23.01.2020

Er Rigsfællesskabet klar til at blive en spiller, der proaktivt er politikformulerende for at afbøde de allerværste effekter af den stigende rivalisering og militarisering i Arktis? Det må tiden vise. Hvis man fortsætter småstatspolitikken og vælger reaktivt at følge med USA, så vil vi som rigsfællesskab næppe få indflydelse på udviklingen i Arktis.

Analyse af Steen Kjærgaard, militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Ved en sikkerhedspolitisk konference i Nuuk i efteråret ridsede den nytiltrådte dekan ved Forsvarsakademiet, Peter Dahl Thruelsen, et dilemma for Rigsfællesskabet op. Han sagde: ”Vi kan ikke sige nej til USA’s sikkerhedsbekymringer i Arktis – men kan vi sige helt ja? Vi kan ikke sige helt ja til Kina i Arktis, men kan vi overhovedet sige nej? Og hvad med Rusland: Vi kan sige nej til Rusland i Arktis – men bør vi måske sige ja?”

Der er opstået nogle svære dilemmaer for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik som følge af den forstærkede rivalisering imellem USA, Rusland og Kina i Arktis og Nordatlanten. Helt centralt står: Hvordan kan Rigsfællesskabet håndtere USA’s sikkerhedspolitiske bekymringer i regionen og USA’s formodede krav til Rigsfællesskabet om at være med til at adressere disse bekymringer? Denne artikel vil forsøge at levere nogle svar.

Sagen om den påståede pression, som Kinas ambassadør i København angiveligt pålagde Færøerne for at få dem til at vælge telegiganten Huawei som leverandør af deres fremtidige 5G-telenetværk, er blot en af et voksende antal sager, der illustrerer det krydspres, som de tre rigsdele – Danmark, Færøerne og Grønland – befinder sig i. Krydspresset opstår, når grønlandske og færøske økonomiske interesser ud fra devisen ”We are not for sale – but we are open for business” karambolerer med hårde amerikanske sikkerhedsinteresser.

Tænk blot på polemikken, da et kinesisk selskab angiveligt forsøgte at købe Forsvarets nedlagte flådestation i Grønnedal. Det var uklart, hvilken forbindelse der eksisterede mellem den kinesiske stat og selskabet, der ville købe flådestationen, og om turisme var det reelle formål. Eller sagen om et kinesisk selskabs rolle i etableringen af de tre nye atlantlufthavne i Grønland i 2018, som efter længere tids politisk tumult blev droppet. Begge sager resulterede i, at Danmark intervenererede og igen gjorde Grønnedal militær og endte med at tilbyde den manglende finansiering af lufthavnene i form af lån, til trods for at infrastrukturområdet hører under det grønlandske selvstyres regi. For slet ikke at tale om virvaret under den politiske hastehåndtering af hvem der kan bestemme, hvem Grønland må sælge uran til, ifm. at det kinesiske selskab Le Shan Shenghe Rare Earth Co. ville købe 12,5 procent af Greenland Minerals and Energy, der står bag mineplanerne på Kvanefjeldet, hvorfra der kan udvindes uran.

Sagerne om Huawei, Grønnedal, lufthavnene og uransalget viser, hvilke dynamikker der kan træde i kraft, når tilsyneladende rene infrastruktur-, handels- og teknologispørgsmål – alle hjemtagne politikområder – bliver til sikkerhedsspørgsmål og dermed klemmer sig ind i den specielle rigsfællesskabskonstruktion, hvor udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik jf. grundloven ikke kan hjemtages af Færøerne og Grønland. Rigsfællesskabets parter skal konsulteres i spørgsmål, der vedrører dem, men i sidste ende skal sikkerhedspolitikken håndteres af København. Dette kompliceres yderligere af, at USA ligeledes har interesser i disse sager og aktivt søger at varetage dem.

 

Det er helt centralt, at Pompeo konstaterede, at Arktis er blevet en region præget af magtinteresser og strategisk konkurrence, og at han rettede en meget direkte kritik mod Kina og Rusland
_______

 

Hvad er det, USA reagerer på i Arktis?
I Arktis og Nordatlanten føler supermagten USA sig truet af både Rusland og Kina. USA’s sikkerhedsbekymringer i regionen blev uden omsvøb præsenteret af udenrigsminister Pompeo ved den efterhånden berømte tale ved Arktisk Råds møde i Finland i maj 2019. Pompeo aflyste med talen reelt den hidtil eksisterende opfattelse af en arktisk exceptionalisme, hvor alle arktiske kyststater samarbejder om fælles mål, problemløsning og fredelig sameksistens. Det er helt centralt, at Pompeo konstaterede, at Arktis er blevet en region præget af magtinteresser og strategisk konkurrence, og at han rettede en meget direkte kritik mod Kina og Rusland: USA føler sig truet af ”[…] nye trusler mod Arktis og vores ejendom og interesser i regionen.”

Truslen fra Rusland er primær af militær karakter, mens udfordringen i relation til Kina er ganske anderledes kompleks. Kinas arktiske ekspansion udgør en langsigtet og omfattende udfordring for USA. USA har da også erkendt, at man ikke kan imødegå udfordringen fra Kina med militære midler alene. Derfor spores da også konturerne af en samlet plan fra USA, hvor Rusland primært håndteres militært, mens Kina modsvares med en diplomatisk og økonomisk offensiv over for Island, Færøerne og Grønland, der af USA bliver set som de svageste og mest sårbare led i forhold til Kina.

Og når en supermagt føler sig truet, så reagerer den. Og her kommer Grønland ind i ligningen. USA’s interesse i Grønland handler nemlig om to ting: USA’s sikkerhed og geografi. Reelt er den gamle Monroe-doktrin og en globus de bedste værktøjer til at illustrere USA’s sikkerhedsbekymringer i Arktis, hvor isen smelter, Rusland opbygger militært, og Kina er på vej ind. Monroe-doktrinen fra 1823 er fortsat det mest indflydelsesrige princip i amerikansk sikkerhedspolitik. Den medfører, at ”enhver indgriben fra eksterne magter i USA’s politik er en potentielt fjendtlig handling rettet imod USA”. Og Arktis, i særdeleshed Grønland, hører uløseligt til det nordamerikanske kontinent. For at forsvare sit territorium må USA beherske luftrummet og søterritoriet omkring Grønland. Kynismen i denne analyse illustreres bedst af præsident Trumps tilbud om at købe Grønland tidligere i år.

For at dæmme op for truslerne vil USA over de kommende år stille en række krav til Rigsfællesskabet af sikkerhedspolitisk, diplomatisk og økonomisk karakter, som trækker i mange retninger. Her har USA og de tre dele af Rigsfællesskabet ikke nødvendigvis helt overlappende prioriteringer og vægtninger, hvilket vil udfordre Rigsfællesskabet i sit fremtidige virke: USA’s planer for regionen vil i sidste ende kunne risikere, at Rigsfællesskabet skal vælge side: USA eller Kina – med store konsekvenser uanset hvad man vælger.

 

USA’s planer for regionen vil i sidste ende kunne risikere, at Rigsfællesskabet skal vælge side: USA eller Kina – med store konsekvenser uanset hvad man vælger
_______

 

USA’s krav til håndteringen af Rusland i Arktis
Rusland udgør en konkret militær trussel for USA i Arktis med henvisning til Ruslands nye arktiske enheder, fx nybygningen af angrebsubåde, sømålsmissiler, jord- til luftforsvarssystemer, samt ikke mindst at Rusland efter 30 år har genoptaget patruljeringen i luften over Arktis med jagerfly. Hertil kommer flåden af isbrydere, som er helt uundværlige. Og ydermere kommer Ruslands bestræbelser på at genåbne gamle militærbaser langs sin arktiske kystlinje. Helt konkret vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin seneste risikovurdering for 2019, at Rusland vil kunne true USA’s Thulebase, hvor en central radar i USA’s ’Early Warning’system over for indkommende missiler – altså: en del af missilforsvarssystemet – er placeret.

Rusland er ifølge FE i færd med at udbygge og opgradere Nagorskoya-flybasen på Franz Josef-land, som er placeret mindre end 1.000 km fra Nordpolen. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Rusland udvider landingsbanen til 3.500 m. Dermed muliggøres det, at Rusland kan operere de største strategiske flytyper, inklusive lufttankere, hvilket muliggør affyring af hypersoniske missiler, dvs. missiler, der flyver med op til 12 gange lydens hastighed, og som der formodentlig ikke findes et forsvar imod. Hypersoniske missiler vil således med stor præcision kunne ramme Thule, uden USA kan forsvare sig imod det. Rusland har allerede testet brugen af MiG-31BM-flyet, der kan affyre disse hypersoniske missiler, under arktiske vilkår – angiveligt med succes. Udover selve truslen imod Thule-radaren betyder nyudviklingen også, at USA’s reaktionstid imod indkommende missiler er stærkt reduceret som følge af de voldsomme hastigheder samt muligheden for at affyre dem fra jagerfly tæt på målet. Alt sammen udviklinger, man ser på med stor alvor i Pentagon.

USA er ligeledes bekymret for udviklingen i det såkaldte ”GIUK gap”, dvs. farvandet imellem: Grønland, Island og Storbritannien. Under Den Kolde Krig var dette farvand genstand for en intensiv ubådsaktivitet, og man vurderer, at NATO på denne måde havde kontrol med den russiske nordflådes passager fra det arktiske Rusland ind i Atlanterhavet. Men siden afslutningen på Den Kolde Krig har porten til Atlanterhavet stået pivåben, mens Vesten har kæmpet i det globale syd.

Kombinationen af det forsurede forhold imellem Rusland og Vesten siden anneksionen af Krim i 2014, og at Rusland aldrig helt opgav ubådsvåbnet trods de svære økonomiske år efter afslutningen af sovjettiden, betyder, at NATO – og dermed: USA – har behov for at genetablere kontrollen med GIUK-gappet. Mest iøjnefaldende i disse bestræbelser er genetableringen af den 2. amerikanske flåde i Norfolk (USA) med særligt ansvar for undervandsoperationer i Nordatlanten. Flåden er netop ved begyndelsen af 2020 erklæret fuldt ud operativ. Hertil kommer, at NATO har genetableret en Atlanterhavskommando, ligeledes i Norfolk (USA). Chefen for NATO’s kommando er i øvrigt sammenfaldende med chefen for den 2. amerikanske flåde.

Grønlands uforsvarede og uovervågede geografi er i disse sammenhænge det svage punkt i USA’s forsvar. Og det står klart, at USA agter at gøre noget ved den sårbare situation. Når USA føler sig truet, kan Rigsfællesskabet ikke sige nej til krav fra USA om at være med til at styrke sikkerheden omkring Grønland, fordi USA fortsat er garanten for dansk, grønlandsk og færøsks sikkerhed.

 

Risikoen er nemlig, at krav om ekskludering af Rusland i kombination med rå militær retorik, entydigt fokus på brug af militære midler […] og mangel på dialog vil gøre Rusland nervøs
_______

 

Omvendt er spørgsmålet, om vi kan sige klart ja til de amerikanske krav? Risikoen er nemlig, at krav om ekskludering af Rusland i kombination med rå militær retorik, entydigt fokus på brug af militære midler (som fx om udstationering af kampfly og egentlige krigsskibe i Grønland) og mangel på dialog vil gøre Rusland nervøs. Det kan risikere at igangsætte et såkaldt sikkerhedsdilemma, hvor stormagterne løbende får hinanden til at opruste – stik imod Grønlands og Danmarks interesse. Vi kan altså ikke sige nej, men vi skal turde at sige: ja – på visse betingelser.

En betingelse for at sige ja kan være, at USA’s styrkelse af det militære fodaftryk i Grønland bliver så afdæmpet, reaktivt og defensivt som muligt, samt at det skal komme det grønlandske folk til gode i form af dual-use-investeringer – altså militærinvesteringer, der også har en gavnlig civil effekt. Hvis USA fx stiller krav om at operere kampfly i Grønland og i den forbindelse vil gøre brug af lufthavnen i Kangerlussuaq for at opnå militær redundans, skal vi stille krav om, at flyene ikke skal være udstationeret der permanent. Man kan forestille sig en løsning, som den vi ser i det nordnorske, hvor USA øver sig på hurtigt at ankomme i tilfælde af krise og konflikt, men ikke er permanent til stede. Hvis USA beslutter at etablere en dybtvandshavn, fx i Sisimiut som bl.a. tidligere chef for Forsvarsakademiet Niels Wang har plæderet for, bør man stille krav om medfinansiering af vejen, der forbinder Kangerlussuaq-flybasen og Sisimiut, som Grønland har ønsket sig i over 30 år.

Vi skal turde stille krav om at styrke dialogen med Rusland om sikkerhed i Arktis og fortsat fastholde Ilulissaterklæringens principper om lavspænding og samarbejde i Arktis, som de fem arktiske kyststater genbekræftede så sent som i 2018. Vi skal anerkende, at Rusland er en regional stormagt, som har legitime interesser i Arktis, men samtidig gøre det krystalklart, at vi ikke vil acceptere revisionisme og truende militær adfærd.

Rusland er en regional stormagt, men også en magt, som helst ikke skal implodere, hvilket er en risiko ved et fornyet våbenkapløb, sådan som det blev resultatet efter Den Kolde Krig, da USA’s økonomi knækkede Sovjetunionen. Et økonomisk imploderet, men stærkt bevæbnet Rusland vil kunne udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko pga. den medfølgende uforudsigelighed og politiske uro. Også på det punkt er Rigsfællesskabet udfordret af USA’s krav om forøget militarisering af Grønland.

Danmark har siden 2014 fulgt EU’s sanktionspolitik og sagt nej til Rusland. Rusland er tvingende afhængig af at kunne profitere på sine naturressourcer i det arktiske. Nogle fremskrivninger fortæller, at i 2030 er reserverne af olie og gas i Sibirien udtømte. Dermed kommer Ruslands økonomiske overlevelse til at afhænge af evnen til at kapitalisere sine arktiske reserver og muligheden for at besejle nordpassagen. En nægtelse af vestlig teknologi igennem sanktioner til støtte for russisk udvinding af olie og gas i Arktis kan derfor være særdeles farlig.

Det er utvivlsomt klogt at følge EU i håndteringen af Rusland i Østersøen. Men når det kommer til det arktiske, kan det være klogt af Rigsfællesskabet at holde fast i exceptionalismen og holde så mange døre åbne til Rusland, som omstændighederne tillader, for igennem lavpraktisk gensidig afhængighed at afbøde effekterne af det amerikanske fokus på egen sikkerhed omkring Grønland.

 

Det er utvivlsomt klogt at følge EU i håndteringen af Rusland i Østersøen. Men når det kommer til det arktiske, kan det være klogt af Rigsfællesskabet at holde fast i exceptionalismen og holde så mange døre åbne til Rusland, som omstændighederne tillader
_______

 

USA’s krav til håndteringen af Kina i Arktis
Mens det er åbenlyst, at USA reagerer militært på, hvad Washington vurderer som en aggressiv russisk politik og tilsvarende russisk militæropbygning i Arktis, er Kina en ganske anden udfordring for USA, som på anden vis kan bringe Rigsfællesskabet i klemme. Kina gør i disse år deres entre i Arktis og agerer på en måde, som vi slet ikke er vant til at håndtere. Kineserne anser Arktis som en del af den globale silkevej og har udnævnt sig selv som en nærarktisk stat med legitime interesser i områdets udvikling og adgangen til ressourcer. Som FE skriver i den netop udgivne risikovurdering for 2019, opererer Kina med en udpræget sammenblanding af politiske, efterretningsmæssige, militære og økonomiske midler efter en 2025-49-plan, som skal gøre dem førende på en lang række områder globalt.

På den politiske front har USA indledt en omfattende diplomatisk offensiv for at imødegå den kinesiske indflydelsesstrategi over for de små arktiske stater. Formålet er blandt arktiske venner at etablere en fælles forståelse af og dialog om Kinas aspirationer i det arktiske. Den amerikanske diplomatiske offensiv omfatter bl.a. det nyåbnede konsulat i Nuuk, hvor repræsentanten, Sung Choi, på sine sociale medier dokumenterer sit omfattende dialogarbejde i alle hjørner af Grønland. Det amerikanske udenrigsministerium har ført intensiv diplomatiske aktivitet over de seneste måneder, støttet af USA’s ambassadør i Danmark, Carla Sands, ligesom chefen for US Coast Guard har lagt vejen forbi. Alt sammen fingerpeg om Washingtons opfattelse af og reaktion på kinesisk tilstedeværelse og aktivitet i regionen.

Økonomisk har vi allerede set amerikanske initiativer for at imødegå den store kinesiske interesse i Island. I februar annoncerede Pompeo, at USA vil etablere en såkaldt ’Iceland Economic Dialogue’ med det helt tydelige formål at tilbyde økonomiske alternativer i form af amerikansk handelssamarbejde og investeringer i Island. Det bliver spændende at se, om samme forhold kommer til at gøre sig gældende i Grønland og Færøerne.

Rigsfællesskabet udfordres af, at Kina er Danmarks sjettestørste eksportmarked. Færøerne er meget interesserede i at kunne afsætte laks på det kinesiske marked, og Grønland tørster efter investeringer og kapital og har satset hårdt på at tjene penge på sine rige naturressourcer. Ingen af parterne kan reelt sige klart nej til Kina. Rigsfællesskabets parter skal dog stille krav om, at vi ikke tolererer magtpolitik og pression, samt at der skal etableres verifikations- og transparensmekanismer, der sikrer, at der ikke sker en sammenblanding af handel og forskning med sikkerhedspolitik, herunder efterretningsindhentning skjult som harmløs aktivitet.

Ydermere skal vi afvise påstanden om, at Kina er en nærarktisk stat og fastholde, at landet fortsat kun skal have observatørstatus i Arktisk Råd. Det skal vi, fordi der – modsat i Antarktis – bor mennesker i Arktis. Det tjener kyststaterne at kunne stå sammen i Arktisk Råd om emner af stor vigtighed for disse folk, som fx fiskeriaftalen mellem de arktiske stater og fem fjerne fiskeristormagter om forbuddet mod kommercielt fiskeri i det arktiske dybhav. Derudover vil Kina i Arktisk Råd få amerikanerne til for alvor at trække sikkerhedspolitikken ind i rådet, og derved vil de mange fredelige og konstruktive emner, som Arktisk Råd behandler, fx biodiversitet, klima og søredning, risikere at lide en krank skæbne, idet sikkerhedspolitikken vil overtrumfe dem.

 

Derudover vil Kina i Arktisk Råd få amerikanerne til for alvor at trække sikkerhedspolitikken ind i rådet, og derved vil de mange fredelige og konstruktive emner, som Arktisk Råd behandler, fx biodiversitet, klima og søredning, risikere at lide en krank skæbne, idet sikkerhedspolitikken vil overtrumfe dem
_______

 

Lavspænding i Arktis bør stadig være ledestjernen
Men kan vi reelt sige ja til Kina? Udfordringen er jo den, at siger vi ja til Kina i Arktis, kan vi risikere at komme på kollisionskurs med garanten for vores grundlæggende sikkerhed: USA – uagtet om vi vurderer Kinas rolle i Arktis på samme måde som USA. Ikke desto mindre burde det være muligt at sige ja til, at Kina har legitime interesser i besejlingen af de arktiske søruter efter FN havretskonventionsregler, samt at rigsdelene kan indgå transparente forsknings- og udviklingsaftaler i Arktis, mens teknologiløsninger og handelsaftaler skal overvejes meget grundigt.

Kina-spørgsmålet er i sandhed en udfordring for alle rigsdele, som – i yderste konsekvens – alle kan blive nødsaget til at vælge side. Om det bliver udslagsgivende i Huawei-sagen på Færøerne, som endnu ikke har truffet afgørelse om sit kommende 5G-netværk, ved kun få, men det er ikke utænkeligt.

Lavspændingen i Arktis er udfordret, men bør fortsat være modus operandi for Rigsfællesskabet. Danmarks og Rigsfællesskabets småstatsdiplomati har været udført dygtigt i årtier. Men spørgsmålet er, om det vil være det rigtige at gøre i den kontekst, som vi befinder os i på det arktiske område. USA vil stille krav, som ikke vil være i Rigsfællesskabets interesse. Det vil de gøre samtidigt med, at USA’s fokus drejer sig mod Kina, efterhånden som Kina begynder at fylde meget mere de kommende år.

Vi kommer ikke til at kunne sige klart nej til Rusland og Kina, som USA vil kræve, og det vil heller ikke være i vores interesse. Vi må kvalificere vores svar.

Er Rigsfællesskabet klar til at blive en spiller, der proaktivt er politikformulerende for at afbøde de allerværste effekter af den stigende rivalisering og militarisering i Arktis? Det må tiden vise. Hvis man fortsætter småstatspolitikken og vælger reaktivt at følge med USA, så vil vi som rigsfællesskab næppe få indflydelse på udviklingen i Arktis. Rigsfællesskabet vil have en fordel i at have dialog og samarbejde med stater som Kina og Rusland – i balance med den vi har med USA. Vi bør kæmpe for at bevare lavspændingen! ■

 

Rigsfællesskabet vil have en fordel i at have dialog og samarbejde med stater som Kina og Rusland – i balance med den vi har med USA. Vi bør kæmpe for at bevare lavspændingen!
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne