20.02.2020

Med valget af Fock som ny formand for Alternativet lukker ’grøn blok’. Forsøget på at skabe en magtstrategi uden om statsministerpartierne endte i samme grøft som De Radikales magenta-blok fra 2006 og Anders Samuelsens træklatring. De gamle magtpartier står atter stærkt i deres respektive blokke.

Af Niels Jespersen

Stemningen var tung i Amager Bio, da Alternativet valgte den 54-årige Josephine Fock som Uffe Elbæks afløser, og gang i festen kom der aldrig. Hvor andre partiers landsmøder foregår i lettere højstemt atmosfære med fællessange fra den danske sangskat, har stemningen til Alternativets landsmøder altid været mere løssluppen. Her er mindre højskolesangbog og mere spræl på dansegulvet.

Men nu danser de heller ikke længere i Alternativet, for der er ingen Uffe til at sætte gang i løjerne. Det useriøse image som festglade gøglere med hang til dickpics til sag og tylskørter hænger efterhånden alternativisterne langt ud af halsen. De savner at blive taget alvorligt, og netop derfor faldt valget på den lidt grå, men gennemført saglige fagforeningsbureaukrat Josephine Fock.

Hun er på mange måder Uffe Elbæks modsætning: Hvor Elbæk bød på flyvsk idealisme, er Fock forhandlingernes og kompromisernes dame. Hendes program kan opsummeres således: Alternativet skal pege på Mette Frederiksen som statsminister og søge indflydelse på flest mulige politikområder. Snusfornuftigt, men ikke særligt alternativt. Og det stik modsatte af modkandidaten Theresa Scavenius, der ønskede et grønt protestparti i Greta Thunbergs ånd.

Når man ser på Focks CV, fremstår hun hverken særligt grøn eller alternativ. I hvert fald ikke efter Alternativets standarder. Hun er en kompetent drifter, der har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i samfundets maskinrum. Derfor kan hun ligne løsningen på alle skodsagerne og det useriøse image, som har martret partiet. Omvendt står ikke tindrende klart, hvad det er, hun vil opnå i Alternativet, som ikke kan klares i SF eller hos De Radikale. Er hun for alvor et alternativ?

 

Om det skal være venstrefløjen eller højrefløjen – Socialdemokratiet eller Venstre – der bestemmer, er altså atter et binært valg. Måske var det altid sådan? Regeres, det skal der
_______

 

Atter et binært valg mellem S og V
For med valget af Fock slukkes lyset i den grønne blok, som Uffe Elbæk i 2018 forsøgte at skabe ved at pege på sig selv som statsminister. Grøn blok lever måske videre i alternativisternes hjerte – og de vil sikkert protestere mod min udlægning – men ideen (eller illusionen) om et tredje alternativ til statsministerpartierne Venstre og Socialdemokratiet er lige så død som den magenta-blok, De Radikale forsøgte at skabe tilbage i 2006. Dengang var det De Radikale, som krævede deres helt egen farve i meningsmålingerne for at signalere, at Marianne Jelved var en akkurat lige så seriøs statsministerkandidat som Anders Fogh og Helle Thorning. Ved valget i 2007 blev Det Radikale Venstre halveret. Da Enhedslistens Pelle Dragsted i 2016 forsøgte at danne en “forandringsblok”, var modtagelsen tilsvarende lunken. ’There is no alternative’, som Margaret Thatcher engang sagde.

Om det skal være venstrefløjen eller højrefløjen – Socialdemokratiet eller Venstre – der bestemmer, er altså atter et binært valg. Måske var det altid sådan? Regeres, det skal der, og det er nu engang sådan, at ingen trods nok så meget ordskvalder kan trække deres mandater ud af ligningen. Medmindre vælgerne gør det for dem, som det blev tilfældet for Alternativet. Og det kan man faktisk godt finde alternativister, der glæder sig over. De skulle ikke nyde noget af at sidde på de afgørende mandater og blive tryktestet ved hver eneste forhandling.

Fock skal nu – foruden sin egen fløj i partiet – repræsentere det store antal medlemmer, der havde foretrukket, at Alternativet blev et fuldtonet protestparti. Det bliver op ad bakke. Men Focks største udfordring bliver ikke baglandet. Nej, det bliver at effektuere en parlamentarisk strategi med en folketingsgruppe, som ikke deler hendes vision, og som havde foretrukket en anden formand. Kan Elbæk og Nordqvist se sig selv i Focks projekt? Det er ikke nok, at de ikke modsætter sig hendes lederskab. De skal også være villige til at knokle solen sort, hvis Alternativet skal overleve.

Fock vil skulle sidde på sidelinjen og lede politikere, hvoraf flere har haft personlige sammenstød med hende. Kan hun sætte sig igennem og gennemføre sin kurs i et parti, hvor man ikke må skændes og tage konflikter? Og kan hun samtidig genstarte den baglandsfest, der er afgørende for at fastholde de mange aktivisters opmærksomhed? Det virker uoverskueligt, men som Villy Søvndal beviste for SF i 00’erne, så kan selv de mest undertippede formænd overraske.

Spørgsmålet er bare, om Fock er en Søvndal eller måske nærmere en Annette Vilhelmsen, der nær var blevet sit partis sidste formand, inden Pia Olsen Dyhr mirakuløst genrejste sit parti fra dødslejet. Formandsvalget i AL gav på mange måder deja-vu til SF-landsmødet i 2012. Her fravalgte medlemmerne også den afgående formands projekt i form af kronprinsessen Astrid Krag. Det endte med at splitte partiet, da taberne kort tid efter udvandrede til Socialdemokratiet. Så galt går det trods alt næppe i Alternativet, hvor man må antage, at Uffe Elbæk og kredsen omkring ham stadig føler et stort ansvar for partiet – men i et projekt, der i den grad kører på entusiasme, ser det ikke godt ud for overlevelseschancerne.

 

Alternativets problemer spejles af det andet radikale udbryderparti, Liberal Alliance. Her lagde man også ud med storskrydende selvtillid, før man ramte den realpolitiske mur
_______

 

De blå smølfepartier har det samme problem
Alternativets problemer spejles af det andet radikale udbryderparti, Liberal Alliance. Her lagde man også ud med storskrydende selvtillid, før man ramte den realpolitiske mur. I sidste ende kunne man ikke aftvinge Lars Løkke skattelettelser, som han ikke havde mandaterne til at levere, og således gik den liberale protest mod Anders Foghs midterkurs i sig selv igen. Helt parodisk blev det, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille for gud-ved-efterhånden-hvilken gang meldte sig ud og bibragte blå blok endnu et småparti, der næppe er levedygtigt. Den form for fantasteri er efterhånden en svøbe for det borgerlige Danmark.

Kigger vi længere ud på højrefløjen, er selv Dansk Folkeparti, der ellers har været min generations uovertruffet største succes i dansk politik, også i krise og kæmper stadig med at finde sine ben efter valgnederlaget. Nye Borgerlige? De fik med nød og næppe hevet sig over spærregrænsen med løfter om en helt ny og resolut tilgang til tingene, men siden valget har de ikke gjort det store væsen af sig. Det var nemt nok at kritisere VLAK-regeringen for alt det, som den ikke leverede, men de små blå partier, der lidt nedladende kaldes ’smølfepartierne’, døjer med den samme udfordring som Alternativet: Det er måske nok muligt at opbygge en platform ved at kritisere de store magtpartier. Ja, det lader endda til at blive nemmere og nemmere at komme i folketinget med den strategi, da vælgerne bliver mere og mere troløse. Imidlertid kniber det med at anvise troværdige alternativer.

Vælgerne har de sidste par valg haft for vane at udruste de sejrende statsministerpartier med få mandater til at regere med. Det har skabt skuffelse hos kernevælgerne, der godt kunne tænke sig en mere ideologisk politik. Det danske parlamentariske system er bare djævelsk i den forstand, at det tvinger parterne til at bøje sig mod hinanden. En øvelse, ingen fløjpartier har haft succes med, og som de gamle mestre hos De Radikale for nyligt har forsaget. De Radikale er ikke længere et midterparti, men et yderliggående venstrefløjsparti på den værdipolitiske akse og et højrefløjsparti på den økonomiske – og i begge tilfælde i mindretal både på Christiansborg og blandt vælgere.

 

Hvorfor går det så dårligt for de nye partier, der ellers for få år siden så ud til permanent at omkalfatre det danske politiske system? Mit bud er, at mange vælgere mangler at se dem som reelle alternativer, men – når de ser det som nødvendigt – stemmer på dem som korrektiver til de store magtpartier
_______

 

Så det interessante spørgsmål er: Hvorfor går det så dårligt for de nye partier, der ellers for få år siden så ud til permanent at omkalfatre det danske politiske system? Mit bud er, at mange vælgere mangler at se dem som reelle alternativer, men – når de ser det som nødvendigt – stemmer på dem som korrektiver til de store magtpartier. LA opstod som protest mod Venstres økonomiske pragmatisme, mens DF og Alternativet opstod som reaktion på Socialdemokratiets liberale udlændingepolitik og ufolkelige teknokratisme med betoningen af ”nødvendighedens politik”. Når magtpartierne lukker den front, som et protestparti er opstået som følge af, så lukker de også for ilttilførslen til det givne protestparti. Det er her, det danske parlamentariske system for alvor viser sin styrke: De store magtpartier er muligvis nogle sløve øgler, men de er adrætte nok til at flytte sig tilstrækkeligt hurtigt til ikke at uddø. Trods alskens ideologiske kvababbelser kan hverken S eller V tillade sig at lade et populært standpunkt ligge frit fremme uden at tilegne sig det.

Det er således protestpartiernes styrke, at de kan kapitalisere på de store partiers fejltagelser, men samtidig er netop det også deres helt store svaghed, for den dag statsministerpartierne tager sig sammen, er de stadig danskernes førstevalg. Men ambitionen om at fravriste henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre førstefødselsretten til magten eksisterer stadig både til højre og venstre. Vi har derfor ikke set det sidste udbryderforsøg. ■

 

Det er således protestpartiernes styrke, at de kan kapitalisere på de store partiers fejltagelser, men samtidig er netop det også deres helt store svaghed, for den dag statsministerpartierne tager sig sammen, er de stadig danskernes førstevalg
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland