05.12.2020

Med sine næsten daglige angreb på både politiske normer og bærende demokratiske institutioner har præsident Trump som ingen før ham udstillet systemets sårbarhed.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, som blev udgivet d. 10. december. Det trykte nummer har titlen: “Tilbage – men til hvad?”

Af Niels Bjerre-Poulsen

Blot en halv time efter Richard M. Nixons beslutning om at trække sig fra præsidentembedet i august 1974 holdt hans efterfølger, Gerald Ford, en tale, der for millioner af amerikanere virkede som en forløsning. ”Mine amerikanske medborgere”, sagde han, ”vores lange nationale mareridt er overstået”. Den faktor, der havde fremtvunget præsident Nixons afgang, var et indbrud i Demokraternes hovedkvarter i boligkomplekset Watergate i Washington, D.C. under valgkampen i 1972. Men det er siden blevet åbenbaret, at selve indbruddet blot var et symptom på en større krise i nationens politiske kultur – en krise, som var blevet yderligere forværret af præsident Nixons vedvarende følelse af at være under belejring af politiske fjender.

Det var præsident Fords håb, at USA kunne genskabe tilliden til præsidentembedet og påbegynde et nyt kapitel. Mange amerikanere har de samme forhåbninger nu. De sidste fire år kan dårligt betegnes som et mareridt, for de har, modsat Nixons affærer, udspillet sig i fuldt dagslys, men de har ikke desto mindre udgjort et mørkt kapitel i nationens historie. Og præcis som det var tilfældet i Watergate-æraen, har mange haft fornemmelsen af, at nationen atter var ved at gå op i sømmene.

De har måske også fået en fornemmelse af, at det amerikanske demokrati trods alt ikke er ’en maskine, der kan gå af sig selv’, men derimod en maskine, der skal plejes, og at respekt for Forfatningens ånd og eksplicitte bestemmelser er en nødvendighed. Den form for respekt har Trump mildest talt aldrig udvist. Med sine næsten daglige angreb på både politiske normer og bærende demokratiske institutioner har han som ingen præsident før udstillet systemets sårbarhed. Han har formået at nære og kanalisere autoritære strømninger blandt millioner af amerikanere.

Men det har måske været endnu mere alarmerende at se Republikanske medlemmer i Kongressen kapitulere. De har ikke varetaget den demokratiske kontrolfunktion, som Forfatningens bærende princip om ’checks & balances’ tildeler dem. Mens adskillige Republikanske guvernører rundtomkring i landet har udvist større integritet, ligesom domstolene generelt har stået fast, blev Det Republikanske Parti i Kongressen forbavsende hurtigt forvandlet til ’Trumps parti’. Flere politiske iagttagere har angivet ren og skær frygt som en hovedårsag – først og fremmest en skræk for at lægge sig ud med den anseelige andel af Trumps vælgere, der mere synes at være med i en personkult, end de er støtter for et politisk parti.

 

Vil Trump selv nu fuldt ud hellige sig golfspillet eller snarere finde en ny platform og tage sine tilhængere med sig? Vil han måske ligefrem satse på et politisk comeback i 2024?
_______

 

Spørgsmålet er, hvad der vil ske med dem, med ’trumpismen og med Det Republikanske Parti, når Trump forlader Det Hvide Hus. Vil Republikanerne i Kongressen ånde lettet op og forsøge at klinke skårene? Vil den voldsomme politiske polarisering aftage? Er Trump sui generis, eller står der en ’Trump 2.0’ klar i kulissen til at overtage den enorme vælgerskare? Vil Trump selv nu fuldt ud hellige sig golfspillet eller snarere finde en ny platform og tage sine tilhængere med sig? Vil han måske ligefrem satse på et politisk comeback i 2024?

Kampen efter valget
På trods af at Trump har tabt markant ved stemmeurnerne, er ’trumpismen’ næppe lagt i graven.

Siden Trumps overraskende valgsejr i november 2016 er der givet utallige bud på, hvorfor opbakningen til ham, trods skandaler og en hidtil uset grad af korruption, har været så stabil. Der er de seneste fire år udkommet massevis af bøger om ’trumpismens’ oprindelse og udvikling. Men på trods af det har politologen Francis Fukuyama nok alligevel ret, når han konstaterer, at vi fortsat ikke helt kan forstå, hvorfor mere end 72 millioner amerikanere var parate til at genvælge en politisk nihilist til fire år mere på præsidentposten.

Men inden vi fortaber os i spekulationer om de mange, der endnu en gang stemte på Trump, er det dog værd at understrege, at Joe Bidens valgsejr på ingen måde var smal i historisk perspektiv. Valgmandskollegiet vandt han med 306 ud af 538 stemmer, og på landsplan fik han omkring seks millioner stemmer flere end den siddende præsident. Uagtet at præsident Trump som den eneste præsident i de 88 år, hvor Gallup har målt ’presidential approval’, aldrig har vundet 50 pct. opbakning, bliver præsidenter oftere end ikke genvalgt til en anden periode. Undtagelserne de seneste 100 år er Herbert Hoover (1929-1933), Jimmy Carter (1977-1981), George Herbert Walker Bush (1989-1993) og Donald Trump. Når de sidste stemmer er optalt, forventes Joe Biden at have fået mere end 80 millioner stemmer, hvilket svarer til lidt over 51 pct. af samtlige stemmer mod Donald Trumps 47 pct. Det er den klareste sejr over en siddende præsident siden Franklin Delano Roosevelts sejr over Herbert Hoover i 1932.

Der er noget paradoksalt over valgresultatet: Mens Trumps person har mobiliseret både tilhængere og modstandere og efter alt at dømme medvirket stærkt til, at valgdeltagelsen var den højeste i mere end 100 år, har hans Republikanske partifæller i mange stater haft bedre valg, end han selv har haft. Der synes at have været en uventet høj grad af ’split-ticket voting’ – vælgere, der har stemt på Joe Biden ved præsidentvalget og en Republikansk kandidat ved kongresvalgene. Det kan måske ses som et tegn på, at Biden var den helt rigtige Demokratiske præsidentkandidat ved netop dette valg, og det nærer måske også et spinkelt håb om, at han, trods millioner af Trump-tilhængeres store skuffelse, kan være med til at sænke den politiske temperatur en anelse og skabe konkrete politiske resultater.

Betingelserne er dog svære, og de bliver næppe bedre frem til Bidens indsættelse den 20. januar 2021. Præsident Trump kommer næppe til at spille nogen konstruktiv rolle i overgangen, og det er meget sandsynligt, at han vil fastholde sine aldeles ubegrundede beskyldninger om valgsnyd som forklaring på sit nederlag. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at han når at give Biden nye problemer at slås med inden sin afgang. Og skal man tro meningsmålingerne, vil millioner af Trump-tilhængere fortsat være overbeviste om, at Biden er en illegitim præsident, på samme måde som de, med Trump i spidsen for ’birther-bevægelsen’, lod sig overbevise om, at Barack Obama var en illegitim præsident.

 

Måske så han [Mitch McConnel] politiske fordele i at fastholde en betragtelig del af de Republikanske vælgere i troen på, at de uretmæssigt var blevet berøvet retten til at vælge landets præsident. Indignationen kunne gøre det nemmere at mobilisere vælgerne til kommende valg
_______

 

Ifølge en meningsmåling lavet af Bright Light Watch i oktober 2020 troede 78 pct. af de vælgere, der støttede præsident Trump, at folk, der ikke var statsborgere, ofte fik lov til at stemme alligevel. Samme andel af vælgerne mente også, at tyveri eller manipulation af stemmesedler var et udbredt fænomen. Der er med andre ord en klangbund for præsident Trumps påstande om, at Bidens valgsejr kan tilskrives snyd. Bevisbyrden er ganske enkelt blevet vendt på hovedet: Mange Trump-vælgere har været parate til at tro på påstande, som Trump fremsatte allerede inden valget, og som han vedvarende har fremsat uden nogen form for dokumentation. Det har de gjort, selvom samtlige af de regeringskontorer, der førte tilsyn med valget, gentagne gange har fastslået, at der ingen eksempler var på systematisk valgsvindel. Og på trods af at domstolene hurtigt har kunnet afvise samtlige af Trump-lejrens påstande om snyd.

Men hvad så med Trumps partifæller i Kongressen, som må forventes at vide bedre? Nogle har muligvis ment, at det måske ville gøre det nemmere for mange vælgere at acceptere valgresultatet, hvis de først havde set præsidenten tabe en lang stribe af sagsanlæg ved domstolene. Det er fx muligt, at det var med den begrundelse, at den Republikanske flertalsleder i Senatet Mitch McConnell en uge efter valget erklærede, at han ikke betragtede Biden som ’President-elect’, og opfordrede Trump til at fortsætte med sine sagsanlæg i en stribe af svingstater. Det ændrer ikke ved, at han samtidig var med til at undergrave tilliden til, at USA kan afholde frie og retfærdige valg.

Man kan også overveje muligheden for et mere kynisk motiv hos Mitch McConnell end blot ønsket om at vænne Trumps vælgere til tanken om, at Trump havde tabt: Måske så han politiske fordele i at fastholde en betragtelig del af de Republikanske vælgere i troen på, at de uretmæssigt var blevet berøvet retten til at vælge landets præsident. Indignationen kunne gøre det nemmere at mobilisere vælgerne til kommende valg, og de to første stod allerede for døren, nemlig to senatsvalg i Georgia den 5. januar. Det er valg, som vil afgøre, om Republikanerne vil bevare deres flertal i Senatet.

I flere uger efter præsidentvalget arbejdede Trump og hans tilhængere med at forberede den amerikanske befolkning på hans nært forestående politiske genopstandelse. Med Rudy Giuliani i spidsen sendte præsidentens juridiske rådgivere dagligt en lind strøm af konspirationsteorier og påstande om massiv og systematisk demokratisk valgsvindel ud i offentligheden. Det indebar bl.a. påstande om, at valget var fikset af software udviklet i et samarbejde mellem afdøde Hugo Chávez, the Clinton Foundation, Antifa, Black Lives Matter og George Soros. Samtidig med de bombastiske udmeldinger om svindel tabte Trump-lejrens advokater i disse uger ikke mindre end 34 sager på stribe ved domstolene, fordi de intet belæg havde for deres påstande. Muligvis var det egentlige formål med alle disse mange retssager slet ikke at vinde dem, men snarere at skabe billedet af et kaotisk valg, som forhåbentlig kunne give Republikanske lovgivere i en række svingstater rygdække til at se bort fra millioner af stemmer og i stedet selv udnævne valgmænd, der trods vælgernes dom ville sikre præsident Trump genvalg. De dårlige odds og den ringe udførelse ændrer ikke ved, at der i princippet var tale om et kupforsøg.

 

Forsøgene på at få stemmerne fra counties med mange ikkehvide indbyggere annulleret var i tråd med en opfattelse af, at beskyttelsen af hvide flertal i et land, hvor demografien hastigt forandres, var vigtigere end det demokratiske princip om ’en person, en stemme’
_______

 

Et systematisk angreb
Det mest chokerende ved denne strategi var måske, at den blev ført ud i livet uden mange forsøg på en demokratisk legitimering. Der var ingen forsøg på at skjule, at målet var at tilsidesætte vælgernes ønsker. Eller rettere: visse vælgeres ønsker. Fx havde valget i Michigan, hvor Trump-lejren forsøgte sig med strategien, ikke engang været tæt: Mens Donald Trump i 2016 havde vundet staten med mindre end 11.000 stemmer, havde Joe Biden nu vundet den med flere end 150.000 stemmer – en sejrsmargin på mere end 3 pct. af samtlige afgivne stemmer. I de retssager, Trump-lejren havde anlagt, var der heller ikke mange forsøg på at skjule, hvilke vælgere man gerne ville have taget ud af stemmeoptællingen. Det var specifikt storbyen Detroit, man gik efter, og her er næsten 80 pct. af indbyggerne sorte. I Pennsylvania var det ligeledes omkring seks millioner vælgere i counties med særligt store andele af ikkehvide vælgere, man forsøgte at diskvalificere. Samme billede tegnede sig for de sager, Trump-lejren rejste i storbyer som Milwaukee og Atlanta.

Forsøgene på at få netop stemmerne fra counties med mange ikkehvide indbyggere annulleret var i tråd med en opfattelse af, at beskyttelsen af hvide flertal i et land, hvor demografien hastigt forandres, var vigtigere end det demokratiske princip om ’en person, en stemme’. For en betragtelig del af Donald Trumps vælgere har denne holdning altid været en central del af hans appel. Den mur langs grænsen til Mexico, som han i 2015 lovede de amerikanske vælgere, var mest af alt et billede på denne form for beskyttelse. Det blev understreget, da Trump senere i samme valgkamp udtrykte sig eksplicit om målsætningen ”Jeg tror, at dette vil være det sidste valg, som Republikanere har en chance for at vinde, for vi kommer til at have folk, der strømmer over grænsen, vi kommer til at have illegale immigranter, der kommer ind, og så får de lovlig status […] og får mulighed for at stemme. Og når først det sker, så kan I godt glemme det”.

Under og efter valgkampen i 2016 såede Donald Trump mistillid til USA’s evne til at afholde frie og retfærdige valg, og han gjorde det også dengang klart, at han ikke nødvendigvis ville acceptere valgresultatet, hvis han tabte. Han omtalte vedvarende hele valgprocessen som ’svindel’ og hævdede efterfølgende, at den eneste grund til, at han ikke også havde fået flest stemmer (og dermed vundet ’the popular vote’) var, at tre-fem millioner illegale immigranter havde stemt – alle på Hillary Clinton, må man formode. Det var selv sagt noget, som er aldeles umuligt i det amerikanske valgsystem. En omfattende analyse, som forskere fra Loyola Law School lavede af en milliard stemmer afgivet ved amerikanske valg i årene 2000-2014, fandt fx blot 31 ulovlige stemmer.

På trods af at præsident Trumps vilde og uansvarlige påstande om valgsvindel har været med til yderligere at svække tilliden til den demokratiske proces hos mange tilhængere, er hans udtalelser ofte blevet ’normaliseret’ med bemærkninger om, at han skal tages ’alvorligt, men ikke bogstaveligt’. Andre undskyldninger har været, at udtalelserne blot var endnu et eksempel på hans underfundige måde at provokere liberale på – ’owning the libs’, som amerikanerne siger. Stort set hver gang har Trump imidlertid fastholdt, at han ikke lavede sjov, og efter at være tiltrådt i præsidentembedet i 2017 nedsatte han endda et særligt regeringsudvalg under ledelse af vicepræsident Mike Pence, der fik til opgave at bevise hans påstande om millioner af ulovlige stemmer. Udvalget fandt efter mere end et års arbejde intet belæg for påstandene og måtte til sidst nedlægges. Men selv da fastholdt Trump imidlertid, at han trods manglen på beviser havde ret – og at alle andre sandsynligvis godt vidste, at han havde ret.

Op til præsidentvalget i 2020 begyndte Trumps mistænkeliggørelse af valgsystemet allerede i løbet af foråret. Denne gang var det især muligheden for at brevstemme, han fokuserede på. Hans sigte var klart: Ifølge meningsmålingerne så Demokratiske vælgere generelt med større alvor end Republikanske vælgere på risikoen for at blive smittet med COVID-19 på valgstederne. Derfor var det også sandsynligt, at en langt større andel af dem ville benytte sig af muligheden for at brevstemme eller stemme tidligt.

I flere stater havde Republikanske flertal i de lovgivende forsamlinger vedtaget, at optællingen af brevstemmer først måtte påbegyndes på selve valgdagen, og at disse stemmer først måtte føjes til valgresultatet efter optællingen af de stemmer, der var afgivet på selve valgdagen. Derfor ville det være sandsynligt, at Trump på selve valgaftenen ville føre i en række stater, fordi en stor andel af Bidens stemmer endnu ikke var optalt. Faktisk ville det ikke være en valgaften, men snarere en valguge, da også brevstemmer poststemplet på valgdagen samt oversøiske stemmer skulle nå frem og tælles med. Det kunne præsidenten tænkes at ville bruge til at erklære sig som vinder på selve valgaftenen for derefter at hævde, at der var tale om svindel, hvis den efterfølgende stemmeoptælling ændrede valgresultatet.

 

Andre præsidenter, der ikke er blevet genvalgt, har ikke lagt skjul på, hvor bittert deres nederlag har været. George H.W. Bush var dybt deprimeret et helt år efter sit nederlag. Men de har bearbejdet det privat uden at tage hele det politiske system som gidsel
_______

 

Det var præcis således, valget kom til at forløbe: I stater som Pennsylvania og Georgia fik man et red mirage – en falsk forestilling om en forestående sejr til Trump. I takt med at forspringet fordampede, steg antallet af beskyldninger om svindel. Strategien nærede Trump-vælgernes mistillid til hele valgsystemet, men det er også muligt, at den i virkeligheden kostede Trump valgsejren i staten Georgia, fordi den afskrækkede en del Republikanske vælgere fra at brevstemme – men uden at de af den grund mødte op på valgdagen i stedet. Ifølge statens Republikanske Secretary of State, Brad Raffensperger, der havde ansvaret for valget, var der 24.000 flere Republikanere, der stemte ved statens primærvalg end ved præsidentvalget den 3. november. Måske har præsident Trump med sin mistænkeliggørelse af brevstemmer reelt afholdt mange af sine egne vælgere fra at stemme?

Da det et par dage efter valget den 3. november 2020 stod endegyldigt klart, at præsident Trump havde tabt, reagerede han ved at erklære sig som vinder. Endnu en gang var hans udtalelser og handlinger uden fortilfælde, og endnu en gang rykkede apologeterne ud og forklarede, at den slags udsagn ikke skulle tages bogstaveligt. De var en form for terapi. Præsidenten skulle blot have noget tid til at bearbejde sit nederlag. Andre præsidenter, der ikke er blevet genvalgt, har ikke lagt skjul på, hvor bittert deres nederlag har været. George H.W. Bush var dybt deprimeret et helt år efter sit nederlag. Men de har bearbejdet det privat uden at tage hele det politiske system som gidsel. Men med Trump havde mange i de foregående fire år vænnet sig til, at der gjaldt særlige regler.

Præsident Trumps påstande om valgsvindel afspejlede ikke hans regerings holdning: Samtlige regeringskontorer med ansvar for sikkerheden ved valget udsendte en fælles erklæring, der betegnede valget som ’det mest sikre i amerikansk historie’ og garanterede, at ’der ingen beviser er for, at noget valgsystem slettede eller mistede stemmer, forandrede stemmer eller på nogen anden vis ikke fungerede’. Erklæringen udtrykte diplomatisk – og selv sagt uden at nævne præsidenten – at de mange verserende rygter og den udbredte misinformation om processerne i forbindelse med valget var helt ubegrundede: ”vi [kan] forsikre Dem om, at vi har den højeste grad af tillid til sikkerheden og integriteten ved vores valg, og det bør De også have”.

Det var ikke en erklæring, præsidenten brød sig om. I stedet for ros havde præsident Trump en fyreseddel til chefen for Department of Homeland Securitys Cybersecurity and Infrastructure Agency (CISA), Chris Krebs, der ellers havde gennemført et sikkert valg og forhindret fremmede magters indblanding. Krebs’ brøde var, at han ikke havde støttet præsidentens påstande om omfattende svindel, som bl.a. skulle have foregået ved hjælp af valgmaskiner, der med software angiveligt udviklet i Venezuela havde forvandlet stemmer på Trump til stemmer på Biden.

Det er handlinger som denne, der gør det både svært og uhensigtsmæssigt at ’normalisere’ Trump som blot en konservativ politiker med dårlige manerer. Som den amerikanske journalist Anne Applebaum har udtrykt det: “Hvis dette skete i et andet land, så ville vi tale om en autoritær populist, som forsøger at ødelægge befolkningens tro på deres lands demokrati for at skabe en base af støtter, der kan hjælpe ham tilbage til magten. Men jeg tror ikke, at vi behøver at tale om det, som om det var i et andet land. Jeg har det fint med at anvende det samme sprog her, som jeg ville anvende, hvis det skete i Brasilien eller Argentina eller noget som helst andet sted”.

 

Ganske vist vandt Biden – med sine omkring 80 millioner stemmer – flere vælgere end nogen præsidentkandidat nogensinde, men der var ikke tale om noget samlet skift mod Det Demokratiske Parti, som mange ellers havde ventet
_______

 

En gentaget fejl
Det første, vi har lært af det amerikanske præsidentvalg, er, at nytteværdien af meningsmålinger – i hvert fald de offentligt tilgængelige – er stærkt begrænset. Denne gang fandt de ganske vist den rigtige vinder af præsidentvalget, men Biden vandt med mindre marginer, end de fleste meningsmålinger havde angivet, og i valgene til Kongressens to kamre skød de et godt stykke forbi. De første tegn på, at meningsmålingerne nok var misvisende, kom tidligt med resultaterne fra Florida – og især resultaterne fra Miami-Dade County. I Florida tabte Demokraterne – på baggrund af målingerne, ganske uventet – to pladser, og mod forventning øgede præsident Trump også sin andel af stemmerne blandt sorte mænd og latinovælgere i nogle af de vigtigste svingstater (om end andelen fortsat var relativt lille).

Ganske vist vandt Biden – med sine omkring 80 millioner stemmer – flere vælgere end nogen præsidentkandidat nogensinde, men der var ikke tale om noget samlet skift mod Det Demokratiske Parti, som mange ellers havde ventet.

Til forsvar for dem, der lever af at lave meningsmålinger, kan man sige, at det altid er nemmere at lave dem på grundlag af de vælgere, der også stemte ved foregående valg, end det er at lave dem blandt nye vælgere. Hvis valgdeltagelsen pludselig er markant højere, stiger usikkerheden, fordi det er sværere at gætte på, hvem de nye vælgere er, og hvordan deres adfærd er.

Det har været en klar formodning hos de fleste analytikere og politikere, at en høj valgdeltagelse overvejende er til Demokraternes fordel. Det bygger på en antagelse om, at de Republikanske vælgere ikke alene er ’ældre, hvidere og vredere’, men også mere trofaste. Hvis fx et flertal af vælgere i aldersgruppen 18-30 stemmer Demokratisk, er deres valgdeltagelse typisk også lavere. Det samme gælder for en del minoritetsvælgere, som også generelt foretrækker Det Demokratiske Parti. Derfor har formodningen hos Republikanske politikere i mange stater også været, at hvis man kunne gøre det sværere at komme til at stemme – eksempelvis med nye krav til vælger-ID eller færre valgsteder – ville det være Demokratiske vælgere, der først faldt fra. Til gengæld er der potentielt set flere af disse, hvis man kan mobilisere dem. Derfor er det typisk Demokrater, der arbejder for at gøre det nemmere at komme til at stemme.

Disse gængse opfattelser af henholdsvis Republikanske og Demokratiske vælgere er nok i hovedtræk korrekte, men præsidentvalget i 2020 tegner dog et mere kompliceret billede af, hvad der kan ske, når stemmeprocenten er høj. Præsident Trump formåede faktisk at få ti millioner flere stemmer end fire år tidligere, hvilket demonstrerede, at der i flere stater tydeligvis var lommer af nye Trump-vælgere, som denne gang blev mobiliseret – vælgere, som de firmaer, som laver meningsmålingerne, ikke havde taget højde for, selvom de hævdede at have justeret deres modeller efter det forrige præsidentvalg. Så måske fandtes der alligevel ’shy Trump-voters’ – vælgere, der ikke på forhånd ville fortælle, at de havde tænkt sig at stemme på Trump.

Præsident Trumps relativt store andel af stemmerne ødelagde desuden en tommelfingerregel om forholdet mellem præsidenters opbakning og det forventede valgresultat (også selvom han som forventet tabte): Baseret på erfaringerne fra tidligere valg har det været en udbredt opfattelse, at siddende præsidenter typisk får en andel af stemmerne, der nogenlunde svarer til deres ’approval rating’ – eller højst et procentpoint eller to mere. Præsident Trump klarede sig også her bedre: Mens hans gennemsnitlige opbakning har ligget på omkring 43 pct., fik han 47 pct. af stemmerne ved valget – i øvrigt samme andel som Mitt Romney fik i 2012.

 

Republikanerne [har] en fordel i Senatet, eftersom et flertal af tyndt befolkede stater stemmer Republikansk, og alle delstater, uanset befolkningsstørrelse, har to senatorer
_______

 

Arbejder tiden fortsat for Demokraterne?
I næsten to årtier har John B. Judis; Ruy Teixeiras bog The Emerging Democratic Majority været et omdrejningspunkt for diskussionen om, hvordan demografiske forandringer vil ændre styrkeforholdet mellem de to store partier i USA. De to forfattere argumenterede overbevisende for, at såvel en ændret befolkningssammensætning, hvor hvide vælgere udgør en skrumpende andel, som overgangen til en postindustriel samfundsøkonomi, hvor folk i ufaglærte jobs udgør en skrumpende del af den samlede vælgerskare, først og fremmest ville være til Demokraternes fordel. Mens valgene i 2008 og 2012 syntes at bekræfte deres tese, såede midtvejsvalgene i 2010 og 2014 alvorlig tvivl om, hvorvidt man kunne lave sådan en fremskrivning baseret på den aktuelle adfærd hos forskellige vælgergrupper. Disse valg rejste spørgsmålet om, hvor stor en andel af de hvide arbejdervælgere Demokraterne havde råd til at miste i deres mobilisering af andre vælgergrupper.

Spørgsmålet blev endnu mere aktuelt, da Donald Trump i 2016 brød igennem Demokraternes ’blå mur’ ved at vinde i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania – stater, ingen Republikansk præsidentkandidat havde vundet siden 1980’erne. Kunne Det Republikanske Parti med Donald Trump i spidsen genopfinde sig selv som et antiglobalistisk arbejderparti?

Den 4. november formåede Biden at reducere Trumps andel af hvide arbejdervælgere nok til at kunne vinde de tre stater tilbage i 2020, men om de atter udgør en ’mur’ – og også vil gøre det for andre typer af Demokratiske præsidentkandidater – er fortsat usikkert. Nabostater som Ohio og Iowa har tydeligvis bevæget sig et godt stykke uden for Demokraternes rækkevidde.

Vender man blikket mod det sydvestlige USA, synes Bidens sejr i Arizona at bekræfte Judis Teixeiras tese. Staten ser ud til at følge samme spor som nabostaterne New Mexico og Colorado, der først blev ’lilla’ og siden sikre blå stater. Anderledes ser det imidlertid ud i Florida. Her stemte dobbelt så mange i 2020 som i 2000, men ser man på både kongresvalg, guvernørvalg og præsidentvalg, synes delstaten kun at være blevet mere Republikansk. Her tyder mindre på, at den demografiske udvikling entydigt vil være til Demokraternes fordel i de kommende år.

Demokraterne har også et andet demografisk problem; nemlig i splittelsen mellem landdistrikter og storbyer. Partiet dominerer først og fremmest landets storbyer, mens et klart flertal af USA’s landdistrikter og småbyer stemmer Republikansk. Det giver Republikanerne en fordel i Senatet, eftersom et flertal af tyndt befolkede stater stemmer Republikansk, og alle delstater, uanset befolkningsstørrelse, har to senatorer. Af samme grund er de tyndt befolkede stater reelt også overrepræsenterede i valgmandskollegiet, fordi staterne har to valgmænd for de to pladser i Senatet samt så mange valgmænd, som de har kongresdistrikter. Selv i de stater, der kun har ét kongresdistrikt, og dermed tre valgmandsstemmer, er der betydeligt færre vælgere per valgmandsstemme, end tilfældet er i store stater som Californien og New York.

 

[Dette] valg var med den højeste valgdeltagelse i over 100 år en succes for demokratiet. Efterspillet, med de mange forsøg på at delegitimere valgresultatet, har til gengæld gjort det meget tydeligt, at det amerikanske demokrati bestemt ikke er kommet uskadt gennem Trump-årene
_______

 

Det giver Republikanerne en markant fordel i valgmandskollegiet: Ved de seneste otte præsidentvalg har den Republikanske kandidat kun fået flest stemmer én gang (i 2004, hvor Bush blev genvalgt), men partiet har alligevel vundet præsidentembedet også i 2000 og 2016, fordi man vandt i valgmandskollegiet. Selv hvis demografien ellers udvikler sig til Demokraternes fordel, udgør Republikanernes fordel i valgmandssystemet en hurdle.

Det amerikanske præsidentvalg var med den højeste valgdeltagelse i mere end 100 år en succes for demokratiet. Efterspillet, med de mange forsøg på at delegitimere valgresultatet, har til gengæld gjort det meget tydeligt, at det amerikanske demokrati bestemt ikke er kommet uskadt gennem Trump-årene, og at ’trumpismen’ fortsat udgør en reel trussel. Der hersker en velbegrundet frygt for, at Donald Trump ikke vil følge sine forgængeres eksempel, men derimod fortsætte med at undergrave sine tilhængeres tillid til det amerikanske demokratis grundpiller – herunder domstolenes integritet, tilliden til frie og retfærdige valg samt en fredelig overdragelse af magten.

De fleste amerikanere kan acceptere, at amerikanske præsidenter ikke nødvendigvis vælges af et flertal af vælgerne, men af et flertal i valgmandskollegiet. Når man imidlertid, som præsident Trump, både får seks millioner færre stemmer OG taber markant i valgmandskollegiet for derefter alligevel at forsøge at få valgresultatet omstødt, så har man bekendt kulør.

På demokratiets vegne kan man glæde sig over det endelige udfald og over, at både domstolene og embedsmænd i svingstaterne har holdt stand over for et voldsomt politisk pres. Samtidig kan man dog spørge, om systemet også ville have holdt stand, hvis Joe Biden ikke havde vundet så markant, og udfaldet af præsidentvalget måske havde afhængt af færre stemmer i en enkelt stat eller to. Listen over arbejdsopgaver, der venter Joe Biden efter den 20. januar 2021, er lang, men forslag til lovgivning, der kan forhindre en gentagelse af dette valgs efterspil, bør der også gøres plads til. ■

 

Samtidig kan man dog spørge, om systemet også ville have holdt stand, hvis Joe Biden ikke havde vundet så markant, og udfaldet af præsidentvalget måske havde afhængt af færre stemmer i en enkelt stat eller to
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden