30.01.2020

Ved at blokere for regeringens Blackstone-indgreb har De Radikale udløst endnu en runde af styrkeprøven mellem S og R. En dyst, der til manges overraskelse – og radikal frustration – på det seneste er faldet ud til socialdemokraternes fordel. Men denne gang har Jens Rohde (R) et es i ærmet: et alternativt flertal uden om regeringen.

Af Niels Jespersen

„En god dag for udenlandske kapitalfonde. En dårlig for alle os, der vil bevare de billige boliger‟. Skuffelsen var tydelig hos boligminister Kaare Dybvad, da han på et pressemøde i går eftermiddag kunne oplyse, at regeringens indgreb mod boligspekulanterne i Blackstone – hvis danske afdeling nu hedder Kereby – er faldet til jorden. De Radikale vil ikke være med til at indføre en karensperiode, der skal sætte en grænse for, hvor hurtigt en udlejer kan hæve huslejen pga. en boligrenovering.

Og så gik spinkrigen ellers i gang. For efter en række opsigtsvækkende historier om, hvordan amerikanske Blackstone har chikaneret sine danske lejere, så er der ingen, der ønsker at gå i brechen for den kyniske kapitalfond. Alle er enige om, at der skal gøres noget. Selv DF. I stedet består uenigheden i udlægningen af den komplekse aftaletekst: Forsvinder incitamentet til at klimarenovere den gamle boligmasse? Og vil indgrebet forringe værdien af andelsboligerne? Især det sidste optager medierne – måske fordi journaliststanden ofte er bosat i københavnske andelsboliger. Lejerne har til stor ærgrelse for det socialdemokratiske spin-apparat fyldt mindre i debatten. Offervinklen er gået til nogle få ekstremt overbelånte andelsforeninger, der risikerer at miste, hvad der på det overophedede københavnske boligmarked må betegnes som småpenge.

Spørger du i det radikale bagland, så er forslaget faldet på grund af en uerfaren og arrogant minister, der frygtede at blotte sig for kritik fra venstrefløjen. Kaare Dybvad beskrives af radikale kilder som en politiker, der har svært ved at komme ned fra sin høje ideologiske hest og lukke et forlig. Med sine bøger og generelle deltagelse i debatten har han sat forventningerne til sin egen indsats højt, men så snart teorierne skal møde virkeligheden, afdækkes det hele som floskler, lyder kritikken.

 

Imidlertid er noget forandret: De Radikale er i dag degraderet til et almindeligt støtteparti og må pænt stå i kø til forhandlingerne og indkassere indrømmelser sammen med SF og Enhedslisten
_______

 

I S ser man omvendt et radikalt parti, der atter er på spekulanternes og bolighajernes side. Den får ikke for lidt på de sociale medier, hvor vrede S-medlemmer og spin-typer har udfoldet den helt store røde fane. Hensigten er at gentage det pres, man i S mener, var med til at få De Radikale til at acceptere et indgreb mod kviklån. Er der tale om socialdemokratisk spin, så er det i hvert fald lykkedes at overbevise resten af støttepartierne: I SF og hos Enhedslisten rettes raseriet entydigt mod De Radikale. Her opfattes Jens Rohde som en mand, der mener det, den sidste kapitalfondslobbyist har hvisket ham i øret. Atter oplever Enhedslisten, hvordan De Radikale på målstregen forhindrer partiet i at få indflydelse. De føler sig pisset på.

Det sidste er ikke uvæsentligt for regeringen. Enhedslisten har større troværdighed end S, når det kommer til at udstille De Radikale som kapitalistlakajer og pseudo-grønne hyklere. Samtidig gør det regeringens liv nemmere, at den yderste venstrefløj hader De Radikale mere, end den hader Socialdemokratiet. Forslag som Blackstone-indgrebet giver point hos venstrefløjen og hos kernevælgerne – også selvom de ikke vedtages. For havde De Radikale siddet med i regering, så var den slags forslag aldrig blevet fremsat, lyder det socialdemokratiske ræsonnement.

Seneste runde af styrkeprøven mellem S og R
Balladen om Blackstone-indgrebet er seneste runde i den styrkeprøve mellem S og R, der går tilbage til Mette Frederiksens grundlovstale i 2018. Her erklærede hun, at det var hendes ambition at danne en smal S-regering uden Det Radikale Venstre. Ja, i princippet er styrkeprøven mere end 100 år gammel og er oftest faldet ud til De Radikales fordel. Mest spektakulært i Thorning-tiden, da Margrethe Vestager fremstod som den reelle statsminister. Imidlertid er noget forandret: De Radikale er i dag degraderet til et almindeligt støtteparti og må pænt stå i kø til forhandlingerne og indkassere indrømmelser sammen med SF og Enhedslisten.

Det huer absolut ikke det selvbevidste midterparti, og siden valget har De Radikale været på udkig efter den rette lejlighed til – på god pædagogisk vis – at demonstrere for Socialdemokratiet, at det har omkostninger at regere alene. Det skal atter være svært med De Radikale, men umuligt uden, som det gamle socialdemokratiske mundheld går. Her er det oplagt at give Kaare Dybvad et gok i nødden, for med sine akademiker– og storby-kritiske bøger, er han en af foregangsmændene i Mette Frederiksens neo-klassiske socialdemokrati, der søger tilbage til de folkelige rødder.

Problemet for De Radikale er, at det er nemmere sagt end gjort. Ideelt ønsker man at demonstrere for S, at sidder man uden for regering – ja, så stiger prisen for de radikale mandater. Og bliver man ignoreret på rets- og udlændingeområdet – ja, så stiger prisen endnu mere på andre politikområder. Hvad man sætter til på gyngerne, skal vindes på karrusellerne. Men som dagpengeballaden viste, så er R ikke villig til at finde sammen med Enhedslisten, og samtidig har DF efter valgnederlaget mistet enhver lyst til at lægge stemmer til radikal politik, som de gjorde i 2011 med forringelserne af efterlønnen og dagpengene. Det er svært at få øje på de alternative flertal uden om S.

 

Kan der landes et forlig udenom regeringen vil det være mesterligt manøvreret af Rohde og en kæmpe ydmygelse af Kaare Dybvad. Samtidig får Ellemann en chance for at demonstrere sammenhold i den blå blok
_______

 

Indtil nu. For højest overraskende forhandler De Radikale videre med oppositionen. Kan der landes et forlig udenom regeringen vil det være mesterligt manøvreret af Rohde og en kæmpe ydmygelse af Kaare Dybvad. Samtidig får Ellemann en chance for at demonstrere sammenhold i den blå blok, der siden valgnederlaget sidste år har lignet en rygende ruinhob.

En sådan aftale vil imidlertid ikke være uden omkostninger. Ellemann har sat som ultimativt krav, at værdierne at andelsboligerne ikke må forringes. Det bringer De Radikales klimaønsker i fare. En af parterne må give sig, og det er svært at se Venstre sætte formandens troværdighed på spil i en symbolsk vigtig, men trods alt mindre sag. Samtidig vil De Radikale eje den næste skandalehistorie, når kyniske bolighajer atter forarger med overgreb mod lejerne. Alligevel ser det onsdag aften ud til, at det umulige er ved at lykkes: Der meldes om enighed i oppositionen om en fælles aftaletekst, og når torsdagens gruppemøder har godkendt teksten, vil De Radikale kunne præsentere et flertal uden om regeringen. ”Hvor skal de ellers gå hen?” har siden valget været det tiltagende selvsikre socialdemokratiske svar på den radikale udfordring. Her er så svaret.

Bluffer de?
Eller er det? Der er nemlig også en mulighed for, at De Radikale bluffer, og at den aftale, der onsdag blev indgået, dækker over det rene sniksnak og taktik, som blot har til hensigt at lægge pres på regeringen. Socialdemokratisk ønsketænkning vil mange sikkert skyde mig i skoene, men muligheden er værd at overveje.

Vi er nemlig langt ude over blot at diskutere boligpolitik. Blackstone-indgrebet er blevet en proxy-krig mellem S og R, som de respektive partiledelser er begyndt at blande sig i. De Radikale skal for alvor vise, at det koster dyrt at ignorere eller tage dem for givet. Spørgsmålet er, om Dansk Folkeparti er villige til at medvirke til det spil. På den ene side ønsker de intet godt for De Radikale. På den anden side har DF en interesse i, at forholdet mellem S og R forværres yderligere. Det kan gå begge veje med opportunisten Thulesen Dahl. Skal have give regeringen et nederlag? Eller redde den og tage endnu et skridt i retning af rollen som det nye midterparti? Tja, bom.

Er Rohdes borgerlige flertal bluff, så er det endnu en gang mislykkedes for De Radikale at disciplinere det gamle arbejderparti – og så er der måske stadig håb for Dybvads oprindelige aftale. Kan der ikke landes en aftale uden om regeringen, skal R enten leve med ansvaret for, at der ikke blev grebet ind over for Blackstone, eller falde til patten og acceptere Dybvads karensperiode for huslejestigninger. Det vil blive udlagt som endnu et radikalt nederlag og vil kun føre til fornyet bitterhed og kampvilje, når den næste armlægning med regeringen skal tages. Så for De Radikale står der nu mere på spil end blot et spørgsmål om boligpolitik. ■

 

Er Rohdes borgerlige flertal bluff, så er det endnu en gang mislykkedes for De Radikale at disciplinere det gamle arbejderparti – og så er der måske stadig håb for Dybvads oprindelige aftale
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne