23.07.2020

Nu siver nogle af de vælgere, der i tre år har bakket præsidenten op gennem en serie af skandaler. Erhvervsmanden, der ville drive USA som en effektiv virksomhed, har kun én chance tilbage: At gøre det.

Long-read af Niels Bjerre-Poulsen

De seneste måneders meningsmålinger har været hård læsning for præsident Trump og folkene i hans genvalgskampagne. Han er markant bagud, såvel i de nationale meningsmålinger, som i stort set alle meningsmålinger fra de såkaldte ”svingstater”. For at gøre ondt værre, er der også en række ellers solide Republikanske stater – stater som Trump vandt stort i 2016 – som nu synes at være i spil.

Nationalt er Trump bagud med 11 pct. og 50 pct. af de adspurgte siger, at de ”under ingen omstændigheder” vil stemme på ham. Så klare er tallene i den seneste NBC/Wall Street Journal poll. I den seneste Quinnipiac University Poll er Bidens forspring på hele 15 pct., og 60 pct. af de adspurgte misbilliger (”disapprove”) Trumps embedsførelse. Quinnipiacs chef-analytiker konkluderer, at “There is no upside, no silver lining, no encouraging trend hidden somewhere in this survey for the President”.

Man bør selvfølgelig tage en række forbehold: Der er lang tid til november (om end ikke lige så lang tid til, at man begynder at kunne brevstemme i nogle stater), og erindringerne fra 2016, hvor de fleste tog grueligt fejl, skræmmer fortsat. Det ændrer dog ikke ved, at noget tilsyneladende er gået helt galt for præsidenten i de seneste måneder. Økonomien ser ikke længere ud til at være hans trumfkort, og de to spørgsmål, hvor vælgerne giver ham det allerdårligste skudsmål, nemlig raceforhold og COVID-19-pandemien, er uheldigvis for ham også de spørgsmål, vælgerne lige nu går mest op i. Til trods for kriser, skandaler og en rigsretssag har præsident Trumps meningsmålinger stort set ikke ændret sig i løbet af de seneste fire år. Han har haft et loft over sin opbakning, men også et gulv under den. “Loftet‟ har bevirket, at han som den eneste præsident nogensinde aldrig har opnået billigelse fra halvdelen af vælgerne – heller ikke da arbejdsløsheden var på sit laveste. ”Gulvet” har været millioner af trofaste tilhængere, som har støttet præsidenten i forbindelse med skandaler, som de fleste kommentatorer mente ville svække opbakningen til ham. Skandaler, der let blev afskrevet af både Trump og hans tilhængere som ”fake news”.

Trumps støtte i det Republikanske Parti er forblevet høj, men andelen af vælgere, der ifølge Gallup identificerer sig som Republikanere er til gengæld skrumpet. I januar 2020 gjaldt det 49 pct. I juli 2020 gjaldt det blot 39 pct. I samme periode steg andelen af vælgere, der identificerer sig som Demokrater fra 47 pct. til 50 pct. På det politiske landkort har Trumps vej til genvalg hele tiden været snæver, og i sine tre et halvt år som præsident har han stort set intet gjort for at vinde nye vælgere. Han har formodentlig aldrig haft illusioner om at vinde genvalg med et flertal af stemmer – alt har drejet sig om at mobilisere netop de vælgere, det kræver at gentage kunststykket fra 2016, hvor omkring 77.000 stemmer sikrede ham et snævert flertal i valgmandskollegiet.

I 2020 står Trump overfor at skulle opildne og fastholde basen af loyale ”trumpister” gennem en stribe af store rallies. Resten af de nødvendige stemmer søger han blandt vælgere, der ikke nødvendigvis bryder sig om hverken Trump som person eller om hans ”kulturkrig”, men som hidtil har bifaldet hans økonomiske politik.

Nok var vejen altid snæver, men i begyndelsen af året så Trumps genvalgschancer gode ud. I de sidste hundrede år er amerikanske præsidenter som regel blevet genvalgt til en anden embedsperiode – hvis de vel at mærke rent fysisk overlevede den første. Ikke mindst fordi præsidentembedet fungerer som en stor megafon.

Men allerede i begyndelsen af året var spørgsmålet, om den almindelige logik også gælder Trump. Trods adskillige forsøg på at ”normalisere” ham som en regulær Republikansk politiker med et usædvanlig sprogbrug, er han som præsident uden sidestykke i amerikansk historie: Ingen anden præsident har på samme måde fået sin politiske energi fra at splitte den amerikanske befolkning i et ”dem” og et ”os”; ingen andre har på samme måde afskrevet halvdelen af den amerikanske befolkning som sine modstandere, og medierne som ”fjender af folket”. Hos mange vælgere, der i 2016 stemte på Trump, var der næppe en forventning om, at han agtede at regere, som han havde ført valgkamp. Det er anderledes nu.

For nogle vælgere er det netop, hvad de påskønner hos ham. De er kommet til hans rallies, ikke blot for at opleve samhørighed, men også for at opleve ham angribe ”politisk korrekthed”. For dem er owning the libs – at tage fusen på de venstreorienterede – blevet en politisk målsætning i sig selv. Men hvor disse vælgere har fået fuld valuta for pengene i de forløbne år, så har der været et markant frafald blandt andre grupper af vælgere. Skal man tro meningsmålingerne, så gælder det ikke mindst blandt kvindelige hvide forstadsvælgere, der i 2016 gav udfordreren Donald Trump en chance, men nu er trætte af polariseringen. Republikanske kandidater har traditionelt haft en fordel blandt forstadsvælgere, men frafaldet var allerede tydeligt ved midtvejsvalget i 2018, og der er al mulig grund til at tro, at det også ville være tilfældet i 2020. I den seneste meningsmåling fra NPR/PBS NewsHour/Marist ville Joe Biden, hvis der var valg i dag, vinde forstæderne med 60 pct. mod Donald Trumps 35 pct. af stemmerne.

 

De er kommet til hans rallies, ikke blot for at opleve samhørighed, men også for at opleve ham angribe ”politisk korrekthed”. For dem er owning the libs – at tage fusen på de venstreorienterede – blevet en politisk målsætning i sig selv
_______

 

Krisen, der ikke kunne tales væk
Trumps styrke har i høj grad været hans evne til at fremmane en alternativ virkelighed for sine tilhængere. Han har aldrig udvist nogen egentlig interesse for at regere, men snarere sigtet efter at projicere styrke og skabe opmærksomhed – om nødvendigt ved at iværksætte pseudo-begivenheder eller italesætte nye konflikter.Mange politiske iagttagere i USA priste sig længe lykkelige over, at han ikke skulle håndtere nogen alvorlige kriser, han ikke selv havde skabt. Det fik han så med COVID-19-pandemien, og virussen er selvsagt ligeglad med præsidentens bestræbelser på at skabe ”alternative sandheder”.

Trump gjorde sin tilgang til COVID-19-krisen klar i begyndelsen af marts 2020, da krydstogtsskibet Grand Princess lå i farvandet ud for San Francisco – med mindst 35 COVID-19-smittede amerikanere ombord. Præsidenten fastslog, at han personligt ikke brød sig om, at skibets passagerer fik lov at komme i land: ”Jeg kan bedst lide, at [smitte]tallene bliver, hvor de er”. Han tilføjede, at han ikke havde brug for at se antallet af smittede fordoblet ”på grund af ét skib, som ikke var vores skyld”. Han fokuserede på det nationale smittetal – ikke på passagererne. Da han midt i marts blev bedt om at bedømme sin egen indsats i kampen mod COVID-19 på en skala fra 1-10, gav han sig selv et 10-tal. På det tidspunkt havde de fleste lande i Europa og Asien allerede taget drastiske skridt for at begrænse smittespredningen, mens Trump fortsat talte om, at virussen ”på magisk vis” ville forsvinde af sig selv.
Præsidentens uvilje mod at handle hurtigt, og dermed også henlede offentlighedens opmærksomhed på det reelle omfang af problemet, er efter flere eksperters opfattelse en af hovedårsagerne til, at smittekurven har udviklet sig helt anderledes i USA end eksempelvis i de europæiske lande. Men tøven er langt fra hele forklaringen.

Allerede den 29. februar havde præsidenten ved et stort rally fortalt sine tilhængere, at frygten for Corona-virus var Demokraternes ”nyeste svindelnummer” – endnu et forsøg på at skade ham politisk. Hele den foregående måned havde han så godt som intet foretaget sig, trods advarsler fra flere af hans egne rådgivere om, at smitten hurtigt kunne brede sig som i Wuhan, og at tiden var inde til at træffe de nødvendige foranstaltninger.

Et af Trumps argumenter for, at alt var under kontrol, var paradoksalt nok at henvise til alle de informationer, han løbende modtog fra den kinesiske regering. Hele 15 gange mellem 22. januar og 29. februar lovpriste præsidenten i Tweets eller interviews den kinesiske regerings imødekommenhed, der ville forhindre, at virussen blev et alvorligt problem i USA. Han gjorde det også klart, at det netop var hans eget gode forhold til præsident Xi, der sikrede den kinesiske åbenhed. Den 26. februar havde han så godt som afskrevet truslen om, at smitten for alvor kunne brede sig i den amerikanske befolkning: ”Vi har 15 mennesker”, sagde han på et pressemøde, ”og i løbet af et par dage vil tallet falde til tæt på 0”.

Da den forudsigelse tydeligvis ikke holdt stik, var Trump splittet mellem to modsatrettede instinkter: Skulle han projicere styrke eller skulle han snarere forsøge at undvige ansvaret, hvis smitten bredte sig? Momentvis erklærede han, at han havde ”fuld kontrol” og ”total autoritet” – oftest suppleret med beretninger om, hvordan lande i hele verden beundrede, hvad han og hans regering havde udrettet i bekæmpelsen af COVID-19. I en periode i april måned valgte Trump at holde lange daglige pressebriefings, og interessen for dem fik han til at se mulighederne for at bruge dem som en slags valgmøder, nu, hvor det ikke længere var muligt at afholde rallies. Det var dog primært eksperterne folk gerne ville høre fra, og møderne begyndte at give politisk bagslag, da præsidenten sporadisk begyndte at lancere ideer til, hvordan virussen kunne bekæmpes. Helt galt gik det den 23. april, da Trump luftede muligheden for, at man kunne sprøjte blegemiddel ind i kroppen eller måske gennemlyse organerne med UV lys for at dræbe virus. I kølvandet på de voldsomme negative reaktioner, lykkedes det præsidentens rådgivere at overtale ham til at aflyse disse pressemøder, der tydeligvis skadede ham politisk. I mandags meddelte præsidenten så, at han genoptager dem – dog ikke dagligt (se foto).

Efter at den oprindelige række af daglige briefings blev aflyst, valgte Trump i stigende grad den anden løsning, nemlig at fralægge sig ansvaret med henvisning til, at USA er en føderation. Det var de enkelte staters guvernører, der havde ansvaret for håndteringen af pandemien, lød budskabet. I Det Hvide Hus betegnede man på de daglige møder om pandemien disse politisk motiverede bestræbelser på at frakende sig ansvaret for ”state authority handoff”.

 

Trump stod splittet mellem to modsatrettede instinkter: Skulle han projicere styrke eller skulle han snarere forsøge at undvige ansvaret, hvis smitten bredte sig? Momentvis erklærede han, at han havde ”fuld kontrol” og ”total autoritet” – oftest suppleret med beretninger om, hvordan lande i hele verden beundrede, hvad han og hans regering havde udrettet i bekæmpelsen af COVID-19
_______

 

Pandemien som kulturkrig
Nok er USA stort og dets sundhedssystem et kludetæppe – eller rettere: Netop ikke noget system – men den føderale regering kunne ikke desto mindre have spillet en vigtig koordinerende rolle, så 50 stater ikke skulle kæmpe hver for sig om tests og sikkerhedsudstyr. Den rolle påtog Trump-regeringen sig ikke. Havde man ikke ansvaret for bekæmpelsen af smittespredningen, havde man heller ikke ansvaret for de økonomiske følger af nedlukning og restriktioner. Præsidenten kunne tilmed bruge sin Twitter-konto til at støtte demonstranter rundt omkring i landet, der forlangte, at deres guvernører skulle ignorere de regler for genåbning, som CDC havde udarbejdet. ”LIBERATE MICHIGAN!”, ”LIBERATE MINNESOTA!”, ”LIBERATE VIRGINIA!”, lød nogle af hans Tweets. Han retweetede også diverse konspirationsteorier, som gav indtryk af, at Demokratiske guvernører ikke alene var overforsigtige, men bevidst forsøgte at skade den amerikanske økonomi for at skade ham.

Trump øjnede en politisk fordel ved først og fremmest at tage æren for det, der gik godt, og samtidig fralægge sig ansvaret for alle problemer, der kom i kølvandet på COVID-19. Dermed gjorde han pandemien til endnu en slagmark for den igangværende ”kulturkrig”. Her udkæmpedes en strid mellem modige Republikanske guvernører – der satte friheden højest og ønskede så få restriktioner som muligt – og hændervridende liberale Demokrater, der blot ville lade alt gå i stå.

Præsidentens incitament til at politisere krisen blev næppe mindre, da det stod klart, at det i krisens første måneder især var stater med Demokratiske guvernører, der var hårdt ramt. Så sent som den 27. april skrev Trump i et Tweet: ”Hvorfor skulle Amerikas befolkning og skatteydere komme dårligt ledede stater (som fx Illinois) og byer, i alle tilfælde regeret og administreret af Demokrater, til økonomisk undsætning, når de fleste andre stater ikke søger økonomisk hjælp?” Argumenter om, at turen også før eller siden ville komme til flere Republikanskledede stater slog han hen. Faktisk var der også nogle af dem, som tidligt havde brug for den føderale regerings hjælp. De blev ikke nævnt i præsidentens Tweets, men de fik på den anden side heller ikke den nødvendige hjælp. Marylands Republikanske guvernør Larry Hogan så tilbage på fraværet af hjælp fra den føderale regering i en stærkt kritisk klumme i The Washington Post den 16. juli: Skønt præsident Trump havde erklæret, at ”alle der vil have en test kan få en test”, var der langt fra nok test-sæt og beskyttelsesudstyr at få. Maryland måtte til sidst selv anvende private kontakter til at købe udstyr direkte fra Sydkorea.

Overblikket i den føderale regering blev næppe bedre af, at præsident Trump havde nedlagt hele det pandemiberedskab, som præsident Obama i 2016 havde etableret under det nationale sikkerhedsråd. Det afholdt dog ikke Trump fra efterfølgende at give sin forgænger skylden for det manglende nationale beredskab – heller ikke selvom der var tale om en virus, der først var opstået i 2019, næsten tre år inde i Trumps embedsperiode.

 

Argumenter om, at turen også før eller siden ville komme til flere Republikanskledede stater slog han hen. Faktisk var der også nogle af dem, som tidligt havde brug for den føderale regerings hjælp
_______

 

Forretningsmanden på prøve
Det næste skridt i ansvarsforflygtigelsen kom, da præsident Trump den 6. april meddelte, at det var delstaternes egen opgave at anskaffe de fornødne test-sæt, som var et helt centralt element i bestræbelserne på at få spredningen af virusset under kontrol: ”Stater kan lave deres egne tests. Vi er den føderale regering. Vi kan ikke forventes at stå på gadehjørner og lave tests”. På det tidspunkt var en række stater allerede gået sammen i konsortier for at indkøbe de tests og det beskyttelsesudstyr, som den føderale regering ikke organiserede produktion eller indkøb af. I flere tilfælde var den manglende koordination fra Washington D.C. og den direkte konkurrence mellem delstaterne med til at presse priserne op for alle.

Den 10. marts blev præsidentens hovedargument mod klager og nødråb fra guvernører, at der ikke var grund til at lave alle disse tests – som CDC ellers betragtede som et centralt element i bekæmpelsen af COVID-19. Mens nogle Republikanske guvernører – som Larry Hogan i Maryland, Charlie Baker i Massachusetts, og Mike DeWine i Ohio – i praksis brød med præsidenten og indførte deres egne forholdsregler, lagde andre Republikanske guvernører som Ron DeSantis i Florida, Greg Abbott i Texas, og Brian Kemp i Georgia sig tæt op ad præsident Trumps linje. Ironisk nok bestod den blandt andet i at ignorere de råd for gradvis økonomisk genåbning, som CDC har udsendt – at vente til smittetrykket faldt. Guvernør DeSantis fra Florida fulgte endda også præsidentens anbefaling af malariamidlet Hydroxychloroquin. Skønt midlet endnu ikke var testet tilstrækkeligt, og delstatens hospitaler ikke ønskede det, indkøbte guvernøren en million doser af en medicin, der viste sig at være ubrugelig.

Det er rimeligt at spørge, om ikke præsident Trump ganske enkelt selv har fået dårlig vejledning, og om ikke en stor del af ansvaret bør placeres hos eksperterne hos CDC, National Institute of Health og andre steder i det føderale bureaukrati. Men svaret er nej: Trump fik ikke dårlig vejledning – han ignorerede oftest den lægefaglige rådgivning. Derfor bør en meget stor del af skylden for den efterfølgende katastrofale udvikling, som pandemien har taget i USA, retteligt placeres hos ham. Det har i høj grad været hans personlige idiosynkrasier, generelle inkompetence og manglende evne til at tænke længere frem end til den næste nyhedscyklus, der har afholdt den føderale regering fra at gøre det nødvendige.

Andre statsledere rundt omkring i verden har vundet anerkendelse for deres krisehåndtering og der var masser af ting, præsidenten kunne have gjort, som ville have stillet ham i et gunstigt lys. Først og fremmest kunne han tidligere – og i langt større grad – have gjort brug af the Defense Production Act (DPA). Det ville selvfølgelig også have henledt endnu større opmærksomhed på den pandemi, præsident Trump anstrengte sig for at tale ned – men skal man tro meningsmålingerne, så har hans manglende formåen som problemknuser skadet ham mere.

Hvis præsident Trumps primære målsætning var en hurtig genåbning af økonomien, så er der ikke megen logik i hans bestræbelser på samtidig at stimulere en modvilje mod mundbind og andre tiltag, der kan sænke smittespredningen. Skønt de netop kunne medvirke til at øge den økonomiske aktivitet, valgte Trump alligevel længe at behandle disse tiltag som en manifestation af ”politisk korrekthed” eller som et statsligt angreb på borgerlige frihedsrettigheder. Måske så Trump også maskerne som en daglig visuel påmindelse om, at Amerika – selv med ham i Det Hvide Hus – ikke var great again.

Mens mange vælgere uden tvivl støttede – og fortsat støtter – Trumps ”kulturkamp”, så er det værd at huske, at han i sin valgkamp i 2016 også solgte sig på ideen om, at han kunne anvende de samme kvalifikationer, der angiveligt havde gjort ham rig, i hans politiske virke. Han var forfatteren til The Art of the Deal, som nu agtede at samle de dygtigste folk omkring sig og drive USA som en virksomhed. Om det gjaldt illegal immigration, sygesikring eller handelsaftaler med Kina var hans svar det samme: ”I am the only one who can fix it”. Det er sandsynligvis blandt nogle af de vælgere, der købte denne ide om Trump som problemløser, at skuffelsen over hans håndtering af pandemien har været størst. Skal man tro meningsmålingerne, gælder det ikke mindst blandt ældre vælgere, der føler sig akut truet af virussen og samtidig ser en præsident, der synes blottet for empati, mens han forsøger at bagatellisere truslen.

Et af de retoriske greb, Trump har anvendt i sine bestræbelser på at tale pandemien ned, er at omtale den i datid. Trods den voldsomme stigning i antallet af smittede udlægger både han og hans talspersoner nu nye tilfælde som de sidste gøder fra bålet (”embers”). Og et tilbagevendende tema i Tweets og interviews er fortsat, at problemets tilsyneladende omfang ene og alene kan tilskrives, at regeringen har været så god til at organisere COVID-19-tests, at man også havde fundet langt flere tilfælde end i andre lande. Testede man mindre, konkluderede præsidenten, ville der også være færre syge. Et vittigt hoved (journalisten Dan Rather) har foreslået, at man vel også kunne løse problemet med illegal immigration ved blot at lade være med at tælle antallet af immigranter. Ingen af præsidentens rådgivere har dog formået at få ham til at droppe argumentet. Så sent som på sit pressemøde i Det Hvide Hus’ Rosenhave 15. juli sagde han: ”tænk på dette: Hvis vi ikke lavede nogen tests – i stedet for at test over 40 millioner mennesker, hvis vi kun testede halvt så mange, så ville vi også kun have halvt så mange tilfælde. Hvis vi gjorde endnu en … du halverer det [antal], så ville du igen kun have halvdelen af det”.

Præsident Trump fastholder også, at USA har et af de laveste – eller det laveste – antal døde per 100.000 indbyggere i verden. Da han den 19. juli 2020 lod sig interviewe af Fox News’ Chris Wallace, udspillede følgende ordveksling sig:

WALLACE: Vi har den 7. højeste dødelighed i verden”
PRÆSIDENTEN: Vi har en af de laveste dødsrater i verden… Vi har en af de laveste… Måske den laveste noget sted i verden… Nummer ét i lav dødelighed… Du sagde, at vi havde den værste dødelighed i verden… og vi har den bedste”

Wallace havde faktisk sagt den 7. højeste, og det er desværre korrekt. Tilmed er smitten i nogle stater nu er så udbredt, at det kræver langt mere omfattende tiltag at få den under kontrol. Trumps gentagne forsikringer om, at hans og regeringens indsats bliver beundret overalt i verden er for de fleste amerikanere også svær at forene med den omstændighed, at de i øjeblikket ikke kan rejse til Europa, ja end ikke til Bahamas, der ellers stort set lever af amerikanske turister. I Danmark var i alt 611 mennesker pr. 16. juli 2020 døde med COVID-19. Regner man med, at den amerikanske befolkning er ca. 60 gange større, så vil det svare til, at 36.600 mennesker i USA havde mistet livet. Det virkelige tal i USA var imidlertid på samme dag 136.938 – altså næsten fire gange højere end i Danmark. For at gøre ondt værre, var smittekurven – da pressemødet fandt sted – mange steder i USA fortsat stigende med omkring 70.000 nye tilfælde om dagen. Ikke desto mindre valgte Trump endnu engang at signalere til offentligheden, at han var holdt op med at interessere sig for pandemien. En rådgiver fortalte The Washington Post, at præsidenten ”ikke rigtigt arbejder med dette mere. Han vil ikke lade sig distrahere af det. Han ringer ikke og spørger om data. Han bekymrer sig ikke over [antallet af] sager”.

Samtidig forsøgte pressesekretæren i Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany, endnu engang at bluffe sig til et andet billede af situationen: “Vi mener, at præsidenten nyder stor anerkendelse i dette land. Hans historiske håndtering af COVID taler for sig selv, med hans levering af respiratorer og tests, hvor vi har været den førende i verden i antallet af tests vi har stillet til rådighed, behandlingsformer, de 13 kandiderende vacciner… Præsidentens svar [på pandemien] har været historisk, og vi tror, at hans støtte i dette land afspejler dette”. “Taler for sig selv” ville have været et stærkere retorisk greb, hvis ikke meningsmålingerne rent faktisk viste, at et stort flertal af amerikanere IKKE synes, at præsidenten har håndteret pandemien godt. Den amerikanske befolkning er af indlysende grunde ikke holdt op med at bekymre sig, og det afspejler sig tydeligt.

 

Præsidenten har han kastet sig ud i et helhjertet forsvar for bevarelsen af statuer af konføderationens generaler og truet med at nedlægge veto mod hele forsvarsbudgettet, hvis man ændrer navnene på kaserner og baser, der er opkaldt efter dem. Generaler, der vandt deres berømmelse ved at kæmpe mod USA
_______

 

Kan kursen lægges om?
Håndteringen af pandemien er sammen med raceforhold blevet de to politiske emner, der optager de amerikanske vælgere mest, og uheldigvis for præsidenten er det også de to emner, hvor han står svagest i meningsmålingerne. Ifølge en meningsmåling lavet af Washington Post/ABC News, faldt antallet af amerikanere, der havde tillid til hans håndtering af pandemien fra marts til juli med hele 28 pct, hvilket gav Joe Biden et forspring på 20 procentpoint i dette spørgsmål. Og på spørgsmålet om, hvem af de to kandidater, der bedst kunne håndtere raceforhold, var tilliden til Biden hele 25 procentpoint større. Her er der sket et markant skred i den offentlige debat, siden en politibetjent myrdede George Floyd i Minneapolis den 26. maj 2020. Mordet udløste ikke alene vedvarende protester, men også en ganske anderledes offentlig debat om strukturel racisme i Amerika. Mens et klart flertal af amerikanerne nu udtrykte støtte til Black Lives Matter-bevægelsens målsætninger, har præsident Trump valgt at satse på en mulig modreaktion. Han har blandt andet kaldt begrebet Black Lives Matter for ”et symbol for had”. Samtidig har han kastet sig ud i et helhjertet forsvar for bevarelsen af statuer af konføderationens generaler og truet med at nedlægge veto mod hele forsvarsbudgettet, hvis man ændrer navnene på kaserner og baser, der er opkaldt efter dem. Generaler, der vandt deres berømmelse ved at kæmpe mod USA.

I en meningsmåling foretaget af The Democracy Fund + UCLA Nationscape Project fra 2.-8. juli 2020 misbilligede 56 pct. af de adspurgte præsident Trumps håndtering af raceforhold, mens blot 32 pct. støttede den. Hans svar har været at forsøge at trække fronterne endnu skarpere op med lidet subtile advarsler til hvide vælgere om, hvordan en præsident Biden vil ”slette vores historie”, ”importere terrorister”, ”nedlægge politiet, nedlægge ICE [U.S. Immigration and Customs Enforcement], nedlægge kaution, nedlægge forstæderne, ophæve den 2. Forfatningstilføjelse [om retten til at bære våben] – og nedlægge the American Way of Life. Ingen vil være SIKRE i Joe Bidens Amerika!”

Men intet tyder i øjeblikket på, at denne optrapning af kulturkrigen virker efter hensigten. Der er heller ikke noget, der tyder på, at den kan fjerne tilstrækkelig mange vælgeres opmærksomhed fra den elendige håndtering af COVID-19-pandemien. Præsidenten må fortsat se meningsmålingerne bevæge sig i den forkerte retning og udsigterne til genvalg skrumpe. Problemet for Trump forværres af, at der også debatten er en kobling mellem pandemien og racespørgsmålet: Sorte amerikanere og latinoer har statistisk set tre gange så stor risiko som hvide amerikanere for at blive smittet, og dobbelt så stor risiko for at dø af Covid-19.

Intet ved Trumps personlighed tilsiger, at han er i stand til at foretage en kurskorrektion over de kommende uger og måneder. I næsten fire år har han levet på fortællingen om, at han snød alle ”eksperterne” ved at vinde valget. Ingen rådgiver har formået at overbevise ham om, at det ikke kan lade sig gøre igen. Nok er der stadig tid, og præsidenten har masser af kampagnemidler til rådighed. Han ville ikke være den første præsident i historien, der kæmpede sig tilbage i løbet af efteråret. Men det er også muligt, at Trumps selvskabte myte om ”problemknuseren” fra det private erhvervsliv allerede er grundskudt.

 

Intet ved Trumps personlighed tilsiger, at han er i stand til at foretage en kurskorrektion over de kommende uger og måneder. I næsten fire år har han levet på fortællingen om, at han snød alle ”eksperterne” ved at vinde valget
_______

 

Trump kunne vælge at stille sig bag respekterede eksperter i regeringen som Dr. Anthony Fauci, der har langt større troværdighed i den amerikanske befolkning end ham selv. Præsidenten opfatter dog Fauci som ”en alarmist”, der vedvarende undergraver budskabet om, at det går den rigtige vej. Fauci har tilmed offentligt begrundet, hvorfor USA har klaret sig så meget dårligere end eksempelvis de europæiske lande med, at så mange stater valgte ikke at følge CDC’s retningslinjer og lukkede op for tidligt. Det er særligt belastende for præsidenten, fordi den voldsomme stigning i antallet af smittede hovedsageligt har fundet sted i Republikansk-ledede stater i Solbæltet – stater, der netop fulgte hans opfordringer til at lukke hurtigt op og nu betaler prisen for det.

Efter sigende har præsidenten ikke talt med Fauci i flere måneder, og i den seneste tid har hans stab på opsigtsvækkende vis forsøgt at undergrave Faucis troværdighed frem for at opbygge præsidentens. Samtidig har Trump forsøgt at sabotere CDC’s bestræbelser på at få smittespredningen under kontrol – blandt andet ved vedvarende at så tvivl om tallene og ved at beordre hospitaler til ikke at indberette indsamlede data til CDC, men i stedet sende dem direkte til Department of Health and Human Services. Præsident Trump har også blokeret for at chefen for CDC, Dr. Robert Redfield eller andre ledende medarbejdere, kan indkaldes til høringer i Kongressen angående regeringens pres for at få alle amerikanske skoler genåbnet. 18. juli kom det frem, at Det Hvide Hus også forsøgte at skære i CDC’s budget og samtidig blokere for, at milliarder af dollars fra den næste økonomiske hjælpepakke kan anvendes til tests og smitteopsporing. Forestillingen om, at det vil være til præsident Trumps fordel at dække over den reelle smittespredning falder i tråd med hans udtalelser om, at 99 pct. stort set intet mærker til smitten, og at de fleste unge blot får lidt snue (”the sniffles”) og derfor efter hans mening ikke burde tælle med i statistikken. At de under alle omstændigheder kan smitte andre, synes ikke at indgå i præsidentens overvejelser.

Det fremgår tydeligt af Trumps udtalelser, at i det omfang pandemien fortsat interesserer ham, er det først og fremmest som et kommunikationsproblem, snarere end som en konkret krise, han forventes at bidrage til at løse. Det var også i den ånd, at han i denne uge – 21. juli – genoptog rækken af pressebriefinger om emnet: Ingen af regeringens eksperter var inviteret, det var præsidenten alene på podiet. Disse tiltag tyder på, at Trump-regeringen fortsat er mere opsat på at camouflere pandemiens omfang end på at gøre noget konkret for at dæmpe smittetrykket. I betragtning af, at både antallet af smittede og antallet af døde i længere tid har sat nye daglige nye rekorder, og at svartiden på COVID-tests i mange stater er steget til nu at være 8-10 dage, ligner afledninger og undertrykkelse af information ikke en farbar vej til genvalg. ■

 

Disse tiltag tyder på, at Trump-regeringen fortsat er mere opsat på at camouflere pandemiens omfang end på at gøre noget konkret for at dæmpe smittetrykket
_______

 

ILLUSTRATION: Præsident Trump ankommer til den første coronabriefing af pressen, da han igår genoptag dette format (23. juli 2020) [foto: Brendan Smialowski/AFP/Scanpix]

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt