26.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Abraham-aftalerne, som med Trumps hjælp er blevet indgået mellem Israel og hhv. UAE, Bahrain og senest Sudan i fredags, har gjort det umulige muligt: De sikrer fred mellem Israel og den sunni-arabiske verden. Når Trumps udbrud på Twitter en dag er glemt, er jeg sikker på, at alle vil være i stand til at anerkende, at han fortjener Nobels fredspris for bedriften.

Kommentar af Naser Khader, udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti

De historiske gennembrud i Mellemøsten fortsætter. USA’spræsident Donald Trump annoncerede i weekenden endnu en aftale mellem Israel og et arabisk land. Denne gang er det Sudan. Du har sikkert ikke hørt om det, fordi det ikke passer ind i hverken danske eller udenlandske mediers kampagne for at få tidligere vicepræsident Joe Biden valgt som USA’s næste præsident.

Men Sudan følger altså nu efter to andre arabiske lande, de Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og normaliserer forholdet til Israel. Samtidig har Trump fjernet Sudan fra den amerikanske liste over lande, der støtter terrorisme. Landet kan nu igen modtage økonomisk bistand og investeringer. Alle andre end Trump ville derfor også have været et oplagt bud på en modtager af Nobels fredspris, men når end ikke pressen vil skrive om aftalerne, vil Den Norske Nobelkomite næppe følge op med en fredspris.

 

Der er flere gode nyheder, fordi Trump ved annonceringen af aftalen mellem Israel og Sudan lovede, at der er “mindst fem flere” arabiske stater, der ønsker en fredsaftale med Israel
_______

 

Indtil sidste måned havde kun to arabiske nationer – Egypten og Jordan – officielt anerkendt Israel. De to lande, der grænser op til Israel, underskrev fredsaftaler i henholdsvis 1979 og 1994. Det var henholdsvis præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton, der stod bag de to aftaler. Dengang kan jeg love jer for, at pressen ikke var for gode til at understrege den historiske betydning af aftalerne. Utallige forsøg på at mægle i Mellemøsten er blevet gjort i de efterfølgende 25 år. Spalte op og spalte ned er blevet skrevet.

Alligevel var der ikke plads til andet end et par noter, da Trump i sidste måned præsenterede de første to aftaler mellem Israel og Bahrain og de Forenede Arabiske Emirater. De såkaldte Abraham-aftaler med Bahrain og Emiraterne, og nu også Sudan, er ganske enkelt historiske. Selv den venstreorienterede Trump-hader, Thomas Friedman, kaldte de første aftaler for ”huge” i selveste New York Times.

Nu er Sudan også med, og der er flere gode nyheder, fordi Trump ved annonceringen af aftalen mellem Israel og Sudan lovede, at der er “mindst fem flere” arabiske stater, der ønsker en fredsaftale med Israel. Flere arabiske medier hævder endda, at den syriske diktator, Bashar al-Assad, også er begyndt at flirte med Israel.

 

[E]n del af årsagen [til de historiske normaliseringsaftaler] er Trump selv. De arabiske ledere stoler på ham, og han belærer dem ikke
_______

 

Abraham-aftalerne, som de er blevet kaldt, viser, at det ikke er Israel, der står i vejen for en tostatsløsning, men snarere den palæstinensiske ledelse, der blokerer for forhandlingerne. Netanyahu står nemlig tilbage som den store sejrherre. Han har ikke kun åbnet op for investeringer og rejser rundt i regionen for israelerne, han har også vist, at han kan forhandle fred, som vi ikke har set det, siden premierminister Rabin og den senere præsident Peres indgik Oslo-aftalen i 1994.

Derudover er aftalerne selvfølgelig en diplomatisk triumf på linje med land-for-fred aftalerne – eller Oslo-aftalerne, som endte med, at Rabin, Peres og den daværende palæstinensiske leder Yassir Arafat fik Nobels fredspris i 1994. Chefforhandlerne og ambassadørerne fra USA, Israel og de arabiske lande, der indtil videre er med i Abraham-aftalerne, gjorde det umulige muligt: sikrede fred mellem Israel og den sunni-arabiske verden.

Det voksende antal sunni-arabiske lande, der nu står i kø for at normalisere forholdet til Israel, er blevet fordømt af palæstinenserne. De ser det som et forræderi mod deres sag, som ikke bare er en tostatsløsning med Østjerusalem som hovedstad, men en tilbagetrækning fra de territorier, som Israel besatte under krigen i 1967.

Præsident for Den palæstinensiske selvstyremyndighed, Mahmoud Abbas, sagde, at han afviste den nye aftale med Sudan og tilføjede, at ingen havde ret til at tale på palæstinensernes vegne. Hamas, der kontrollerer Gaza, sagde yderligere, at det var en “politisk synd”.

 

De store tabere er uden tvivl det palæstinensiske folk, som står tilbage med en flok autoritære ledere, der ikke forstår, at piben har fået en anden lyd i Mellemøsten under Trump
_______

 

De store tabere er uden tvivl det palæstinensiske folk, som står tilbage med en flok autoritære ledere, der ikke forstår, at piben har fået en anden lyd i Mellemøsten under Trump, hvor alle er trætte af krig og urealistiske krav fra palæstinenserne. Man kan næsten genbruge det gamle citat, som Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov sagde til sin østtyske kollega Erich Honecker: “Den, der kommer for sent til historien, bliver straffet forlivet.”

Det er svært præcist at svare på, hvorfor de sunni-arabiske stater er parate til at anerkende Israel efter 73 år, men en del af årsagen er Trump selv. De arabiske ledere stoler på ham, og han belærer dem ikke. Derudover er en ny generation af unge arabere begyndt at få indflydelse. Hvorfor skal en terrororganisation som Hamas (og dermed Iran), eller det korrupte styre under Abbas, have vetoret, om vi må handle med Israel, spørger især de unge arabere sig selv. De gider ikke krig og ufred, men vil handel og udvikling med USA og Israel. Det er det klare indtryk man får, hvis man følger Twitter i Golflandene.

En anden vigtig dimension er, at Trump med Abraham-aftalerne har skaffet USA nye allierede i kampen mod Kina. Dermed sender han et stærkt signal til kommunisterne i Beijing om at holde sig væk fra Mellemøsten.

Trump er Trump. Selv når han skal annoncere en historisk aftale, som vil sikre ham en plads i historiebøgerne, kan han ikke dy sig. “Tror du, at Sleepy Joe kunne have lavet denne aftale,” spurgte han Netanyahu, der helt mistede fatningen midt i glæden over aftalen med Sudan. “På en måde tror jeg det ikke” fastslog Trump. “Sleepy Joe” er Trumps øgenavn for Joe Biden. Efter lidt betænkningstid, fik Netanyahu fremstammet: “Hr. Præsident, en ting kan jeg i hvert fald fortælle dig; vi sætter pris på hjælp til fred fra enhver i Amerika.” (Kilde: Times of Israel)

 

Jeg forudser, at selv Saudi-Arabien er parate til at indgå en aftale med Israel, hvis Trump vinder præsidentvalget
_______

 

Når Trumps udbrud på Twitter og de dumsmarte bemærkninger, der ikke er en præsident værdige, en dag er glemt, er jeg sikker på, at alle vil være i stand til at anerkende de historiske Abraham-aftaler. Jeg kan ikke understrege nok den værdi, som aftalerne har for Mellemøsten, og jeg forudser, at selv Saudi-Arabien er parate til at indgå en aftale med Israel, hvis Trump vinder præsidentvalget. Om det bliver på denne side af nytår eller når Kronprinsen bliver konge, tør jeg ikke spå om.

Andre har fået Nobels fredspris for mindre. Trumps forgænger, præsident Obama, fik den på forventet efterbevilling. Aftalerne burde udløse Nobels fredspris, men det sker ikke. Vi er tydeligvis ikke klar til at anerkende, at Trump kan noget, som ingen siden præsident Clinton har formået.

Og bare rolig: Abraham-aftalerne får heller ikke Trump genvalgt. Man vinder ikke et præsidentvalg på udenrigspolitiske sejre. Abraham-aftalerne er til gengæld en kæmpe sejr for verdensfreden. ■

 

Andre har fået Nobels fredspris for mindre. Trumps forgænger, præsident Obama, fik den på forventet efterbevilling. Aftalerne burde udløse Nobels fredspris, men det sker ikke
_______

 

Naser Khader (f. 1963) er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, hvor han bl.a. er udenrigsordfører. Udover sit politiske virke har Naser Khader været seniorforsker ved den konservative tænketank Hudson Institute (Washington D.C.), hvor han stadig er tilknyttet.

Redigeret af Ole Wennekers Nielsen og chefredaktionen. ILLUSTRATION: Præsident Trump taler i telefon med den sudanesiske premierminister Abdalla Hamdok og den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i forbindelse med annonceringen af, at de to lande nu planlægger at normalisere deres relationer til hinanden, d. 23. oktober 2020 [Foto: Official White House Photo / Tia Dufour / Flickr].