09.03.2020

I princippet er Alternativet ikke HELT dødt, for så længe Torsten Gejl bliver, behøver man ikke samle nye underskrifter ind. Dansk politik er i en opbrudstid, og man skal aldrig sige aldrig, men hvis Fock kan hive sit parti over spærregrænsen efter det her forløb, vil det være en præstation i verdensklasse.

Af Niels Jespersen

For ikke så længe siden ville Uffe Elbæk gå på pension. Så ville han være statsminister, og nu vil han ikke engang været medlem af det parti, han selv stiftede. Alternativet har ikke blot taget et skridt i graven, men selv dækket den til og sat en mindesten med teksten: Alternativet 2013-2020: Hvor var det crazy, det her!

Forud er gået en kaotisk måned, hvor Elbæks protegé, Rasmus Nordqvist, blev fravalgt af medlemmerne til fordel for Josefine Fock, der beskyldes for at praktisere en lederstil, som nok er alternativ, men som opleves som alt andet end empatisk. Hvad der for Fock er endnu værre, er, at hendes forhold til den amputerede folketingsgruppe været parodisk ringe, hvilket har givet sig til udtryk i bizarre ikke-støtteerklæringer, som da Susanne Zimmer sagde, at hun samarbejdede 100 procent med Fock, mens spørgsmålet gik på, om hun bakkede 100 procent op. Da stormløbet mod Fock her i weekenden endte med et nederlag for den gamle Elbæk-fløj, var løbet kørt. I praksis var der ikke noget scenarie, hvor Elbæk, Nordqvist og Zimmer kunne være i samme parti som Josefine Fock. Dertil var stemningen for ond.

Derved skrives nekrologen også over det parti, som blev dannet for at skabe en helt ny politisk kultur, men som hurtigt gerådede sig ud i en masse skandalesager om løssluppen festkultur og seksuelle overgreb. Et parti, der – måtte man forstå – var klimaets eneste håb, men hvor de fleste medlemmer af den forrige folketingsgruppe stak af, fordi de åbenbart havde noget vigtigere at bruge tiden på. Der er således noget symbolsk i, at samme dag, som Klimarådet kommer med sine anbefalinger i form af „monsterafgifter”, der totalt skal omlægge Danmark til et langt mere CO2-neutralt land, da melder samtlige Alternativets MF’ere udtagen én sig ud af partiet.

 

Selv om man bør anerkende den oprigtige kreativitet, idealisme og nysgerrighed, som også var en del af Alternativet, så lykkedes det groft sagt aldrig at opbygge et alternativ til Uffe Elbæk
_______

 

Alternativets svaghed har nemlig fra starten været, at det har knebet med at anvise vejen til – og ikke mindst praktisere – den nye politiske kultur. „Unfuck the system‟, som var det erklærede mål, bliver ret nemt til „fuck the system‟. Når man i protest over klima-smøl vil trække sine mandater ud af ligningen, får det ikke nogen til at diskutere klima. I stedet går det hele op i dronningerunder, personer og proces.

Derfor er det heller ikke underligt, at personer og proces endte med at tage livet af partiet. For Alternativet var et symptom på en bredere venstrefløjtendens, hvor politik er noget, man performer. Noget, som ligger i sproget, men som er løsrevet fra praksis. Visionerne er noget, der finder sted i diskursen – i tale og “værdier” – men som er afkoblet det profane politiske arbejde. Det bedste eksempel var Elbæks fantasifulde ideer til nye ministerier, hvor statsministeren fx skulle omdøbes til “statstjener”. Det vigtige er den sproglige handling, der skal gøre det ud for praktisk substans. Vil vi sikre en bedre fordeling? Vupti – vi opretter da bare et ministerium for god fordeling. Selv om man bør anerkende den oprigtige kreativitet, idealisme og nysgerrighed, som også var en del af Alternativet, så lykkedes det groft sagt aldrig at opbygge et alternativ til Uffe Elbæk. Det var hans karisma og omgangskreds, der holdt gang i festen, og nu, da han er smuttet, dør den nok hurtigt. Heri ligger grunden til, at det ikke er for tidligt at skrive Alternativets nekrolog.

Elbæk fortærer sit eget afkom
Der er tale om en slags omvendt fadermord, hvor Elbæk som Saturn ender med at fortære sit eget afkom. Ikke alene udstiller han forlorenheden i alle fraserne om medlemsinddragelse; han løber også med pengekassen i form af den offentlige støtte. De fire afhoppede medlemmer er nok til at nok til at danne en rigtig gruppe, selv om de dog ikke kan få fuld offentlig støtte. De kan også stille op til valg uden at skulle ud og samle underskrifter. Om de så vil gøre det, er nok mere tvivlsomt. Elbæk virker udbrændt og med et totalsmadret eftermæle.

 

I den kommende tid kommer politikere fra både Ø, SF og R til at sige en masse pæne ord om alternativisternes idealisme, og hvordan de har sat klimaet på dagsordenen. Det har én hensigt: at gøre sig lækker for de vælgere, der nu skal ud og kigge sig omkring efter et nyt grønt parti
_______

 

Det spørgsmål, der står tilbage, er, hvad der skal blive af Alternativets bortløbne mandater. Her er der flere muligheder: Simon Emil Ammitzbøll-Bille vil i Fremad stå klar med åbne arme, men det er trods alt svært at se Elbæk støtte en borgerlig statsministerkandidat. Der er også René Gades hemmelighedsfulde partistiftelse, der skal lanceres den 20. marts. I hans parti vil det være muligt at videreføre drengebandet fra Alternativets glade ungdomsdage. Et andet og nok mere realistisk scenarie er et, hvor alle går hver til sit. Sikander Saddique ville passe godt ind i den radikale gruppe. Susanne Zimmer samme sted, eller måske i SF? Nordqvist kan bruge resten af valgperioden på at skrive jobansøgninger til konsulent-Danmark, mens Elbæk sidder tiden ud, inden han går på pension.

I princippet er Alternativet ikke HELT dødt, for så længe Torsten Gejl bliver, behøver man ikke samle nye underskrifter ind. Der er også tusindvis af medlemmer i ryggen, men partiapparatet skal bygges op fra bunden. Måske Alternativet kan leve videre som lokalliste i Aarhus og København. Dansk politik er i en opbrudstid, og man skal aldrig sige aldrig, men hvis Fock kan hive sit parti over spærregrænsen efter det her forløb, så vil det være en præstation i verdensklasse. Det lykkedes for Pia Olsen Dyhr, der genrejste SF efter en tilsvarende nedsmeltning, hvor medlemmerne også fravalgte den afgående formands favoritkandidat, men Fock er ingen Dyhr og Alternativet er ikke SF med en forankret historie og et stort kommunalt valgland.

I resten af rød blok vil man græde krokodilletårer over Alternativets kranke skæbne. Socialdemokratierne er lidt ligeglade med, om det er trotskister eller gøglere, der sidder til venstre for dem. De er udelukkende interesserede i at minimere stemmespildet. Konkurrenterne skal man finde blandt de nærmeste partier. Det er der, hvor girafsproget er mest inkluderende, at knivene sidder lige så løst som krammerne. I den kommende tid kommer politikere fra både Ø, SF og R til at sige en masse pæne ord om alternativisternes idealisme, og hvordan de har sat klimaet på dagsordenen. Det har én hensigt: at gøre sig lækker for de vælgere, der nu skal ud og kigge sig omkring efter et nyt grønt parti. Den politiske savanne er et nådesløst sted, hvor de svageste bliver nedlagt og ædt. Det må Alternativet nu sande. ■

 

Alternativet var et symptom på en bredere venstrefløjtendens, hvor politik er noget, man performer. Noget, som ligger i sproget, men som er løsrevet fra praksis. Visionerne er noget, der finder sted i diskursen – i tale og “værdier” – men som er afkoblet det profane politiske arbejde
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland