29.06.2020

Valget sidste år blev en overraskende sejr for midterpartierne, og coronakrisen har styrket dansk politiks centrum yderligere – men det er endnu for tidligt at afblæse krisen i folkestyret. Vores politiske system kan fortsat ikke håndtere vores tre største udfordringer: Flygtningekrisen, finanskrisen og klimakrisen.

Af Niels Jespersen

“Things fall apart; the centre cannot hold” skrev den irske digter, W. B. Yeats, tilbage i 1919 efterfulgt af sætningen: “the best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity.”

Yeats satte dengang i mellemkrigstiden ord på en følelse, som mange havde. Dengang brød de spæde liberale demokratier sammen på stribe over hele Europa og blev erstattet med totalitære regimer. Demokrati, tolerance og samarbejde fremstod svagt, tvivlende og dekadent, mens fremtiden tilhørte den stærke mand.

Små 100 år senere er vesten atter ramt af økonomisk krise og manglende selvtillid efter fejlslagne krige. Selvfølgelig er forskellene også til at få øje på. Heldigvis. Vi er langt rigere, langt mere oplyste, og hvor tragiske konflikterne i Mellemøsten end er, så står de ikke mål med verdenskrigenes industrialiserede massemord.

Ikke desto mindre så det længe ud til, at udviklingen i dag skulle gå den samme vej som for 100 år siden. Demokratiet var på tilbagemarch. Enten blev det afmonteret som i Tyrkiet og Rusland, eller også udviklede det sig i en illiberal retning som i Ungarn, Polen og USA. Populisterne vandt valg overalt, og europæiske kernelande som Tyskland, Italien og Frankrig var i opbrud. Danmark indtog atter rollen som puslingelandet, der hyggede sig i smug, men også her var der sætningsskader i folkestyrets fundament. Tilliden til politikerne var på bundniveau. Utrygheden voksede, og vælgerne fravalgte massivt de midterpartier, der traditionelt tog regeringsansvar. Og nej, der er ikke nogen partier i folketinget, der er udemokratiske, men det bliver et demokratisk problem, hvis ingen for alvor er villige til at påtage sig et fælles ansvar for hele Danmark.

 

De gamle magtpartier havde mistet folkets tiltro, og vælgerne søgte nu løsninger på yderfløjene. Den samme tendens kunne iagttages i både USA og England, hvor Trump og Brexit førte til hidtil usete højreskred
_______

 

Efter valget i 2015 og Dansk Folkepartis store fremgang var fortællingen i medierne, at de gamle magtpartier var i krise. De havde mistet folkets tiltro, og vælgerne søgte nu løsninger på yderfløjene. Den samme tendens kunne iagttages i både USA og England, hvor Trump og Brexit førte til hidtil usete højreskred. Valget i Danmark sidste år pegede imidlertid i den modsatte retning. Her fik de to store magtpartier, S og V, flertal alene, efter at statsminister Lars Løkke på overraskende – og nok også desperat – vis foreslog en koalitionsregering hen over midten.

Efterfølgende har covid-19-krisen medført tårnhøje meningsmålinger for Socialdemokratiet, men også før epidemien brød ud, stod regeringspartiet til fremgang. Samtidig går det den rigtige vej med tilliden til politikerne, mens oprørerne mod den bestående politiske orden i form af partier som Alternativet og Dansk Folkeparti er i krise.

Betyder det, at vi kan ånde lettede op og afblæse den krise i folkestyret, der en overgang truede med at kaste Vesten ud i højrepopulisme? Og hvad med fake news, russiske påvirkningsagenter og bots, der spytter kontroversielle budskaber ud på sociale medier? Har vi fået styr på dem?

Desværre er svaret nej. Næsten to ud af tre danskere – 65 procent – har stadig kun lav tillid til de folkevalgte, viser en måling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen Danmark. Kigger man andre steder i Europa, er billedet det samme. Aldrig i efterkrigstiden har tilliden til den politiske klasse været lavere. Også selvom kurven nogle steder er knækket.

Jeg anerkender, at med de sociale mediers opblomstring og den tilsvarende tilbagegang for aviserne og TV-kanalerne, er den virkelighed, mange af os oplever, blevet mere fragmenteret. Danskerne kan selv vælge deres nyheder og dermed verdensbillede. Den tid, hvor vi alle kunne snakke sammen om gårsdagens fjernsynsudsendelse, er ovre. Det spiller givetvis en rolle i den manglende tillid til systemet. Til gengæld tror jeg ikke på, at det er her, vi skal finde hovedårsagen til mistilliden. Nej, forklaringen er langt mere simpel. Vi står stadig overfor tre store kriser, som det politiske system har vist sig ude af stand til at håndtere. Det er derfor, at vælgerne ikke stoler på politikerne.

 

Jeg anser det for at være min generations store udfordring at holde sammen på midten og komme med brugbare bud på, hvordan vi skal forholde os til de kriser som en lille, rig nation
_______

 

De tre store kriser er flygtninge/migrantkrisen, finans/ulighedskrisen og endeligt klimakrisen. Den første krise mangler store dele af venstrefløjen at komme med en løsning på. Den anden har højrefløjen endnu til gode at finde et konstruktivt bud på, og den tredje mangler både centrum og højre at tage alvorligt, mens venstrefløjen skal ud over floskelniveau og overbudspolitik. Jeg anser det for at være min generations store udfordring at holde sammen på midten og komme med brugbare bud på, hvordan vi skal forholde os til de kriser som en lille, rig nation. Der er nemlig grænser for, hvad Danmark alene kan gøre af reel forskel. Derfor bliver der i lige så høj grad tale om at ride stormen af som at komme sikkert i havn. Kun med en vis grad af konsensus kan folkestyret vise sig handlekraftigt nok.

Migrant og flygtningekrisen
Kort fortalt står Mellemøsten og Afrika over for en befolkningseksplosion, som den økonomiske udvikling ikke kan følge med. De mange unge mænd vil forsøge at komme til Europa, og hvis det lykkes dem alle, vil det destabilisere vores samfund. Afrikas befolkning vil blive fordoblet inden 2050 – og atter fordoblet inden 2100. Hvor skal alle de mennesker være? Ikke i Afrika vil mange selv sige. Her er jeg dog optimistisk; både Socialdemokratiet og SF har været gennem et langt sejt træk for at normalisere udlændingediskussionen, og selvom yderfløjene aldrig bliver overbeviste, taler vi i dag om indvandring på en mere jordnær måde, end man gjorde for 10 år siden. Det er ikke fordi, vi alle er blevet racister; det er, fordi vi er blevet tvunget til at forholde os til nogle af de mindre positive dele af indvandringen, som den politiske elite ellers normalt er forskånet i deres egen hverdag. Det betød et opgør med 1990’ernes drømme om globaliseringens og multikulturalismens lyksaligheder.

Den afgørende erkendelse, som ikke kan gentages ofte nok, er følgende: Antallet af flygtninge og migranter i verden overstiger, hvad der realistisk kan genbosættes i fortrinsvis Europa. Alle løsningsforslag, der ikke tager udgangspunkt i det forhold, er værdiløse.

I dag skal man heldigvis ud på de magtesløse yderfløje for at finde de helt forkerte skæve venstrefløjsanalyser af flygtninge/migrantkrisen. I Enhedslisten tror man, at det er kapitalismens og imperialismens skyld, at folk flygter. Afskaffes de to onder, vil lammet græsse med løven, og ingen vil føle behov for at forlade deres hjemland. Hos de radikale har man en ide om, at hvis bare EU får lov at fordele flygtningene mere retfærdigt, så vil man i Øst- og Centraleuropa overkomme et par århundreders frygt for tyrkere, mens migranterne vil slå sig tilfredse ned i Europas mest fattige regioner. Begge analyser er hat og briller.

Forskellen er, at hvor de tidligere var definerende for centrum-venstre, så lever de nu kun videre i partier, der har sat sig uden for indflydelse, samt på universiteterne. Blandt magtpartierne er der efterhånden konsensus om, at Danmark ikke skal modtage flere flygtninge og migranter, end det er realistisk at integrere. Problemet er, at vi grundet de internationale konventioner ikke har kontrol over vores egen asylpolitik. Det bliver vi nødt til. Et land, der ikke kontrollerer sine egne grænser, er ikke suverænt.

 

Vi har brug for borgerlige stemmer, der forsvarer retfærdig kapitalisme, små selskaber og vigtigst af alt: Sætter hårdt, ærligt arbejde op som den højeste og mest agtværdige egenskab
_______

 

Elitens grådighed
Finanskrisen er stadig et stort problem, for den handler om mere end blot fejlslagen boligspekulation i 2000’erne; nemlig om en finanssektor, der er løbet løbsk. Her mangler vi, at højrefløjen tager fat i en af sine egne helt store blinde vinkler: Kapitalismekritikken. For her kan man ikke høre andet end ekkoet af 1990’er-venstrefløjens hændervridende forsøg på at skifte emne, hver gang en ny uhyrlig bankskandale bliver afsløret.

Jonatan Spang lavede i DR- programmet “Tæt På Sandheden” en sjov sketch, hvor han undrede sig over, hvor rig man skal være, før banken vil hjælpe med skattesnyd. Vores banker har fint overblik over, når vi har 500 kr. i overtræk, men kan åbenbart ikke få øje på noget kritisabelt, når overklassen flytter milliarder rundt mellem forskellige skuffeselskaber. Enten falder bankerne for det gamle kop-trick, hvor der flyttes rundt på en ært, eller også ser de den anden vej, mens de stopper deres fede gebyrer i lommen. Det er jo sådan, vi alle tænker. Og det er et problem.

Venstrefløjen var før i tiden ikke tillidsvækkende, når den snakkede om indvandringspolitik – og når man ikke kan levere tillidsvækkende løsninger, mister folk tiltro til systemet. Det samme er i dag tilfældet med den globale kapitalisme. Udover de skøre jubelliberalister, der bor på samme planet som de venstreorienterede toneryttere, så føler langt de fleste mennesker blot afmagt og apati overfor finanssektoren. Ja, vi ved, den er korrupt, og ja, vi ved, den snyder os alle og stjæler skattekroner, vi skulle have brugt til hospitaler.

Det er en apati, der går på tværs af politiske skel, men at bekæmpe den er ikke en politisk opgave, venstrefløjen kan løfte alene. Derfor har vi brug for højreorienteret kapitalismekritik. Vi har brug for borgerlige stemmer, der forsvarer retfærdig kapitalisme, små selskaber og vigtigst af alt: Sætter hårdt, ærligt arbejde op som den højeste og mest agtværdige egenskab. Hvis de gode og sunde dele af finanssektoren skal bestå, så skal der være en fælles vilje til at skære det usunde væk. Og en erkendelse i branchen af, at man ikke kan køre på frihjul uden at tage ansvar for den bredere samfundsudvikling.

Hvis højrefløjen ikke kan levere det, så forvandles apatien tids nok til vrede. Dog skal der nok være rigeligt med højreorienterede politikere til den tid, der kan levere opgør med markedsøkonomien samt en stram udlændingepolitik, men som ikke er synderligt optagede af det liberale demokrati, den danske model og alle de andre fikse ting, vi nyder så godt af. Det er slet ikke givet, at højrefløjen står for et frit marked. Det er ikke kun kommunister, der historisk har forstået at kombinere ufrihed med fattigdom.

 

Fælles for de tre store kriser er, at de kun kan løses for alvor igennem internationalt samarbejde. Omvendt er de også alle tre til dels resultater af den svækkelse af nationale fællesskaber, som globaliseringen har medført
_______

 

Jorden brænder sammen
Hvordan skal man forholde sig konstruktivt til klimakrisen? Den første måde er den nemmeste: Klima skal være mere end bare FN-mål og sultende isbjørne på forsiderne af aviser og magasiner, for det betyder kun noget for den akademiske klasse. DF’s store succes var at tage indvandringsdiskussionen og hive den ned fra de høje tinder, hvor man diskuterede medmenneskelighed, internationalt omdømme og racisme, og ned på et niveau, hvor man ærligt snakkede om livet i boligblokken, og de konsekvenser indvandringen havde for de mennesker, der skulle dele ressourcer med de nytilkomne.

Det samme bør gøres med klimadiskussionen. Her kunne magtpartierne komme med deres “New Green Deal” eller “Manhattan-projekt” alt efter, om ideen skal sælges til venstre eller højre. Klimadagsordenen har nemlig potentiale til at drive fremtidens vækst og kaste industriarbejdspladser af sig. Hvis Danmark satser på at komme forrest i udviklingen og ikke mindst implementeringen af nye teknologier, kan vi eksportere dem til resten af verden. Det vil fx være klimasikring af byer med grønne områder, som skal kunne absorbere regn og andre skøre vejrfænomener. Og så skal der være naturområder, som folk kan benytte sig af. Skove, grønne områder, grønne børnehaver – alt det vi i forvejen er gode til.

Det andet tiltag er langt sværere, for det handler om at gøre EU til en legitim aktør på klimaområdet, som vi i demokratisk forstand kan leve med at afgive en masse magt til. Så længe Tyskland bestemmer, og EU er ordoliberalt og skaber ulighed, så er det ikke nemt. Ikke desto mindre er der ingen vej uden om. EU er verdens mest ambitiøse klimalovgiver. Ikke at det siger meget, men det er vilkårene. Det hjælper ikke meget, hvis Danmark afindustrialiserer sig selv med henblik på at nedsætte vores CO2-udslip, hvis blot det fører til, at vi eksporterer vores forurening og velstand til Kina. Tværtimod vil det skræmme resten af verden fra at følge Danmarks eksempel og fra at kræve, at arbejder- og middelklassen skal gå markant ned i levestandard – det er den direkte vej til gule veste og ballade i gaderne.

Fælles for de tre store kriser er, at de kun kan løses for alvor igennem internationalt samarbejde. Omvendt er de også alle tre til dels resultater af den svækkelse af nationale fællesskaber, som globaliseringen har medført. Nationalstaten har mistet den styrke og gennemslagskraft, der gjorde den så succesfuld i efterkrigstiden. Det paradoks må vi forholde os til, for det er svært på den ene side at vægre sig mod udviklingen samtidig med, at man forsøger at påvirke den. Ikke desto mindre er det en bunden opgave for magtpartierne: Her er det vigtigt både at lægge den apolitiske tilgang til politik, der prægede 1990’erne, og ideologisk forstokkethed fra os. Vores system er ikke „naturligt‟. Intet er givet af sig selv, og hvis ikke man vil miste, hvad man har, skal man kæmpe for det. Hele tiden og altid. ■

 

Vores system er ikke „naturligt‟. Intet er givet af sig selv, og hvis ikke man vil miste, hvad man har, skal man kæmpe for det. Hele tiden og altid
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt