28.10.2020

Da den omdiskuterede, socialistiske bolivianske præsident Morales blev presset ud af militæret efter folkelige demonstrationer i november sidste år, lå det ikke i kortene, at hans parti skulle vinde et legitimt, demokratisk valg året efter. Men hans arvtager, Luis Arce, vandt et jordskredsvalg efter et tumultarisk år i Bolivia. Han baner dermed vejen for en ny og mere demokratisk variant af den lyserøde bølge, som skyllede ind over Latinamerika i 2000’erne.

Af Markus Giessing

Det har været et tumultarisk år i boliviansk politik. Først blev den tidligere bolivianske præsident og socialistiske partileder, Evo Morales, genvalgt i oktober sidste år efter en juridisk kamp om, hvorvidt en fjerde præsidentperiode var forfatningsstridig, hvilket Morales havde tabt en folkeafstemning om i 2016. Derefter opstod der store demonstrationer, som førte til, at han senere blev beordret af militæret til at træde af, hvorefter en højreorienteret regering blev indsat, som lovede at udskrive nyvalg.

Valget blev dog udskudt to gange, angiveligt pga. coronakrisen, indtil der endelig blev sat en valgdato, som blev overholdt den 18. oktober i år. Vinderen af valget, som flere iagttagere har udråbt til en sejr for demokratiet, blev Morales’ arvtager fra socialistpartiet, Luis Arce. Han vandt en jordskredssejr med 55 pct. af stemmerne over centrumhøjrekandidaten Carlos Mesa, der fik 28,8 pct. Dermed er en kaotisk periode for det bolivianske demokrati muligvis ovre, og spørgsmålet er, om Bolivia med valget af den socialistiske Arce tegner sig ind i en begyndende ny lyserød bølge i Latinamerika.

En ny lyserød bølge?
I 2000’erne skyllede en bølge af venstreorienterede regeringer ind over Latinamerika; en bevægelse, der fik tilnavnet marea rosa (den lyserøde bølge). Heriblandt medregnede man blandt andre politiske ledere som Hugo Chavez i Venezuela, Nestor Kirchner i Argentina, Rafael Correa i Ecuador, Lula i Brasilien og ikke mindst Evo Morales i Bolivia. Udover det faktum, at de alle var af en venstreorienteret støbning, havde de det til fælles, at de blev valgt på løfter om at skabe græsrodsdemokrati, mindske ulighed og modsætte sig amerikansk imperialisme på kontinentet.

 

Valget af den socialistiske Luis Arce i Bolivia kan altså meget vel blive en trædesten på vejen til en ny lyserød bølge i Latinamerika
_______

 

Betegnelsen ‚den lyserøde bølge‛ blev ifølge den britiske historiker Mike Gonzalez introduceret af en korrespondent fra The New York Times i 2006, der dækkede valget i Uruguay. Gonzalez‛ noterer sig i bogen ‚The Ebb of the Pink Tide‛, at ordvalget blev brugt „med en antydning af hån‟. Men sidenhen er betegnelsen blevet omfavnet i udbredthed.

Denne bølge er dog i de senere år ebbet ud, i takt med, at flere højreorienterede præsidenter er kommet til magten. Jeanine Añez’ magtovertag i kølvandet på præsident Morales afgang i Bolivia var således også et tilbageslag for denne venstreorienterede bevægelse. Men den nye præsident Luis Arce og MAS-partiet, Movimiento al Socialismos, generobring af magten på demokratisk vis tyder på, at det for nuværende blot var en kortvarig afbrydelse af socialismen i Bolivia.

Ligeledes i Argentina vandt den venstreorienterede Alberto Fernandez sidste år præsidentvalget efter fire år under den højreorienterede Mauricio Macri, og i Mexico kom Andres Manuel Lopez Obrador til magten i 2018, som den første venstreorienterede præsident i årtier. Selvom nogle få skvulp ikke udgør en bølge, er det altså ikke helt urealistisk, at der er en ny lyserød bølge undervejs i Latinamerika.

Ser man eksempelvis på Chile, hvor der er valg i november 2021, har der været langvarige protester med hundredtusindvis af indignerede chilenere, der kræver et opgør med den højre-autoritære præsident Sebastian Piñera. Og i Ecuador skal der ligeledes være valg næste år, hvor den lidet populære neoliberale præsident, Lenin Moreno, kommer til at få kamp til stregen, ovenpå et år med massive demonstrationer mod IMF-reformer. Valget af den socialistiske Luis Arce i Bolivia kan altså meget vel blive en trædesten på vejen til en ny lyserød bølge i Latinamerika. Men det lå ikke i kortene for et år siden, da Morales blev presset af militæret til at forlade præsidentembedet.

 

Sidste år valgte Morales, der havde siddet på magten siden 2006, at genopstille til sin fjerde valgperiode, hvilket ikke er tilladt ifølge den bolivianske forfatning
_______

 

Et ombejlet valg
Sidste år valgte Morales, der havde siddet på magten siden 2006, at genopstille til sin fjerde valgperiode, hvilket ikke er tilladt ifølge den bolivianske forfatning. I en folkeafstemning i 2016 tabte Morales således også i spørgsmålet om at udvide længden på den tilladte regeringsperiode fra tre til fire perioder. Hos landets forfatningsdomstol fik Morales dog medhold i, at det ville være i strid med hans menneskerettigheder, hvis han blev nægtet at genopstille. Det udløste massiv kritik, men alligevel fortsatte han ufortrødent ind i valgkampen. Valget den 20. oktober 2019 resulterede i en klar sejr til Morales, men umiddelbart efter anklagede oppositionen ham for at have begået valgsvindel.

Anklagerne blev understøttet af en indledende rapport fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), som påpegede, at stemmeoptællingen blev sat på pause på et tidspunkt, hvor Morales havde en snæver føring over udfordreren Carlos Mesa. Da stemmeoptællingen blev genoptaget, førte Morales dog med mere end 10 pct., hvilket i det bolivianske valgsystem betyder, at man ikke foretager en anden valgrunde.

OAS konkluderede på den baggrund, at der var begået “overlagte handlinger i forsøget på at manipulere med valgresultaterne”. Det skulle dog senere vise sig, at man ikke kunne drage sådanne konklusioner ud fra rapporten, hvilket både blev dokumenteret af Center for Economic and Policy Research og forskere fra M.I.T.

 

At udpege en højreekstremistisk politiker som midlertidig erstatning for Evo Morales – landets første indfødte præsident – gav således ikke anledning til forsoning over de politiske stridigheder i landet
_______

 

Militæret skrider ind
Selvom præsidenten afviste beskyldningerne om svindel, lovede han at udskrive omvalg, men det var ikke tilfredsstillende for kritikerne, som bl.a. indebar den bolivianske opposition, USA og Brasilien. Militæret udsendte en pressemeddelelse få dage senere, hvori de beordrede præsidenten til at træde tilbage for at genoprette “fred og stabilitet” i Bolivia. Dermed tvang hærcheferne Morales fra embedet to måneder før, hans periode var udløbet.

Det var dog ikke en helt fredelig affære, eftersom præsidentens hjem angiveligt blev ransaget af politiet og vandaliseret af voldelige grupperinger. Ifølge Morales selv blev hans familiemedlemmer i selvsamme periode truet. Derfor følte den tidligere præsident sig nødsaget til at flygte fra landet med hjælp fra den mexicanske regering, som tilbød ham asyl. Sidenhen har han opholdt sig i Argentina, hvor han nyder moralsk opbakning fra præsident Alberto Fernandez.

I dagene efter afsættelsen af Morales blev den højreorienterede næstformand i senatet, Jeanine Añez, indsat som midlertidig præsident i Bolivia. Valget af Añez var ret iøjnefaldende, fordi hun har ytret flere racistiske bemærkninger om den indfødte befolkning, som overvejende støtter Morales’ parti MAS. Eksempelvis skrev Añez i et tweet fra 2013, at hun “drømmer om et Bolivia fri af indfødtes sataniske ritualer, byen er ikke for indianere, de burde tage til højlandet eller El Chaco” med henvisning til den sydlige del af Bolivia.

At udpege en højreekstremistisk politiker som midlertidig erstatning for Evo Morales – landets første indfødte præsident – gav således ikke anledning til forsoning over de politiske stridigheder i landet. Añez skulle da også vise sig at være en kompromisløs skikkelse i sin korte regeringsperiode.

 

Det blev hurtigt tydeligt, at Añez-regeringen ville mere end blot at være en overgangsregering
_______

 

Overgangsprocessen
Kort efter Añez’ magtovertag udstedte hun et dekret, der gav militæret straffrihed i forbindelse med kontrol af offentlige forsamlinger, hvilket betød, at hæren fik en blankocheck til at udøve overgreb på demonstranter, som Amerika-direktøren for Human Rights Watch, José Miguel Vivanco, dengang vurderede det.

I en rapport har Amnesty International dokumenteret “angreb mod menneskerettighedsforkæmpere, journalister og politiske modstandere”, udført af politiet og hæren. I løbet af november 2019, hvor urolighederne fandt sted, kunne Amnesty dokumentere 35 dødsfald og 833 sårede, bl.a. under styrkernes brutale angreb på demonstranter i byerne Sacaba og Senkata.

Det blev hurtigt tydeligt, at Añez-regeringen ville mere end blot at være en overgangsregering. I løbet af den første måned efter Añez’ indsættelse, havde hun trukket Bolivia ud af det transnationale økonomiske samarbejde ALBA (Alianza Bolivariana para los Pueblos de Nuestra América) og sammenslutningen af sydamerikanske lande UNASUR. Derudover annoncerede regeringen et opgør med “propagandaapparatet fra Evo Morales diktatoriske regime”, der indebar nedlukningen af flere medier herunder TeleSUR, som blandt andet havde dækket sikkerhedsstyrkernes drab på demonstranter få dage forinden.

 

Ligesom andre latinamerikanske lande, hvis økonomier er overafhængige af naturressourcer, skal Bolivia finde en måde at diversificere sin økonomi på
_______

 

Udfordringer i vente
Bolivias økonomi er yderst afhængig af minedrift og udvinding af naturgas, hvilket gennem årene har tæret på miljøet i det ressourcerige land. Klimaforandringer udgør i forvejen en stor trussel mod de store udstrækninger af skovområder, der hvert år er udsat for stadig hyppigere og større skovbrande. Ligesom nabolandet Brasilien huser Bolivia også dele af Amazonas Regnskoven, der ifølge klimaforskere risikerer at blive omdannet til en savanne, hvis skovbrandene fortsætter på nuværende niveau.

Ligesom andre latinamerikanske lande, hvis økonomier er overafhængige af naturressourcer, skal Bolivia finde en måde at diversificere sin økonomi på. Men på kort sigt kan det være svært at argumentere for, at Luis Arces regering ikke skal fortsætte med at eksportere naturgas og andre miljøbelastende ressourcer, fordi store dele af befolkningen har desperat brug for statslig hjælp. Det var blandt andet Morales’ valg om at nationalisere disse sektorer (og bruge indtægterne på velfærd og infrastruktur), der bidrog til de socioøkonomiske forbedringer i Bolivia.

Under Morales’ 13 år ved roret formåede han nemlig at skabe massiv økonomisk fremgang og stabilitet. BNP per indbygger blev forøget med mere end 50 pct., antallet af mennesker i fattigdom faldt fra 60 pct. til 35 pct., mens antallet af dem, der lever i ekstrem fattigdom, faldt fra 37,7 pct. til 15,2 pct. ifølge en rapport fra CEPR. Men i løbet af de seneste år har der været økonomisk tilbagegang, der er intensiveret af coronakrisen, hvilket efterlader Arce med en enorm arbejdsbyrde.

Valget af Arce baner vej for at bygge videre på de positive takter fra Morales’ regeringsperiode. Men der ligger også en opgave i at tage afstand fra den magtfuldkommenhed, som Morales udviste, da han forsøgte at udvide sin regeringsperiode i strid med forfatningen. Hvis Arce kan leve op til dette, vil han samtidig give militæret så meget desto mindre grund til at blande sig i politiske anliggender. Kombinationen af disse lærdomme vil således potentielt kunne skabe en ny og mere demokratisk lyserød bølge i Latinamerika. ■

 

Valget af Arce baner vej for at bygge videre på de positive takter fra Morales’ regeringsperiode. Men der ligger også en opgave i at tage afstand fra den magtfuldkommenhed, som Morales udviste
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden