06.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Regeringens forslag om at finansiere Arnereformen ved at pålægge den finansielle sektor højere skatter, er i virkeligheden blot en mindre tilbagebetaling af de mange ressourcer, som samfundet har foræret sektoren gennem årtier.

Kommentar af Michael H. Jørgensen

Det er faldet flere borgerlige meningsdannere og finanssektoren selv for brystet, at den socialdemokratiske regering ønsker at finansiere en tidligere tilbagetrækning til Arne og andre, som har været på arbejdsmarkedet siden teenageårene, med et såkaldt samfundsbidrag fra finanssektoren og en forhøjelse af skatten på aktiegevinster.

De borgerlige undrer sig med rette over, hvorfor det lige netop er finanssektoren, der skal bidrage yderligere. Er det ikke blot en heksejagt på en sektor, som venstrefløjen altid har haft et køligt forhold til? Og vil en forhøjelse af aktieskatten ikke føre til mindre risikovillig kapital til det erhvervsliv, vi alle i sidste ende lever af? Det korte svar er nej. For den borgerlige kritik bygger på nogle økonomiske antagelser, som i bedste fald er forældet.

Lovforslaget vil faktisk modvirke nogle økonomiske ubalancer, der er opstået i økonomien efter især finanskrisen, men man kan også trække tråde helt tilbage til 80’ernes dereguleringer af finanssektoren.

Arnereformen er en lille reform (3 mia. kr. ud af et statsbudget på ca. 1200 mia. kr.), og i sig selv er dens indvirkning marginal. Men den er en del af en principiel nyorientering i den økonomiske tænkning, som Socialdemokratiet har foretaget siden opgøret med Thorning og Corydons konkurrencestatslogik. En nyorientering, som allerede har udmøntet sig i en forhøjelse af arveafgiften, og som givetvis vil sætte agendaen, så længe den nuværende generation af socialdemokrater kan beholde nøglerne til regeringskontorerne.

Ja, måske er det endda en nyorientering, som langsomt, men sikkert, vil sprede sig til højrefløjen i Folketinget. Flere økonomiske iagttagere er i hvert fald af den vurdering, at vi står midt i et paradigmeskifte i den økonomiske tænkning, hvor man vil kunne forestille sig en spejlvendt gentagelse af udviklingen i 80’erne og 90’erne.

Dengang var det den borgerlige fløj, der satte agendaen med fokus på pengepolitik, balancerende offentlige budgetter, dereguleringer og udbudsøkonomiske reformer. Socialdemokratiet måtte bruge 80’erne på at finde fodfæste i den nye økonomiske virkelighed, for derefter at tilslutte sig de nye ideer ved Nyrup-regeringens tiltrædelse i 1993. Men i dag står vi muligvis over for et paradigmeskifte, som denne gang føres an af en mere venstreorienteret og ekspansiv finanspolitik. Arnereformen er et skridt på vej i netop den retning.

 

Jeg mener, at lovforslaget faktisk vil modvirke nogle økonomiske ubalancer, der er opstået i økonomien efter især finanskrisen, men man kan også trække tråde helt tilbage til 80’ernes dereguleringer af finanssektoren
_______

 

En økonomi i ubalance
I 80’erne var der behov for en nyorientering, fordi man i 70’erne var stødt på udfordringer som stigende underskud på de offentlige budgetter, vedvarende høj arbejdsløshed og inflation, som den daværende økonomiske ortodoksi ikke længere virkede imod. Man kunne ikke længere forbruge sig ud af en recession, som den engelske premierminister James Callaghan opgivende konstaterede kort inden, Labour måtte overgive regeringsmagten til Thatcher.

I dag er der igen brug for nye ideer, fordi de vanlige økonomiske greb ikke kan løse udfordringerne med den stigende økonomiske ulighed i de vestlige samfund og finansøkonomiens utæmmede vækst på bekostning af realøkonomien. Det er disse to økonomiske ubalancer, som Arnereformen kan ses som et indledende opgør med.

Finansøkonomiens utæmmede vækst består af to elementer. Som økonomiprofessor Katarina Juselius påviser i bogen Økonomien og Virkeligheden, er finanssektorens andel af BNP for det første fordoblet siden 1980’erne. For det andet er værdien af finansielle aktiver som aktier og ejendomme steget uforholdsmæssigt i forhold til realøkonomien.

I sig selv er finanssektorens vækst ikke et problem. Finanssektoren er en helt essentiel del af det økonomiske system med den grundlæggende opgave at formidle kapital fra opsparing til især erhvervslivet. Men finanssektoren er ikke i sig selv produktiv. Den er et serviceerhverv. Derfor er det vigtigt, at den finansielle sektor har den rette størrelse, og at den allokerer kapitalen derhen, hvor den er mest produktiv. Hvis finanssektorens vækst skal kunne retfærdiggøres, skal den altså modsvares af en tilsvarende eller større vækst i realøkonomien. Men det er der intet, der tyder på, er sket.

Siden 80’ernes dereguleringer er den økonomiske vækst nemlig skrumpet i hele den vestlige verden. Herhjemme var væksten 3-4 pct. om året i perioden fra 1945-1970, mens den siden 80’erne har været på under 2 pct. Meget tyder således på, at væksten i finanssektoren ikke har resulteret i en større samfundsøkonomisk kage, men derimod er et udtryk for, at der er flyttet penge fra realøkonomien, fra de produktive virksomheder, fra lønmodtagerne og fra den offentlige velfærd over i lommerne på bankerne.

 

Men bør det virkelig lægge finanssektoren til last, at samfundsøkonomien er skruet sådan sammen, at finansielle produkter er et lukrativt marked at gøre forretninger på? Svaret er ja
_______

 

Den forkælede sektor
Afkastet på finansielle aktiver er steget voldsomt sammenlignet med væksten i resten af samfundet. Mange af os kender til eksempler på personer, som har tjent formuer på boligmarkedet i de store byer, som langt overstiger, hvad der er muligt at opspare selv med en høj lønindkomst. Min egen personlige favoritanekdote er fra en tidligere arbejdsplads, hvor den administrerende direktør og grafikeren gik på pension på samme tid. Begge med mere end 20 år i samme firma. Direktøren havde boet til leje hele sit liv, mens grafikeren havde købt en bolig nord for København i start 90’erne. Trods en markant indtægtsforskel var det alligevel grafikeren, der havde den største formue til pensionisttilværelsen.

Selvom historierne fra boligmarkedet vidner om, at den privatøkonomiske betydning af vores indsats på arbejdsmarkedet er faldende, så er boligmarkedet for intet at regne i forhold til aktiemarkedet. Siden 1983 er det danske aktiemarked steget med 1088 pct., mens BNP kun er steget med 84 pct., og i en lidt kortere tidshorisont er aktieafkastet steget med 622 pct. siden finanskrisen, mens BNP kun er steget med 35 pct.

Finansøkonomien er altså en forkælet del af økonomien i forhold til alle andre sektorer. Finanssektoren kan tjene lette penge både direkte som investor og indirekte ved at sælge dyr finansiel rådgivning. Et eksempel på det sidste er, at bankerne længe har kunne sælge aktivt forvaltede aktiefonde, selvom disse fonde (på nær nogle meget få undtagelser) ikke genererer et større afkast end en tilfældigt sammensat portefølje. Investerer man i en af disse fonde, tager bankerne op mod 2 pct. i årligt gebyr, mens værdiforøgelsen af bankernes indsats er forsvindende.

Når bankerne kan se sig godt betalt for et næsten pseudoagtigt produkt, hænger det kun sammen med de stigende aktiekurser. Kunderne får jo hvert år et flot afkast på fondene og bemærker derfor ikke, at de betaler en overpris. Ingen andre brancher opererer på så gunstige vilkår. Men bør det virkelig lægge finanssektoren til last, at samfundsøkonomien er skruet sådan sammen, at finansielle produkter er et lukrativt marked at gøre forretninger på? Svaret er ja.

 

Centralbankerne trykker penge på vores vegne og bruger dem til at opkøbe obligationer, som fører til værdistigninger på finansielle aktiver, uden at realøkonomien følger med. Ikke nok med at finansøkonomien har tvunget os ud i eksperimentet, så er det også finansøkonomien, der profiterer på det
_______

 

Giv Arne sine penge tilbage
Udover at skævvridningen til fordel for finansøkonomien er socialt uhensigtsmæssig, så har bankerne et stort medansvar for, at politikerne har set sig nødsaget til at understøtte denne udvikling. Det var finanssektoren, som havde hovedansvaret for finanskrisen, der ifølge Rangvildrapporten kostede Danmark et produktionstab på 200 mia. kr.

Desuden har eftervirkningerne af finanskrisen sendt os ud i historiens største pengepolitiske eksperiment i form af negative renter og kvantitative lempelser. Den kvantitative lempelse består i, at centralbankerne har ladet seddelpressen køre på højtryk og brugt pengene til at opkøbe statsobligationer mv. med det formål at tvinge investorerne til at være mere risikovillige og investere i aktier, hvilket skulle gavne virksomhedernes investeringsniveau.

Det er imidlertid ikke lykkedes centralbankerne at afslutte eksperimentet siden finanskrisen, ligesom det heller ikke er lykkedes at hæve virksomhedernes investeringer fra et historisk lavt niveau. Hver gang det er blevet forsøgt, er aktiekurserne og væksten begyndt at falde. Der er ingen økonomiske eksperter, der ved, om dette eksperiment kan blive ved med at gå godt. Der ligger en potentiel risiko for en økonomisk depression, hvis tilliden til centralbankernes kontrol med den løbske seddelpresse forsvinder.

Centralbankerne understøtter priserne på finansielle produkter; som sådan kan man sige, at der sker en direkte overførsel af værdi fra realøkonomien til finansøkonomien. Centralbankerne trykker penge på vores vegne og bruger dem til at opkøbe obligationer, som fører til værdistigninger på finansielle aktiver, uden at realøkonomien følger med. Ikke nok med at finansøkonomien har tvunget os ud i eksperimentet, så er det også finansøkonomien, der profiterer på det.

 

Arne får groft sagt blot nogle af de penge tilbage, han gennem et langt liv i realøkonomiens tjeneste har foræret bankerne og aktionærerne
_______

 

Finansieringen af Arnereformen er derfor grundlæggende retfærdig. Finansøkonomien pålægges blot en mindre tilbagebetaling af de ressourcer, som samfundet – bl.a. tvunget af finanssektorens uansvarlighed – har foræret den. Arne får groft sagt blot nogle af de penge tilbage, han gennem et langt liv i realøkonomiens tjeneste har foræret bankerne og aktionærerne. Men det er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed, det er også et spørgsmål om fortsat at have en effektiv økonomi, der skaber velstand til gavn for alle.

Vi skal have udtænkt flere politikker, der tæmmer finansøkonomien og styrker realøkonomien. Fortsætter den nuværende udvikling, hvor penge, vi kommer sovende til i form af værdistigninger på ejendomme og aktier, løbende får større og større privatøkonomisk vigtighed, mens det går den modsatte vej for lønindkomsten, vil vi ende med et samfund, som ingen — uanset politisk observans — kan have som et ideal.

Ligesom socialdemokraterne i 80’erne naturligvis ikke havde nogen ambition om at køre den danske økonomi mod afgrunden, ønsker det borgerlige Danmark vel heller ikke et stagnerende samfund, hvor rigdom er noget, man kommer sovende til? Denne udvikling kræver, at der tænkes nyt. Dereguleringer og udbudsøkonomiske reformer virker ikke længere. Den herskende økonomiske ortodoksi skaber kun fremgang for den del af samfundet, der er begunstiget af værdistigninger på finansielle aktiver, mens den brede befolkning, der som Arne har ydet en indsats på arbejdsmarkedet siden teenageårene, bliver efterladt på perronen.

Da man i 30’erne stod i en på nogle områder lignende situation, sagde datidens førende økonom John Maynard Keynes, at “når kendsgerningerne ændrer sig, så ændrer jeg mit synspunkt.” Det er på tide, at vi igen tager afsked med forældede økonomiske ideer, tager kendsgerningerne alvorligt og udtænker nye økonomiske ideer til imødegåelse af ubalancerne i 2020’ernes økonomi. Og det har den nye generation af socialdemokrater gjort ved at tage et første vigtigt skridt med Arnereformen. ■

 

Det er på tide, at vi igen tager afsked med forældede økonomiske ideer, tager kendsgerningerne alvorligt og udtænker nye økonomiske ideer til imødegåelse af ubalancerne i 2020’ernes økonomi. Og det har den nye generation af socialdemokrater gjort ved at tage et første vigtigt skridt med Arnereformen
_______

 

Michael H. Jørgensen (f.1973) er cand. mag. i filosofi og økonomi fra Københavns Universitet. Han arbejder som chefkonsulent i den almene boligsektor og deltager i samfundsdebatten med kronikker og kommentarer. ILLUSTRATION: Udspillet “De mest nedslidte fortjener også en værdig pension” præsenteres på et pressemøde af Mette Frederiksen. Rammen var Plejecenter Sølund i København, tirsdag den 22. januar 2019 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]