22.04.2020

I disse dage lancerer RÆSON en ny sektion med reportager, essays, artikler, interviews og kommentarer under titlen: LIV, KULTUR, MEDIER OG TEKNOLOGI. Årsabonnement fortsat blot: 250 kr. (200 for pensionister+studerende)

Lige nu kæmper verden med at finde en modgift til coronavirussen. Imens vi venter, bør vi udnytte krisens særlige sindstilstand til at iværksætte en grundlæggende erkendelse af, hvad modgiften til ’accelerationsregimet’ kunne bestå i.

Kommentar af Julie Rokkjær Birch, Direktør på Kvindemuseet

JEG STÅR I mit soveværelse og konstaterer med en næsten symbolsk erkendelse, at en af bøgerne på mit natbord er ’Fremmedgørelse og Acceleration’ af stjernesociologen Hartmut Rosa (f. 1965). Bogen er en analyse af de accelerationsprocesser, der præger det moderne liv, og et bud på konsekvenserne af et stadigt højere tempo i vores samfund. Den centrale pointe i bogen er, at moderne mennesker bliver mere og mere fremmedgjorte fra sig selv, hinanden og de fysiske og sociale rammer, der omgiver dem. Den beskriver, hvordan vi effektiviserer vores hverdag og sparer tid, så vi kan løbe hurtigere og hurtigere; men vi har stadig aldrig tid nok. Jeg var cirka halvvejs i bogen, da coronasmitten fik statsminister Mette Frederiksen til at slå bremsen i og lukke Danmark ned. Så stod jeg der med tvillinger på syv, der skulle hjemmeskoles, og et museum at dirigere gennem en krise. Lige dét scenarie har der ikke umiddelbart været meget opbremsning over, men noget er alligevel forandret.

Opbremsningen efter corona – eller enhver anden større samfundskrise for den sags skyld – handler ikke kun om ændringen i tempo,opgaver eller livssituation; Vi oplever krisens temposkift forskelligt alt efter, hvad vi hver især arbejder (eller ikke arbejder) med, og alt efter, hvordan vores familiesituation og individuelle sindstilstand ser ud. Nogle er på overarbejde – andre på standby. Men jeg tror, det er de færreste, der er ’i flow’. Det, som opbremsningen om noget forårsager, er et nyt blik på trædemøllen, vi før gik eller løb rundt i. Selvom mange af os stadig løber, har coronaen alligevel revet os ud af accelerationscirkelen for en stund. Det betyder, at vi nu evner at sepå os selv og vores samfund ’udefra’, sagt med en fin kliché.

 

Hartmut Rosa: Accelerationen har nået et punkt, hvor den frigørelse, der ligger i at tage verden i sin besiddelse, bliver til det stik modsatte: til fastlåsthed og fremmedgørelse
_______

 
DET LYDER BANALT, men det er et sjældent og værdifuldt blik udefra og ind i den samfundsboble, vi selv plejer at leve i. Så jeg læser min bog færdig. Jeg læser, hvordan Hartmut Rosa bramfrit benævner højhastighedssamfundene som ’accelerationsregimer’ med totalitære tendenser, som ingen kan undslippe. Hermed mener han, at accelerationen har nået et punkt, hvor den frigørelse, der ligger i at tage verden i sin besiddelse, bliver til det stik modsatte: til fastlåsthed og fremmedgørelse. Vores verden er fyldt med ting og teknologier, der burde spare os tid - men det føles som om, vi er slaver af tiden. Har den kapitalistiske økonomis indbyggede accelerationslogik reelt overtaget vores liv? Av. Vi er ifølge Rosa fanget i en fart, som vi ikke evner at kritisere eller skabe alternativer til. For det tager jo netop tid, som vi ikke har. Men ’i disse coronatider’ er vi på den ene eller anden måde blevet fri af farten – i hvert fald farten, som vi kender den. Vi er nærmest frigjort fra selve tiden, som vi er vant til den; er det onsdag eller fredag i dag? Jeg aner det faktisk ikke.

HELT BAGVENDT er det, at relationen mellem selvet og verden er blevet styrket – ved at tage afstand. Mange beretter om at føle sig tættere forbundet med familie og venner. Det går ikke med møder kl. 9 om morgenen, fordi folk lige skal nå at synge fællessang med Philip Faber. Vi lytter til hinanden, og vi udviser samfundssind. Der er med andre ord ’resonans’, som Hartmut Rosa ville formulere det.Jeg er nok ikke den første, der spår, at årets ord for 2020 bliver ’samfundssind’. Men husker vi det i 2021?

Et særligt paradoks lige nu er, at alle de moderne teknologier – som af Rosa og andre sociologer gennem tiderne har fået skyld for social overmætning og deraf afledt fremmedgørelse – nu er det, der samler os. Set ’udefra’, for det kan vi jo lige nu, tror jeg egentlig bare, det handler om simpel matematik. Alle de fysiske møder er skåret væk, så vi har plads til at rumme det digitale møde på en mere nærværende måde – ja, til at rumme hinanden mere i det hele taget.

Selv har jeg aldrig talt så meget med mine venner som nu. Det er faktisk tankevækkende. Men hvordan fastholder vi denne erkendelse, når vi er ude af vores ’corona-mindset’? Hvem eller hvad kan hjælpe den kollektive hukommelse på vej, så krisen, med Churchills fine kliché, ikke går til spilde?

 

Selv har jeg aldrig talt så meget med mine venner som nu. Det er faktisk tankevækkende. Men hvordan fastholder vi denne erkendelse, når vi er ude af vores ’corona-mindset’?
_______

 

LIGE NU kæmper verden med at finde en modgift til coronavirussen. Imens vi venter, bør vi udnytte krisens særlige sindstilstand til at iværksætte en grundlæggende erkendelse af, hvad modgiften til ’accelerationsregimet’ kunne bestå i. Vi skal gennemskue, hvordan vi styrker relationen mellem selvet og verden. Hvordan ser vi på os selv og verden med et normkritisk blik?

Beklager, mit svar er nok forudsigeligt, men jeg har ikke andet: Det er kunsten og kulturen, der kan skabe resonans, fortrylle og kritisere på én gang – samt tilbyde et blik og et sprog, der ligger over hverdagslivets; over accelerationen og farten. Hvis ikke kulturlivets samfundsmæssige værdi bliver klar for os alle sammen under denne opbremsning – ikke mindst i kraft af vores nuværende mangel på kulturelle oplevelser – og hvis ikke den kulturpolitiske dagsorden styrkes efter disse krisetider, så spiller vi som samfund fallit. Drop snakken om finkultur versus lavkultur – lad os snakke om god kultur. Resonansen kan findes både på Netflix, på Vestkysten og på Statens Museum for Kunst. Lad os sammen investere i at give alle det ypperste erkendelsesmateriale og den bedste modgift på accelerationssamfundet: Kultur, kunst, kreativitet og musik. Alt det, som skaber fællesskab, sindsro og tankevækst. Eller sagt på en anden måde: hvis jeg én gang til oplever, at kultur italesættes som flødeskum, så må Hartmut Rosas værste analyser i sandhed være blevet til virkelighed. ■

 

Drop snakken om finkultur versus lavkultur – lad os snakke om god kultur. Resonansen kan findes både på Netflix, på Vestkysten og på Statens Museum for Kunst
_______

 

Julie Rokkjær Birch (f. 1983) er direktør for Kvindemuseet i Danmark, et museum for kønnenes kulturhistorie, som ligger i Aarhus. Museumsaktivist, debattør, skribent og foredragsholder. Cand.mag. i Nordisk sprog og Litteratur og Kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Tidligere museumsinspektør ved Skagens Museum og Skovgaard Museet og omviser på ARoS, Aarhus Kunstmuseum. ILLUSTRATION: Kalvebod Fælled, Amager i marts 2020 [foto: Astrid Maria Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix]