22.10.2020

Troen på barnet er vokset os over hovedet og er blevet til dovenskab. Der er ikke længere tale om anerkendelse og respekt for barnets integritet, men snarere om en hel generations afstandtagen til forældrerollen og myndighedsrollen i det hele taget.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Kommentar af Merete Riisager

I dokumentaren Christianias børn fra 2015 undersøgte instruktøren Nille Westh, hvordan det var at vokse op i fristaden i årene efter dens oprettelse i 1971. En af interviewpersonerne, der nu er blevet voksen, forklarer i udsendelsen, at de voksne havde så travlt med at opleve og lege, at de glemte, at børn har brug for tryghed og beskyttelse. Børnene på Christiania fik mange oplevelser, men de voksede for nogles vedkommende også op uden myndige voksne omkring sig. De fik selv mindre barndom, fordi de voksne insisterede på at opføre sig barnligt. De blev nødt til at tage mere ansvar på sig, end de var klar til, fordi de voksne ikke gjorde det.

Dén problematik er tilbage – ikke i enkelte særlige miljøer, men som en tendens, der viser sig bredt i samfundet. Både i familier og i skolen er der mangel på voksne, der udviser myndighed og skaber trygge rammer for børnene. Komplekse problemstillinger presses nedad, så børn skal tage stilling til emner, de ikke har nogen forudsætning for at gennemskue eller navigere i. Rammer og strukturer laves om med en hast, så selv de voksne har svært ved at følge med. Voksne insisterer på at forfølge deres egne behov, drømme og interesser – ofte uden at skele særlig meget til, hvad det har af omkostninger for de børn, de skal tage vare på.

Mange børn og unge vokser således op i det, man kan kalde ’et forstyrret rum’. De oplever ikke den ro og sikkerhed, der ligger i at vide, at de voksne tager sig af alt det vigtige, så de kan koncentrere sig om at lege og lære. De oplever at stå meget alene i hverdagen med valg og fravalg, og de bliver ensomme i forhold til noget så afgørende som deres egen eksistens – hvem er de i verden? Måske er det disse forhold, der gør sig gældende, når vi kan se, at nogle nøgletal for trivsel bevæger sig den forkerte vej. Rapporten Børn og unge i Danmark, som er udarbejdet af VIVE i 2018, viser fx, at den psykiske mistrivsel er forværret de seneste otte år.

Ansvar for egen læring og for planlægning af arbejde i grupper. Ansvar for klimakrisen, for sult i verden og for plastik i havene. Ansvar for at spise sundt, miljørigtigt og for ikke at blive tyk og for at se godt ud. Ansvar for innovationen og for integrationen. Ansvar for smittespredning og for pandemiske strategier. For egne sengetider og for brug af sociale medier. Ansvar for kønsidentiteten, for uddannelsesvalg og for at bekæmpe mobning i klassen.

 

I vores samtid betragtes barnet ofte som oplyst, vidende, moralsk og godt og som fuldt ud i stand til at forholde sig til problemer og udfordringer, som kan få de voksne til at give fortabt. Det er de færreste voksne, der kender svarene på, hvordan vi bremser klimakrisen eller får renset plastik ud af verdenshavene
_______

 

Den nedre grænse for, hvornår vi som samfund inddrager børn i komplekse problemstillinger, er helt og aldeles forsvundet. Børn i folkeskolens yngste klasser bliver bedt om at planlægge deres egen læring og forholde sig analyserende til deres egen kost. Børn, der lige er trådt ind i puberteten, bliver bedt om at tage stilling til, hvordan vi skal redde kloden fra vandmasser, rovdrift og uhæmmet vækst. Børn, der kæmper med at lære at stave og læse et litterært værk, bliver bedt om at opfinde innovative produkter, der kan afsættes på et marked.

I vores samtid betragtes barnet ofte som oplyst, vidende, moralsk og godt og som fuldt ud i stand til at forholde sig til problemer og udfordringer, som kan få de voksne til at give fortabt. Det er de færreste voksne, der kender svarene på, hvordan vi bremser klimakrisen eller får renset plastik ud af verdenshavene. Mange voksne klarer ikke selv at styre deres indtag af fødevarer. De færreste voksne er i stand til at se sig selv udefra og lægge en fornuftig plan for deres egen læring. Flertallet af voksne går på arbejde hver dag uden at innovere noget som helst. Alligevel er det forventninger, som børn møder i hverdagen, både i skolen og hjemme.

Det er helt almindeligt – så almindeligt, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved, om det er en god ide, selvom alt, hvad vi ved om barndommen, fortæller os, at børn i begrænset omfang er klar til at håndtere komplekse problemer. De mangler viden og erfaring.

I min nye bog Selvbyggerbørn undersøger jeg de vilkår, som børn og unge vokser op med i dag, og som kan være årsagen til, at så mange oplever mistrivsel, selvom de ressourcemæssige rammer aldrig har været bedre. Opfattelsen af barnet som født kompetent til at analysere og træffe beslutninger er stærk, og det samme er opfattelsen af, at opdragelse, regler og rammer som udgangspunkt er noget negativt. Dette syn på barnet udspringer historisk af især den progressive pædagogik, der placerer barnet i verden – allerede færdigt og klar til at prøve sig frem på egen hånd. Men troen på barnet er vokset os over hovedet og er blevet til dovenskab. Der er ikke længere tale om anerkendelse og respekt for barnets integritet, men snarere om en hel generations afstandtagen til forældrerollen og myndighedsrollen i det hele taget.

Det er noget bøvl at være de voksne. Det er ikke rart at skulle bære byrderne, træffe de svære valg, bære nederlagene, usikkerheden og angsten for fremtiden alene. Min egen generation er derfor mestre i at skubbe ansvaret nedad – mod børnene. Vi er blevet selvoptagede i vores voksenrolle, og vi forklarer vores ulyst til at agere som voksne med, at det skam er, fordi vi anerkender børnene som vidende, indsigtsfulde og dygtige. Nogle voksne træder intuitivt ind i rollen som myndige – men andre gør det ikke. Det ligger i tiden.

 

I min egen generations tilbøjelighed til at afskrive os ansvaret som myndige forældre og voksne kommer opdragelsen og dannelsen til at lide nederlag
_______

 

Derfor kommer nutidens børn og unge til at indtage rollen som ’selvbyggerbørn’. De må selv finde ud af det. Hvad de vil, hvem de er, og hvad der skal ske med verden. Det er ikke så mærkeligt, at mange børn og unge lider under dette åg. Det bliver for meget for dem at bære. Særligt teenagere og unge voksne lider under den usikkerhed, der følger, når man selv står med hele ansvaret, før man er klar til at bære det. Det kan give en følelse af ikke at slå til og være ladt alene i verden, og netop ensomhed blandt unge er et problem. Ifølge Ventilen Danmark, der arbejder med unge og ensomhed, oplever 10-12 pct. af unge mellem 16 og 29 år, at de ofte eller altid er ensomme.

Udviklingen bider sig selv i halen. For i min egen generations tilbøjelighed til at afskrive os ansvaret som myndige forældre og voksne kommer opdragelsen og dannelsen til at lide nederlag. Vi bliver som generation mere flygtige, mere upræcise og mindre vedholdende i den opgave, der ligger i at skabe genkendelige rammer og lære fra os af viden, erfaringer, værdier og retning. Derfor står nutidens børn og unge også dårligere rustet til at indtage rollen som myndige og handlekraftige mennesker, efterhånden som de selv vokser op.

Mange børn lærer ikke at cykle alene til sport, overnatte hos en kammerat, rydde op efter sig, gå et længere stræk, selvom vejret ikke er det bedste, læse en hel bog, smøre deres egen madpakke. Almindelige færdigheder – også i skolen – er ikke i højeste kurs. Det er ærgerligt, for almindelige færdigheder, der kommer af at kunne reparere noget, der er gået i stykker, tage med toget til den anden ende af landet eller cykle til stranden med en kammerat og hoppe i uden voksenovervågning eller spille et instrument giver en følelse af selvværd. Man oplever, at man kan mestre noget, og at man kan agere i verden.

 

Børn og unge mødes i dag af høje, komplekse krav og lave krav til konkrete færdigheder. Denne kombination trænger barndommen tilbage
_______

 

Børn og unge mødes i dag af høje, komplekse krav og lave krav til konkrete færdigheder. Denne kombination trænger barndommen tilbage. Børn skal forholde sig til komplekse voksenproblemer, længe før de selv bliver voksne, og på den anden side lærer de ikke at løse konkrete udfordringer, som tidligere generationer har kunnet overkomme, da de var på deres alder.

Min generation og generationen før den har uforvarende taget store bidder af barndommen ved at insistere på selv at være evigt unge, undersøgende, selviscenesættende og ansvarsfrie. Derfor havner ansvaret hos børnene, og derfor bliver barndommen svær at være i. Vi har heller ikke megen lyst til at agere opdragere. Det er konfliktfyldt og anstrengende at lære børn ting, de ikke nødvendigvis har lyst til at lære. Både i skolen og i hjemmet viger vi tilbage for at udøve den modstand, opdragelse også må være, hvis den skal løse sin opgave. Vi undgår konfliktsituationer, og i stedet for at sende trætte børn i seng og forlange af teenagerne, at de skal sidde klar i klassen, når timen begynder, bøjer vi af og giver efter. Hver gang vi gør det, svigter vi vores ansvar en lille smule og giver den opvoksende generation lidt ringere kort på hånden.

Børn i dag bliver mødt af en enorm tiltro til deres evner, muligheder og fremtid. De får at vide, at de kan blive lige, hvad de vil. Men de får meget lidt ballast og meget lidt træning, der gør dem i stand til at handle på egen hånd. Derfor ser vi også, at unge flytter senere hjemmefra (VIVE 2018), og at de er tilbøjelige til at være mere tryghedssøgende. Når barndommen trænges tilbage, bliver det sværere at være ung og endnu sværere at blive voksen. Det er derfor en alvorlig sag, når barndommen forsvinder. ■

 

Når barndommen trænges tilbage, bliver det sværere at være ung og endnu sværere at blive voksen. Det er derfor en alvorlig sag, når barndommen forsvinder
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?