13.10.2020

I dag forhandler Rådet og Europa-Parlamentet om EU’s budget og om en af de vigtigste sager for EU’s fremtid: Kampen om en retsstatsmekanisme, der kan afskære autokrater i EU fra støttekassen. Hele EU-fællesskabets legitimitet er på spil, for ryger befolkningernes tillid til, at de fælles regler overholdes, kommer vi slet ikke til at diskutere det næste budget – så er EU nemlig faldet fra hinanden inden.

Kommentar af Morten Løkkegaard, gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet

UNGARNS PREMIERMINISTER Viktor Orban bekriger EU’s kerneværdier, mens han fylder sine venners lommer med penge. Situationen er efterhåndende så grel, at selv Kommissionen taler åbent om en af de største trusler mod fællesskabets fremtid.

“Orban griner os lige i ansigtet – og hele vejen til banken.”

Ordene faldt fra en ledende EU-kommissær på et møde med en mindre gruppe liberale ledere for nyligt, hvor jeg selv deltog. Og ordene blev ledsaget af en ildevarslende tavshed. Alle følte sig ramt. Vi var alle klar over alvoren.

Det kan ikke gå længere. Alt, alt for længe har EU’s ledere, regeringerne i medlemslandene, bureaukraterne i Kommissionen og vi i EP-parlamentet ladet det stå til. Vi har fundet os i den åbenlyse hån og udstilling af kollektiv svaghed, som har fundet sted fra de autokrater, som kun forstår og respekterer den hårde magts sprog.

Den manglende handlekraft skyldes – selvfølgelig – ikke personlig svaghed hos europæiske beslutningstagere, men snarere, at ingen tilbage i start-90’erne – i euforien efter Murens Fald – kunne forestille sig, at aspiranter til den gyldne EU-klub ville bevæge sig væk de værdier og regelsæt, som et EU-medlemsskab hviler på. Da de tidligere sovjetiske vasalstater endelig havde opfyldt samtlige Københavner-kriterier og kunne stille op sammen med Anders Fogh Rasmussen foran verdenspressen i Bella Center i 2002 – ja, så forestillede ingen sig, at de snart ville afvikle det liberale demokrati, som vi kender det.

Den slags sker i sagens natur ikke fra den ene dag til den anden. Nedbrydningen har været i gang over snart et årti, og ligesom frøen når at vænne sig til det kogende vand – ja, lige sådan har regeringschefer, kommissærer og EP-medlemmer i al almindelighed vænnet sig til primært polske og ungarske regeringers gradvis mere og mere åbenlyse overgreb på de bærende institutioner: domstolene, medierne, bureaukratiet og det parlamentariske flerpartisystem.

Pointen med frø-allegorien holder i mere end én forstand: Frøen dør nemlig til sidst, og det er præcist, hvad der vil ske med det liberale demokrati, hvis ikke kampen tages i tide. Og forudsætning for kamp er som bekendt erkendelse. Derfor er tiden inde – ja, har faktisk været det længe.

 

Vi har fundet os i den åbenlyse hån og udstilling af kollektiv svaghed, som har fundet sted fra de autokrater, som kun forstår og respekterer den hårde magts sprog
_______

 

MEN LEDENDE kræfter har ventet på en passende arena, og det har i de flestes øjne været den i forvejen traditionelt hårde kamp om EU’s næste 7-års budget, i EU-jargonen kaldet MFF’en (Multi Annual Financial Framework).

Tanken har været, at den bedste måde at presse kleptokrater som Orban er at true med at lukke pengekassen, hvis ikke man følger de spilleregler, man selv har skrevet under på. Ungarn modtog trods alt svimlende 46 milliarder kroner i 2019 i direkte støtte til bl.a. landbrug og regioner. New York Times afslørede for nyligt, at en god bid af disse penge havner direkte i lommerne på Orbans familie og politiske venner.

Venstre og jeg har i snart mange år været tilhænger af at smække kassen i, for det har været tydeligt, at Orban og hans polske pendanter i Lov og Orden Partiet (PiS) ikke giver meget for traditionelle EU-diplomatiske værktøjer i form af rapporter og løftede pegefingre – og da slet ikke råben og skrigen fra behjertede politikere i Europa-Parlamentet.

Problemet har været, at den berømte artikel 7 (kaldet Atombomben) i traktaten, hvor et land kan fratages stemmeretten i Det Europæiske Råd (en de facto sortie fra klubben) i sin tid blev formuleret som en nødbremse – men aldrig har været i brug. Nu er der ganske vist indledt en artikel 7-procedure mod både Polen og Ungarn, men alle ved, at det ikke fører til noget, alene fordi det kræver enstemmighed i Rådet at bruge den. Og her har Polen og Ungarn – ikke overraskende – lovet hinanden at stemme imod.

Det aktuelle problem er, at det ellers fine budget-spor (’I får kun penge, hvis I følger reglerne’) også risikerer at ende blindt. For ved at gøre 7-års budgettet til gidsel for det livsvigtige “Rule of Law”-spørgsmål over for Polen og Ungarn, har man formentlig også drevet sig selv til en forudsigelig fiasko. Midt i en coronakrise har kansler Merkel nu signaleret til EU-kommisionens top og vennerne i Europa-Parlamentet, at der nu – som i: lige nu – er voldsomt brug for penge til de skrantende økonomier i Sydeuropa. Og det skal Rule of Law diskussionen ikke komme i vejen for.

 

Venstre og jeg har i snart mange år været tilhænger af at smække kassen i, for det har været tydeligt, at Orban og hans polske pendanter i Lov og Orden Partiet (PiS) ikke giver meget for traditionelle EU-diplomatiske værktøjer i form af rapporter og løftede pegefingre
_______

 

Derfor er situationen alvorlig. Presset er enormt, og der er en stor risiko for at ende med en slatten forligstekst, hvor Orban og co. endnu engang slipper af krogen. Og et politisk livsvigtigt åbent vindue vil være lukket igen – uden udsigt til at kunne åbnes foreløbig – om nogensinde – igen.

DERFOR ER TIDEN inde. Tid til – for én gangs skyld – at sætte hårdt mod hårdt; kalde Orbans bluff og gøre det klart, at han og andre erklærede autokrater har mere at tabe end os andre ved at se stort på fællesskabet. Hvis ikke, at man kan leve op til de regler, man selv har skrevet under på, skal man selvfølgelig ikke kunne hæve milliarder ved kasse et. I sidste ende heller ikke være medlem af klubben.

Derfor må vi sige: Nok er nok. Venstre er derfor også parat til at stemme imod EU’s 7-års budget, hvis ikke der kommer en klar og utvetydig tekst, som gør Kommissionen i stand til at leve op til sit ansvar over for retsstatprincipperne– og holde pengene tilbage i tilfælde af brud på reglerne.

Når Merkel og flere sydeuropæiske lande fastholder, at vi må acceptere en slap retsstatsmekanisme, som ikke løser problemet, er det en kortsigtet prioritering. Det er rigtigt, at mange EU-lande har brug for pengene fra genopretningsfonden, men vi har endnu mere brug for, at fællesskabet består, og vi er derfor nødt til at tage opgøret nu. Det handler simpelthen om Unionens overlevelse.

Orban har – sammen med polakkerne – rutinemæssigt truet med at bruge veto-retten til at stoppe det nye budget. Men lad os nu se, hvem der blinker først. Hvem har mest brug for pengene?

Senest har Rådet godt nok vedtaget det tyske formandskabs udkast til en ny retsstatsmekanisme. Men teksten er som forventet udvandet og tager slet ikke fat på det grundlæggende problem med brud på retsstatsprincipper. I stedet forsøger man at spise parlamentet af med en mekanisme, som slår hårdt ned på korruption. Dét er også en vigtig kamp, men er ikke det nødvendige opgør med EU’s autokrater, som vi har behov for.

Parlamentet har under sidste og denne uges afstemninger slået fast, at vi skal have et værktøj, der lader Kommissionen lukke kassen for illiberale ledere som bevidst eroderer demokratiske værdier, retsstaten og fundamentale rettigheder for alle borgere i EU.

 

Hvis ikke, at man kan leve op til de regler, man selv har skrevet under på, skal man selvfølgelig ikke kunne hæve milliarder ved kasse et. I sidste ende heller ikke være medlem af klubben
_______

 

HVIS IKKE EU’S budget kan bruges til at presse den fælles vilje igennem, så kigger vi i virkeligheden på et problem, som er større end penge. Hele legitimiteten er på spil. Og ryger befolkningernes grundlæggende tillid til projektet, kommer vi slet ikke til at diskutere det næste budget – så er EU nemlig faldet fra hinanden inden.

Det store tabu – spørgsmålet, som ingen har haft lyst til at diskutere siden Brexit – er nemlig: Hvad stiller EU op med de stater, der åbenlyst udfordrer og underminerer fælleskabet?

Den hollandske statsminister, Mark Rutte, vovede for nylig et øje, da han talte om muligheden for et nyt EU uden stater som Polen og Ungarn. Dette selvfølgelig kun, hvis man ikke kunne finde ud af at håndtere regelbryderne indenfor rammerne af den eksisterende traktat.

Ruttes pointe var, at EU kunne ende i en situation, hvor de 25 var nødt til at forlade de 2, hvis ikke traktaten kunne hjælpe de 2 med at overholde reglerne for EU27.

Der skulle vi meget nødig ende – alene af geopolitiske grunde. Både Polen og Ungarn er gode allierede i NATO og er med til at dæmme op for den aggressive russiske bjørn. Men – alliancer kan kun være alliancer, så længe legitimiteten er klar. Ellers må man komme videre. Ingen vil takke os for at forblive passive, når det gælder de grundlæggende værdier, som vore bedsteforældre sloges for bare få årtier tilbage. ■

 

Hele legitimiteten er på spil. Og ryger befolkningernes grundlæggende tillid til projektet, kommer vi slet ikke til at diskutere det næste budget – så er EU nemlig faldet fra hinanden inden
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?