11.03.2020

Af Michael Aastrup Jensen

De værdier, som skabte den liberale verdensorden i årene efter kommunismens sammenbrud, er under pres. Migrantstrømme mod Europa, et stærkt Kina og Putins Rusland, der lader kampvogne rulle over grænserne til Ukraine, er alle udfordringer, som Danmark må forholde sig til.

Samtidig er vi for alvor begyndt at indse, at kongeriget er en arktisk stormagt. Rigsfællesskabet er derfor ikke længere en støvet, lavprofileret institution: Arktis er et højtprofileret emne, fordi verdens stormagter støder sammen netop her. Både amerikanske, russiske og kinesiske interesser er på spil. Foruden Mellemøsten er der ikke mange andre steder, hvor det er tilfældet – og midt i det hele står rigsfællesskabet og kongeriget Danmark. Til trods for vores aktivistiske udenrigspolitik er det en uvant position for os.

Tid til prioritering
Der er rigeligt med udfordringer på det udenrigspolitiske område, og Danmark er nødt til at prioritere, i forhold til hvor vi bruger vores kræfter.

Det er i Arktis, at Danmark for alvor har en rolle at spille. Det er faktisk vores forpligtelse. Igennem flere årtier er Grønland og Nordatlanten imidlertid på alle måder blevet nedprioriteret politisk. Eksempelvis har det mildest talt ikke været prestigefyldt at være grønlandsordfører, da det i visse partier var den post, man fik, hvis man virkelig havde dummet sig. Kort sagt: den ultimative degradering. Sådan er det ikke længere. Grønland og Færøerne fylder på statsministerens bord, og som udenrigsordfører får jeg mange henvendelser fra store udenlandske medier om emnet. Det er blevet tydeligt, at Danmark spiller en arktisk nøglerolle, og derfor skal vi hurtigst muligt opgradere vores engagement på området.

 

For nogle år siden gennemførte Danmark en udenrigs- og sikkerhedspolitisk udredning, hvor Arktis netop blev udpeget som et særligt indsatsområde. Den udredning bør vi bygge videre på
_______

 

Danmarks politik over for Grønland og Færøerne har i mange år blot været at sende et nødtvungent bloktilskud afsted uden at stille for mange spørgsmål. Omvendt har Nuuk og Thorshavn brugt uendelige mængder af tid og kræfter på at diskutere selvstændighed fra Danmark. Det har ikke medført positive resultater for nogen af parterne. Det er ærgerligt, da et frugtbart samarbejde inden for rigsfællesskabet betyder, at alle parter vokser. Der er ikke meget perspektiv i absolut grønlandsk og færøsk selvstændighed, selvom tilbuddet naturligvis skal være der. Det vil blot være en dårlig løsning for alle. I stedet er der behov for en langsigtet strategi for, hvad alle tre dele af rigsfællesskabet ønsker med fællesskabet.

For nogle år siden gennemførte Danmark en udenrigs- og sikkerhedspolitisk udredning, hvor Arktis netop blev udpeget som et særligt indsatsområde. Den udredning bør vi bygge videre på ved at igangsætte en større udredning om rigsfællesskabets fremtidige udvikling med særligt fokus på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold for både fællesskabet og Arktis-området.

Slut med at være på bagkant
Hvis vi for alvor skal styrke alle tre parter i rigsfællesskabet og skabe en bæredygtig økonomisk model, som er baseret på en stigning i arbejdspladser i stedet for bloktilskud, vil det kræve investeringer. Det er ingen hemmelighed, at pensionskasserne har fyldte pengetanke i denne tid. Den lave rente har gjort obligationer mindre attraktive, og mange har derfor fået blik for offentlige infrastrukturprojekter. Broer og vejanlæg er attraktive langsigtede investeringer, så hvorfor ikke også investere i infrastruktur i Arktis-området?

Havnene i Grønland er små og på ingen måde gearet til mere international skibstrafik; herunder til de store krydstogtskibe. Hvis turisme og handel skal øges, kræver det investeringer. Vi ved, at Kina står på spring, eftersom planerne om at lade kinesiske virksomheder stå for udvidelsen og driften af de tre nye atlantlufthavne i Grønland var langt fremme. Heldigvis trådte Danmark til, i stedet for at Kina fik adgangen til kritisk infrastruktur foræret. Hvis vi i stedet havde haft en investeringsmekanisme med danske – og for den sags skyld også europæiske – pensionsmilliarder i ryggen, kunne vi have forholdt os mere strategisk til udvidelserne af de grønlandske lufthavne. Men investeringen blev en undvigelsesmanøvre for at undgå kinesisk fodfæste i Grønland. Det er tilmed usikkert, hvorvidt lufthavnene kan beflyves hele året, og hvad den hidtidige atlantlufthavn i Søndre Strømfjord nu skal bruges til. Med andre ord blev den bold ikke ligefrem ramt rent, og det skyldtes ganske enkelt, at vi ikke har været vant til at tænke på Grønland som en afgørende del af kongeriget.

Danmark kom også på bagkant, da det kinesiske teleselskab Huawei forsøgte at få lov til at levere det kommende 5G-netværk til Færøerne. Den kinesiske interesse var naturligvis udelukkende strategisk, eftersom de forblæste øer næppe kan have den store kommercielle betydning. Sagen endte med at trække internationale overskrifter, og det burde slet ikke være kommet så langt. Hvis vi havde haft en screeningsproces for udenlandske investeringer i kongerigets kritiske infrastruktur, ville sagen havde været langt lettere at håndtere. I stedet endte det med at blive en politisk kattepine for både Færøerne og Danmark, alt imens en tåge af fogedforbud gjorde sagen både uigennemskuelig og interessant for medier fra nær og fjern.

I modsætning til Færøerne og Grønland er Danmark en del af EU. Det er sådan set ikke en usædvanlig konstruktion – Storbritannien har haft samme arrangement i forhold til kanaløerne og Isle of Man. Det betyder dog ikke, at det er helt uden problemer. Inden for rigsfællesskabet risikerer vi nemlig at havne på hver vores side i konflikter. Mest dramatisk var det i forbindelse med spørgsmålet om makrelkvoter, hvor Danmark blev tvunget til at deltage i sanktioner mod færøske fiskere. Den slags konflikter tærer naturligvis på den tillid, som udgør en af grundstenene i rigsfællesskabets sammenhold. Vi må derfor som EU-medlemsland i højere grad bringe nordatlantiske interesser på dagsordenen i Bruxelles.

Man kan bestemt diskutere, om det ville være bedre, hvis Færøerne og Grønland blev en del af EU, som Grønland faktisk oprindeligt var. En sådan debat vil utvivlsomt komme til at skygge for pragmatiske forslag til at skabe et stærkere EU-engagement i Nordatlanten. Det vil ikke være i nogens interesse. Kort sagt er tiden ikke moden til at tage en sådan debat, og den skal i hvert fald komme fra Færøerne og Grønland selv. Derfor gør vi klogt i at fokusere på de konkrete udfordringer frem for at bruge kræfter på strukturer og tilhørsforhold til EU.

 

Europa og Danmark er ikke længere automatisk beskyttet af USA uden nogen modydelser. Tiderne, hvor USA beredvilligt optrådte som verdens politibetjent uden anden tak end europæisk kritik, er forbi
_______

 

USA’s nye syn på Europa
Præsident Trumps forslag om at købe Grønland satte en tyk streg under USA’s holdningsskifte til værdien af et stærkt og ligeværdigt partnerskab over Atlanten: Europa og Danmark er ikke længere automatisk beskyttet af USA uden nogen modydelser. Tiderne, hvor USA beredvilligt optrådte som verdens politibetjent uden anden tak end europæisk kritik, er forbi. Det er ærligt talt også meget rimeligt. De amerikanske skatteydere skal ikke betale for hele Vestens sikkerhed, blot fordi europæerne ikke vil. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at Trumps retorik og impulsive adfærd skaber problemer for både USA og dets allierede.

Det ville være naivt at sætte sine lodder på, at Trump ikke bliver genvalgt. Desuden vil det nedsatte amerikanske engagement i europæisk sikkerhed med al sandsynlighed ikke ændre sig med en ny præsident. Tværtimod er det et skifte, som indtraf allerede under Obama. Han havde en mere diplomatisk måde at formulere sig på, men i handling – eller mangel på samme – er der ikke den store forskel.

Det må Danmark naturligvis tage bestik af. Vi kan netop starte med at øge vores sikkerhedspolitiske engagement i Grønland, hvilket faktisk er et stærkt amerikansk ønske. Samtidig kan vi fra samlet europæisk side styrke vores forsvars- og udenrigspolitiske kapacitet. EU-landene får meget lidt ud af de mange penge, som investeres i forsvar. Det kan ændres igennem et stærkere europæisk forsvarssamarbejde.

For Danmarks vedkommende gælder det dog først og fremmest om at afskaffe forsvarsforbeholdet, eftersom det forhindrer os i at bidrage aktivt til forsvarssamarbejdet inden for rammerne af EU og således medvirke til, at Europa i højere grad tager ansvar for egen sikkerhed. Tiden er kommet til at gøre op med forbeholdet. De første skridt er allerede taget i form af den rapport om forsvarsforbeholdet, som den tidligere regering bestilte hos DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier). Den peger på, at det har mærkbare omkostninger for Danmark at stå udenfor. Det bør vi drage konsekvensen af ved at sætte forbeholdet til afstemning.

Et øget dansk engagement inden for EU’s forsvarssamarbejde betyder ikke, at NATO og USA har mistet betydning for Danmark. USA er fortsat vores vigtigste allierede – uanset mængden og indholdet af de tweets, som sendes afsted fra Det Hvide Hus. Der er imidlertid intet at tage fejl af i forhold til Trumps budskab om, at europæerne skal bidrage mere til NATO og Vestens kollektive sikkerhed. Det nytter ikke noget, at vi bruger EU-forbeholdet fra det forrige årtusind som sovepude og undskyldning for at forholde os passive. Danmark skal bidrage de steder, hvor vi har mulighed for indflydelse, og derfor er det i direkte modstrid med danske interesser at holde os uden for EU’s forsvarssamarbejde.

 

Vi skal bidrage, når USA beder os om det, men det skal altid være efter grundige overvejelser og med tanke på vores soldaters sikkerhed
_______

 

En fortsat global værdikamp
Danmark er, hvis man ser bort fra Nordatlanten, et lille land. Det har dog ikke forhindret os i at føre en aktivistisk udenrigspolitik. Vi har sendt soldater til verdens brændpunkter, fordi vi tør forsvare demokrati og frihed over for verdens despoter. Vi skal bidrage, når USA beder os om det, men det skal altid være efter grundige overvejelser og med tanke på vores soldaters sikkerhed. I denne tid spiller Trump højt spil i Mellemøsten, og det er i skrivende stund uklart, hvad enden på konflikten med Iran bliver. Det var derfor en rigtig beslutning at trække Danmarks soldater midlertidigt ud af Irak. Vi bør ikke være dumdristige i vores udenrigspolitiske engagement, men i stedet sørge for at være lige netop der, hvor danske kompetencer kan gøre en forskel.

Men det er i Danmarks interesse at sikre øget stabilitet i Mellemøsten og Nordafrika, da det er nøglen til at stoppe migrantstrømme og modvirke terror. Det er derfor, vi er til stede i Irak, og derfor, vi har påtaget os ansvaret for at lede NATO’s styrker i landet.

Samtidig har Danmark en stolt tradition for at støtte frihed og demokrati i Østeuropa. I de snart 30 år, der er passeret, siden kommunismen brød sammen, og Sovjetunionen havnede på historiens losseplads, har Danmark bidraget til demokratiseringen af de tidligere sovjetrepublikker. Med et stærkere Rusland er den danske støtte gået fra at være en blød udviklingsbistand til at være en del af en større global værdikamp. Putins Rusland står for et andet politisk system end vores liberale demokrati. Det er ikke et komplet tankesæt som den kommunistiske ideologi, der blev ensbetydende med Sovjetunionen, men Putin trækker på elementer og nostalgi fra sovjettiden. Det er dog især metoderne, som minder om hinanden. Særligt brugen af misinformation har været effektiv til at underminere tilliden til de demokratiske institutioner i ikke blot Østeuropa, men også de gamle EU-lande – for slet ikke at tale om USA.
Vi har endnu ikke fundet et effektivt modtræk til den russiske indblanding i den demokratiske proces og samtale.

Demokratiet står ganske enkelt svagt over for de stater, der ønsker at nedbryde det. Vi må i stedet satse på et langt, sejt træk for at styrke de demokratiske institutioner i de stater, som må betegnes som frontlinjestater. De mest oplagte stater er Ukraine og Georgien, eftersom begge lande har russiske besættelsestropper på deres territorium. Danmark bidrager eksempelvis med bistand til en reform af domstolene i de to lande. Uafhængige domstole er helt afgørende for at øge tilliden til det politiske system og de offentlige myndigheder. Især i Ukraine er der lang vej endnu, men kan vi nå blot et lille stykke, vil det være en sejr i kampen for at gøre op med den usunde arv fra det sovjetiske system.

Både Ukraine og Georgien skal have lov til selv at vælge, om de vil orientere sig mod Europa eller mod Moskva. Det er dog vanskeligt, så længe Putin stadig bruger sine snart velkendte bøllemetoder over for lande, der ikke accepterer at tilhøre det, som Kreml betegner ’det nære udland’.

 

Vi skal derfor fortsætte med at lægge pres på Rusland og ikke blot lempe sanktionerne hen ad vejen, uden at Rusland gør noget til gengæld
_______

 

Vi skal derfor fortsætte med at lægge pres på Rusland og ikke blot lempe sanktionerne hen ad vejen, uden at Rusland gør noget til gengæld. Der er ingen tvivl om, at annekteringen af Krim og det fortsatte militære engagement i det østlige Ukraine er dyrere end ventet for Rusland. Især Krim er et kronisk dræn i den russiske statskasse. Rusland har behov for udenlandske investeringer for at få gang i økonomien igen, og her er sanktionerne en forhindring. Det er lykkedes EU at holde sammen på flokken i forbindelse med sanktionerne mod Rusland. Sjældent har der været så stor enighed, på trods af at det har gjort ondt på mange lande, inklusive Danmark. På den baggrund må vi ikke give op og lade Rusland slippe afsted med at destabilisere Ukraine samt skræmme regionens øvrige lande fra at foretage sig noget som helst selvstændigt.

Udenrigstjenesten skal styrkes
Jeg har ridset nogle af de områder op, som jeg ser som absolut danske kerneområder. Her kan Danmark gøre en forskel, og her har vi noget på spil. Hvis vi skal lykkes med de ting, jeg har nævnt, kræver det, at vi bruger flere ressourcer.

Vi skal åbne ambassader i stedet for at lukke dem, og vi skal endda styrke nogle af dem, vi allerede har. Det er en misforståelse, at man blot kan bruge internettet til at vide, hvad der foregår ude i verden. Vi er nødt til også at have hvis ikke boots on the ground’ så i det mindste laksko. Det er eksempelvis fuldstændig forfejlet, at Danmark ikke har en ambassade i Irak, når vi år efter år er militært engageret i landet. Det vanskeliggør kontakten med landets myndigheder, samtidig med at danske virksomheder ikke kan få hjælp til at komme ind på landets olierige, men vanskelige, marked. En dansk ambassade ville gøre en stor forskel. I stedet henviser Udenrigsministeriets hjemmeside til, at man kan kontakte Danmarks ambassade i Kairo. Det er vi nødt til at gøre meget bedre, også hvis vi har ambitioner om at kunne hjælpe danske virksomheder ud på nye eksportmarkeder.

Her i starten af 2020’erne er der behov for en fokuseret dansk udenrigspolitik, som forholder sig til vores rolle som arktisk stormagt, men som også baserer sig på de værdier, der har gjort Danmark til et fantastisk samfund. Der er rigeligt med udfordringer ude i verden, som sætter de værdier under pres, og det er bestemt ikke blevet mindre, efter at Brexit har medført mere end tre års granatchok. Nu må vi se at komme med videre og tage fat på de udfordringer, som også rammer Danmark. ■

 

Her i starten af 2020’erne er der behov for en fokuseret dansk udenrigspolitik, som forholder sig til vores rolle som arktisk stormagt, men som også baserer sig på de værdier, der har gjort Danmark til et fantastisk samfund
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland