med at skrue en kommunal udligningsreform sammen. Det var ellers regeringens store hovedpine, for hvad der blot er få måneder – men en helt politisk tidsalder – siden. Nu er der mildest talt mere alvorlige og bekymrende problemer på dagsordenen.

Heldigvis står et enigt folketing sammen om de store linjer i den danske corona-indsats. Man kan faktisk godt blive lidt stolt på folkestyrets vegne. Det sagt, så er der et andet og lidt penibelt spørgsmål, der også optager spinatfugle og andre politiske klågeåger: Hvad kommer coronakrisen til at betyde for det politiske danmarkskort?

Indtil videre har krisen ikke svækket regeringen. Tværtimod. Socialdemokratiet er i meningsmålingerne på vej mod eventyrlige højder, der ikke er set siden Nyrups dage. Men hvad med alle partiets mærkesager? Hvad sker der med den grønne omstilling, og bliver der råd til partiets valgløfter såsom tidlig pension til Arne? Det mener den altid vidende Esben Schjørring fra Altinget, at der gør. I podcasten “Lukket Land” med den borgerlig-liberale journalist Mikkel Andersson beskriver Schjørring, hvordan det kræver en forståelsesrevolution for at erkende, hvor forandret Danmark er og bliver fremover: Mette Frederiksen har med knusende effektivitet formået at få coronakrisen til at handle om Socialdemokratiets kerneværdier om velfærd, solidaritet og fællesskab.

 

Der er ingen tvivl om at, krisen passer belejligt godt til den socialdemokratiske værktøjskasse og i den socialdemokratiske kernefortælling. Mette Frederiksen har ikke noget ideologisk problem med at bruge staten til at styre borgernes adfærd
_______

 

Det er vigtigt at understrege, at ingen i regeringen glæder sig over corona-epidemien. Ikke desto mindre kan der godt være tale om en uvelkommen – men vedvarende – styrkelse af Socialdemokratiet. Der er ingen tvivl om at, krisen passer belejligt godt til den socialdemokratiske værktøjskasse og i den socialdemokratiske kernefortælling. Mette Frederiksen har ikke noget ideologisk problem med at bruge staten til at styre borgernes adfærd. Det er frihed under ansvar – og hvis man vil bruge den frihed på at udsætte andre for smitte, så falder hammeren. Statsministerens pressemødetaler irriterer med deres lave lixtal, korte sætninger og formaninger til “danskerne” (ikke borgerne eller vælgerne) muligvis dem, der føler sig lidt klogere end alle andre, men i den brede befolkning går budskabet rent ind.

Samtidig understøttes Mette Frederiksens noget dystre syn på globaliseringen. Den måde, hvorpå lande som USA hijacker fly med medicin og beskyttelsesudstyr, viser, at det frie marked er om ikke en løgn, så i hvert fald bare noget, vi leger, når det går godt. Når tingene brænder på, er det op til nationalstaterne at rage kastanjerne ud af ilden. I hvert fald for deres egne borgere. Samtidig skal økonomien kunstvandes med den klassiske keynesianske pengesprøjte, og arbejdsmarkedets parter skal inddrages i klassisk socialdemokratiske trepartsforhandlinger. Noget, der i 2012 mislykkedes for Thorning og Corydons teknokrater, men som skete på rekordtid efter nedlukningen af Danmark for en måneds tid siden. Læg dertil en sejr i opgøret med det til tider træge embedsværk: I armlægningen med Sundhedsstyrelsen tyder meget på, at regeringen havde fat i den lange ende med sin resolutte nedlukning af landet.

Historisk har store kriser som verdenskrigene ført til politiske venstredrejninger, i den forstand at statens indblanding og rolle i økonomien er blevet udvidet. Da Første Verdenskrig startede, stod det hurtigt klart for generalerne og politikerne, at man ikke kunne overlade det til markedet at producere nok granater. Der måtte central styring til. Selv om vi ikke er i krig, så holder analogien: I de økonomiske skyttegrave er der ingen frimarkedsliberalister, og lige nu kappes politikerne om at udskrive de største gavechecks for at holde gang i økonomien.

Stillet over for dilemmaet mellem at holde den liberale fane højt og tilfredsstille erhvervslivets appetit på hjælpepakker valgte Jakob Ellemann-Jensen ikke overraskende det sidste. De eneste, der pipper, er de mest outrerede propelhatsliberalister i CEPOS. Og så Lars Løkke, der fra sin BT-klumme leder bagklogskabens generalstab. Han rammer muligvis nogle ømme punkter hos regeringen, men den største effekt er at udstille Ellemann som en letvægter. Kortene er – kort sagt – blandet godt for Socialdemokratiet.

 

Selv om vi ikke er i krig, så holder analogien: I de økonomiske skyttegrave er der ingen frimarkedsliberalister, og lige nu kappes politikerne om at udskrive de største gavechecks for at holde gang i økonomien
_______

 

Imidlertid bør man dog ikke falde i den ideologiske grøft som fx Berlingskes ledere, der ser røde socialdemokratiske faner overalt i krisehåndteringen. Selv om Danmark var et af de lande, der rykkede hurtigst på coronakrisen, er vores krisehåndtering en del af en fælleseuropæisk konsensus. Når regeringen åbner folkeskolerne før frisørsalonerne, er det ikke udtryk for nogen modvilje mod de liberale erhverv, men fordi det er den nemmeste måde at få gang i økonomien uden at sprede smitten mere end nødvendigt. En kurs, der også føres af de konservative regeringer i Norge, Østrig og Tyskland.

Samtidig er det værd at huske på, at opbakningen til de siddende regeringer også er et fællestræk over hele verden. Selv Donald Trump, der har håndteret krisen med et selv for ham imponerende niveau af inkompetence og dumstædighed, er steget i meningsmålingerne.

Før man begynder at bestille nye stole til det socialdemokratiske gruppeværelse i forventning om en jordskredssejr, er det imidlertid værd at huske på en anden tragedie. Nemlig terroristen Anders Breiviks massakre på 69 norske børn og unge på Utøya. Dengang gik det norske arbejderparti 10 procentpoint frem i meningsmålingerne, men tabte ikke desto mindre det efterfølgende valg. Den slags betragtninger er kyniske, men hører ikke desto mindre med i en sanddruelig analyse af den politiske situation. Intet er givet endnu.

Selv om Socialdemokratiet må siges at være storfavorit, er det centrale faktisk ikke, hvem der vinder næste valg. Det kan regeringspartiet sagtens nå at tabe. Nej, det afgørende er, hvordan resten af verden og det politiske Danmark ser ud efter coronakrisen. Her har nærmest ingen ud over det i øvrigt socialdemokratisk ledede Sverige holdt fast i en laissez faire-tilgang. Meget tyder på, at de lande, der har håndteret krisen bedst, også er de lande, der har klassisk socialdemokratiske præg som en stærk interventionistisk stat og et offentligt domineret sundhedsvæsen. Derved er der sket et brud med den markedsliberale tilgang, der siden Murens fald har domineret den politiske udvikling i Vesten. Ikke dermed sagt at vestlige lande skal overgå til planøkonomi – overhovedet ikke. Men kan Socialdemokratiet gør sine model for krisehåndtering til konsensus og noget, alle ansvarlige partier reelt abonnerer på – akkurat som det lykkedes for liberalisterne efter finanskrisen – så kan vi for alvor tale om et politisk paradigmeskifte. ■

 

Meget tyder på, at de lande, der har håndteret krisen bedst, også er de lande, der har klassisk socialdemokratiske præg som en stærk interventionistisk stat og et offentligt domineret sundhedsvæsen. Derved er der sket et brud med den markedsliberale tilgang, der siden Murens fald har domineret den politiske udvikling i Vesten
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne