06.05.2020

Hezbollah er enormt magtfulde i Libanon og er arkitekten bag landets nye regering. Men flere kriser, herunder demonstrationer mod styret, truer med at gøre en ende på deres magtposition. Dog kan krigen mod den nye fjende, covid-19, være deres redning.

Analyse af Niels Bastian Vedsted Eggert

I oktober sidste år kunne råbene om revolution høres overalt i gaderne på tværs af Libanon. Et forslag fra regeringen om at lægge en afgift på det sociale medie WhatsApp var det, der fik tålmodigheden til at briste. Over en million gik på gaden landet over og krævede bedre vilkår og et nyt politisk system, som ikke var religiøst funderet.

Men ikke alle havde interesse i en ny samfundsorden. Den politiske og militære organisation – Hezbollah – er i dag enormt magtfulde, og en omvæltning af det politiske system vil betyde en markant svækkelse af deres indflydelse. Desuden har flere alvorlige kriser indfundet sig – herunder en økonomi på kanten af kollaps og forsvindende demokratisk opbakning – som truer med at gøre en ende på Hezbollahs magtfuldkommenhed. Men kampen mod covid-19 har givet organisationen mulighed for at reetablere sin legitimitet og konsolidere sin magtposition, og kan dermed blive Hezbollahs frelse.

Men for at forstå, hvordan en verdensomspændende virus kan blive Hezbollahs redning, er det nødvendigt at forstå, hvilken form for organisation den grundlæggende er, og hvilke vanskeligheder, de finder sig selv i.

Libanons Beskytter
Hezbollah – som betyder ”Guds parti” – opstod i starten af 80’erne i Libanon, hvor der siden 1975 havde været åben krig mellem landets forskellige religiøse grupper. Få år forinden havde Iran gennemgået en islamisk revolution, og præstestyret i Iran forsøgte nu ufortrødent at eksportere revolutionen til andre lande. Her udgjorde det borgerkrigshærgede Libanon det oplagte mål, og 1.500 soldater fra den iranske revolutionsgarde blev sendt afsted – de blev begyndelsen på den shiamuslimske paramilitære gruppe Hezbollah.

I 1990 sluttede borgerkrigen i Libanon, og som den eneste milits blev Hezbollah ikke tvunget til at aflevere sine våben med den forklaring, at organisationen stadig skulle beskytte landet mod Israel, der på daværende tidspunkt endnu besatte Sydlibanon. Israelerne forsøgte med flere militære operationer at gøre en ende på Hezbollah, som via guerillakrig påførte Israel relative store tab, men det lykkedes aldrig, og efter 18 år måtte den israelske hær forlade Libanon. Hezbollah formåede at slå sig op som dem, der sejrede over ”den zionistiske besættelsesmagt”, som Israel bliver kaldt af organisationen, og de blev hyldet, både i og udenfor Libanon, som den første hær, der besejrede Israel. Sejren over Israel skaffede organisationen stor opbakning på tværs af landet, og Hezbollah har lige siden benyttet sig af narrativet som ”Libanons beskytter” til at forsvare deres ret til at bære våben.

 

Den første krise, Hezbollah står over for i dag, er massive protester, hvis mål er et helt nyt politisk system
_______

 

Libanons næststørste arbejdsgiver
Om end Hezbollah tidligere var en fortrinsvis militær organisation, er dette ikke længere tilfældet. Organisationen indeholder, foruden den militære gren, både et omfattende socialt apparat og et politisk parti. Det sociale aspekt inkluderer alt fra hospitaler, skoler og klinikker drevet af Hezbollah, hvilket gør organisationen til den næststørste arbejdsgiver efter den libanesiske stat. Også medieverdenen har Hezbollah et fast greb om, idet organisationen både har egen tv- og radiokanal. Institutionerne eksisterer parallelt med de statslige, og får flere til at kalde Hezbollah for en stat i staten.

Ifølge Adham Saouli, der forsker i internationale relationer hos University of St. Andrews og er forfatter til den nyligt udgivne Hezbollah: Socialisation and its Tragic Ironies, har Hezbollah i høj grad benyttet sig af vold og truslen herom til at positionere sig i samfundet, og i midten af 00’erne lykkedes det Hezbollah at sikre, at hverken regeringen eller andre politiske aktører kunne true organisationens status som en bevæbnet politisk bevægelse. Sidste år bekræftede USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, det billede, da han konstaterede, at Hezbollah magt var voksende, og at de ”med sikkerhed er mere magtfulde, end de var for fire eller fem år siden.”

Men til trods for at have konsolideret sig som Libanons formodentlig mest magtfulde aktør, truer nært forestående kriser Hezbollahs militære, sociale og politiske dimensioner, som risikerer at underminere organisations magtfulde position i landet.

Halloween-regeringen
Den første krise, Hezbollah står over for i dag, er massive protester, hvis mål er et helt nyt politisk system. Demonstranternes frustration over det nuværende system synes at være berettiget. År med inkompetent styring og omfattende korruption har resulteret i en økonomi, der er faretruende tæt på kollaps. Eksempelvis er landets offentlige gæld en af verdens højeste på over 170 procent af landets BNP, og en tredjedel af befolkningen lever under grænsen, for det FN definerer som fattig; det svarer til 1,5 millioner libanesere, som lever for mindre end fire dollars om dagen. Verdensbanken har advaret om, at hvis landets økonomi forværres yderligere, risikerer over halvdelen af landets befolkning at bevæge sig under fattigdomsgrænsen.

Protesterne blev enden på den tidligere regering, og begejstringen for det udfald syntes umiddelbart at være universel blandt demonstranterne på tværs af religiøse skel. Men det blev for meget for Hassan Nasrallah, Hezbollahs leder, der anklagede protesterne for at være orkestreret af udenlandske magter. Selvom partiet ikke åbenlyst har opfordret til vold, har Hezbollah-tilhængere sidenhen angrebet demonstranter og råbt parti-slogans under angrebene.

I januar i år præsenterede Hezbollah, sammen med sine politiske allierede, en ny regering bestående af såkaldte teknokrater, der skulle være politisk uafhængige. Det var et krav fra demonstranterne, at den nye regering ingen personlige interesser skulle have, som kunne påvirke den førte politik – og på overfladen havde demonstranterne fået, hvad de krævede. Men den nye regering har forbindelser til Hezbollah, og demonstranterne kalder den for ”halloween-regeringen”, da det er en forklædt tilbagevenden til det gamle system – forankret i religion og domineret af en korrupt og lyssky elite.

Libanon er på randen af økonomisk sammenbrud, og en revolution ulmer under overfladen. Gammel vin på nye flasker kommer ikke til at løse Libanons problemer, og som kongemageren bag den nye regering, er det Hezbollah, der står for skud, når landets økonomiske situation forværres.

 

Libanon er i dag på randen af bankerot, hvilket presser Hezbollah økonomisk. Samtidig betyder Irans økonomiske krise og det internationale samfunds stigende fordømmelse af organisationen, at Hezbollahs muligheder for at rejse ny kapital er forringet markant
_______

 

Forsvindende indtægtskilder
Den anden nuværende krise, Hezbollah er oppe mod, er af økonomisk karakter. Som skrevet er Hezbollah den næststørste arbejdsgiver i landet, og organisationens militære gren er estimeret til at være større end Libanons egen hær og har mere ildkraft end nogen anden ikke-statslig aktør. Alt dette kræver enorme pengesummer, som Hezbollah indtil for nylig havde adgang til. Men organisationens primære finansieringskilder – der ifølge en undersøgelse af Center on Sanctions and Illicit Finance består af økonomisk støtte fra Iran, pengeoverførsler fra libanesere uden for landet og lokale donationer – er i den seneste periode kommet under massivt pres.

Uden Iran var der ingen Hezbollah – de to er tæt forbundet, hvilket Hezbollah ikke lægger skjul på. I 2016 sagde Nasrallah i en tv-transmitteret tale, at ”Hezbollahs budget, lønninger, udgifter, alt hvad der bliver spist og drukket, dets våben og raketter, kommer fra Den Islamiske Republik Iran” og tilføjede, at ”[s]å længe Iran har penge, har vi penge.” Og netop dette er problemet for Hezbollah, idet Irans økonomi, mildt sagt, halter. Efter Donald Trump påbegyndte ”maksimalt pres”- politikken mod Iran, er Irans økonomi ifølge Den Internationale Valutafond skrumpet med 9,5 procent i 2019. Kun Libyen og Venezuela havde ringere vækstrater.

Foruden Iran, udgør den libanesiske diaspora en væsentlig indtægtskilde for Hezbollah. Mens der i Libanon bor omkring 4,7 millioner libanesere, estimeres det, at der er bosat otte til 14 millioner libanesere uden for landet. Nogle af disse migrerede libanesere sympatiserer med Hezbollah og sender penge til dem og hjælper organisationen med at hvidvaske indtægter fra handel med narkotika og våben. Sidste år erklærede flere lande, herunder Storbritannien og Argentina, Hezbollah for en terrororganisation, og gjorde det dermed ulovligt at yde støtte til organisationen. Brasilien planlægger at gøre det samme, og netop Brasilien og Argentina har det største antal libanesere uden for Libanons grænser.

Libanon er i dag på randen af bankerot, hvilket presser Hezbollah økonomisk. Samtidig betyder Irans økonomiske krise og det internationale samfunds stigende fordømmelse af organisationen, at Hezbollahs muligheder for at rejse ny kapital er forringet markant.

Manglende opbakning
Hezbollahs tredje krise er af politisk karakter. Partiet har i de seneste to år nydt stor opbakning blandt kristne i Libanon, men dette ser ud til at være slut. Hezbollah har i en længere årrække samarbejdet med Free Patriotic Movement (FPM), landets største kristne parti, hvilket ifølge undersøgelser fra Pew Research Center og The Washington Institute gjorde det muligt at øge Hezbollahs opbakning blandt kristne fra 18 procent i 2010 til 83 procent i 2018. Samarbejdet med FPM og de kristnes opbakning øgede Hezbollah politiske legitimitet, og gjorde det sværere for det internationale samfund at tale om en ”Hezbollah-regering”.

Alt dette ændrede sig under protesterne, da Nasrallah afviste demonstranternes krav, og Hezbollah-tilhængere åbenlyst angreb demonstranterne. Mens partiet har formået at opretholde sin opbakning blandt shiamuslimer under protesterne, er støtten hos kristne styrtdykket fra 83 til 33 procent på et enkelt år. Samtidig er opbakningen blandt sunnimuslimer forblevet meget lille – kun 13 procent har et positivt syn på Hezbollah.

 

Hezbollah blev etableret som et forsvar mod en udefrakommende fjende, og covid-19 udgør netop dette. Derfor benytter de sig nu af krigsretorik og mobiliserer deres mange medlemmer, som var de i krig
_______

 

Kampen mod en ny fjende
Guds Partis potentielle redning kom som sendt fra himlen. I et fly fra Iran i februar ankom flere passagerer, som uvidende bar på covid-19. Coronavirussens udbrud i Libanon lignede først endnu en krise for Hezbollah, da modstandere af organisationen kritiserede dem for at være årsagen til virussens spredning i landet. På trods af, at sygdommen spredte sig med galoperende fart i Iran, tog det mange dage, før Libanon stoppede indkommende fly fra Iran. Kritikere hævdede at Hezbollah var årsagen til den forsinkede indstillingen af flyforbindelserne, idet organisationen ville give dets medlemmer og støtter tid til at returnere. Men Hezbollah fik hurtigt skabt et nyt narrativ – et der ændrede organisationens rolle fra skurk til redningsmand.

Siden virussens udbrud i Beirut har Hezbollah mobiliseret over 25.000 frivillige inklusiv 1.500 læger. De har etableret flere test- og karantænefaciliteter for at ”reducere presset på hospitalerne”, som talsmanden for organisationen Hussein Fadlallah udtalte den 31. marts. ”Niveauet af forberedelse er det samme (som krig), men målene er anderledes”. Hezbollah blev etableret som et forsvar mod en udefrakommende fjende, og covid-19 udgør netop dette. Derfor benytter de sig nu af krigsretorik og mobiliserer deres mange medlemmer, som var de i krig.

Også Hezbollahs leder, Nasrallah, benytter sig af en terminologi, som normalvis er forbeholdt organisationens ærkefjender: Israel og USA. ”Vi er midt i en krig, en global krig som udkæmpes af folket” sagde han d. 13 marts i år. Den nye fjende – covid-19 – overskygger i dag Libanons andre problemer og har sat demonstrationerne på pause. Pusterummet udnytter Hezbollah nu til at reetablere sin legitimitet i samfundet.

Libanon har i skrivende stund 682 smittede og 22 døde og klarer sig dermed markant bedre end Danmark, der har over 8.000 smittede og 384 døde – dette til trods for, at Libanon har en større population og blev ramt af coronavirussen tidligere end Danmark. Hvorvidt dette skyldes Hezbollahs intensive mobilisering er uklart, men organisationens succes med at ændre narrativet – fra Hezbollah som årsag til virussens frembrud til organisationen som helten i Libanons nye krig – vil utvivlsomt øge Hezbollahs popularitet.

For Hezbollah har der tydeligvis været koldt på toppen. Til trods for et enormt militær, høj opbakning blandt shiamuslimer og organisationens rolle som kongemager i libanesisk politik, er deres magtposition truet. Libanons økonomi er foruroligende tæt på kollaps, organisationens indtægter forsvinder og partiets politiske opbakning fra andre religiøse grupper er minimal. En ende på Guds Partis æra er faretruende tæt på, men den verdensomspændende coronavirus covid-19 er ved at blive Hezbollahs redning. Virussen har skabt et pusterum fra de forestående kriser, og Hezbollah er godt i gang med at reetablere sin legitimitet og igen at positionere sig som ”Libanons Beskytter”. ■

 

En ende på Guds Partis æra er faretruende tæt på, men den verdensomspændende coronavirus covid-19 er ved at blive Hezbollahs redning. Virussen har skabt et pusterum fra de forestående kriser, og Hezbollah er godt i gang med at reetablere sin legitimitet og igen at positionere sig som ”Libanons Beskytter”
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland