16.09.2020

“De Forenede Arabiske Emirater (FAE) siger, at de har stoppet Israels annekteringer på Vestbredden, mens Israel hævder, at annekteringer er midlertidigt suspenderede. Enten skyldes kronprins Mohammed bin Zayed og premierminister Benjamin Netanyahus forskellige udlægninger af aftalen indenrigspolitiske årsager eller også ligger der her et potentielt problem, hvis de faktisk ikke har fastlagt ordlyden af aftalen,“ siger Mellemøsten-ekspert Kristian Ulrichsen om den normaliseringsaftale, der blev indgået mellem FAE og Israel i det Hvide hus tirsdag, hvor også Bahrain underskrev en aftale med Israel.

Interview af Thilde Asmussen

RÆSON: Præsident Donald Trump præsenterede den 13. august en aftale om fuld normalisering af relationen mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater (FAE) og han iscenesatte aftalen som en fredsaftale, der var et historisk, diplomatisk gennembrud. Hvorfor ønsker parterne at formalisere deres samarbejde i en sådan historisk aftale?
ULRICHSEN: Aftalen er ikke et historisk gennembrud, eftersom det ikke er en reel fredsaftale. De to stater har aldrig været krig med hinanden og selvom De Forenede Arabiske Emirater i 1970’erne og 1980’erne var meget kritiske overfor Israel, så har de samarbejdet tæt de seneste ti år – særligt efter Det Arabiske Forår i 2011, hvor trusselsbilledet ændrede sig, da Iran, islamisme og Det Muslimske Broderskab blev Emiraterne og Israels største bekymring. Meget af Emiraternes overvågningsudstyr kommer fra Israel, og hvad angår sikkerhed, har de to staters samarbejde ikke været en hemmelighed.

Det nye i denne aftale er, at Emiraterne bryder den arabiske konsensus, som opstod i forlængelse af Det Arabiske Fredsinitiativ i 2002 og som dikterede at en normalisering med Israel kun kunne blive aktuel, såfremt de trak sig fra de områder, de har besat siden 1967. Denne konsensus blev til land-for-fred-resolutionen i Den Arabiske Liga og det er den konsensus, De Forenede Arabiske Emirater nu bryder med, ved at lave deres egen aftale med Israel.

 

Det nye i denne aftale er, at Emiraterne bryder den arabiske konsensus, som opstod i forlængelse af Det Arabiske Fredsinitiativ i 2002 og som dikterede at en normalisering med Israel kun kunne blive aktuel, såfremt de trak sig fra de områder, de har besat siden 1967
_______

 

RÆSON: Aftalen har affødt en del reaktioner og særligt rettes der kritik af FAE. Tyrkiet truer med at suspendere deres relation til Golfstaten og palæstinenserne beskylder Emiraterne for forræderi. Efter at aftalen er blevet præsenteret lader det også til, at der mellem aftaleparterne er uenighed omkring spørgsmålet om annketeringer. Hvorfor indgår Emiraterne en aftale, hvis dette ikke er afklaret?
ULRICHSEN: Umiddelbart efter annonceringen af aftalen kom der forskellige udmeldinger vedrørende annekteringerne. Emiraterne siger, at de har stoppet Israels annektering på Vestbredden, Israel siger annekteringerne er midlertidigt suspenderet. Enten skyldes kronprins Mohammed bin Zayed og premierminister Benjamin Netanyahus forskellige udlægninger af aftalens indenrigspolitiske årsager eller også ligger der her et potentielt problem, hvis de faktisk ikke har fastlagt ordlyden af aftalen.

Det ville ikke være første gang at manglende væsentlige detaljer vil få en aftale lavet af Trump til at bryde sammen, ligesom tilfældet også var med Nordkorea. Vi har også set forskellige fortolkninger af aftalen i forhold til F-35 kampfly. Emiraterne siger, at aftalen tillader dem at få flyene, Israel siger at det gør den ikke. Det store fokus der har været på F-35, fortæller mig at palæstinenserne og deres sag ikke har været en prioritet. Det er ikke en fredsaftale, men et våbensalg, og for Emiraterne er ønsket at få de fly.

RÆSON: Selv hvis FAE ender med at kunne få kampfly fra amerikanerne, vil det tage år før flyene er klar. Samtidig argumenterer de for, at aftalen vil sætte en stopper for annekteringerne på Vestbredden. Hvis Netanyahu vælger at genoptage annekteringerne, sætter det unægtelig Emiraterne i et dårligt lys. Hvad motiverer dem til at løbe den risiko?
ULRICHSEN: En motivation for Emiraterne er, at aftalen vil give dem mulighed for at positionere sig selv i Washington forud for præsidentvalget i november. De giver Trump en udenrigspolitisk succes, så han kan fremstå som en fredsmægler og samtidig er de også bedre stillet, hvis Joe Biden vinder valget. Demokraterne har længe været meget kritiske overfor krigen i Yemen, og med aftalen kan Emiraterne lægge afstand til Saudi-Arabien og sige: Vi er i modsætning til saudierne villige til at indgå aftaler som denne, fordi vi prioriterer fred i Mellemøsten. Derfor bliver de lige nu hyldet af politikere rundt omkring i verden som værende fredsmæglere, selvom deres handlinger i Yemen og Libyen i realiteten er alt andet end fredelige. At distancere sig fra Saudi-Arabien er klogt, men med aftalen løber de også en risiko.

 

Golfstaterne har derfor indledt dialoger med andre stater, bl.a. Rusland og Kina, omkring sikkerhedspolitiske spørgsmål, fordi de ikke ønsker at lægge alle deres æg i én kurv og regne med USA’s støtte
_______

 

Hvis Netanyahu vurderer at annekteringerne kan hjælpe ham politisk, vil han ikke tøve med at gøre det på trods af aftalen med Emiraterne, som til gengæld får et forklaringsproblem. Emiraterne håber bare på, at annekteringerne ikke finder sted før januar [hvor den nyvalgte amerikanske præsident indsættes, red.]. Vinder Biden præsidentvalget vil israelerne nemlig ikke kunne få amerikansk støtte til at annektere. Skulle Trump tabe valget i november, vil der dog være et vindue på små to måneder, inden Biden bliver indsat og jeg kunne godt forestille mig, at Netanyahu ville udnytte den sidste tid med en støtte i Det Hvide Hus og handle, mens han stadig kan. Det var tilfældet i 2008 under transitionen mellem George Bush og Barack Obama, hvor Israel startede en tre-ugers krig mod Hamas i Gaza. Dette bekymrer selvfølgelig Emiraterne, men muligheden for at forbedre deres politiske image i Washington er risikoen værd.

RÆSON: Apropos Washington, så var daværende præsident Obamas støtte til Det Arabiske Forår og hans atomaftale med Iran direkte i strid med Emiraternes ønske. Markerer aftalen et stærkere samarbejde mellem de to stater, og i så fald: Vil det betyde en øget amerikansk tilstedeværelse i Golfen?
ULRICHSEN: Emiraternes forhold til Obama var mildest talt anstrengt til sidst, hvilket også var derfor, de var meget imødekommende overfor Trump tilbage i 2016. Kronprins Mohammed bin Zayed tog til New York og besøgte ham i Trump Towers under transitionen mellem Obama og Trump. At et udenlandsk statsoverhoved mødtes med den kommende præsident, uden den daværende præsident Obama var klar over besøget, skabte selvfølgelig en del kontroverser, men var også et signal om, at FAE hilste præsidentskiftet velkommen.

Trump har, ligesom Obama, i sin tid som præsident dog efterladt Golfstaterne skeptiske overfor USA’s positionering. Amerikanerne har skåret ned på deres styrker i Irak og Afghanistan, men er stadig stærkt tilstede i Golfen. Alligevel er Golfstaterne usikre på om de kan regne med amerikansk støtte. Dette blev tydeligt sidste år, da USA ikke reagerede på angrebet af saudiernes olieselskab, Aramco, og dette chokerede både Saudi-Arabien og Emiraterne. Golfstaterne har derfor indledt dialoger med andre stater, bl.a. Rusland og Kina, omkring sikkerhedspolitiske spørgsmål, fordi de ikke ønsker at lægge alle deres æg i én kurv og regne med USA’s støtte. Dette skal ses som en konsekvens af amerikanernes uklare strategi i regionen de seneste ti år, hvor de ikke har vidst hvad de ville, hvorfor det også er svært at sige, hvad amerikanerne vil gøre fremover, da dette også i høj grad afhænger af, hvem der vinder præsidentvalget til november.

 

Kong Salman i Saudi-Arabien har også altid været en stærk fortaler for den palæstinensiske sag og så længe han er ved magten, vil relationen til Israel ikke ændre sig officielt
_______

 

RÆSON: Seniorrådgiver i Det Hvide Hus, Jared Kushner, har de seneste uger rejst rundt i Golfen for at få andre lande til at indgå lignende aftaler. Det lader til at virke, for Bahrain har meddelt, at de også ønsker at normalisere forholdet til Israel [Bahrain indgik også en aftale med Israel tirsdag d. 15. september]. Trump har samtidig sagt, at han har startet en dialog med kong Salman i Saudi-Arabien. Vil de være næste land i rækken til at indgå en aftale?
ULRICHSEN: Bahrain har et relativt stort jødisk samfund, og derfor er det ikke overraskende, at de vælger at normalisere deres relation til Israel. I 2009 sagde prins Salman af Bahrain, at det var på tide med et nyt forhold til Israel i Washington Post og i 2018 sagde de, at de ønskede at blive den første Golfstat til at normalisere forholdet, men de blev som bekendt overhalet af Emiraterne. Trumps kommentarer omkring dialogen med saudierne var relativt vage og efter opkaldet fra den amerikanske præsident valgte Saudi Arabien at gentage deres støtte til den palæstinensiske sag. I modsætning til Bahrain er saudierne også nødt til at være mere påpasselige, grundet deres rolle indenfor islam, fordi de har de to hellige moskeer i Mekka og Medina. Kong Salman har også altid været en stærk fortaler for den palæstinensiske sag og så længe han er ved magten, vil relationen til Israel ikke ændre sig officielt.

RÆSON: Saudi Arabien står overfor et generationsskifte med kronprins Mohammed bin Salman som den fremtidige leder. Han har allerede stået for en række reformer, der til omverden skal signalere et mere moderne og åbent land. Hvorfor normaliserer de ikke forholdet til Israel i den forbindelse?
ULRICHSEN: Kronprinsen vil gerne følge Emiraternes eksempel og indgå en lignende aftale med Israel, men selvom han allerede har meget magt, så er det fortsat kun kongen, der kan tage så store beslutninger. Det er klart, at Mohammed bin Salman ser en aftale, som en oplagt mulighed for at forbedre hans politiske image internationalt. Siden 2018 har der været et enormt pres på ham: Mordet på Jamal Khashoggi, krigen i Yemen, bortførslen af den Libanesiske premierminister og konflikter med Canada, Tyskland og Sverige har medført meget negativ opmærksomhed, som kronprinsen helst ville være foruden. Indtil videre har det Hvide Hus holdt hånden over ham, men dette kan ændre sig efter præsidentvalget.

 

At resolutionen [i den Arabiske Liga om at fordømme aftalen , red.] blev nedstemt, viser at Den Arabiske Liga reelt set ingen indflydelse har, og samtidig illustrerer det, hvor stor en magt De Forenede Arabiske Emirater har i regionen
_______

 

RÆSON: Palæstinenserne fremsatte i Den Arabiske Liga et udkast til en resolution, der skulle fordømme aftalen mellem Israel og FAE, men dette blev nedstemt. Kan dette ses som et tegn på forsoning mellem Den Arabiske Ligas medlemslande og Israel? Og hvordan påvirker Emiraternes brud med den arabiske konsensus relationerne ligaens lande imellem?
ULRICHSEN: At resolutionen blev nedstemt, viser at Den Arabiske Liga reelt set ingen indflydelse har, og samtidig illustrerer det, hvor stor en magt De Forenede Arabiske Emirater har i regionen. De er i stand til at mobilisere støtter og samtidig forhindre ligaen i at sætte en dagsorden og opnå enstemmighed, hvilket er et stort problem for Den Arabiske Liga. Emiraterne er den næstmest magtfulde stat i Mellemøsten, som egenrådigt tog en beslutning og brød med den arabiske konsensus. Foruden nu Emiraterne og Bahrain, har Egypten og Jordan også normaliseret deres forhold til Israel. Golfstaterne, med undtagelse af Kuwait, samarbejder også allerede med Israel, så jeg tror ikke de nyindgåede aftaler med Israel, vil få betydning for relationerne internt i Den Arabiske Liga eller ændre forholdet mellem ligaen og Israel, da samarbejde allerede finder sted.

RÆSON: Som jeg startede med at sige, så blev aftalen fremlagt som en fredsaftale og den norske politiker Christian Tybring-Gjedde har sagt, at han ønsker at indstille Trump til Nobels fredspris næste år på baggrund af aftalen. Derfor er det jo oplagt at spørge dig, hvorvidt du vurderer denne aftale vil bringe mere fred til Mellemøsten?
ULRICHSEN: Man kan argumentere for, at intet andet har virket i forhold til at skabe fred i Mellemøsten. Det er næsten 20 år siden man vedtog Det Arabiske Fredsinitiativ, næsten 30 år siden man indgik i Oslo-aftalen og det har tydeligvis ikke ført nogen vegne. Normaliseringerne kan muligvis skabe rammerne for en bedre regional dialog. Omvendt står det også klart, at den aktuelle aftale ikke løser noget i forhold til Palæstina og at det heller ikke er noget, landene har fokuseret på. Derfor handler aftalen mere om parternes egen-interesser end om fred. ■

 

Man kan argumentere for, at intet andet har virket i forhold til at skabe fred i Mellemøsten. Det er næsten 20 år siden man vedtog Det Arabiske Fredsinitiativ, næsten 30 år siden man indgik i Oslo-aftalen og det har tydeligvis ikke ført nogen vegne. Normaliseringerne kan muligvis skabe rammerne for en bedre regional dialog
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland