21.05.2020

.

At en hærchef kendes skyldig i magtmisbrug er en skandale nærmest uden fortilfælde i nyere danmarkshistorie. Der forestår nu forsvaret et gevaldigt moralsk oprydningsarbejde. Og oprustningsarbejde. Ellers risikerer vi, at den militære identitet og fagkundskab bliver mere marginaliseret, end den allerede er blevet de seneste årtier.

Af Niels Jespersen

MED ÉN DOMMERSTEMME for tre måneder og to for 60 dage blev tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen tirsdag ved en domsmandsret i Viborg idømt fængsel for nepotisme og pligtforsømmelse for at have favoriseret sin kæreste til optagelsen på et eftertragtet uddannelsesforløb. Der er tale om en skandale nærmest uden fortilfælde i nyere danmarkshistorie. Hvor nepotisme under enevælden var det gængse ledelseprincip, så har forsvaret siden været en af de mere egalitære institutioner i Danmark. Et sted hvor evner trumfede adkomst. Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det høj moral – især i officerskorpset og hæren. Derfor er det særligt alvorligt, når det er chefen selv, der svigter. Det er faktisk en moralsk katastrofe.

Skal man anlægge en positiv vinkel, så er det trods alt positivt, at der er grænser for, hvor meget selv en hærchef kan slippe afsted. En særlig tak går til internetmediet OLFI der på enestående vis har afdækket skandalen og således gjort mere for hærens moral end samtlige generaler – for slet ikke at tale om auditørkorpset. Som en tidligere kollega skrev på facebook, så burde hvert ministerium have en lige så årvågen vagthund som OLFI.

Desværre bekræfter dommen den opfattelse, jeg selv havde som menig soldat, og som jeg ved deles af mange i systemet. Nemlig at konsekvens rammer hårdest nederst i systemet, mens der i de højere lag hersker en udbredt tolerance for selv alvorlige fejltrin. Samt en oplevelse af, at forsvarsledelsen befandt sig i en helt anden verden end de menige soldater og officerer, som stadig får mudder på støvlerne. I Danmark er det sådan, at når en officer kommer højt nok op i systemet, så slipper vedkommende for at gå i uniform. De går klædt som embedsmænd, politikere og erhvervsfolk – mon ikke nogle også begynder at tænke sådan?

 

Siden den kolde krigs afslutning har de militære fagspecialister fået stadig mindre indflydelse på dansk forsvarspolitik, der i stigende grad underlægges politiske hensyn. Samtidig har forsvaret ført en aktiv kamp imod sin egen historie og kultur
_______

 

Jeg har ellers været en af dem, der skrev vrede emails til aviserne, når de brugte billeder af soldater i uniform til at illustrere, de efterhånden talrige historier om svindel i forsvaret. Der har nemlig været tale om civilt ansatte, der har brugt deres position til personlig berigelse. Indtil nu. Derfor er sagen med hærchefen så alvorlig, for der kan ikke bare være tale om et enkelt brodent kar. Der er noget grundlæggende galt med et system, der har siddet den form for magtmisbrug overhørig og som har skullet tvinges til at tage problemet seriøst.

FORSVARET ER VEL ellers den sidste af de gamle etater, der ikke endegyldigt har overgivet sig til markedslogikken. Rundt omkring i hele den offentlige sektor sidder der stadig ansatte, der abonnerer på gammeldags dyder om ansvar og god embedsførsel, og de er årsagen til, at det hele ikke bryder sammen under vægten af unødvendige ledelseslag, disruption-bullshit og regnearkstænkning, men overordnet set drives den offentlige sektor i dag med den sydkoreanske bilfabrik Toyota. Det skal være lean, og alt skal kunne gøres op i tal og kolonner. Forsvaret har været en undtagelse, for her har man stadig kunnet bruge oldnordiske begreber som “pligt”, “ære” og “holdning” uden at blive latterliggjort. Det er også den eneste institution, der ublu dyrker værdien af fællesskab. Alle de værdier er trådt i sølet, når direktøren for det hele bruger sin magt til at gavne sine nærmeste.

Siden den kolde krigs afslutning har de militære fagspecialister fået stadig mindre indflydelse på dansk forsvarspolitik, der i stigende grad underlægges politiske hensyn. Samtidig har forsvaret ført en aktiv kamp imod sin egen historie og kultur. Ved seneste forsvarsforlig var der planer om at nedlægge hærens kampregimenter. Altså ikke flere livgardere, dragoner eller husarer. Hensigten var at spare nogle penge i administration og gøre livet nemmere for forvalterne der ikke længere skulle bøvle med forskellige baretmærker og brevpapir. For at opnå det mål, var man så parat til at smide 200-300 års akkumuleret tradition og levende kultur på møddingen.

Nedlæggelsen af regimenterne blev ikke til noget, men man kan spørge sig selv, om skaden ikke allerede er sket. Man kalder i dag uden ironi forsvaret for en “koncern”, og hvis man som officer skal signalere, at man er med på noderne, så skal man anlægge det samme business-HR kaudervælsk, som tales på CBS. Idealet er at kunne opstille, træne og udruste soldater med samme effektivitet som Toyota producerer biler. I den proces glemmer man, at ligegyldigt hvor godt udrustet og trænet soldaten er, så er det lige meget, hvis vedkommende ikke har viljen til at slås og om nødvendigt dø. Overtager man det private erhvervslivs logikker, så overtager man også dets kultur; og i det private erhvervsliv går man på arbejde for at tjene penge.

 

Jeg kan ikke tegne en lige linje fra de centraliseringer og effektiviseringer, der de seneste år er blevet gennemført i forsvaret, og så til hærchefens fald. Jeg kan bare konstatere, at de centraliseringstiltag forsvarsminister Nick Hækkerup (S) gennemførte som reaktion på “en rådden kultur” ikke har gjort bugt med råddenskaben
_______

 

MISFORSTÅ MIG IKKE. Det ligger mig fjernt som socialdemokrat at nedgøre god gammeldags lønmodtagermentalitet, og jeg er stor fan af private virksomheder. De skal bare holdes ovre på deres egen banehalvdel, for de incitamentstrukturer, der virker i det private, fungerer ikke i forsvaret. Der er ingen der bliver soldater for lønnens skyld. En konstabel, der betjener materielt til mange millioner kroner, tjener typisk 22-23.000 kr. om måneden. Med tillæg. Hvis han eller hun om nødvendigt skal dø for sagen, så skal vedkommende vide, at den i toppen går forrest. Om ikke i ilden, så med moralske forbilleder. Det mener jeg generelt også danske officerer gør. De fleste, jeg har mødt, har været enestående dygtige og pligtopfyldende. Det er blandt andet for deres skyld, at de rådne tænder – som den nu faldne hærchef – skal trækkes ud. Også selv om det gør ondt.

Der forestår nu et moralsk oprustningsarbejde i forsvaret. Jeg frygter bare, at tirsdagens dom vil medføre en yderligere marginalisering af officerskorpset og de fagmilitære specialister. Når politikerne skal blive klogere på sikkerhedspolitik, spørger de diplomaterne, som Løkke gjorde med Taksøe-rapporten. Og når der skal planlægges i forsvaret, så er det konsulenterne i McKinsey, der får opgaven. Man kan groft sagt spørge sig selv: Hvad er meningen er med at have officerer over major-niveau, hvis deres opgaver alligevel løses af andre faggrupper? Lige nu er tilliden til forsvarets topledelse på et nulpunkt, og man kan ikke fortænke politikerne i at flytte endnu flere opgaver væk fra fagspecialisterne, men en muskel der ikke bruges bliver slap og hvis vi ikke forventer af vores officerer at de kan tænke, planlægge og opretholde moralen i forsvaret, så mister de også evnen.

Jeg kan ikke tegne en lige linje fra de centraliseringer og effektiviseringer, der de seneste år er blevet gennemført i forsvaret, og så til hærchefens fald. Jeg kan bare konstatere, at de centraliseringstiltag forsvarsminister Nick Hækkerup (S) gennemførte som reaktion på “en rådden kultur” ikke har gjort bugt med råddenskaben. Tværtimod. Den synes at trives lige så vel i det civilt styrede forsvarsministerium. ■

 

Der forestår nu et moralsk oprustningsarbejde i forsvaret. Jeg frygter bare, at tirsdagens dom vil medføre en yderligere marginalisering af officerskorpset og de fagmilitære specialister
_______

 

Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han ernærer sig som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. Samme år forsøgte han uden held at blive opstillet til Folketinget for Socialdemokratiet. ILLUSTRATION: Den dømte tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen udtaler sig til pressen tilbage i september, 2009 [Foto: Carsten Snejbjerg/POLFOTO/arkiv]