23.06.2020

Det har vist sig, at elever såvel som lærere, skoleledere og forældre i de corona-genåbnede skolers indskoling og mellemtrin samstemmende beretter om bedre trivsel, færre konflikter og dermed et markant bedre læringsmiljø. Forklaringen er, at skoledagene på de fleste skoler dagligt blev reduceret med en til to timer samtidig med, at fokus blev flyttet fra ideologisk styring fra oven til problemløsning fra neden. Skolepolitik var ikke længere kun socialdemokratisk socialpolitik.

Kronik af Niels Christian Sauer

Som formand for det, der dengang hed ’Socialdemokratisk Skoleforum’, deltog jeg i slutningen af nullerne i en drøftelse om de såkaldte ’helhedsskoler’ med deltagelse af bl.a. partiets daværende skoleordfører, Christine Antorini. Der var enighed om, at disse skoler, som vi på det tidspunkt havde en god håndfuld af på landsplan, gjorde en fremragende indsats i de belastede boligområder, hvor børnenes fritidsliv mestendels udspillede sig på gader og stræder, og deres behov for voksenstøtte i skolen var langt større, end hvad man så på alle andre skoler. Det var en socialpolitisk løftestang, for børnenes trivsel på helhedsskolerne var højere og de klarede sig bedre fagligt.

Det gav derfor god mening, at noget af det første, Christine Antorini kastede sig over som nybagt undervisningsminister i 2011, var at besøge nogle af disse skoler, hvorefter hun med begejstring udbredte budskabet om, at her kunne man se vejen frem. Men så kammede det over. Nu var det pludselig ikke blot børn i udsatte boligområder, men derimod hele den opvoksende generation, der skulle gå i helhedsskole. Det resulterede i skolereformen: Nu skulle alle børn fra Skagen til Gedser gå i skoler skåret over modellen fra Høje Tåstrup, Ishøj og Vollsmose.

 

Syv år efter kan vi konstatere, at alt det gode, reformpolitikerne ville, er løbet ud i sandet. De lange skoledage blev en fysisk realitet, men de resulterede i en skole, hvor eleverne sidder til langt ud på eftermiddagen i selskab med nedkørte, uforberedte lærere
_______

 

Idéen om skoledagens forlængelse
Krumtappen i denne redningsaktion var idéen om skoledagens forlængelse. Den udsprang af den oldgamle socialdemokratiske lighedstanke – som ubestrideligt har gjort nationen meget godt – samt af ønsket om et opgør med den borgerlige skoles historiske rolle som klassesamfundets sorteringsapparat. Aspirationen kom tydeligt til udtryk i skolereformens tre centrale mål: Reduktion af den negative sociale arv, reduktion af antallet af fagligt svage elever i fagene dansk og matematik og øget trivsel i folkeskolen. Socialdemokraternes idé var, at de lange skoledage ville sikre børn fra svage hjem den tilstrækkelige støtte til fx lektielæsning, sætte dem mere fri fra deres hjemmebaggrund og gøre deres skoleliv mere spændende og varieret ved bl.a. at imødekomme deres behov for en mere praktisk og mindre boglig skole. Således optændt tog reformpolitikerne fat. Og de tog hårdt fat: Hvor skolen førhen leverede ca. 8.000 timer pr. elev i hele skoleforløbet, skulle den fremover levere ca. 12.000.

Der var imidlertid et ’udestående problem’, som regeringen udtrykte det i sin interne retorik forud for vedtagelsen af reformen: Forudsætningen for det hele var, at reformen kunne blive udgiftsneutral, og det forudsatte, at lærernes overenskomstmæssige arbejdstidsaftale blev fjernet, hvorefter de blev pålagt den forøgede undervisningsmasse. Hvis forøgelsen skulle finansieres indenfor rammerne af de aftaler om lærernes arbejdstid, ville den have kostet ca. 9.000 nye lærerstillinger. Det svarer til en årlig merudgift omkring 3,4 mia. kr. Hertil burde lægges de udgifter, der ville være forbundet med at sikre den mere spændende og varierede undervisning, som reformpolitikerne ønskede: Penge til at udbygge skolerne med flere faglokaler, idrætsanlæg og resurser til de mange aktiviteter, der skulle skabe ’en mere varieret og spændende undervisning’.

Syv år efter kan vi konstatere, at alt det gode, reformpolitikerne ville, er løbet ud i sandet. De lange skoledage blev en fysisk realitet, men de resulterede i en skole, hvor eleverne sidder til langt ud på eftermiddagen i selskab med nedkørte, uforberedte lærere, der hutler sig igennem med pædagogisk halvfabrikata, de har hentet på internettet. Følgeforskningen omkring reformen viser stilstand eller tilbagegang på alle de succeskriterier, som politikerne selv har opstillet, og alarmklokkerne bimler hele vejen rundt. Inklusionen er ved at køre af sporet, skolevægringen accelererer og volden i indskolingen eksploderer.

 

Alle erfaringer viser, at det er undervisningens kvalitet, ikke dens kvantitet, der er afgørende for, hvor meget eleverne lærer
_______

 

For lange skoledage
Det centrale problem er kravet om de lange skoledage. Frustrationerne er til at få øje på: 8 ud af 10 elever siger, at de finder skoledagene ’for lange’, størstedelen af dem ’alt for lange’. Dette til trods for, de fleste skoler faktisk har reduceret skoledagene en smule siden 2013. 84 pct. af lærerne angiver, at de ikke har tid til at forberede og efterbehandle ordentligt. Langt de fleste skoler benytter sig i et vist omfang af den kattelem for afkortning af skoledagene i tilfælde af mistrivsel, der åbnes for i folkeskolelovens §16b. Undervisningsministeriet har spurgt forældre til børn, der således fik kortere skoledage, hvad de synes om beslutningen; 87 pct. svarede, at det var en god beslutning, 2 pct. svarede det modsatte.

Disse iagttagelser bakkes op af skoleforskerne, som fx peger på, at et land som Finland, der har scoret helt i top på elevernes udbytte af skolegangen i alle internationale undersøgelser, har et af verdens korteste skoleforløb på 6.700 timer til hver elev – mere end 40 pct. under det danske niveau. Alle erfaringer viser, at det er undervisningens kvalitet, ikke dens kvantitet, der er afgørende for, hvor meget eleverne lærer.

Endvidere viser tallene, at prioriteringen af skolens kvantitet over dens kvalitet rammer de svageste elever hårdest som en logisk følge af det enkle forhold, at reduktionen af lærerens tid til den enkelte elev går mere ud over de elever, der er stærkt afhængige af lærerens opmærksomhed, end de elever, der ’kan selv’. Det er skæbnens ironi, at de helhedsskoler, der dannede forbillede for reformen, i vid udstrækning har mistet deres positive særstatus og set de fine resultater, de havde før reformen, blive slidt ned til det forventelige niveau for skoler med mange udsatte børn.

Selsmoseskolen i Høje Tåstrup tiltrak i 2006 kun 30 pct. af sit elevgrundlag, og niveauet var ikke imponerende. Den var på nippet til at lukke, da politikerne valgte at gøre den til en heldagsskole og tilførte resurser til formålet. 6 år efter havde skolen genvundet størstedelen af sit elevgrundlag, og den udviste fremragende faglige og trivselsmæssige resultater. Men med skolereformen satte en salamiproces i gang på skolen, og i dag rager Selsmoseskolen ikke længere op i billedet. En lignende udvikling kan iagttages på de andre tidligere mønsterskoler landet over, hvoraf flere i dag er nedlagt.

 

Beskeden var ikke til at tage fejl af: Det her er i regeringens optik ikke et skolefagligt anliggende. Det er socialpolitik, og det er ikke noget, som socialdemokrater vil diskutere med skolefolk
_______

 

En one-size-fits-all andenrangsskole
Man kunne formentlig have fundet resurser i det samlede skolebudget til etablere en snes helhedsskoler af høj kvalitet i de relevante områder. Men i lutter forhippelse på at ’redde’ alle skolebørn i hele landet valgte man at smøre hele resursen tyndt ud over samtlige ca. 1.300 skoler. Dermed fratog man en halv million almindelige danske børn en stor del af deres velfungerende fritidsliv med en one-size-fits-all andenrangsskole, der ligner et socialtilbud mere end en dannelsesinstitution.

I forsøget på at få rettet skuden op har Mette Frederiksen sat den skarpt profilerede Pernille Rosenkrantz-Theil i spidsen for Undervisningsministeriet. I 2019 tog hun lærernes kongres med storm med en tale, hvor hun næsten sagde undskyld til lærerne og lovede at lytte til dem fra nu af. Siden viste det sig, at hun var urokkelig, når det handler om folkeskolens rolle som socialpolitisk værktøj, koste hvad det vil.

Socialdemokraterne måtte ganske vist bøje sig modvilligt for tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA), der som en af sine sidste embedshandlinger fik et enigt Folketing med på at give skolerne lov til skrue skoledagene en lille smule ned (7 pct). Men efter en rundtur i hele landet i løbet af foråret 2020 sammen med lærernes formand Anders Bondo Christensen – med henblik på ’at mærke hvor skoen trykker’ – udtalte den nye minister: ”Nu har jeg været rundt og snakke med alle lærerne i hele Danmark, og de synes alle sammen, at skoledagen skal være endnu kortere. Jeg er ikke enig.” Beskeden var ikke til at tage fejl af: Det her er i regeringens optik ikke et skolefagligt anliggende. Det er socialpolitik, og det er ikke noget, som socialdemokrater vil diskutere med skolefolk.

Coronakrisen viser en ny vej
Men med coronakrisens komme, ser det ud, som om der en åbning på vej. Det har nemlig vist sig, at elever såvel som lærere, skoleledere og forældre i de genåbnede skolers indskoling og mellemtrin samstemmende beretter om bedre trivsel, færre konflikter og dermed et markant bedre læringsmiljø. Forklaringen herpå synes at være, at skoledagene på de fleste skoler dagligt blev reduceret med en til to timer samtidig med, at fokus blev flyttet fra ideologisk styring fra oven til problemløsning fra neden. Det gav lærerne tid til at tilrettelægge og forberede sig ordentligt fra dag til dag, og det har selvsagt hævet undervisningens kvalitet. Samtidig gav det mulighed for at gøre klasserne mindre, og det blev lettere for lærerne at håndhæve ordens- og adfærdsregler. Lærerne beretter om genfunden arbejdsglæde og eleverne om langt mere ro, tilfredshed og fornøjelse i skolehverdagen.

Disse utvetydigt positive iagttagelser har overrasket undervisningsministeren. Hun erklærer, at hun nu vil åbne for en ændring af den socialdemokratiske skolepolitik og siger til lærernes fagblad: „Jeg er en af dem, der har stået meget hårdt på, at man skal beholde de længere skoledage. Men jeg tror simpelthen, at jeg bliver nødt til at æde noget af det – for at sige det lige ud.” Det kan blive begyndelsen til en reel fredsslutning med lærerne. Et vendepunkt, der sender folkeskolen ind i en opadgående kurve, som alle i og omkring den har håbet og ventet på, siden det hele kørte af sporet i 2013. ■

 

Det kan blive begyndelsen til en reel fredsslutning med lærerne. Et vendepunkt, der sender folkeskolen ind i en opadgående kurve, som alle i og omkring den har håbet og ventet på, siden det hele kørte af sporet i 2013
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland