15.10.2020

Uanset hvem der vinder USA’s præsidentvalg, befinder det transatlantiske forhold sig i en krise, der kun vokser. For at redde forholdet – og for at tage vare på sin egen sikkerhed – må Europa tænke nyt.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Niels Byrjalsen

Snart fire år med Donald Trump i Det Hvide Hus har sat tålmodigheden på prøve i de europæiske hovedstæder. Mange håber af gode grunde på et vagtskifte ved det forestående præsidentvalg, men den transatlantiske krise stikker dybere. Årsagerne er både indenrigs- og udenrigspolitiske, både europæiske og amerikanske, både interne og eksterne. Uanset valgets udfald skal de europæiske hovedstæder derfor op i gear, hvis det transatlantiske forhold fortsat skal spille en hovedrolle i international politik – særligt hvis det ikke skal være en tragisk rolle.

Danmark har – i lighed med de øvrige nordiske lande – indtil videre valgt en afventende tilgang til uenighederne både i Europa og på tværs af Atlanten. Men verden flytter sig. Den europæiske samtale om fremtidens internationale orden er begyndt, fremtvunget af Storbritanniens udtrædelse af EU, Putins udenrigspolitiske ageren, et forandret syn på Kina og senest COVID-19.

Som en småstat med en åben økonomi har Danmark en uomtvistelig interesse i at præge denne samtale og bidrage til at gentænke relationen til USA. Et fokus på tillid og en ny offensiv satsning på at skabe fælles regler for en højteknologisk fremtid er to områder, hvor Danmark med fordel kan sætte ideudviklingen i gang. Første skridt på vejen er dog at forstå de problemer, den transatlantiske alliance står i.

Ikke bare endnu en krise
Der er intet nyt i, at der er krise i forholdet mellem Europa og USA. Nogle vil nok mene, at man går fra krise til krise – eller måske ligefrem befinder sig i en nærmest konstant krisetilstand. Historien er i hvert fald rig på eksempler, nogle mere dramatiske end andre.

Et af de mest berømte eksempler er Suez-krisen, der i midten af 1950’erne drev en kile ind mellem USA på den ene side og Frankrig og Storbritannien på den anden side. Den egyptiske præsident, Gamal Abdel Nasser, nationaliserede i sommeren 1956 den vigtige maritime handelsvej Suez-kanalen. Frankrig, Storbritannien og Israel så nationaliseringen som en trussel mod deres militære og økonomiske interesser, og de tre lande invaderede Egypten i det sene efterår for at genopnå kontrol med kanalen og fjerne Nasser fra magten.

 

Der er en tendens til at tænke på kriser som splittelse eller uenighed mellem regeringsledere over konkrete episoder eller specifikke udenrigspolitiske valg. De associeres med dramatik og retoriske udfald. Tænk bare på Emmanuel Macrons påstand om, at NATO er ’hjernedød’
_______

 

USA så imidlertid invasionen som en fortsættelse af kolonialismen og pressede sine europæiske partnere til at opgive deres ambitioner. Det var en ydmygelse af Frankrig og Storbritannien, som manifesterede den nye magtbalance i NATO-alliancen. Men frygten for, at krisen skulle lede til en decideret opløsning af det transatlantiske bånd, var overdrevet.

Et andet velkendt krisemoment i forholdet mellem Europa og USA er Irak-krigen i 2003. Bush-administrationen agerede unilateralt og invaderede Saddam Husseins Irak med misvisende oplysninger om masseødelæggelsesvåben som en væsentlig del af grundlaget. Storbritannien (og Danmark) var som bekendt på amerikansk side, mens Frankrig og Tyskland strittede imod. På begge sider af Atlanten opfattede man krisen som et tillidsbrud, og mange iagttagere mente, at såret ville blive umuligt at hele. Selvom Irak-krigen fik store internationale konsekvenser – herunder betydning for skiftet væk fra at bruge hårde magtmidler til at fremme demokrati – blev det dog heller ikke i denne omgang ødelæggende for forholdet mellem Europa og USA.

De to eksempler understreger, at man ikke bør undervurdere det transatlantiske forholds styrke. Det gælder også, når kriserne fremstår afgrundsdybe og uoverkommelige. Samtidig viser eksemplerne, at der er en tendens til at tænke på kriser som splittelse eller uenighed mellem regeringsledere over konkrete episoder eller specifikke udenrigspolitiske valg. De associeres med dramatik og retoriske udfald. Tænk bare på Emmanuel Macrons påstand om, at NATO er ’hjernedød’, eller Trumps seneste melding om at rykke amerikanske tropper ud af Tyskland som en straf for landets lave forsvarsbudgetter. Pointen er imidlertid, at der neden under det dramatiske og retoriske niveau foregår nogle mere fundamentale forskydninger, som måske i virkeligheden udgør den reelle krise. Det er i dette lys, at Trump-æraens negative betydning for det transatlantiske forhold skal forstås.

Analytisk er det nyttigt at skelne mellem tre aspekter af den europæiske og internationale orden, der tydeliggør, hvori den aktuelle transatlantiske krise består. Det drejer sig om tre skred – på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område, i de internationale regelsæt og endelig i de fælles værdier, som traditionelt har bundet det transatlantiske forhold sammen.

 

Europæerne skal kunne løse sine egne problemer, fordi USA ikke længere har hverken kapacitet eller vilje til at agere almægtig hegemon, der kan slukke alverdens sikkerhedspolitiske brande
_______

 

Europas svære selvstændiggørelse fra USA
Sikkerhedspolitisk har det transatlantiske forhold siden Anden Verdenskrigs afslutning været tæt knyttet til den amerikanske sikkerhedsgaranti og tilstedeværelse i Europa. Under Den Kolde Krig var USA’s interesser på det europæiske kontinent klare, da det handlede om at inddæmme Sovjetunionen i et globalt kapløb om magt og indflydelse. I årtierne efter Den Kolde Krigs afslutning flyttede sikkerhedspolitikken sig i retning af forskellige slags interventioner samt oprørs- og terrorbekæmpelse. Tyngdepunktet forblev imidlertid i Europa, hvor man fandt mere eller mindre velvillige partnere til at håndtere (og nogle gange skabe) problemer på Balkan, i Afrika og i Mellemøsten.

Men i disse år forandrer Kinas opstigning grundlæggende, hvor det amerikanske fokus ligger. Det er en forandring, der kun lige er begyndt. Godt nok har Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 fornyet den amerikanske opmærksomhed på – og militære tilstedeværelse i – særligt Østeuropa. Det ændrer dog ikke på, at USA’s strategiske hovedinteresser fremadrettet ligger uden for Europa og dets nærområde.

Derfor er der også et stærkt intensiveret krav fra USA’s side om, at Europa skal stå mere på egne ben i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Det handler ganske enkelt om, at europæerne skal kunne løse sine egne problemer, fordi USA ikke længere har hverken kapacitet eller vilje til at agere almægtig hegemon, der kan slukke alverdens sikkerhedspolitiske brande. Ambitionen om øget europæisk selvstændighed deles efterhånden mange steder i Europa.

Selvom det altid lyder fornuftigt at kunne stå mere på egne ben, er perspektiverne ikke problemfri. Først og fremmest er det tvivlsomt, om Europa kan og vil nok på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Mange mener, at forestillingen om strategisk autonomi, der især nyder tilslutning i Frankrig, er varm luft. Tyskland er med sin historiske ballast notorisk tilbageholdende på forsvarsområdet. Sammen søger Frankrig og Tyskland at fastholde Storbritanniens centrale placering i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik gennem E3-formatet, hvor de tre europæiske stormagter samarbejder om en fælles linje i forskellige sikkerhedspolitiske spørgsmål.

 

Kort sagt: Set fra USA er mere europæisk autonomi nødvendigt, men kun hvis det udfoldes i overensstemmelse med amerikanske interesser. Det bliver en hård nød at knække
_______

 

Brexit-kaosset gør dog briterne til en svagere partner – formentlig med et indskrænket forsvarsbudget som resultat af en dårligere økonomisk position. EU’s rolle er der heller ikke enighed om. Altså er der en reel risiko for, at USA’s fokusskift ikke afløses af europæiske alternativer, men i stedet af tiltagende sikkerhedspolitisk uorden i Europa og dets nærområder, fordi ingen har tilstrækkelig evne og vilje til at træde til.

Dertil kommer de dilemmaer, der er vævet ind i selve ideen om at kunne stå mere på egne ben. Amerikanerne har længe krævet, at Europa bliver bedre til at ’dele byrden’, dvs. at europæerne betaler mere til eget og fælles forsvar. Men hvad ville det faktisk medføre, hvis det skete? En hypotetisk situation, hvor Europa var USA’s jævnbyrdige i militær henseende, ville rykke så kraftigt ved magtbalancen internt i alliancen, at man kunne løbe ind i helt nye problemer. Eksempelvis kunne kriser af samme type som Suez og Irak blive farligere for det transatlantiske sammenhold, fordi relationen til USA ikke længere ville trumfe alle andre hensyn blandt de europæiske lande. Dermed kunne uenigheder rodfæste sig på en helt anden måde, end det er tilfældet i dag.

Selvom dette er et hypotetisk scenarie med lange udsigter, er dynamikken allerede nu på spil. I forbindelse med annonceringen af den kommende europæiske forsvarsfond (EDF) og lanceringen af det såkaldte ‘permanent strukturerede samarbejde’ (PESCO) har den amerikanske administration meddelt, at man ser med dyb skepsis på EU-initiativernes betydning for det forsvarsindustrielle samarbejde på tværs af Atlanten. EDF, som efter planen udmøntes fuldt fra 2021, har til formål at understøtte forskning på forsvarsområdet samt udvikling og anskaffelse af forsvarsmateriel med fælles midler. PESCO blev iværksat i 2017 og består af konkrete samarbejdsprojekter om at udvikle forsvarskapabiliteter mellem grupper af EU-lande. Initiativerne skal ses som et led i EU’s ambitioner om at styrke det indre marked på forsvarsområdet og forøge den europæiske evne til selvstændig kapabilitetsudvikling.

USA har imidlertid siddet på en betydelig del af det globale marked på forsvarsområdet og samtidig haft Europa som et væsentligt eksportmarked. Man er i USA derfor bekymret for at miste markedsandele. Samtidig er man også bekymret for, at de europæiske lande bliver mere afkoblet fra USA’s globale forsvars- og sikkerhedsnetværk, fx deltagelse i amerikansk-ledet multinational kapabilitetsudvikling som fx F-35-kampflyet.

Kort sagt: Set fra USA er mere europæisk autonomi nødvendigt, men kun hvis det udfoldes i overensstemmelse med amerikanske interesser. Det bliver en hård nød at knække.

 

Den regelbaserede internationale orden er imidlertid under tiltagende pres. Mest åbenlys er Trump-administrationens vedvarende frontalangreb på de regler, som USA i årtier har været hovedarkitekt bag
_______

 

Den regelbaserede verdensorden er under pres
Et af de mest transformative elementer ved den politiske arkitektur, der blev opbygget i Europa og det nordatlantiske område efter Anden Verdenskrig, var den høje grad af regelstyring. Både angående politisk og økonomisk samkvem blev mellemstatslige relationer reguleret i en række internationale organisationer – herunder EU, FN, OSCE og IMF – samt i diverse bi- og multilaterale aftaler. Logikken var, at stater ville følge fælles regler og normer for at muliggøre standardiserede og gavnlige samarbejdsrelationer og samtidig undgå omkostninger ved at være regel- og normbrydere. Fx baserer EU sig i dag på et vidtforgrenet regelsæt, der kan forekomme bureaukratisk og tungt, men som sikrer bredspektrede muligheder for politisk og økonomisk samarbejde.

Også Europa og USA’s ’eksterne’ relationer til Rusland (og tidligere til Sovjetunionen) har været baseret på regler. Det gælder bl.a. regler om militær informationsudveksling i Wien-dokumentet og begrænsninger på deployering af atomvåben i START-aftalen samt diverse uskrevne regler om militær, diplomatisk og økonomisk samkvem.

Den regelbaserede internationale orden er imidlertid under tiltagende pres. Mest åbenlys er Trump-administrationens vedvarende frontalangreb på de regler, som USA i årtier har været hovedarkitekt bag. Under Trump har supermagten bl.a. trukket sig fra handelsaftalen TPP, Paris-klimaftalen, atomaftalen med Iran, INF-traktaten, UNESCO og FN’s Menneskerettighedsråd. Senest har man annonceret, at man yderligere agter at trække USA ud af både verdenssundhedsorganisationen, WHO og Open Skies-traktaten.

Den tidligere topdiplomat Richard Haass har ligefrem foreslået, at Trumps udenrigspolitiske doktrin er en ’tilbagetrækningsdoktrin’ (withdrawal doctrine), som han bl.a. formulerede det i en kommentar i Washington Post. Flere af beslutningerne har udløst stor vrede i Europa, hvor man føler sig forrådt efter at have investeret betragtelig politisk kapital i at finde fælles løsninger. Det gælder ikke mindst Iran-aftalen og Paris-aftalen.

Hvis Joe Biden vinder valget til november, letter presset på den regelbaserede orden givetvis en anelse. Demokraternes præsidentkandidat har signaleret, at han vil omgøre flere af de seneste års udmeldelser. Spørgsmålet er imidlertid, om Trump allerede har fået varig betydning ved at tvinge andre til at skifte fokus fra det multilaterale til det bilaterale.

 

Hvis problemet kun omfattede stater uden for det transatlantiske område, ville den regelbaserede orden stå væsentligt bedre. Men USA bryder ofte reglerne. Irak-krigen, brugen af tortur, overvågning og hacking af europæiske allierede og brud på WTO’s handelsregler er blot nogle eksempler på en meget lang liste
_______

 

Selv hvis det ikke er tilfældet, tyder meget på, at den regelbaserede ordens udfordringer er kommet for at blive. Kina ønsker efter alt at dømme et system baseret på nogle regler, ikke mindst angående handel. Som Kinas selvhævdende adfærd i bl.a. Det Sydkinesiske Hav antyder, vil det dog næppe være fælles regler, der respekterer alle staters suverænitet og lige ret til selvbestemmelse. Det vil formentlig snarere være regler i tråd med Kinas egne internationale ambitioner. Samtidig er Rusland i det seneste årti blevet mere aggressivt i sin modstand mod det, der opfattes som en vestlig orden med vestlige regler. Det russiske regime vil med sandsynlighed fortsætte sin systematiske kampagne for at undergrave den europæiske orden og skabe splid i NATO og EU.

Hvorfor står den regelbaserede orden så svagt? Én tolkning er, at regler altid er et udtryk for de stærkes interessevaretagelse. Denne position indtages af mange forskere inden for den såkaldte realistiske tradition i studiet af international politik. Argumentet er, at reglerne blev skabt af de vestlige stater, mens disse stater var de ubestridt stærkeste og sad på den globale magt. I takt med at magten skifter væk fra det transatlantiske område, eroderer grundlaget for den regelbaserede orden.

En anden tolkning er, at regler kun fungerer, hvis der er udbredt tilslutning til dem og tillid til, at de følges. I denne sammenhæng er argumentet, at der ganske enkelt er for meget dobbeltmoral og for mange individuelle tilfælde af regelbrud til, at reglerne kan fungere. Hvis problemet kun omfattede stater uden for det transatlantiske område, ville den regelbaserede orden stå væsentligt bedre.

Men USA bryder ofte reglerne. Irak-krigen, brugen af tortur, overvågning og hacking af europæiske allierede og brud på WTO’s handelsregler er blot nogle eksempler på en meget lang liste. Europa er heller ikke uden problemer på denne front. Eksempelvis brød flere europæiske stater Dublin-forordningens angivelser om ansvaret for at behandle asylansøgninger i forbindelse med migrationskrisen i 2015. Den slags øger ikke tilslutningen og tilliden til fælles regler.

Endelig kan man også tolke den regelbaserede ordens aktuelle skrøbelighed som et resultat af, at substansen i international politik har forandret sig hastigt i de seneste årtier. Fra dette perspektiv handler krisen ikke så meget om, hvad man har gjort, men snarere om, hvad man ikke har gjort (endnu). Cyberspace, AI, disinformation, autonome våbensystemer, klimaforandringer og det maritime område er nogle af de punkter, hvor nye sikkerhedspolitiske problemer viser sig, men hvor effektive internationale regelsæt mangler.

 

De liberale demokratier har på en række områder ikke været i stand til at levere de svar, som deres egne befolkninger vil have. Det har svækket de underliggende værdier. De seneste år har populisme og nationalisme vundet terræn
_______

 

50 nuancer af demokrati
Det transatlantiske forhold anses af mange for at være baseret på en stærk kollektiv identitet omkring liberale og demokratiske værdier. Tanken er, at det transatlantiske område udgør et såkaldt sikkerhedsfællesskab (security community) – altså en gruppe af lande, der på baggrund af deres fælles værdier kan samarbejde og skabe velstand, fordi de alle tager for givet, at interne konflikter løses uden voldelige midler og krig.

Men også på dette punkt er der knas i maskinen. De liberale demokratier har på en række områder ikke været i stand til at levere de svar, som deres egne befolkninger vil have. Det har svækket de underliggende værdier. De seneste år har populisme og nationalisme vundet terræn på bekostning af international solidaritet, menneskerettigheder, konstitutionalisme, frihandel, personlige friheder og andre ideer, der karakteriserer åbne, demokratiske samfund. Disse tendenser forstærkes af aktører, som fx det russiske regime, der har interesse i at underminere demokratiske valghandlinger og undergrave værdifællesskabet blandt de liberale demokratier. Sammen med angrebene på den regelbaserede orden og populisternes tillokkende, men kortsigtede svar udgør udviklingen en giftig cocktail.

For første gang siden Den Kolde Krig udfordres den liberale demokratiske model af reelle alternativer. Kinas markedsorienterede statskapitalisme har i en årrække vist, at det er muligt at have høje vækstrater og give en voksende middelklasse nye muligheder, selvom det politiske system hverken er liberalt eller demokratisk. Med ’den nye silkevej’ – som det transnationale kinesiske bælt- og vej-initiativ ofte omtales – eksporterer Kina både tankegods og praktiske styringsredskaber til magthavere overalt på kloden. Dertil kommer den nye overvågningskapitalisme, som ifølge forskeren Shoshana Zuboff giver store techvirksomheder og de stater, der samarbejder med dem, hidtil usete magtmidler. Påvirkning, kontrol og undertrykkelse er gode vilkår for dem, der er på forkant med overvågningskapitalismen, både i demokratier og autokratier.

De autokratiske tilbøjeligheder er under Trump blevet synlige i det land, der indtil for nylig så sig selv som den demokratiske verdens ’shining city on a hill’ – altså som et foregangsland, der kunne inspirere demokratier overalt på kloden. Det handler delvist om præsidentens personlige krig mod det amerikanske politiske systems integritet og borgernes centrale frihedsrettigheder samt hans forkærlighed for diktatorer og autoritære ledere. Det handler dog også om, at det politiske system er så dysfunktionelt og medfører så meget polarisering, at autokratiske strømninger kan slå rod.

 

Jean Monnet, der var en af de helt centrale skikkelser bag EU-samarbejdet, er kendt for at sige: ”Europa vil blive smedet sammen i kriser”. Noget tyder på, at han havde ret. Annekteringen af Krim, migrationskrisen, Brexit og Trump har i hvert fald sat tingene i bevægelse
_______

 

Problemet findes imidlertid ikke kun i USA. Den amerikanske organisation Freedom House udgav i marts 2020 sin årlige rapport, der viste, at demokratiet for 14. år i træk er på tilbagegang globalt set. Historikeren Anne Applebaum taler om ’demokratiets tusmørke’ (twilight of democracy) og viser, hvordan autokratiske ideer vinder indpas hos nogle eliter i en række lande, som ellers har været on track i demokratisk forstand. Det gælder også i Europa med Ungarn og Polen som de tydeligste – men absolut ikke eneste – eksempler.

Før var politiske hybridformer kortvarige stoppesteder på vejen mod den liberale endestation. Nu normaliseres og institutionaliseres de. Tendensen med forskellige hybridregimer blev allerede beskrevet omkring årtusindeskiftet, hvor bl.a. Fareed Zakaria undersøgte fremkomsten af illiberale demokratier, mens Steven Levitsky og Lucan Way beskrev en udvikling i retning af competitive authoritarianism. I dag er sådanne styreformer, der kombinerer demokratiske og autokratiske elementer, konsolideret mange steder. Vi skal måske vænne os til mange nuancer af demokrati. Det kan være godt for pluralismen, men næppe for ’vi-følelsen’ og det transatlantiske sammenhold.

Aktiv afventning
Der er begyndt at ske noget i Europa. Jean Monnet, der var en af de helt centrale skikkelser bag EU-samarbejdet, er kendt for at sige: ”Europa vil blive smedet sammen i kriser”. Noget tyder på, at han havde ret. Annekteringen af Krim, migrationskrisen, Brexit og Trump har i hvert fald sat tingene i bevægelse.

Den nye Europa-Kommission under Ursula von der Leyens ledelse har døbt sig selv ’den geopolitiske kommission’. Man ønsker at sætte EU’s selvbillede som en blød, normativ magt på sidelinjen og i stedet tale geopolitikkens sprog. Dette underbygges med udviklingen af EDF, PESCO og en lang række andre europæiske initiativer, der skal gøre, at Europa kan langt mere på egen hånd. Senest er det også underbygget med en mere fast og handlekraftig tilgang over for Kina – et område, hvor man ellers længe har været meget tilbageholdende – efter indførelsen af en kontroversiel national sikkerhedslov i Hongkong. Samtidig forsøger de toneangivende europæiske aktører at fastholde et sprog og en politisk linje, der betoner betydningen af fælles regler og værdier, muligvis med tanke på det, der følger efter Trump.

 

Den danske aktivisme bør udvides, så den ikke kun handler om at smide æg i alle de rigtige kurve, men også om at bidrage til den strategiske tænkning omkring Europa og det transatlantiske forholds fremtid
_______

 

De europæiske bevægelser skaber dog samtidig udfordringer for de enkelte europæiske stater. Selvom de fleste er enige i den langsigtede interesse i både at kunne mere selv og fastholde (eller genopbygge) de tætte transatlantiske bånd, er der på kort sigt vanskelige problemstillinger og valg at forholde sig til.

Eksempelvis tilbyder det tættere forsvarsindustrielle samarbejde i Europa attraktive veje til kapabilitetsudvikling sammen med europæiske partnere, bl.a. på grund af de nye midler i EDF. Omvendt viser erfaringen, at forsvarsindustrielt samarbejde med USA er et godt kort, hvis man vil maksimere indflydelsen i Washington. I nogle tilfælde vil det være umuligt at tilgodese begge hensyn. Ud over denne slags relativt kortsigtede dilemmaer er der også mere generel uenighed om, hvordan man rent faktisk bedst opnår de langsigtede mål. Mange vægrer sig derfor ved at omlægge deres hidtidige kurs.

Det gælder også Danmark, der indtil videre har anlagt en tilgang, der bedst kan beskrives som aktiv afventning. På den ene side forholder man sig afventende i forhold til det transatlantiske og intraeuropæiske spil. Der gives ingen bombastiske meldinger, og der træffes ikke nogen afgørende nye udenrigspolitiske valg. Regeringens seneste udmelding om et intensiveret fokus på værdier ændrer ikke på den afventende indstilling i alliancepolitikken, hvor USA fortsat fremhæves som den vigtigste partner.

På den anden side arbejder man aktivt og målrettet på at fastholde og udbygge bilaterale relationer med en bred vifte af prioriterede partnerlande. Danmark er således med i EDF, støtter PESCO og er aktiv i det nye franske EI2-format, som bl.a. har ledt til dansk deltagelse i Frankrigs flådemission i Hormuz-strædet.

Men selvom ’aktiv afventning’ er en forståelig tilgang under de usikre betingelser, der karakteriser den aktuelle situation, kan Danmark få meget ud af at gå mere direkte ind i den gryende europæiske debat. Særligt givet Danmarks outsiderposition i kraft af forsvarsforbeholdet er det snusfornuft at holde sig til, når man kan. Den danske aktivisme bør med andre ord udvides, så den ikke kun handler om at smide æg i alle de rigtige kurve, men også om at bidrage til den strategiske tænkning omkring Europa og det transatlantiske forholds fremtid.

 

Trumps præference for uforudselighed og forkastelse af nyligt indgåede aftaler skaber kun øget mistillid. Men hvis Europa på længere sigt for alvor skal styrkes forsvars- og sikkerhedspolitisk, uden at det skal skubbe USA væk, kræver det, at tillidsrelationen plejes og prioriteres konstant
_______

 

Det transatlantiske forhold 2.0
Den transatlantiske krise formes som indikeret ovenfor af fundamentale forskydninger i europæisk og global politik. Analysen af de transatlantiske problemer med henholdsvis forsvar og sikkerhed, regler og værdier peger på to områder, der kan medvirke til at forny forholdet imellem Europa og USA.

For det første er det tid til at sætte fokus på tillid. Det har længe været almen viden blandt diplomater (og i tiltagende grad også forskere), at tillidsrelationer er svære, men livsnødvendige i international politik. Tillid gør det muligt at sætte parentes om usikkerhed og sårbarhed. Man kan dermed samarbejde, på trods af at man aldrig kan vide, hvad modparten tænker eller vil gøre i fremtiden. Og på trods af, at der ikke er noget internationalt politi, der kommer og straffer ’de andre’, hvis de snyder eller render fra en aftale. Tillid fungerer også som en slags lim, der binder stater, samfund og individer sammen på tværs af grænser – ligesom man kender det i dagligdagens sociale relationer. Man forbindes ganske enkelt med dem, man stoler på.

Med Trump ved roret er det nærmest umuligt at tænke på tillid. Hans præference for uforudselighed og forkastelse af nyligt indgåede aftaler skaber kun øget mistillid. Men hvis Europa på længere sigt for alvor skal styrkes forsvars- og sikkerhedspolitisk, uden at det skal skubbe USA væk, kræver det, at tillidsrelationen plejes og prioriteres konstant. Dertil kommer, som antydet ovenfor, den vigtige rolle, som tillidsrelationer imellem stater har i forhold til at genopbygge den regelbaserede orden. Særligt hvis de fælles værdier ikke er stærke nok til at holde sammen på det transatlantiske område, bliver tilliden til, at andre følger de fælles regler, altafgørende.

Danmark bryster sig af at være et tillidssamfund. Det handler bl.a. om institutioner, om kultur og om alskens sociale interaktioner. Danmark er også et land, som man ofte stoler på i international politik – en ’god international medborger’. Måske er der et rum for at gøre tillid til en dansk diplomatisk eksportvare. I Holland eksporterer man viden om diplomatiske forhandlinger. I Danmark kunne man eksportere viden om, hvordan man opbygger og understøtter tillidsrelationer.

 

Der er også behov for et mere samlende projekt. I den sammenhæng bør Europa sammen med USA genindtage positionen som frontløbere, når det handler om at skrive (og følge) spillereglerne for den globale orden. Det gælder særligt angående den accelererende teknologiske udvikling
_______

 

For det andet er det nødvendigt at skabe ny energi i det transatlantiske forhold. Europa og USA er med god grund – og på hver sin måde – i defensiven. Nogle gange er en gennemtænkt offensiv dog den bedste måde at forsvare sig på. Europa skal simpelthen øge den forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitiske kapacitet og blive mere selvstændigt. I sidste ende vil det også være til USA’s fordel.

Men der er også behov for et mere samlende projekt. I den sammenhæng bør Europa sammen med USA genindtage positionen som frontløbere, når det handler om at skrive (og følge) spillereglerne for den globale orden. Det gælder særligt angående den accelererende teknologiske udvikling. Den digitale teknologi fylder på godt og ondt mere og mere i almindelige menneskers liv, samtidig med at den forandrer præmisserne for international politik. Ved at fokusere på at skabe regler for aktiviteter i cyberspace, big tech, AI, sociale medier, robotteknologi, autonome våbensystemer og andre væsentlige områder kan man i bedste fald adressere reelle bekymringer og problemer i folks liv og samtidig gøre den internationale arena mere gunstig for de liberale demokratier i Europa og Nordamerika.

Også her har Danmark gode muligheder for at byde ind. Som et af verdens mest digitaliserede samfund er der rige erfaringer med at finde løsninger på forskellige konkrete problemstillinger. Internationalt har Danmark investeret relevant politisk kapital og profilerer sig med en techambassadør og såkaldt techplomacy i Silicon Valley. Endelig har man med Margrethe Vestager som centralt placeret kommissær i spidsen for EU’s håndtering af spørgsmålet en vigtig allieret, der kan sætte dagsordenen på europæisk niveau.

Tillid og techregler kan altså være en del af svaret på den transatlantiske krise. Under de nuværende omstændigheder virker et fornyet og forbedret transatlantisk forhold godt nok som en fjern og halvnaiv illusion. Ikke desto mindre er det i både Europas og USA’s realpolitiske interesse at forfølge den illusion. Det nært forestående valg i USA afgør, hvor stærk modstanden bliver på kort sigt. Men Europa skal i gang uanset hvad – for det tager tid at forberede sig på det lange sigt. ■

 

Under de nuværende omstændigheder virker et fornyet og forbedret transatlantisk forhold godt nok som en fjern og halvnaiv illusion. Ikke desto mindre er det i både Europas og USA’s realpolitiske interesse at forfølge den illusion
_______

Apropos denne artikel:

RÆSON61: HVAD VERDEN VIL FORTÆLLE TRUMP

På gaden nu: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten – fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Jonatan Søgaard (KU): Danske borgerlige må sige fra overfor USA. For Trump er ikke konservativ

Simon S. Schultz: Trumps handelspolitik giver faktisk mening – og den åbner et historisk vindue for Europa

Lars Bangert Struwe om faldende oliepriser: Er Trumps toldkrig ved at bane vejen for fred i Ukraine?

Astrid Kjeldgaard-Pedersen: Trump og co. kan ikke egenhændigt afvikle den internationale retsorden