29.06.2020

„Vi ser det som en oplagt mulighed at få brudt op i blokpolitikken. Jeg læser artikler om, hvor dybt bekymrede fløjpartierne er for, at der opstår et samarbejde hen over midten. Endda om ting, som man måske troede bare ved sidste valg, kløvede blokkene – fx den grønne omstilling. Pludselig kan det forankres hen over midten. Jeg mener, at det er bydende nødvendigt for den grønne omstilling af vores erhvervsliv. Et skattesystem, der skal trække os til 2030, skal aftales bredt og gerne hen over midten‟

Interview af Jeppe Grand Egsgaard, ansv. chefredaktør på RÆSON

RÆSON: Vi er lidt over et år inde i Mette Frederiksens regering: Føler I jer hørt som støtteparti, når du ser på tværs af politikområder og tænker på de håndslag, I lavede i forståelsespapiret og finansloven?
ØSTERGAARD: Vi har tre fotostater hængende med de 15 mål, vi satte til vores landsmøde. ”Grønnere, friere og stærkere” er vores hovedtema, og vi har sagt, at vi vil måles på, om vi lykkes med de her 15 pejlemærker. Da vi så på vores mål om et grønnere Danmark i starten af året og kunne se, at vi ikke kunne levere på det i foråret, satte vi hårdt mod hårdt og nærmest bestilte en parlamentarisk krise, hvis ikke det lykkedes.

Vi er skridt for skridt ved at trække Danmark i en ny retning, men vi oplever også, at der skal kæmpes for det. Det var fx ikke en del af regeringens finanslovsudspil, at uddannelsesloftet skulle afskaffes – tværtimod var der faktisk nye uddannelsesbesparelser. Ift. at få børnene ud af Sjælsmark var vi nødt til at slå meget hårdt i bordet allerede inden finanslovsforhandlingerne. Der var heller ikke et krav om CO2-reduktion på regeringens første finanslovsudspil. Og så lykkedes det alligevel at gøre det til en børne- og uddannelsesfinanslov; at få børnene ud af Sjælsmark; at få mere sund fornuft på udlændingeområdet. Så når vi kigger tilbage, kan vi jo se, at det er lykkedes os at få fremskridt på næsten alle de områder, vi har prioriteret – i hvert fald i grove træk. Men oplevelsen er stadigvæk, at når der skal indhold i den nye retning, så skal vi kæmpe for at få det ind.

RÆSON: Hvis vi ser på et af de punkter, hvor det virker til, at regeringen har lyttet til bl.a. de Radikale, så er det, at I har kritiseret regeringen for at begrænse indrejsen til Danmark uforholdsmæssigt meget under coronakrisen. Hvorfor har det været jer så magtpåliggende?
ØSTERGAARD: Det, der i virkeligheden drev os i genåbningsprocessen, var evidensen for nedlukningen, som viste, at det effektive var befolkningens utroligt fornuftige adfærd: at danskerne holdt afstand og sprittede af. Jeg tror, Kaare Mølbak på et tidspunkt sagde, at det er vores „supervåben”. Der, hvor der så viste sig en næsten ideologisk forskel mellem os og regeringen, var ift. spørgsmålet om, i hvor høj grad man vil have tillid til det supervåben. Viser man så tillid til det, eller siger man: ”Men vi kan ikke regne med, at folk bliver ved med at være fornuftige?” Det mente vi godt, at man kunne, mens regeringen var mere tøvende.

 

Prøv at se på Italien nu: Hvis det får lov til at drukne i en økonomisk krise efter deres omfattende sundhedskrise pga. manglende solidaritet i EU, så bliver det da ikke demokratiske, progressive, økonomisk ansvarlige kræfter, der profiterer af det
_______

 

Den farbare vej er at stole på befolkningens sunde fornuft og så lave – og der er vi selvfølgelig et helt andet sted i dag – et beredskab, som ikke igen betyder, jf. hvad Mette Frederiksen sagde på et af de første pressemøder, at: ”Nu skal de svage skal være de stærke”. Vi er nødt til helt anderledes at beskytte de sårbare grupper. Det er en sygdom, som især har svære konsekvenser for ældre og kronisk syge. Dem kan vi beskytte, så de ikke føler sig fængslede, mens resten bør kunne styres pga. befolkningens fornuftige adfærd. Der bliver jeg hele tiden spurgt: ”Hvordan kan du være sikker på det?” Men nu hvor vi sidder her, står der en alcogel [hånddesinfektion, red.] på bordet, og det gjorde der altså ikke for et halvt år siden. Når vi står nede i supermarkedet, er der stadigvæk streger i gulvet. Pludselig synes vi, at det er helt vildt mærkeligt, hvis én går lige op bag os i køen.

RÆSON: Hvordan mener I, vi bør tilgå genopretningen af vores slunkne og mere gældsatte økonomi – skal vi tage den samme tilgang som efter Finanskrisen, hvor den regering, du selv var en del af, skar ned og trimmede udgiftssiden af det danske budget?
ØSTERGAARD: Det korte svar er nej. Det er ikke vejen frem. Jeg har også noteret mig, at min gode kollega på det tidspunkt, Wolfgang Schäuble, der jo var ”Mr. Austerity”, selv han siger nu, at vi er nødt til at håndtere det her på en helt anden måde.

Dels fordi det er en anden type krise, men vi er også belært af erfaringen af, at det tog alt for lang tid for os at komme ud af finanskrisen, fordi der var for få investeringer. Dengang var der også nogen, som kritiserede os for at være for tilbageholdende. Det sjove er bare, at nogle af de selvsamme kritiske stemmer sidder i toppen af Socialdemokratiet nu, og er selv tilbageholdende med at investere i Europa.

Jeg tror til gengæld ikke ret meget på privatforbrugsstimulering i Danmark. Dels har jeg samme observation, som jeg kunne høre, du havde; i går cyklede jeg forbi Islands Brygge, og folk sad tæt som fluepapir, der var kø ved pizzaforretningen, og de tyske turister kommer i større omfang, end folk havde regnet med.

Det, jeg til gengæld tror på, er at understøtte nye varige jobs, som ikke bare skyldes et eller andet kunstigt stød ind i økonomien. Men som reelt skaber en erhvervsudvikling, hvor vi får flere mennesker ansat. Det kan vi gøre ved at stimulere efterspørgslen efter nye løsninger – en grøn genopretning. Derfor var vi meget opsatte på at få fradraget fra forskning og udvikling sat op, så virksomhederne ikke drosler ned på netop dét.

RÆSON: Mette Frederiksen tog for nyligt til Bruxelles med et mandat fra jer til at øge EU-budgettet – og dermed også Danmarks bidrag til EU – samt til at finansiere den store genopretningsplan på 750 mia. euro, som landene fælles skal hæfte for. Hvorfor mener I, at Danmark skal betale for genopretningen af andre EU-landes økonomier?
ØSTERGAARD: Fordi hundredtusindvis af danskeres jobs afhænger af afsætning til andre EU-lande. Derfor ser jeg det i virkeligheden som noget af det væsentligste for Danmark, om der kommer en stor, optimismeskabende europæisk hjælpepakke, som kan stimulerede vores eksport – for det er faktisk dér, vi er allermest sårbare. Desuden skal de penge ikke gives betingelsesløst, men med henblik på at understøtte grøn omstilling og digitaliseringen de steder, hvor vi har god mulighed for at bidrage. Dertil er det oplagt med CO2-beskatning. En carbon fee and dividend (CFD, en model hvor provenuen fra CO2-skatten tilbagebetales direkte til borgerne, red.) er en oplagt mulighed. Vi har netop aftalt, at CO2-afgifterne i Danmark skal øges. Hvis man kunne få enten CO2-kvoterne eller CFD til at betale noget af den her regning til EU-budgettet, så slår vi flere fluer med et smæk. En anden mulighed kunne være en FTT – altså en finansiel transaktionsskat – som gælder hele Europa. Det er der måske bedre muligheder for nu, og det er vi også åbne for. Så der findes altså den mulighed, at man lader Europa i fællesskab betale den fælles regning i stedet for at dele den ud til enkelte lande.

Det, som var hele meningen med at skabe det indre marked og det økonomiske samarbejde, var jo at komme udover de gode gamle dage, hvor man bare devaluerede for at sende regningen videre til naboerne. På en eller anden måde er det lidt det samme, som vi diskuterer her: Skal vi lade dem tage afmatningen og blive ramt hårdest, eller er vi kommet i et højere udviklingsstadie, hvor det ikke bare handler om, at enhver er sig selv nærmest? Sidstnævnte har man jo set skrækeksempler på undervejs: Jeg var da dybt bekymret, da vi så, at selv stærke europæiske nationer som Tyskland og Frankrig pludselig begyndte at lave en art intern eksportbegrænsning på værnemidler – helt fremmedartet fra, hvor jeg troede, vi var i det europæiske samarbejde. Vi sender slidte respiratorer til Italien, som vi antageligvis – må man forstå – godt vidste, ikke kunne bruges til noget, fordi det var det, vi lige kunne overskue. Det er småt med solidariteten.

 

Jeg synes, det var klogt at stille krav til Grækenland og jeg står også inde for de beslutninger, jeg var med til at tage. Men jeg ved da ikke, hvor klogt nogen af os synes, det er i dag, at det så var kinesere, der opkøbte Piræushavnen. Der er vi et andet sted nu
_______

 

RÆSON: Har det været et wakeup-call for dig?
ØSTERGAARD: Ja, det har det da. Uden at det bliver alt for højtravende, så skylder vi utrolig meget af den velfærdsstatstænkning, vi har i dag, til den Marshallhjælp, der blev givet for 75 år siden, efter vi blev befriet. Den har vi aldrig betalt tilbage, fordi det, vi skulle betale tilbage med, var stabilitet. Det var et værn mod, at socialt armod blev til fascisme. Prøv at se på Italien nu: Hvis det får lov til at drukne i en økonomisk krise efter deres omfattende sundhedskrise pga. manglende solidaritet i EU, så bliver det da ikke demokratiske, progressive, økonomisk ansvarlige kræfter, der profiterer af det.

RÆSON: Nogen har kaldt det et ”Hamiltonsk Øjeblik” for EU med reference til USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, som i kølvandet på den Amerikanske Revolution fik smedet de 13 kolonier sammen med fælles gæld, skatteindtægter og finanspolitik. Tegner det her i virkeligheden den Radikale vision for det fremtidige EU – større budgetter med en større bemyndigelsesramme, men altså også en større finansiel omfordeling mellem landene – fx denne gang til Italien – uden nogen nævneværdige modkrav?
ØSTERGAARD: Politikere elsker jo historiske referencer – nu har jeg selv lige været i gang med Marshallhjælpen. Men der er jo fælles gæld i forvejen. Masser. ECB [Den Europæiske Centralbank, red.] opkøber alle staternes obligationer og så videre, så jeg tror ikke helt, jeg køber det ”Hamiltonske Øjeblik”. Men i forhold til vores egen position er der i hvert fald et par ting, hvor vi rykker os. Jeg har nævnt det her med europæiske fælles indtægter – herunder en potentiel FTT [finansiel transaktionsskat, red.] eller CFD [Carbon fee and dividend, red.], eller hvad vi nu finder på; gerne grønne skatter, men for så vidt også det andet.

I en erkendelse af, at vi svigtede – både i optakten til finanskrisen, men i virkeligheden også bagefter. Jeg synes, det var klogt at stille krav til Grækenland og jeg står også inde for de beslutninger, jeg var med til at tage. Men jeg ved da ikke, hvor klogt nogen af os synes, det er i dag, at det så var kinesere, der opkøbte Piræushavnen. Der er vi et andet sted nu, hvor vi forstår, at det ikke er nok at have et økonomisk samarbejde, der handler om at få landene til at blive så ens som muligt. Det er i virkeligheden også i vores interesse i EU som verdens stærkeste økonomi med en enorm global indflydelse, at hele økonomien er velfungerende. Det er der, hvor vi mangler at flytte både kollegaerne i Folketinget, men måske også befolkningens forståelse af, hvor godt det er for Danmark, hvis det går godt i Italien og Spanien.

RÆSON: I har sagt, at jeres opbakning til regeringen står og falder med, at regeringen vil levere en historisk klimaaftale med markant højere CO2-reduktioner. Nu har I lavet en bred klimaaftale for energi og industri, som reducerer de danske udledninger med 3,4 ton CO2-ækvivalenter – altså 1,4 mere end det, regeringen lagde op til og som I mente, var utilstrækkeligt. Men den nødvendige reduktion for at leve op til klimaloven er på 20 ton. Er den nye brede aftale i jeres øjne en ”historisk klimaaftale” med ”markant højere” CO2-reduktioner, som I oprindeligt krævede?
ØSTERGAARD: Vi kom jo op på en halv million tons i finansloven, og nu har vi lige opnået de 3,4, hvilket bringer os op på næsten 4 millioner tons af de 20, der skal til. Det, at vi i det første år har taget en femtedel af udfordringen, synes jeg faktisk, er okay. Det historiske består nok mere i principbeslutningen om CO2-afgiften.

Men hvis vi lige bliver på CO2-reduktionen, så er jeg også nødt til at være ærlig at sige, at jeg synes, det lå på den flade hånd at lave en meget større aftale.

Jeg arbejder fx hårdt for udtagning af landbrugsjord – og der kan ikke drives et parti frem på Christiansborg, der ikke synes, vi skal udtage 100.000 hektar landbrugsjord. Det er jo næsten lige så meget – i hvert fald ifølge partnerskabet – som det, vi lige klarede på industrien og energiens område. Så det kunne man nemt være kommet meget længere med. Transporten kradser vi også kun i overfladen. Når jeg alligevel har stillet mig tilfreds, så er det, fordi vi er kommet langt på de områder, der er. Vi har taget hul på nogle af de vigtigste beslutninger, som Klimarådet anbefalede. Nu stillede vi egentlig de her krav, før Klimarådet kom – men de viste faktisk vejen til 70 pct. reduktion. De sagde, at der var en række straks-beslutninger, man børe tage med det samme. Der er nogle enkelte af dem, vi ikke tog, men de fleste endte vi faktisk med at tage. Herunder det med at få sat nogle ting i gang i udviklingssporet omkring Power to X [teknologier der kan omdanne energi fra elektricitetssektoren til fx brændstof, red.], CO2-fangst- og udnyttelse, som kommer til at tage lang tid, og hvis det skal spille en rolle for at nå målet på 70 pct., så skulle det bare i gang.

 

Men hvis vi lige bliver på CO2-reduktionen, så er jeg også nødt til at være ærlig at sige, at jeg synes, det lå på den flade hånd at lave en meget større aftale
_______

 

RÆSON: Når du stiller dig tilfreds, er det så, fordi du regner med, at der kommer store ting senere – fx inden for transport og landbrug? Undlader I at vælte regeringen, fordi I forventer, at der kommer noget bedre senere?
ØSTERGAARD: Det historiske i aftalen – for lige at gøre det færdigt – er, at vi har fået sat gang i arbejdet med den grønne skattereform, og at de modeller, der kommer, skal basere sig på, at CO2-afgifter bidrager væsentligt og bliver hovedmotoren for 70 pct-målet. De ord er kalkeret ud af Klimarådets anbefaling, som jo blev hældt af brættet lige præcis på det område. Jeg startede året med en debat med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann, hvor jeg slog det her tema an, og det gik de lidt rundt om, og det har de så gjort nogle måneder. Der kniber jeg mig faktisk i armen over, at det er lykkes at komme så langt og få forpligtet så langt og vidt. Ikke mindst at stå sammen med Jakob Ellemann nede i Bibliotekshaven og alliere os hen over den politiske midte om en skattereform, som skal være drivende for den grønne omstilling frem til 2030.

Det forløb, havde selv jeg – som er meget utålmodig og meget ambitiøs – ikke turde tro på, kunne ende dér så hurtigt. Det er jo ikke i hus endnu, vi ved ikke, hvordan det ender. Men jeg kan se, at principbeslutningen om CO2-afgifter påvirker alle dem, der var skeptiske – i erhvervslivet og alle mulige andre steder. De er nu i gang med præcis det, som jeg havde forudset: Når politikerne har sagt bredt, at vi kommer til at lade CO2-afgifter være hovedmotoren i den grønne omstilling, så vil interessen være at bidrage til, hvordan man indretter sig klogt, så det ikke går udover konkurrenceevne, CO2-lækage og social ubalance. Det kommer til at være fokus nu i stedet for Dan Jørgensens kamp mod ”Georg Gearløs”.

Det er derfor, jeg mener, at det her er et øjeblik, man vil se tilbage på og sige: ’Her startede den grønne omstilling for alvor, fordi politikere forstod, at hovedmotoren i det her er CO2-afgifter’. Til anden del af dit spørgsmål: Er det så, fordi vi forventer mere? Ja, det gør vi.

RÆSON: Står jeres krav om markant CO2-reduktion stadig ved magt i efterårets forhandlinger? Vælter I regeringen, hvis den ikke leverer på dem?
ØSTERGAARD: Nu har vi en forpligtelse til at vende tilbage på en grøn skattereform, der skal være hovedmotoren i den grønne omstilling. Vi har en checkliste for regeringen ift. klimahandlingsplaner. Hvis de viger bort fra den slagne vej, så må vi igen agere på den ultimative måde, hvor vi giver dem valget mellem handling, eller at vi trækker vores støtte til dem. Men lige nu er jeg i en situation, hvor vi har fået noget, som er langt mere ambitiøst, end de fleste havde regnet med – på både indholdsniveau og beslutning- eller principniveau.

 

Vi har en checkliste for regeringen ift. klimahandlingsplaner. Hvis de viger bort fra den slagne vej, så må vi igen agere på den ultimative måde, hvor vi giver dem valget mellem handling, eller at vi trækker vores støtte til dem
_______

 

RÆSON: Den 25. juni indgik Radikale en aftale med V, K og S, hvor I skal bruge 260 millioner kroner i 2020 på at støtte indenrigsflyveruterne i Danmark, som skal sikre, at flyselskaberne kan få dækket deres tab, når der er færre passagerer med end normalt. I har godt nok afsat 25 millioner i aftalen til at fremme grønne brændstoffer, men det er svært at se mere flyvning som positivt for klimaet – særligt når man har i mente, at klimaaftalen havde et lavere beløb – på 200 millioner – afsat til at fremme grønne transportløsninger som fx grønne busser og ladeinfrastruktur. Hvorfor støtter i de fossile transportløsninger uden at stille nævneværdige grønne krav?
ØSTERGAARD: Først og fremmest betragter vi ikke den her luftfartsaftale som en klimaaftale – det skal man ikke bilde nogen ind – men som en akut nødhjælpspakke i lighed med dem, vi lavede som lønkompensation og hjælp til selvstændige. Vi arbejder for en grøn omstilling af alle sektorer – også flytrafikken. Det er ikke den her aftale, der skal sikre det, men den handlingsplan, der kommer i efteråret. Der ligger der et partnerskab, der siger, at indenrigsflyvningen kan være CO2-neutral i 2030, som vi også henviser til i luftfartsaftalen. Men hvis ikke der er flyselskaber, som bare antydningsvist har hovedet over vand, så kommer der ingen grøn omstilling af flybranchen. Derfor har vi sagt ja til aftalen; for os handler det jo ikke om at få flybranchen til at gå fallit og på den måde reducere CO2-udledningen for flyvning i Danmark. Nu kommer der gang i Power to X , som har et helt oplagt bidrag til luftfartsbranchen – det er der afsat ganske mange penge til. Derudover er der i aftalen sat penge af til at sørge for, at vi allerede i august kan tage hul på at understøtte, at genstarten af flyindustrien også bliver genstarten af deres grønne ambitioner.

Men jeg skal ikke forgøre nogen, at det her er en aftale, vi skal skrive på det grønne regnskab. Det er det ikke. Det er en corona-aftale, som har fået et grønt tilsnit, fordi man refererer til partnerskabets egne ambitioner og sætter nogle penge af. Det er det, vi har fået ind, kan man sige.

RÆSON: Men I holder alligevel fly i luften. Bliver vi ikke nødt til at flyve mindre, hvis vi skal nå vores 2030-mål?
ØSTERGAARD: Hvis man fik drevet DAT til at lukke flyruten til Bornholm, ville det intet godt gøre for hverken Bornholm eller CO2-udledningen.

RÆSON: Hvorfor ikke investere i grønne alternativer til transporten til og fra Bornholm som fx tog?
ØSTERGAARD: Men vi kan jo ikke investere i tog, så den erhvervsstruktur, der er mellem fx København og Aalborg, bliver fixet nu og her. Det her er en akut hjælpepakke. At afmontere flytrafikken er ikke løsningen på luftfartens klimaudfordringer. Jeg er dog helt uenig med de folk, der siger, at man ikke kan lave CO2-afgifter på flytrafikken. Folk vil gerne betale for at flyve grønt. Det er ikke kun dem, der arbejder med grønne ting, der kan få støtte – eller kun dem, der synger klimasange i kulturlivet for den sags skyld. Det er klart, at luftfarten er en kæmpe klimamæssig udfordring, men hvis vi skal forandre det, skal vi jo ikke have selskaberne til at gå konkurs. Så skal vi have selskaberne til at investere i deres grønne omstilling.

 

Det historiske i aftalen er, at vi har fået sat gang i arbejdet med den grønne skattereform, og at de modeller, der kommer, skal basere sig på, at CO2-afgifter bidrager væsentligt og bliver hovedmotoren for 70 pct-målet
_______

 

RÆSON: Det hørte jeg dig også sige i Debatten; det handler om at flyve grønt. Du var til gengæld ikke så glad for at sige, at man skal flyve mindre. I er med i flyaftalen – som dog er en hjælpepakke – og baserer samtidig en tredjedel af CO2-reduktionen i jeres såkaldt ”historiske klimaaftale” på uafprøvede CO2-fangst-teknologier, som man ikke er helt sikker på, kan have den forventede effekt. I virker ikke til at turde at tage den hårde samtale om, at vi er nødt til at forbruge mindre. I bliver ved med at fokusere på teknologier i stedet for at tage de hårde valg eller omkostninger – fx at vi bliver nødt til at flyve mindre. Er Radikale Venstre blevet mindre grønne i den forstand?
ØSTERGAARD: Jeg synes, at det er en helt forkert fremstilling. I virkeligheden er det jo os, der er klar til at tage de hårde valg. Flyafgiften havde vi svært ved at få igennem i efteråret, bl.a. fordi venstrefløjen sagde, at det ikke dur, at den andel af befolkningen, som har mindst, oplever, at det bliver dyrere at flyve. Det problem har vi ikke. Vi synes, at alle skal opleve, at det er dyrere at leve sort og billigere at leve grønt. Det er jo derfor, vi også er gået ind i den her skattereform. Der er masser af bibetingelser lagt ind i den ift. at sikre konkurrenceevne og undgå social ubalance; jeg kunne sagtens have levet med, at vi tog beslutningen om, at hovedmotoren i den grønne omstilling skal være en ensartet stigende CO2-afgift. Fordi jeg mener, at det er den økonomiske politik, der samlet set skal løse alle de andre problemer. Vi er klar til alle de hårde beslutninger, men det handler jo om, hvad man tror, den hårde beslutning består i. Der har også været anbefalinger fra Klimarådet om tidlig investering i CO2-fangstmetoder. De forventer, at det er omtrent en femtedel af reduktionen, som skal komme fra det i deres plan op til 2030. Så kan det jo ikke nytte noget, at vi sidder og fedter rundt. Nej, vi er klar til at tage rigtig mange hårde beslutninger.

RÆSON: Når man ser på forløbet under coronakrisen ift. bl.a. genåbning og jeres parløb med Venstre om den grønne skattereform, viser der sig nogle grundlæggende fællestræk mellem jer og Venstre og måske blå blok i det hele taget. Tegner der sig et billede af, at I på væsentlige punkter har lettere ved at samarbejde med Venstre og blå blok end med Socialdemokratiet?
ØSTERGAARD: Jeg må sige, at jeg ikke havde forestillet mig, da jeg bragte Socialdemokratiets regering til magten, at jeg ville sidde sammen med V og DF og lægge planer for at åbne grænsen, fordi en socialdemokratisk regering er fodslæbende. Det har overrasket mig meget, at man skulle gå over åen efter vand der.

 

Jeg er dog helt uenig med de folk, der siger, at man ikke kan lave CO2-afgifter på flytrafikken. Folk vil gerne betale for at flyve grønt. Det er ikke kun dem, der arbejder med grønne ting, der kan få støtte – eller kun dem, der synger klimasange i kulturlivet for den sags skyld
_______

 

Det, der har vist sig, er måske mere, at vi og Venstre på en række områder har fået en tillid til, at vi faktisk – når vi har fælles interesser eller kan diskutere os frem til dem – er i stand til at præge, hvilken retning tingene skal gå i. Det så vi også undervejs i nogle af redningspakkerne, men vi så det tydeligst her med CO2-afgiften og skatteudspillet. Det håber jeg da på, kan inspirere V til at spille en konstruktiv rolle sammen med os, som ikke handler om at tilføre regeringen nederlag, men som handler om at være en drivende kraft for, at vi tager nogle beslutninger i det her folketing.

RÆSON: Handler det om, at R er gode til at se muligheder hen over midten, som gør det nemmere at lave aftaler over midten, eller er der lidt en opblødning i blokpolitikken?
ØSTERGAARD: Det er i virkeligheden begge dele. Vi ser det som en oplagt mulighed at få brudt op i blokpolitikken. Jeg læser artikler om, hvor dybt bekymrede fløjpartierne er for, at der opstår et samarbejde hen over midten. Endda om ting, som man måske troede bare ved sidste valg, kløvede blokkene – fx den grønne omstilling. Pludselig kan det forankres hen over midten. Jeg mener, at det er bydende nødvendigt for den grønne omstilling af vores erhvervsliv. Et skattesystem, der skal trække os til 2030, skal aftales bredt og gerne hen over midten. Vi så det også ved udligningsaftalen. Der havde vi nærmest rollen som fredsbevarende styrke mellem S og V, fordi vi nu er i en situation, hvor noget af det, der virkelig har skabt udfordringer for velfærden, nu er forankret bredt.

I denne parlamentariske konstellation med en lille et-partiregering flyttes noget af magten og dagsordensættelsen over i Folketinget, hvis vi evner at spille vores position. Det er sådan set det, vi viser nu. Vi kan sætte dagsordenen, hvis vi er i stand til at navigere i det folketing, der er, og hvis vi er bevidste om, hvad vi gerne vil opnå – fx på klimaområdet. Det siger jeg endda i et forår, hvor vi alle sammen er enige om, at regeringen har været tillagt hidtil usete beføjelser. I coronabekæmpelsen kan man se, at det også kan gå den anden vej – det handler bare om politisk vilje. Derfor er jeg egentlig relativt optimistisk nu, hvor jeg går på ferie efter en forårssæson, som ingen havde forestillet sig, ville ende på den måde. Jeg er egentlig ret optimistisk for, hvad vi kan udrette, men jeg ved også, at det formentligt bliver masser af nye kampe og ikke blot smooth sailing. ■

 

Det er klart, at luftfarten er en kæmpe klimamæssig udfordring, men hvis vi skal forandre det, skal vi jo ikke have selskaberne til at gå konkurs. Så skal vi have selskaberne til at investere i deres grønne omstilling
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland