03.02.2020

Drabet på Soleimani på irakisk jord understreger, at forestillingen om det internationale systems retfærdighed er mere fiktion end virkelighed: Alle stater er ikke lige. Der er et hierarki, hvor nogle stater må acceptere, at deres suverænitet – uden konsekvenser – kan brydes af andre stater. Imens fortsætter protesterne i Irak.

Analyse af Maria-Louise Clausen

DEN AMERIKANSKE LIKVIDERING af Qassem Soleimani, den magtfulde iranske general og leder af Quds-styrken, placerede ufrivilligt Irak midt i en konflikt mellem Iran og USA. Men selvom angrebet fandt sted i Irak, skete det uden forudgående orientering af de irakiske myndigheder. Dette endda selvom angrebet ikke blot var rettet mod Soleimani, men også Abu Mahdi al-Muhandis, en magtfuld irakisk militsleder, der spillede en central rolle i kampen mod Islamisk Stat.

Angrebet, der fandt sted på irakisk jord og dræbte irakiske statsborgere i tillæg til Soleimani, har genantændt en latent frustration over den amerikanske tilgang til Irak. Det kom blandt andet til udtryk i en afstemning i parlamentet, hvor de omkring 170 tilstedeværende medlemmer overvældende stemte for en ikke-bindende resolution om at ophæve invitationen til den internationale (amerikansk ledede) koalition, der bekæmper Islamisk Stat i Irak. Afstemningen blev godt nok boykottet af hovedparten af de sunnimuslimske og kurdiske medlemmer af det 328 personers store parlament, men understreger alligevel, at der i Irak er stor frustration over, hvordan landet er reduceret til en brik i konflikten mellem USA og Iran. Samtidig understreger afstemningen i parlamentet også, hvordan det irakiske politiske system er fragmenteret og i høj grad forsat er opdelt baseret på etniske og religiøse skillelinjer.

DE POLITISKE reaktioner har varieret, men over et bredt spektrum er der vrede over den amerikanske administrations manglende respekt for Iraks suverænitet. En af irakisk politiks grand old men, Ayad Allawi, der har en fortid som konstitueret premierminister (2004-2005) og vicepræsident (2014-2015 og 2016-2018), sagde det meget præcist: Angrebet 3. januar underminerede Iraks suverænitet. Men han knyttede i samme ombæring angrebet til en generel udfordring, nemlig at den irakiske regering ikke har formuleret – eller i hvert fald ikke offentliggjort – retningslinjer for koalitionens mandat, blandt andet når det kommer til brug af droner i irakisk luftrum.

 

Angrebet på Soleimani skiller sig dog ud ved, at han repræsenterer en formel statsinstitution i en anerkendt stat, og at USA tilsyneladende ikke en gang havde orienteret den irakiske regering
_______

 

Den amerikanske brug af droner har længe været en kontroversiel, men ikke desto mindre integreret del af amerikansk udenrigspolitik. Det gælder særligt i lande som Yemen, Somalia og Pakistan. I snart flere årtier har USA brugt droner til at dræbe personer, som de anså for at udgøre en trussel, ofte uden at specificere hvilken trussel der var tale om. USA har gennemført hundredvis af dokumenterede angreb mod egne og andre landes statsborgere som en del af den såkaldte krig mod terror.

Angrebet på Soleimani skiller sig dog ud ved, at han repræsenterer en formel statsinstitution i en anerkendt stat, og at USA tilsyneladende ikke en gang havde orienteret den irakiske regering. Tværtimod har den fungerende irakiske premierminister, Adil Abdul-Mahdi, offentligt sagt, at Soleimani var i Irak for at mødes med ham som del af en igangværende mæglingsproces, der endda involverede Saudi-Arabien.

I dag har det irakiske militær også droner, og derudover menes syv lande – Iran, Israel, Italien, Spanien, Tyrkiet, USA og Storbritannien – at have brugt droner i det irakiske luftrum. En irakisk borger har altså ingen mulighed for at vide, hvem en given drones ejermand er. Drabet på Soleimani – en navngiven og højtprofileret repræsentant for et anerkendt land – understreger, at forestillingen om det internationale system som et system af lige enheder er mere fiktion end virkelighed: Alle stater er ikke lige. Der er et hierarki, hvor nogle stater må acceptere, at deres suverænitet – uden konsekvenser – kan brydes af andre stater. Det er bare sjældent, at det sker så åbenlyst som i amerikanernes angreb på Soleimani.

USA har afvist det irakiske parlaments krav om, at de amerikanske tropper trækkes ud af Irak, men det amerikanske udenrigsministerium har understreget, at USA gerne vil diskutere, hvordan NATO – i stedet for USA – kan påtage sig en større rolle i Irak. Det er usikkert, hvad det kommer til at indebære, og hvordan det irakiske parlament vil reagere. Den usikkerhed understreges af, at Irak allerede inden drabet på Soleimani var i politisk krise. Den fungerende premierminister, Adil Abdul-Mahdi, blev i slutningen af november presset til at sende sin opsigelse til parlamentet efter flere måneder med vedvarende protester i Bagdad og i Iraks sydlige provinser. Efter flere måneders forhandlinger udnævnte den irakiske præsident, Barham Salih, 1. februar Mohammed Tawfiq Allawi til premierminister. Mohammad Allawi er tidligere kommunikationsminister under Nouri al-Maliki (2006-2007 og 2010-2012), men har begge gange forladt posten i protest mod al-Malikis indblanding i ministeriets arbejde. Han er desuden fætter til Ayad Allawi, den tidligere premierminister og vicepræsident. Han har accepteret en vanskelig opgave, hvor første hurdle vil være at danne en fungerende regering indenfor de afsatte 30 dage.

 

Det har længe været anerkendt, at Iran spiller en afgørende rolle i irakisk politik, men længe har mange afholdt sig fra direkte at kritisere Iran. Men ikke længere
_______

 

PROTESTERNE BRØD UD i oktober 2019, men opstod langtfra i et vakuum. Utilfredsheden og frustrationen har længe ulmet, og med jævne mellemrum har der været demonstrationer, strejker og andre former for civil protest i forskellige byer. De nuværende protester har haft epicenter i Bagdad, men er derudover centreret i de shia-dominerede sydlige områder med byer som Diwaniyah, Nasiriyah og Basra som urocentre, men også i byerne Najaf og Karbala, der er religiøse samlingssteder, er protestbevægelsen stærk. Sunnierne og de øvrige irakere i det nordlige Irak har al mulig grund til at bakke op om demonstranternes krav, men er underlagt striks kontrol fra sikkerhedsstyrkerne på grund af eftervirkningerne af kampen mod Islamisk Stat, hvilket gør det vanskeligt for dem at demonstrere.

Det er de unge, der fører an i protesterne med krav om politisk forandring. Ikke bare reformer eller justeringer, men et krav om, at det politiske system rives op med rode og erstattes med et reelt repræsentativt system, der arbejder for den irakiske befolkning. De unge står ikke alene med oplevelsen af, at det politiske og økonomiske system tilgodeser en lille elite, der bruger Iraks massive olieressourcer til at berige sig selv. De unge repræsenterer en befolkning, der ønsker et opgør med et politisk system, der er baseret på religiøse og etniske skel, og hvor familienavnet i vid udstrækning afgør din skæbne. Der er en voksende frustration med den ulighed, der gennemsyrer alle dele af irakernes liv og den ineffektive offentlige sektor.

Protesterne, der begyndte i oktober sidste år, skilte sig ud fra tidligere demonstrationer ved at være eksplicit kritiske over for Iran. Det har længe været anerkendt, at Iran spiller en afgørende rolle i irakisk politik, men længe har mange afholdt sig fra direkte at kritisere Iran. Men ikke længere. Dette også selvom mange irakere er taknemmelige for den betydelige rolle, de iransk-støttede militser spillede i kampen mod Islamisk Stat. Irakerne ønsker en god relation til Iran, men en lige relation som to nabostater.

Det er dog langt fra uden omkostninger at være kritisk over for Irans indflydelse i Irak og den store magt, som iransk-støttede militser forsat udøver. Der er blevet slået hårdt ned på demonstranterne, og mere end 500 demonstranter er døde. Det er vigtigt at skelne mellem demonstranterne. De, der smed sten og råbte slagord uden for den amerikanske ambassade, er ikke de samme som dem, der kæmper for et nyt politisk system. Tværtimod. De, der angreb ambassaden, er en del af netværket af militser, der har været involveret i den hårde respons på de relativt fredelige protester for politisk forandring.

DER HERSKER EN FRYGT FOR, at demonstrationerne, der begyndte i oktober, nu bliver opslugt af konflikten mellem Iran og USA. Demonstranterne forsætter dog deres kamp for et mere retfærdigt Irak. En kamp, der på mikroniveau handler om at tage kontrol over eget liv og på makroniveau om at markere, at Irak er mere end et land, der kan ofres i magtkampen mellem USA og Iran.

Det politiske niveau i Irak har vanskeligt ved at håndtere protesterne. Politikerne har forsvaret sig med, at landet er i undtagelsestilstand: Store områder af det nordlige Irak er jævnet med jorden, tusinder er døde, og atter tusinder kæmper med de fysiske og psykiske konsekvenser af ikke bare årene med Islamisk Stat, men årtier med krig, konflikt og forfølgelse. Iraks infrastruktur er slidt og tæt på at bryde sammen under presset fra voksende ungdomsgenerationer.

Det er ikke problemer, der kan løses i morgen, ligegyldigt hvem der sidder ved magten. Men det er ikke en undskyldning for at fastholde Irak i en nedadgående spiral, hvor almindelige irakere er fastlåst i et system, der kun tilgodeser de meget få. Der er behov for systemisk forandring. Men det er svært at se, hvordan det skal ske, når det kræver, at den siddende elite i praksis skal skære den guldgren, de selv sidder på, over.

 

Der er behov for systemisk forandring. Men det er svært at se, hvordan det skal ske, når det kræver, at den siddende elite i praksis skal skære den guldgren, de selv sidder på, over
_______

 

DET POLITISKE NIVEAU er begyndt at indse, at frustrationerne, som føder protesterne, ikke længere kan ignoreres. Der er en voldsom vrede mod hele det politiske system. En ung civilsamfundsaktivist fortalte mig i forbindelse med det seneste parlamentsvalg, at hun fandt landets politikere modbydelige. Det var ikke bare politikerlede, men en dyb, nærmest fysisk, afsky for dem, der burde repræsentere hende. Centrale aktører som Muqtadr al-Sadr, en shiamuslimsk religiøs leder, der ikke har en formel politisk position, men hvis partiliste, Sairoon, fik flest stemmer ved parlamentsvalget i 2018, har tidligere støttet demonstranterne i deres kritik mod den politiske elite. Efter drabet på Soleimani har al-Sadr talt for behovet for at rejse sig mod ekstern indblanding i Iraks affærer, især den amerikanske. Men den ineffektive offentlige sektor og underdrejede privatsektor bliver ikke mirakuløst velfungerende ved at råbe slagord mod USA.

En anden central figur, ayatollah Sistani, der er den højeste shiamuslimske autoritet i Irak, har ligeledes understreget, at ingen fremmed magt har ret til at bestemme Iraks skæbne, og at forsøg på at kontrollere Irak med magt kun vil føre til yderligere lidelse for irakerne. Men det er svært at se hvem i det etablerede politiske system, der for alvor repræsenterer demonstranterne.

Andre, som Ayad Allawi, der som ung var medlem af Baath-partiet, forlod partiet og overlevede adskillige mordforsøg og siden 2003 har været aktiv i toppen af irakisk politik, har længe været set som en politiker, der repræsenterer en moderat, nationalistisk dagsorden, fordi han taler for en stat, hvor sekterisk baggrund ikke spiller en rolle. Men Allawi mener, at reformer må ske som en del af en gradvis proces. Jeg talte med ham i oktober 2018, hvor han igen og igen understregede behovet for ændringer, lige fra undervisning og det politiske system til rekruttering i den offentlige sektor, inklusive sikkerhedsstyrkerne således, at der opbygges et meritbaseret system. Men Allawis lange karriere som en del af det etablerede politiske system gør det vanskeligt at se ham som repræsentant for forandring. Desuden har demonstranterne fået nok af løfter om fremtidige reformer – de vil se ændringer nu.

Spørgsmålet er altså, om de kandidater, der eksisterer, har hvad der skal til for at gennemføre de nødvendige reformer. Men demonstranterne kan ikke bare opgive. Det handler om deres fremtid – og om hele Iraks fremtid. De svøber sig i det irakiske flag og finder et fællesskab i ønsket om en fælles irakisk fremtid.

Det er en fremtid, hvor den irakiske stat er stærk nok til at kontrollere de militser, der i øjeblikket kan handle med udbredt straffrihed, og som – med hvert deres flag – direkte udfordrer den irakiske stats voldsmonopol. På den måde er det irakiske flag et symbol for irakere, der ønsker at definere egen fremtid. Som en af mine irakiske bekendte sagde for nylig: ”En dag håber jeg at kunne gå igennem Bagdad, og det eneste flag, jeg ser, er det irakiske flag”.

 

Der er akut behov for politiske og økonomiske reformer i Irak, men samtidig en lige så akut mangel på reelle politiske programmer for, hvordan sådanne reformer ville kunne implementeres
_______

 

MEN DET BLIVER ikke nemt. Demonstranterne i Irak er under pres. Sadr, der ellers har givet dem en form for beskyttelse, har trukket sin støtte og valgt at bakke op om udnævnelsen af Muhammed Allawi. Det har givet sikkerhedsstyrkerne og – i nogle tilfælde – pro-iranske militser en åbning til at angribe demonstranterne for at fjerne deres lejre. Protesterne har mistet styrke, men selvom demonstranterne tvinges væk fra gaden, fjerner det ikke den underliggende frustration. Der er akut behov for politiske og økonomiske reformer i Irak, men samtidig en lige så akut mangel på reelle politiske programmer for, hvordan sådanne reformer ville kunne implementeres.

Udnævnelsen af Muhammed Allawi er generelt blevet afvist af de uafhængige demonstranter. De ser ham som en del af det eksisterende politiske system i kraft af hans politiske karriere siden 2003. Samtidig vil han uden tvivl komme under intenst pres fra Iran og irakiske aktører, der ønsker, at det amerikanske militær skal forlade Irak. Omvendt har Muhammed Allawi forsøgt at signalere, at han tager demonstranternes frustration alvorligt. Han svor i sin tiltrædelsestale at bekæmpe korruption og genstarte den irakiske økonomi, samtidig med at staten skal have kontrol over den interne sikkerhed, og de, der har angrebet de fredelige demonstranter, skal holdes til ansvar. Han svor at gøre sit bedste for at opbygge en stat uden sekteriske opdelinger.

Selvom de store politiske blokke har indset, at de ikke kan ignorere demonstranterne, er veteranerne fra det etniske og sekteriske kvotesystem ikke parate til at igangsætte en transition mod en nytænkning af det irakiske system. Tværtimod er de politiske aktører i gang med et politisk spil, hvor demonstranterne med rette kan frygte, at det ender med en underhåndsaftale mellem eksisterende politiske aktører. Resultatet bliver kosmetiske reformer og måske et par nye ansigter. Særligt Iran, men også USA, forsøger at påvirke den proces. Men demonstranterne har vist, at i længden kan hverken interne eller eksterne aktører ignorere det irakiske folk. Det er trods alt en start. ■

 

Demonstranterne har vist, at i længden kan hverken interne eller eksterne aktører ignorere det irakiske folk. Det er trods alt en start
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland