21.04.2020

En ambition om massetestning af op til 42.000 dagligt er en fremragende og ambitiøs målsætning, men hvis danske politikere ønsker at genåbne landet med mindst mulig risiko for ukontrolleret smitte og endnu en nedlukning, bør de implementere redskaber, der internationalt har vist sig effektive til at holde corona-smitten nede: kontaktsporing, isolation af smittede og brug af værnemidler.

Denne artikel er en del af den anden udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Mikkel Andersson

Der er næppe mange, som ikke drømmer om et fuldt normaliseret Danmark – og det så hurtigt som muligt. Men det er imidlertid en kendsgerning, at et par hundrede smittede skiturister satte gang i den største krise i nyere danmarkshistorie, da den smitte, de hjembragte, spredte sig til resten af befolkningen.

Selvom spredningen af covid-19-smitte – efter en helt igennem imponerende præstation af både regering og befolkning – er faldet markant, skal antallet af bekræftede smittede for indeværende tælles i tusinder. Hvis man for hurtigt vender tilbage til samme tilstand, som Danmark var i, da det første udbrud skete, giver man virussen mulighed for at sprede sig på samme måde igen. Og da den ikke har ændret sig i løbet af den sidste måneds tid, vil den naturligvis sprede sig på tilsvarende vis, hvis den får muligheden.

Hvis virussen igen begynder at klatre op ad de eksponentielle smittekurver, ved vi også, hvad der sker: Så viser erfaringen, at de fleste lande lukker ned, og de, som gør det for lidt eller for sent, risikerer smadrede sundhedsvæsner og hastigt stigende dødstal. For nok er der endnu ganske meget, vi ikke ved om virussen, men lige den del er ret velbeskrevet – fra Wuhan til Norditalien over London og til New York. Vi ser også, at nedlukning på ny er en mulighed, hvilket man bl.a. set i blandt andet Singapore.

Hvis man ikke forholder sig til den risiko, også politisk, så har man ikke en realistisk vurdering af den krise, som Danmark befinder sig i. Derfor er det forstemmende, at der – ikke mindst i blå blok – synes at være en interesse for overbudspolitik, når det kommer til, hvilke yndlingsbrancher og institutioner der må genåbnes, som forekommer noget nær omvendt proportional med interessen for, hvilke smittereducerende tiltag der kan sikre, at en genåbning sker ansvarligt.

 

Man kan håbe på, at de mest optimistiske prognoser holder, og danskerne opretholder social distancering, men skrider en af delene, så risikerer man en genlukning af landet, der gør al den nuværende jubel over åbnede frisører omsonst
_______

 

Sundhedsmyndighederne har ikke hele svaret
Det er ikke nok at skyde bolden over til sundhedsmyndighederne og forlige sig på deres vurderinger af, hvad der er nødvendigt og realistisk. Først og fremmest fordi de, ganske rimeligt, erkender, at deres modelberegninger for fremtidig smitteudvikling er behæftede med stor usikkerhed, da der indgår et væld af ubekendte, og det empiriske grundlag er stærkt begrænset. De færreste lande, Danmark inklusive, har særlig megen erfaring med hverken nedlukning eller genåbning af samfund under en global pandemi – og da slet ikke frisørsaloner og tandlægers kombinerede effekt på fremtidigt smittetryk sammenholdt med en befolkning, som måske, måske ikke, formår at opretholde den distancering og hygiejne, som hidtil har reduceret smitten.

Man kan håbe på, at de mest optimistiske prognoser holder, og danskerne opretholder social distancering, men skrider en af delene, så risikerer man en genlukning af landet, der gør al den nuværende jubel over åbnede frisører omsonst. Det er derfor bydende nødvendigt, at så mange værktøjer som muligt tages i brug for at sikre, at genåbningen sker ansvarligt.

Dertil kommer, at sundhedsmyndighedernes vurderinger og beregninger gang på gang har vist sig ikke at holde, når den er blevet konfronteret med virkeligheden. Det gælder selv i forhold til noget så banalt som risikoen for, at smitten i første omgang kom til Danmark og derpå blev udbredt her, såvel som virussens evne til at smitte fra folk uden symptomer. Oveni kommer den besynderlige begejstring, man i begyndelsen havde for den såkaldte flokimmunitet, der involverer, at man bekæmper sygdommen ved at lade folk blive smittet med en sygdom, hvis langtidskonsekvenser og endelige dødelighed man ikke kender.

Mangel på målrettet opsporing
Alle de usikkerhedsmomenter og problemer betyder ikke, at Danmark ikke skal genåbnes. Men en ansvarlig genåbning kræver, at politikerne implementerer de tiltag, der kan sikre, at det sker på en måde, der holder smittespredningen så langt nede som muligt – og dermed minimerer risikoen for endnu en genlukning af landet. Her er det særligt bekymrende, at en række tiltag, der har vist sig ekstremt effektivt i lande, der effektivt har begrænset smitten meget voldsomt, overhovedet ikke synes at indgå i overvejelserne hos langt de fleste danske partier.

 

Det er meget svært at se, hvad der vil være tabt ved at opbygge et program til systematisk kontaktsporing og karantænesætning af særlig nære kontakter til smittede
_______

 

Særlig forstemmende er manglen for interesse for at opbygge et reelt beredskab til kontaktsporing. Altså: målrettet opsporing af alle, som smittede har været i tæt kontakt med, der så opfordres til at gå i karantæne, så de ikke igangsætter nye smittekæder. Det har de asiatiske lande som Taiwan, Sydkorea, men også Færøerne og Island vist effektiviteten af. Ikke alene forhindrer det nye tilfælde af smitte, det giver også et unikt indblik i, hvor og hvordan den udbredes i det danske samfund.

Der er kommet nogle vage udmeldinger fra Seruminstituttets faglige direktør Kåre Mølbak om, at tiltag i retning af øget kontaktsporing er på tegnebrættet. Men det synes dog primært at bestå i udviklingen af en app. Adspurgt om, hvorvidt man ikke vil forfølge mere traditionel opsporing af kontakter, så svarer Mølbak i et interview med Ingeniøren, at det er ikke håndterbart, og at der er nogle tydelige lektier fra Sydkorea om, at det foregår meget mere moderne, hvis det understøttes med IT-værktøjer.

Der er ingen tvivl om, at Sydkorea i højere grad anvender IT til at overvåge smittedes færden, men de værktøjer kombineres i høj grad også med gammeldags research, hvor den smittede bliver interviewet, og vedkommendes kontakter bliver anmodet om at gå i karantæne, indtil det er sikkert, de ikke bringer smitte videre. Selvfølgelig kan man godt håbe, at et lynudviklet dansk offentligt IT-projekt bliver ekstremt velfungerende, og at alle landets borgere installerer appen, men det er måske en kende optimistisk – i lyset af den langt fra entydigt succesfulde historie om offentlige IT-projekter – at sætte sin lid til. Det er også derfor, man må håbe, at Mølbak har mere i posen end den nævnte app.

International inspiration at hente
Det er meget svært at se, hvad der vil være tabt ved at opbygge et program til systematisk kontaktsporing og karantænesætning af særlig nære kontakter til smittede. Ikke alene har kontaktsporing vist sig ekstremt effektivt i Asien. Selv steder med langt mere udbredt smitte end Danmark er man nu i færd med at opbygge beredskaber til kontaktsporing, som skal gøre en genåbning af samfundet mindre risikabel.

Tyskland arbejder intensivt med kontaktsporing, og den amerikanske delstat Massachusetts er i fuld gang med at ansætte tusinder til at kontakte folk, der kan have været udsat for smitte. I New York – hvor opgaven mildest talt forekommer noget mere omfattende end i Danmark – har man også annonceret et ambitiøst kontaktsporingsprogram, der ifølge statens guvernør involverer opbygning af “en hær” af kontaktsporere. Selv i afrikanske lande, hvis ressourcer må antages noget mere begrænsede end de danske, er kontaktsporingen en helt central del af forsøget på at minimere smitten.

 

Det, vi dog ved, er, at prisen for ikke at implementere tiltag, der har vist sig effektive i bekæmpelsen af virussen andre steder i verden, kan vise sig at blive astronomisk meget større end prisen for at gøre det
_______

 

Konklusionen: Kontaktsporing har virket andre steder, i den nuværende situation er udgiften til et sådant program næppe uoverkommelig, og hvis det ville kunne forkorte en nedlukning blot en enkelt uge eller medvirke til at forhindre en ny nedlukning, ville det sandsynligvis være en massiv overskudsforretning. Der er kort sagt meget lidt at tabe, men rigtig meget at vinde. Så hvorfor denne påfaldende mangel på interesse for at forsøge det samme i Danmark?

På samme vis er individuel karantæne, eller isolation, også en central del af beredskabet i en lang række lande, som synes påfaldende overset i Danmark, hvor borgerne blot opfordres til at holde sig fra resten af familien, hvis de er smittet. I Danmark kunne smittede, der ikke bor alene og har muligheden for det, indkvarteres på de alligevel i vid udstrækning tomme hoteller. Ikke som tvang, men som en anbefaling fra myndighedernes side og eventuelt kombineret med økonomiske incitamenter, som foreslået af CEPOS’ Jonas Herby. Det ville sandsynligvis ikke være alle, der ville vælge eller kunne gøre brug af individuel karantæne, men en del ville formodentlig, hvilket igen ville reducere smitten og gøre genåbning både mere forsvarlig og hurtig.

Dertil kommer massetests, også blandt personer med få eller ingen symptomer. Dette synes heldigvis også undervejs og ambitionen om at teste op mod 42.000 dagligt er både prisværdig og imponerende. Det er også opløftende, at ikke mindst Enhedslisten har fokuseret på at få testet bredt i den danske befolkning, så man får et svært tiltrængt overblik over, hvor udbredt smitten faktisk er.

Det sidste tiltag, som heller ikke synes at påkalde sig rigtig politisk opmærksomhed i Danmark, selvom det har været en del af smittebekæmpelse ved epidemier siden Den Spanske Syge, er ansigtsmasker. Mens lande i store dele af Europa, en lang række stater i USA og næsten alle asiatiske lande anbefaler eller ligefrem påbyder ansigtsmasker i det offentlige rum, så har myndighederne i Danmark helt uforståeligt valgt ikke at tilråde sådanne. En del har spekuleret i, om det skyldes kapacitetsmangel, hvorfor man gerne vil reservere maskerne til sygehuspersonalet. Om det passer, kan jeg ikke sige, men skulle det være tilfældet, har myndighederne gennem uhæderlig kommunikation spredt mistillid til et essentielt værktøj til at bekæmpe smittespredning og sikre en genåbning af samfundet.

Hvis man ønsker at få det Danmark, vi kendte før den 11. marts, tilbage så hurtigt som overhovedet muligt, er det på høje tid, at man fra politisk hold får øjnene op for, hvor afgørende smittesporing, isolation og værnemidler meget vel kan være for en ansvarlig genåbning af Danmark. Og nej, det er ikke sikkert, de tiltag viser sig at være nødvendige. Måske – og forhåbentlig – er alt løst ved en gradvis genåbning, fordi danskerne viser sig at være lige så ansvarlige fremover som hidtil. Det kan man håbe, men det ved vi ganske enkelt ikke. Det, vi dog ved, er, at prisen for ikke at implementere tiltag, der har vist sig effektive i bekæmpelsen af virussen andre steder i verden, kan vise sig at blive astronomisk meget større end prisen for at gøre det. ■

 

Hvis man ønsker at få det Danmark, vi kendte før den 11. marts, tilbage så hurtigt som overhovedet muligt, er det på høje tid, at man fra politisk hold får øjnene op for, hvor afgørende smittesporing, isolation og værnemidler meget vel kan være for en ansvarlig genåbning af Danmark
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne