04.04.2020

Venstrefløjen angriber flyindustrien og landbruget, men bekymrer sig ikke om digitaliseringen trods internettets enorme strømforbrug. Det udstiller hykleriet i klimadebatten – og understreger, at det rigtige grønne svar ikke er afvikling, men udvikling.

Af Morten Messerschmidt

DANSKERNE HAR TAGET den digitale tidsalder til sig. Over 93 pct. af befolkningen mellem 16 og 89 år har adgang til internet i hjemmet, og ni ud af ti bruger nettet dagligt. For de unge mellem 16 og 24 år er tallet endnu højere (99 pct.), men mere end to tredjedele i den ældste aldersgruppe på 75-89 år er også online på daglig basis. Vi lever online. Ifølge Energistyrelsen har hver ottende fastnet-/bredbåndsabonnement nu en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/s. Det skal tilmed gå stærkt.

Også vi politikere er vilde med internettet. Næppe et parti eller en politiker kan undvære de sociale medier. YouTube, Facebook og Instagram er god og effektiv kommunikation. Især film, hvor modtageren blot behøver at læne sig tilbage og modtage de uredigerede budskaber. Danskerne er også blevet et streaming-folkefærd – og politikerne holder sig ikke tilbage med at komme med gode råd om, hvad man bør se. Følger man eksempelvis Uffe Elbæks Twitter-konto, vil man hyppigt få gode råd og forslag til, hvad der hitter på Netflix og HBO.

Men internettet har en pris: 10 pct. af verdens elektricitetsforbrug går til det. Hele 2 pct. af det menneskeskabte CO₂-udslip skyldes informations- og kommunikationsteknologi. Det er lige så meget som CO₂-udslippet fra den globale flyindustris benzinforbrug. Og mens flyindustrien står til udskamning, så har internettet vokseværk. Det vokser med ikke mindre end 25 pct. om året, og især for de unge er et liv uden at være forbundet utænkeligt. 125 millioner gamere verden over spiller Fortnite. Med ti timers spil om ugen udleder det, hvad der svarer til 5 pct. af Danmarks årlige CO₂-udledning. Det såkaldte Internet of Things spås en eksplosiv vækst, når robotstøvsugere, spinningcykler, haveredskaber og den selvkørende bil skal tale sammen og planlægge din hverdag.

 

Jeg glæder mig til den dag, Pernille Skipper eller Morten Østergaard taler for internet-skam og truer med, hvordan en time af din yndlingsserie bruger lige så meget energi som at koge otte liter vand i en elkedel
_______

 

MENS FOLKETINGSVALGET I 2019 – især af de unge – blev tolket som et regulært klimavalg, synes lysten til at ændre internetadfærd at kunne ligge på et lille sted. Ikke ét eneste af venstrefløjens mange forslag har kredset om at begrænse internettet eller nedbringe forbruget af de mange apps og gadgets. Måske en rask lille afgift på underholdningssites kunne lægge en dæmper på CO₂-udledningen? Den har vi dog stadig til gode at se foreslået.

End ikke de mange datacentre, som internetgiganter som Netflix, Amazon og Apple benytter sig af, har endnu været genstand for socialisternes reguleringstrang. Der kunne ellers nok udtænkes et par forslag, mens lyslederkablerne drøner afsted med 200.000 kilometer i sekundet fra et af de mange datacentre et ukendt sted i verden. Knap 200 terawatt-timer bruger disse datacentre hvert år. Det er mere end det årlige nationale energiforbrug i et land som Iran. Alene kæmpehittet Despacito af popsangeren Luis Fonsi har krævet lige så meget strøm, som der på ét år forbruges i de fem afrikanske lande Tchad, Guinea-Bissau, Somalia, Sierra Leone og Den Centralafrikanske Republik tilsammen.

Jeg glæder mig til den dag, Pernille Skipper eller Morten Østergaard taler for internet-skam og truer med, hvordan en time af din yndlingsserie bruger lige så meget energi som at koge otte liter vand i en elkedel. Shame on you! Eller rettere: Shame on them! For dobbeltmoralen er til at tage at føle på.

Ja, faktisk vil regeringen og dens støttepartier have stadig mere til at foregå på digitale platforme. Senest skal også Rejsekortet, der ellers har kostet millioner at udvikle, helt overgå til en app. Hele vores liv skal digitaliseres, mener de røde politikere. Men hvad med internet-skammen? Ja, den venter vi stadig på. Og det er i grunden underligt. For livet på planeten påvirkes vel ligeligt af enhver klimagas – om så den stammer fra SAS eller HBO?

Dette paradoks afslører klimadebattens hykleri. Derfor kastede jeg mig som mit partis ordfører ind i både debatten og forhandlingen om den nye Klimalov, hvor det røde flertal var blevet enige om at reducere klimagasserne med 70 pct. Noget tøvende tog vi imod udspillet.

 

Målet er, at Danmark skal være den førende nation i verden til at udvikle konkurrencedygtige teknologier, så den grønne omstilling kan ske på en så omkostningseffektiv måde som muligt
_______

 

REGERINGEN SELV har ingen ide om, hvordan man skal nå målene. Og selvom den slags måske ikke betyder det store hos venstrefløjens storstreamere, burde det dog betyde noget for dem, der sidder i regeringskontorerne.

Energi- og forsyningspolitik er ikke til eksperimenter. Derfor gik vi i mit parti til forhandlingsbordet med krav. Og til min glæde var det noget lettere at tale med regeringen end med dens støttepartier.

Og det lykkedes – sammen med andre gode kræfter – at slå centrale hegnspæle omkring Klimaloven, så vi ikke bare understreger økonomisk ansvarlighed, bæredygtig erhvervsudvikling, konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. I modsætning til socialisternes retorik er det nu også understreget, hvordan dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles. At erhvervslivet skal være en medspiller, ikke en modstander, sådan at vi sikrer både sammenhængskraft og social balance. Det er godt.

Det har givet ro og tryghed. Og erhvervslivet har da også kvitteret positivt. Den grønne omstilling både kan – og skal – nemlig gøres til en god forretning. Og selvom vi stadig ikke kan forudse fremtiden, ved vi, at vi kan løfte opgaven. Siden 1990 er vores samlede økonomi vokset med 59 pct., mens udledningen af drivhusgasser er faldet med 32 pct., og energiforbruget med 6 pct. Det er disse fodspor, Klimaloven skal følge. Og det handler nemlig lige så lidt om, at vi skal streame og surfe mindre, som at vi skal forbruge, spise og rejse mindre. Målet med Klimaloven og ambitionen om de 70 pct. er ikke, at Danmark skal gå i stå, at danskere skal blive arbejdsløse, eller at vi radikalt skal omlægge vores tilværelse.

Målet er, at Danmark skal være den førende nation i verden til at udvikle konkurrencedygtige teknologier, så den grønne omstilling kan ske på en så omkostningseffektiv måde som muligt. Kun derved får vi resten af verden med. For selvom Danmark er økonomisk polstret til at investere, bliver vores indsats det rene ingenting, hvis ikke investeringer fører til nye eksporteventyr. Danmark udleder bare ca. 0,1 pct. af verdens klimagasser. Den grønne omstilling handler derfor om erhvervspolitik. Om at vinde markedsandele.

For hvis ikke vi udvikler de teknologier, som kan få andre lande med på den grønne udvikling, hvem gør så? Kina? Indien? Nigeria? Naturligvis ikke. De teknologier, som skal sikre en global grøn omstilling, vil blive udtænkt, opfundet og udviklet i Danmark eller lande inden for en radius på maks. 1.000 kilometer herfra. Landene uden for denne kreds har hverken ressourcerne eller viljen, men prioriterer i stedet at mætte og uddanne deres befolkninger. Og de prioriterer sundhed og vækst. Det kan vi ikke bebrejde dem.

 

Det store spørgsmål er ikke, hvordan man skal streame eller flyve mindre, men hvordan man sikrer både strøm og brændstoffer fra kilder, der ikke udleder CO₂. Dette er opgaven. Ikke at afvikle det bestående, men at udvikle nye og bedre løsninger til at fastholde vores goder
_______

 

TIL GENGÆLD BEBREJDER jeg danske klimaapologeter, som gerne ser danske arbejdspladser og konkurrencefordele sat over styr og flyttet til mere svinende lande, fordi de ser klimapolitikken som en osteklokke, hvor Danmarks CO₂-udledning alene betyder noget. De stikker verden blår i øjnene og gør Danmark skade. Derfor var det et krav fra os, at klimatiltag aldrig må flytte drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser. Det står nu i Klimalovens formålsparagraf. Og den kan man jo passende finde på internettet. For står det til Dansk Folkeparti, skal ingen holde sig tilbage fra at bruge internettet. Tværtimod er fri adgang til nettet garantien for et højteknologisk samfund. I stedet for at tale om restriktioner på nettet skulle vi derfor i stedet tale om, hvordan vi kan sikre, at vores forbrug fremover bliver grønt.

I dag kommer kun 17 pct. af den strøm, Netflix bruger, fra vedvarende energi som hav, sol, jord og vind. 26 pct. stammer ifølge Greenpeace fra atomkraft, og 54 pct. fra kul og naturgas. Men det er lige så lidt et argument for at begrænse brugen af Netflix, som luftfartens CO₂-udslip er et argument for at begrænse flyrejser.

Det store spørgsmål er ikke, hvordan man skal streame eller flyve mindre, men hvordan man sikrer både strøm og brændstoffer fra kilder, der ikke udleder CO₂. Dette er opgaven. Ikke at afvikle det bestående, men at udvikle nye og bedre løsninger til at fastholde vores goder. Vi skal ikke omforme dagligdagen og mindske dens glæder. Men vi skal investere i at skabe fremtidens bøffer, flyrejser og tv-streaming, der alle hviler på en grøn produktionsform. Derfor skal vi heller ikke skamme os – men bære det grønne ansvar og gøre det til en god forretning. ■

 

Og det handler nemlig lige så lidt om, at vi skal streame og surfe mindre, som at vi skal forbruge, spise og rejse mindre. Målet med Klimaloven og ambitionen om de 70 pct. er ikke, at Danmark skal gå i stå, at danskere skal blive arbejdsløse, eller at vi radikalt skal omlægge vores tilværelse
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland