25.05.2020

Hvis nogen kan skabe et politisk martyrium over en politisk skandale som “barnebrudssagen”, så er det Inger Støjberg. I Socialdemokratiet følger man med i kommissionsundersøgelsen af den tidligere integrationsminister med både spænding og ængstelse, fordi Støjberg har formået at gøre sagen til mere end forvaltningsjura – og i stedet til et socialdemokratisk kernespørgsmål.

Af Niels Jespersen

„Det kan godt være, at dagbladet Politiken og resten af venstrefløjen håner alle os, der kalder det for barnebrude. Men det er ærligt talt – i min verden – ufatteligt kynisk og afstumpet,” skrev Inger Støjberg på sin facebookside samme dag, som hun i undersøgelseskommissionen forklarede, at hun ikke – som ellers formuleret i pressemeddelelser – øjeblikkeligt adskilte mindreårige kvinder fra deres ældre ægtemænd, men troligt vurderede hver enkelt sag i overensstemmelse med konventionerne.

Politikens Kristian Madsen kalder det “jura-Inger” vs. “politiker-Inger”, men hvor kommunikationen fra jura-Inger ikke altid fremstår knivskarp, så fejler den intet hos den politiske pendant. En aldeles uvidenskabelig vurdering af facebookkommentarerne til Støjbergs opslag viser, at der er et publikum for politiker-Ingers udlægning af sagen. Alt tyder da også på, at Støjberg vil være tro mod sin natur og tage kampen op. Hendes retoriske talent og næse for modstandernes svagheder lod sig heller ikke fornægte, da hun over Facebook indskrev Helle Thorning i sin kamp mod barnebrude. Det er snedigt og en god påmindelse om, at Støjberg sagtens kan slå fra sig. Også på socialdemokrater.

I regeringspartiet iagttager man nemlig Støjbergs vanskeligheder med interesse, men ikke uden ængstelse. For mens det er åbenlyst, at undersøgelseskommissionen mod Venstres næstformand er blevet endnu en af de ulykker, der hagler ned over Ellemann-Jensen, så er man i Socialdemokratiet bevidst om, hvordan Støjberg på sigt kan vende sagen til egen fordel. Hvis nogen kan skabe en fortælling om at være de mindreårige pigers beskytter mod gamle klamme mænd, mens bureaukrater, halalhippier og paragrafryttere bare så den anden vej, så er det Støjberg.

 

Socialdemokraterne ønsker for alt i verden ikke at fremstå som dem, der havde tænkt sig at tillade borderline-pædofili med henvisning til nogle abstrakte internationale konventioner. Omvendt kan man heller ikke ignorere åbenlyse lovbrud
_______

 

I Socialdemokratiet skal man ikke have noget klinket
Socialdemokraterne ønsker for alt i verden ikke at fremstå som dem, der havde tænkt sig at tillade borderline-pædofili med henvisning til nogle abstrakte internationale konventioner. Omvendt kan man heller ikke ignorere åbenlyse lovbrud. Drømmescenariet for Socialdemokratiet vil derfor være en tvetydig dom, hvor der leveres hård kritik, men hvor der samtidig ikke kan rejses tiltale mod Støjberg. På den måde holdes der kog i gryden med konflikter internt i blå blok og Venstre, hvor Ellemann vil komme under pres til at disciplinere sin næstkommanderende.

I Socialdemokratiet var man alt andet end ærgerlige over valget af Inger Støjberg til næstformand i Venstre: Frem for at fungere som en platform udadtil, gør positionen hende om noget en smule mere afdæmpet, da hun skal passe på med at overskygge sin afblegede partiformand. Samtidig fungerer hun som en effektiv bøh-mand over for de radikale. De kan drømme om at tage fusen på Socialdemokraterne ved at skifte hest fra S til V, men så ville de skulle bytte Mattias Tesfaye ud med Inger Støjberg, og det er alligevel for skrap kost.

En klar dom vil derimod tvinge regeringen til at iværksætte en rigsretssag. Både fordi støttepartierne vil kræve det, men også fordi der i S trods alt hersker en holdning om, at en minister ikke må bryde loven. En rigsretssag vil imidlertid forsure forholdet mellem Socialdemokratiet og Venstre, og ingen af de store magtpartier ønsker en krigstilstand, hvor dem, der sidder på taburetterne, bruger retsapparatet til at straffe forgængerne. Den slags gengældelsesaktioner kan hurtigt eskalere, og ingen toppolitikere ønsker at opleve en rigsretssag tæt på. Det lyder kynisk, men det er nu engang sådanne overvejelser, der også tages.

En klar dom vil samtidig tvinge Ellemann til at skille sig af med Inger Støjberg eller degradere hende til ukendelighed. Hvad gør Støjberg så? Gider hun være kongerigets mest menige venstrekvinde, eller skal martyriet bruges politisk?

 

Det er mere oplagt, at hun følger sin gamle kampfælle Marcus Knuth over til de Konservative, hvor hun yderligere vil styrke den nationalkonservative fløj omkring Rasmus Jarlov. Her løber hun dog atter ind i udfordringen med at være en større fisk end partiformanden. Måske der er mere perspektiv i at danne sit eget parti?
_______

 

Kan Inger Støjberg puste liv i den hensygnede højrefløj?
Berlingskes Thomas Larsen pointerer i sin analyse af sagen, at både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti vil rulle den røde løber ud for Støjberg, hvis hun en dag skulle bliver træt af sit gamle parti. Støjberg gør heller ikke selv en aktiv indsats for at slå spekulationerne om partiskift ned, når hun optræder på sociale medier i bedste “best friends forever”-stil med Pernille Vermund. Som sin mentor Lars Løkke er Støjberg ekspert i at skabe den slags “hype” om sin person uden at forpligte sig. Man aner hos begge en tilfredsstillelse ved at sætte rav i kommentatorkøbing.

Der er dog ikke mange tæt på Støjberg, der tror på, at hun kan finde på at skifte til højrefløjen. Hun er en ægte Venstre-kvinde, og hendes holdning til EU er også alt for positiv til nationalisterne. Spørgsmålet er også, om ikke Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er alt for uambitiøse valg. Støjbergs profil ville overskygge både Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund. Det er mere oplagt, at hun følger sin gamle kampfælle Marcus Knuth over til de Konservative, hvor hun yderligere vil styrke den nationalkonservative fløj omkring Rasmus Jarlov. Her løber hun dog atter ind i udfordringen med at være en større fisk end partiformanden. Måske der er mere perspektiv i at danne sit eget parti?

Selv om højrefløjen ikke står og mangler nye partistiftelser, så vil en fri Inger Støjberg med egen liste på mange måder være en befrielse. Hun vil gøre det nemmere for Ellemann at finde forbrødring med Morten Østergaard. De to liberale partiformænd er jævnaldrende og deler en fælles præference for hvide sneakers og rullekraver, og politisk er der måske heller ikke den store forskel på dem. Samtidig vil Støjberg puste liv i en hensygnende højrefløj, hvor Nye Borgerlige aldrig rigtigt er kommet på vingerne, mens DF hastigt taber flyvehøjde. Hvem ved, om det på sigt er den form for “disruption,” den grundstødte blå blok har brug for?

Resultatet af instrukskommissionen kan meget vel blive endnu en hovedpine for Ellemann. I så fald kan han glæde sig ved, at konsekvenserne blegner ved siden af alle de andre problemer, Venstre slås med. Men chancen for, at Støjberg vil bruge resultatet til at styrke sig selv og derved på sigt, bringe højrefløjen tilbage i det politiske spil, bør ikke ignoreres. Det gør man bestemt heller ikke i regeringspartiet. ■

 

Men chancen for, at Støjberg vil bruge resultatet til at styrke sig selv og derved på sigt, bringe højrefløjen tilbage i det politiske spil, bør ikke ignoreres. Det gør man bestemt heller ikke i regeringspartiet
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt