13.07.2020

.

Nøgternt betragtet afslørede kanslerens tale ikke, om den store Merkel-Macron-genopretningsplan markerer et mere permanent opgør med den ”tyske model”, som kritikerne hævder har skabt voldsomme – nogen siger fundamentalt ødelæggende – ubalancer i Eurozonen. Det eneste, hun foreløbig har lovet, er ekstraordinære tiltag i en ekstraordinær situation.

Kommentar af Morten Løkkegaard, gruppeformand, Venstre i Europa-Parlamentet

IFØRT SIN KARAKTERISTISKE, ja nærmest ikoniske, damejakke – til overflod valgt i skrigende mint-grøn – kunne ingen i Europa-Parlamentets store Bruxellessal være et øjeblik i tvivl om, at dagens hovedperson var ankommet på en af sine meget sjældne visitter.

På overfladen et pligtbesøg: Kansler Merkel skulle aflevere det tyske EU-formandskabs prioriteter for de næste seks måneder til os i den folkevalgte forsamling. På den anden side var det også en kærkommen anledning for kansleren til at markere så tydeligt, som det nu kan gøres på tysk, at hun er tilbage på den europæiske, politiske scene efter et par magre år på den triste tyske ditto. Coronakrisen kræver nyt sammenhold, og inden august skal der på et EU-topmøde eller to præsteres en enorm fælles aftale om både hjælpepakker og et nyt syvårsbudget. Og alle ved godt, at det er power-duoen, Merkel-Macron, der skal vise vejen. Af samme grund var plenarsalen også så fyldt, som de strenge coronaregler tillader, og alle var vi, inkl. kansleren selv, behørigt formummet bag de rædselsfulde ansigtsmasker, der for eftertiden ganske åbenbart vil komme til at stå som tidens tegn. Udenfor var parlamentets mediekorridor ganske ukarakteristisk tilstoppet med kamerahold og TV-værtinder i deres fineste kluns. Tyske Mutti var i byen. Men var det også Moder Europa, vi skulle opleve?

I sine år som Tysklands leder har Merkel aldrig udmærket som en supereuropæer i den klassiske føderale forstand. Hendes stil har været forsigtig, grænsende til det tilbageholdende. Jo, Tyskland skal være europæisk, men omvendt har Bruxelles også været holdt i stram snor. Status quo og politisk “Ordnung muss sein” har været ledetråden. Under finanskrisen blev hun verdenskendt som sindbilledet på den tyske ordo-liberalisme; ingen slinger i den finanspolitiske vals. Enhver må svare sit. Grækere og andre uduelige skulle selv betale tilbage for hjælpepakkerne, og i Athens gader blev den ellers milde kansler portrætteret som Adolf Hitler. Så stor var vreden over den konsekvente tyske pengepolitik, at nazi-kortet blev trukket overfor os liberale, da vi besøgte Athen for at tale med, hvad vi troede var vore venner. Der var så sandelig en politisk pris at betale for den tyske linje – og blandt økonomer diskuteres visdommen ved den kurs stadig.

 

I sine år som Tysklands leder har Merkel aldrig udmærket som en supereuropæer i den klassiske føderale forstand. Hendes stil har været forsigtig, grænsende til det tilbageholdende
_______

 

HAR CORONAVIRUSSEN ændret billedet? De forfærdelige billeder af lastbilkolonner med ligkister på vej ud af Bergamo er de mest dramatiske siden flygtningestrømme på de nordlige motorveje for fem år siden. Og ligesom kansleren dengang reagerede egenhændigt med det famøse “Wir schaffen das”, som skulle komme til at koste hende broderparten af den politiske opsparing og bane vejen for det yderste højre i Tyskland, lige så egenhændigt reagerede hun tilsyneladende også denne gang på coronakrisen ved at introducere, hvad der ligner et tektonisk skifte i tysk europapolitik: Få måneder efter det bizarre Brexit, og midt i corona-virussens værste hærgen, tonede den længe ventede Merkel-Macron-makkerpar endelig frem fra tågerne – med en plan. Den fransk-tyske genopretningsplan, hvis essens er 500 milliarder euro (5.600 milliarder kroner) i direkte tilskud til de hårdest ramte lande, primært Spanien og Italien, ramte mange (især nordlige) hovedstæder som en håndgranat. Også i København var vi lammede. Hvad skete der lige der?

I DE GODE GAMLE DAGE kunne man som en sparsommelig nordeuropæisk lilleput læne sig op ad briterne ved budgetforhandlinger. Og efter briternes selvmorderiske sortie, havde vi jo altid tyskerne som en forudsigelig sidste skanse mod de evigt spenderende franskmænd og uansvarlige italienere. Not anymore. Mine FDP-kolleger (ellers altid sikre budget-høge) begyndte for et par måneder siden pludseligt at tale i bløde vendinger om, at “når bare vi ikke skal hæfte for italienernes gamle gæld”. Ny gæld er åbenbart mere OK. Der var tydeligvis hjælp på vej i Marshall-plan-klassen. Væk var ideen om kun at ville hjælpe vennerne med lån i stedet for gaver. Væk var filosofien om “hjælp til selvhjælp”; forestillingen om, at det er bedre for motivationen og bundlinjen på langt sigt at få en fiskestang forærende i stedet for en fisk. Det tilsyneladende tyske paradigmeskifte sendte – med en journalistisk frase – chokbølger gennem Europa. Lige siden er Merkels færden og ordvalg blevet studeret med (endnu) større lup end normalt. Spørgsmålene, som alle stiller, er selvfølgelig: Vil Merkel redde Europa? Har Merkel skiftet politik? Hvad kan man forvente i fremtiden?

I Europa-Parlamentets plenarsal, var der torsdag ingen tvivl om, hvilken udgave af Merkel, vi fik: krisekansleren, den ansvarlige leder, der er parat til at bære ofreret. Og må appellere til os andre om, at vi viser solidaritet i nødens stund. Hun talte om “den største udfordring for EU nogensinde” og nødvendigheden af ”ikke at miste tid”. ”Det vil være nødvendigt med mange kompromisser. Alle må sætte sig i andres sted for at vi kan nå en aftale”. Adressen var tydelig: Merkel appellerede hermed til de nærige nordboer med Hollands statsminister, Mark Rutte, i spidsen. Og de to har da også siden spist en middag sammen, hvor man må formode, at han får samme sang i den udvidede version.

 

Som så ofte før i denne mere end almindeligt EU-begejstrede forsamling, hørte parlamentarikerne måske mere det, de ønskede at høre
_______

 

DAMEN I MINTGRØNT er ikke nogen stor taler. Hendes pointer blev afleveret sikkert, men manuskriptbundet. De efterfølgende reaktionstaler fra parlamentets gruppeledere havde som sædvanlig meget mere gang i patossprøjten: Det skortede ikke på store ord om ”Europas skæbnestund” og ”et vendepunkt for det europæiske projekt”. og der var da heller ingen tvivl om parlamentets begejstring. Fra højre til venstre var der rosende ord. Det er sjældent, at De Grønne nærmest holder takketale for en konservativ leder. Kun yderfløjene kritiserede hende skarpt – og blev straks buhet ud for at ødelægge den gode stemning. Men, som så ofte før i denne mere end almindeligt EU-begejstrede forsamling, hørte parlamentarikerne måske mere det, de ønskede at høre. Nøgternt betragtet afslørede Merkels tale nemlig ikke, om den store Merkel-Macron-genopretningsplan markerer et mere permanent opgør med den ”tyske model”, som kritikerne hævder har skabt voldsomme – nogen siger fundamentalt ødelæggende – ubalancer i Eurozonen. Kigger man på fakta, taler meget dog for: at den store pakke er et ”one-off”, netop en nødhjælps-pakke, som ikke skal skabe præcedens.

Det mest brugte ord i Merkels tale var ”ekstraordinær”. Det er næppe tilfældigt. Igen og igen fandt kansleren det nødvendigt at understrege den helt særlige situation, som coronavirus har skabt. Og særlige tider kræver som bekendt særlige løsninger. Og kigger man på den enorme hjælpepakkes ”legal base”, altså dens juridiske fundament, er der ingen tvivl om, hvad der har været Merkels figenblad for at acceptere den usædvanlige nødløsning: Genopretningsplanen er hjelmet i EU-traktatens paragraf 121, som netop taler om en helt ekstraordinær nødsituation, der betyder, at man kan tilføre fællesøkonomien store summer. Allerede tilbage i marts måned begyndte rygterne at løbe i Bruxelles om netop denne ”kattelem”, som kunne sikre det nødvendige kompromis mellem Berlin og Paris. Altså ingen føderale revolutioner, men pragmatisme med ryggen mod muren: Alternativet er som bekendt et italiensk sammenbrud – med alt, hvad det indebærer for Unionens (læs: tysk) økonomi og politiske sammenhængskraft. Glem heller ikke, at det var præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Draghi, der tilbage i 2012 måtte redde EU og Euroen ved at garantere de nødlidende økonomier ubegrænsede midler til at modstå finanskrisen. Merkel ville ikke tage ansvaret og holdt stædigt på den tyske sparelinje.

 

kigger man på den enorme hjælpepakkes ”legal base”, altså dens juridiske fundament, er der ingen tvivl om, hvad der har været Merkels figenblad for at acceptere den usædvanlige nødløsning: Genopretningsplanen er hjelmet i EU-traktatens paragraf 121, som netop taler om en helt ekstraordinær nødsituation, der betyder, at man kan tilføre fællesøkonomien store summer
_______

 

KIGGER MAN PÅ DEN tyske forhandlingsposition i forhold til EU’s kommende syvårsbudget, har det også her været tydeligt, at tyskerne ikke har appetit på en markant ny budgetkurs. Jo, jo briternes efterladte hul skal da dækkes ind, og der er sat en smule af til at dække de mange nye opgaver i de kommende år, men grundlæggende ligger Tyskland stadig på samme kurs (i omegnen af 0.05-0.11 pct. mere). Kun en anelse anderledes end ”de fedtede fire”, Danmark, Sverige, Holland og Østrig. Og slet ikke samme sted som Frankrig, hvor Macron i sine store europataler tidligere har fantaseret om hele 7-8 pct. større EU-budget – samt en fælles EU-finansminister m.m.

Endeligt kan man se på, hvad Merkel sagde i sin tale forleden om den stort anlagte to år lange ”konference om Europas fremtid”. Konferencen blev oprindeligt skabt som et plaster på såret til den forsmåede ALDE-gruppeleder og erklærede føderalist, Guy Verhofstadt, der ikke kunne få en toppost, da EU-kabalen skulle gå op sidste sommer. Alt, hvad Parlamentets mange tilhængere af Europas Forenede Stater, kunne ønske sig, skulle behandles her: store traktatændringer, helt ny magtfordeling mellem EU-institutionerne, en EU-regering, 10 gange større budget, ret til EU-skatteudskrivning osv. osv. I Berlin var alarmklokkerne for længst begyndt at bimle, og Merkel fejede da også alle våde føderale drømme til side ved at ”foreslå”, at konferencen koncentrerede kræfterne om en håndfuld helt konkrete, politiske emner, som Europa skal have løst i fremtiden. Hvis kansleren havde en hemmelig drøm om Europas Forenede Stater, ville hun aldrig få en bedre chance end denne. Og hun skulle tydeligvis slet ikke afsted på den galej.

MED ANDRE ORD, så er svaret på de tre brændende spørgsmål nok: Ja, Merkel vil gerne redde Europa, men nej, hun har grundlæggende ikke ændret politik, så det bliver ikke på den måde, som føderalisterne forestiller sig. Og det bliver, som altid, og uanset post-corona med tanke for Tyskland først. Er det skidt? Nok ikke. Europa ville for længst være nedsunket i kaos og krig, hvis ikke det var for den besindige tyske tilgang til de svære spørgsmål. Og Merkel kan på den måde vise sig at være en mindst lige så stor europæisk leder som sine mere flamboyante forgængere. ■

 

Ja, Merkel vil gerne redde Europa, men nej, hun har grundlæggende ikke ændret politik, så det bliver ikke på den måde, som føderalisterne forestiller sig
_______

 

Morten Løkkegaard (f. 1964) er gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet og vicepræsident i Renew Europe, Venstres politiske gruppe i Europa-Parlamentet. ILLUSTRATION: Kansler Merkel under sit besøg i Parlamentet [foto: REUTERS/Yves Herman/Pool/Ritzau Scanpix]