04.03.2020

I EU’s nye Kina-strategi bliver ’riget i midten’ betegnet som en ”konkurrent” og ”systemisk rival”. Det er nye toner. Hvordan er europæernes syn på Kina blevet så negativt? Og hvordan vil EU-landene tage konkurrencen op med den fremadstormende kinesiske stormagt? 

Analyse af Malthe Munkøe

”Kina er på en og samme tid, over forskellige politikområder, en samarbejdspartner, som EU har tæt beslægtede mål med; en forhandlingspartner, som EU må afstemme sine interesser med; en økonomisk konkurrent, der søger at opnå teknologisk herredømme; og en systemisk rival, der promoverer alternative styreformer”. Sådan hedder det i EU’s nye Kina-strategi, der blev vedtaget sidste år til strategien.

Kontrasten er slående, hvis man sammenligner med EU’s Kina-strategi fra 2016, der lagde en langt mere afdæmpet og positiv hovedlinje frem. I den ”anerkender [man] behovet for […] en øget rolle for Kina i det internationale system, baseret på positive dagsordner via partnerskab kombineret med en konstruktiv håndtering af forskelle”. På blot et par år er synet på ’riget i midten’ blevet langt mere negativt og konfrontatorisk.

Det understreges af, at Ursula von der Leyen kort efter sit valg til posten som kommissionsformand fremhævede, at hun ser det som en af hovedopgaverne for den nye kommission at ”definere vores relationer til et mere selvhævdende Kina”.

Den nye Kina-kritiske linje i USA med præsident Trump som bannerfører har påkaldt sig stor international opmærksomhed, men det har fået langt mindre opmærksomhed, at der altså er sket et tilsvarende skift i mange europæiske hovedstæder. Det er ikke desto mindre virkeligheden. Men hvorfor har europæerne ændret synet på Kina så markant? Og hvordan kan europæerne reagere på den kinesiske konkurrent og rival?

 

Hvis man i den nye Kina-strategi havde forventet det sædvanlige diplomatiske og polerede sprog, vil man blive forbløffet over ligefremheden
_______

 

EU vil ikke længere finde sig i unfair konkurrence fra Kina
Hvis man i den nye Kina-strategi havde forventet det sædvanlige diplomatiske og polerede sprog, vil man blive forbløffet over ligefremheden:

“Kina bevarer sit indenlandske marked for sine “champions” [store, markedsførende virksomheder, red.] og beskytter dem mod konkurrence gennem selektiv markedsåbning, licenskrav og andre investeringsbegrænsninger; massiv statsstøtte både til statsejede og private virksomheder; ved at holde markedet for offentlige udbud lukket; lokaliseringskrav herunder for data; ved at favorisere indenlandske aktører i forhold til beskyttelse og beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og anden indenlandsk lovgivning; og ved at begrænse adgangen til offentligt finansierede programmer for udenlandske firmaer. EU-virksomheder skal acceptere byrdefulde krav for at kunne få adgang til det kinesiske marked, såsom at indgå i et joint venture med lokale firmaer eller overføre nøgleteknologier til kinesiske samarbejdspartnere”.

Der er mange kritikpunkter, og i takt med at Kina er gået fra at være en fattig udviklingsøkonomi, der med billig arbejdskraft komplementerede de teknologisk avancerede og højproduktive vestlige økonomier, til at være en teknologisk supermagt, der konkurrerer med europæiske virksomheder, er det blevet sværere at se igennem fingre med dem. To centrale begivenheder fremhæves dog ofte som særligt afgørende for det ændrede syn på Kina, selvom de snarere er symptomer på det, europæerne er vrede over, end årsager i sig selv.

Den første centrale begivenhed er den kinesiske koncern Midea Groups opkøb af den tyske robotvirksomhed Kuka i 2016. Opkøbet sendte et ramaskrig gennem Tyskland, grundet bekymringen for, at den avancerede og verdensledende robotteknologi nu ville blive overført til den kinesiske fremstillingsindustri.

Den stærke modreaktion afspejlede en dybfølt bekymring over, at Tyskland og Europa begynder at halte bagefter i den globale konkurrence. Eksempelvis er den før så mægtige bilindustri – der tegner sig for 7 pct. af EU-landenes BNP – langt bagud, når det kommer til at fremstille elektriske biler og at udvikle kunstig intelligens til selvkørende biler. Og som en nyttig opgørelse fra konsulentfirmaet McKinsey har vist, er andelen af verdens ”superstar”-firmaer i Europa faldet fra 36 pct. i midt-90’erne til godt en fjerdedel i dag. Navnlig på det digitale område har europæerne på ingen måde kunnet matche de amerikanske og kinesiske virksomheder, og man våger derfor nidkært om de områder, hvor europæerne fortsat er med i verdenseliten.

Desuden dannede opkøbet et stærkt billede og eksempel på den manglende gensidighed, der kendetegner de økonomiske relationer til Kina: For mens kinesiske firmaer frit har kunnet powershoppe sig til den verdensførende teknologi, de ikke selv råder over, skal europæerne bestemt ikke regne med at kunne gøre det samme i Kina. Hvor EU tidligere var foran Kina på samtlige teknologiske områder, er Europa for længst blevet overhalet af verdensledende kinesiske virksomheder inden for blandt andet elektriske batterier, kunstig intelligens og 5G-teknologi.

 

Ønsket om at svare igen på den unfair konkurrence fra Kina har derved fået de to største EU-lande til at foreslå et opgør med det, der hidtil er blevet set som en sakrosankt hovedhjørnesten i EU-samarbejdet, nemlig konkurrencepolitikken
_______

 

Den anden centrale begivenhed var EU-Kommissionens afvisning sidste år af den ønskede fusion mellem tyske Siemens og franske Alstrom, to førende producenter af tog. Argumentet for fusionen var, at europæiske virksomheder har svært ved at konkurrere globalt imod især de kolossale kinesiske koncerner, der for det første har en størrelse, som angiveligt giver omfattende storskalafordele, og for det andet ofte opererer med massiv statsstøtte i ryggen. Kun ved at danne europæiske ”champions” i samme størrelsesorden, lød argumentet, kunne man hamle op med kineserne på de globale markeder.

Den tyske og franske regering var derfor rasende over konkurrencekommissær Margrethe Vestagers afvisning. Men kommissionen vurderede, at en fusion ville svække konkurrencen i Europa til ugunst for forbrugerne. Frankrig og Tyskland har som svar sat alle kræfter ind på at presse en ændring af EU’s konkurrence- og statsstøtteregler igennem: ”Når nogle lande massivt subsidierer deres egne virksomheder, hvordan skal virksomheder i Europa så kunne konkurrere på fair vis? Vi skal selvfølgelig fortsat være fortalere for en mere fair og effektiv global ’level playing field’, men i mellemtiden er vi nødt til at sikre, at vores virksomheder faktisk kan vokse og være konkurrencedygtige”, hedder det i et fransk-tysk manifest, der under stor bevågenhed blev offentliggjort i februar 2019.

Ønsket om at svare igen på den unfair konkurrence fra Kina har derved fået de to største EU-lande til at foreslå et opgør med det, der hidtil er blevet set som en sakrosankt hovedhjørnesten i EU-samarbejdet, nemlig konkurrencepolitikken. Det er særdeles kontroversielt og møder stærk modstand fra en række nord- og østeuropæiske lande, herunder Danmark, som frygter, at EU er ved at bevæge sig i retning af dyr og ineffektiv protektionisme samt svækket konkurrence til skade for forbrugerne. Det bliver en af de store politiske konfrontationer under den nye EU-Kommission, og at man har taget hul på den viser, hvor stærk politisk vilje og momentum der er for at tage skeen i den anden hånd og gå nye veje.

Kinas opstigen skaber splid i Europa
Stemningsskiftet over for Kina er også en refleksion af, at Kina har bevæget sig ind på, hvad EU traditionelt har opfattet som sine enemærker. Eksempelvis har det udløst stor fortørnelse i mange europæiske hovedstæder, at Grækenland har blokeret for europæisk enighed om at kritisere Kina i FN for brud på menneskerettighederne. Baggrunden er, at Grækenland har udviklet et økonomisk samarbejde med Kina og blandt andet frasolgt Athens havn i Piræus til den kinesiske koncern COSCO. Resultatet: Kinas voksende indflydelse i Europa skaber og udvider sprækker imellem EU-landene.

Bagtæppet er den kinesiske leder Xi Jinpings stort opsatte ’Vej og Bælte-Initiativ’ (一带一路), tidligere også omtalt som en Den Nye Silkevej, som han i en grandios satsning har kastet al Kinas prestige og massive økonomiske ressourcer ind i. Intentionen er intet mindre end at gøre Kina til centrum for økonomiske handelsstrømme, infrastrukturforbindelser og teknologiske løsninger på tværs af Europa, Afrika og Asien. Vejen dertil er at bruge Kinas voldsomme økonomiske muskler til at give massive lån og støtte til store infrastrukturprojekter inden for alt fra havne, veje og jernbaner til internetforbindelser og 5G-netværksløsninger. Herigennem bidrager Kina til en lang række store projekter, herunder også i Europa, og har underskrevet samarbejdsaftaler med over halvdelen af EU-landene, fortrinsvis i Syd- og Østeuropa. I en betydelig diplomatisk triumf for Kina har Italien som det eneste store EU-land besluttet sig for at tilslutte sig et samarbejde.

 

Det er dog tydeligt, at flere lande, herunder Ungarn med sin stærke mand Viktor Orban, sætter stor pris på, at Kina i stigende grad bliver et alternativ til de vesteuropæiske lande som økonomisk og politisk samarbejdspartner
_______

 

Dette har resulteret i, hvad der udlægges som en kinesisk ”del-og-hersk”-strategi med jævnlige topmøder i et ”16 + 1”-forum (snart 17 + 1 med Grækenland på vej ind i topmøde-formatet), bestående af Kina og 16 lande fra Østeuropa og Balkan, der deltager i ’Vej og Bælte-Initiativet’ – til stor irritation for de øvrige EU-lande. Indtil nu er Kinas forsøg på at etablere et tilsvarende ”6 + 1”-format i Sydeuropa ikke blevet til noget, og den nye Kina-strategi advarer kraftigt mod, at EU-lande optræder i forskellige fora på en måde, der ikke respekterer den fælles EU-linje og europæiske enhed over for Kina. Det er dog tydeligt, at flere lande, herunder Ungarn med sin stærke mand Viktor Orban, sætter stor pris på, at Kina i stigende grad bliver et alternativ til de vesteuropæiske lande som økonomisk og politisk samarbejdspartner.

Det er i det lys, man skal forstå Kina-strategiens betragtninger om ”systemisk rivalisering”. For Kinas fremfærd splitter EU-landene og skubber på den igangværende bevægelse, hvor det liberale demokrati og retsstatsprincipper er under pres i Østeuropa. Samtidig begynder den kinesiske statsstyrede kapitalisme med et autokratisk politisk system at ligne et levedygtigt – og økonomisk særdeles succesfuldt – alternativ til de vestlige demokratier.

Den geopolitiske kommission vil tage kampen op
Da kommissionsformand Ursula von der Leyen blev udpeget sidste år, erklærede hun, at hun agter at stå i spidsen for en ”geopolitisk kommission”. Hovedopgaven bliver at finde et modsvar på den forstærkede globale konkurrence med et Kina, der giver sine egne virksomheder urimelige fordele og øger sin indflydelse, og et USA, der ikke længere er garant for en regelbaseret verdensorden. Som den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, rammende udtrykte det: ”I en verden af kødædere har vegetarer det svært”. Europa må enten selv blive kødæder, eller i hvert fald blive bedre til at forfægte sine interesser, lyder analysen.

Det er paradoksalt, at EU og USA begge har skiftet syn på Kina i meget negativ retning uden at samarbejde om det mål, man deler: at tvinge Kina til at åbne sine markeder og generelt acceptere lige spilleregler i den økonomiske konkurrence. Men EU erklærer sig nu parat til på egen hånd at svare igen: ”EU skal på robust vis søge et mere balancerede og gensidige betingelser i det økonomiske forhold”, fremhæver EU’s nye Kina-strategi. Og EU udgør trods alt stadig mere end en femtedel af verdensøkonomien, så hvis man kan blive enige om tiltag, vil EU-landene kunne lægge pres på Kina ved at true med at begrænse adgangen til det indre marked.

 

Det afføder allerede stor bekymring, at ledende amerikanske tech-virksomheder er så centrale i den moderne digitale økonomi og besidder så store mængder data om privatpersoner såvel som virksomheder i Europa
_______

 

Et eksempel på et robust quid pro quo-modsvar, som er under overvejelse, er at udelukke kinesiske firmaer fra at byde på offentlige udbud, indtil europæiske virksomheder får mulighed for tilsvarende at byde på offentlige opgaver i Kina. Og som noget nyt vil Kommissionen udpege en ’chief trade enforcement officer’ (omtrent: Chef for håndhævelse inden for handelsområdet), der skal bekæmpe unfair handelsforhold. Flere lignende tanker om at bruge handelspolitiske redskaber, der begrænser adgangen til EU’s marked, er på tegnebrættet, og til oktober træder nye investeringsscreeningsregler i kraft, der vil gøre det muligt at blokere en udenlandsk investering, hvis der er vægtige sikkerhedspolitiske grunde til det.

Og netop den sikkerhedspolitiske dimension skal ikke undervurderes i EU’s nye tilgang til Kina. Det afføder allerede stor bekymring, at ledende amerikanske tech-virksomheder er så centrale i den moderne digitale økonomi og besidder så store mængder data om privatpersoner såvel som virksomheder i Europa. En ny bekymring er, at kinesiske Huawei, der er verdensledende inden for 5G-netværk, satser kraftigt på at få en vigtig rolle i opbygningen af Europas 5G-forbindelser. Vi har allerede set, at den kinesiske stat går meget aktivt ind og lægger pres på lande for at vælge Huaweis løsninger. Det demonstrerede en lækket samtale mellem den kinesiske stats repræsentanter og den danske repræsentant for oversøiske territorier på Færøerne for nyligt. Fra amerikansk side lyder stærke advarsler om, at Huawei med stærke forbindelser til kommunistpartiet og hæren kan indbygge ”bagdøre” og derved aflæse internetkommunikation. Det understreger den særlige udfordring, den digitale udvikling medfører: På den ene side er der risici forbundet med at forlade sig på udenlandske virksomheder. På den anden side vil det skade vores konkurrenceevne, hvis ikke vi benytter den bedste og nyeste teknologi – og den kommer ofte fra USA eller Kina.

Et afgørende element for den nye ”geopolitiske” EU-Kommission er som følge af disse bekymringer, at EU skal sikre sin ”teknologiske suverænitet”; et begreb, der på kort tid er begyndt at gå igen i alle kommissionens strategipapirer. I tråd med den fransk-tyske insisteren på, at vi skal kunne udvikle ”europæiske champion”-virksomheder, er ambitionen, at Europa skal have verdensledende virksomheder inden for en række særligt vigtige eller følsomme områder, snarere end være afhængig af Kina eller USA. Eksempelvis er der betydelig bekymring i de europæiske hovedstæder over, at kunstig intelligens – der spås at blive en meget afgørende teknologi i fremtiden med betydning for rigtig mange andre brancher og dele af økonomien – ser ud til at blive fuldstændig domineret af USA og Kina. Europa kunne ikke følge med USA og Kina i 2010’erne, hvor den fremvoksende internet- og data-økonomi blev defineret af tech-koncerner såsom de såkaldte GAFA (Google, Apple, Facebook, Amazon) og BANX (Baidu, Alibaba, Tencent, Xiaomi). Nu frygter mange, at Europa også er ved at misse de store teknologiske gennembrud i 2020’erne.

Men desværre er det lettere sagt end gjort at excellere i internettets tidsalder, hvor der sjældent er sølv- eller bronzemedaljer til dem, der tilbyder de næst- og tredjebedste løsninger. Det er heller ikke første gang, franskmændene og tyskerne har forsøgt at bygge en europæisk ”champion” op med generøs statsstøtte: I 2005 annoncerede de tyske og franske statsledere et fælles forsøg på at udvikle et alternativ til Google med søgemaskinen Quaero, som dog endte med at blive en dyr og pinlig fiasko, der blev skrinlagt i 2013. Arbejdet med at etablere et europæisk satellitsystem, Galileo, for ikke at være afhængige af det amerikanske GPS, har ligeledes været en dyr affære, som desuden er rendt ind i utallige forsinkelser og tekniske problemer, kulminerende i at satellitsystemet simpelthen var nede en uge i juli sidste år.

Drømmen om en ny Airbus for eksempelvis 5G-teknologi (med nordiske Nokia og Ericsson som relativt stærke aktører), kunstig intelligens, eller cloud-computing (hvor Frankrig og Tyskland for nyligt lancerede et storstilet samarbejde, det såkaldte Gaia X) lever, men kan også blive til et nyt mareridt af bristede håb og spildte skattekroner. Problemet er især, at det europæiske erhvervsliv har haft – og fortsat har – nogle klare styrkepositioner indenfor pharma, ingeniørkunst og andre mere teknologiske områder, men i brede træk slet ikke besidder samme styrke og kompetencer inden for de digitale områder. Samtidig er de digitale områder typisk i højere grad kendetegnet ved, at der er én ledende løsning, som sidder på det meste af markedet.

 

Når Kina i modsætning til Europa har haft held til at opbygge sine nationale ”champions”, afspejlede det i høj grad de unfair praksisser med at holde udenlandske alternativer ude, som europæerne vil have gjort op med
_______

 

Når Kina i modsætning til Europa har haft held til at opbygge sine nationale ”champions”, afspejlede det i høj grad de unfair praksisser med at holde udenlandske alternativer ude, som europæerne vil have gjort op med. Samtidig var erfaringerne med fx Quaero, at viljen til at bruge nok skatteyderpenge til reelt at kunne matche de amerikanske tech-giganters udviklingsbudgetter og rekruttere de dygtigste tech-ingeniører i verden nok ikke er til stede, efter de politiske skåltaler er overstået. Det kan derfor være svært at se, at et nyt europæisk forsøg på at opbygge digitale ”champions” via statsplanlægning og statsstøtte har gode muligheder for at få succes.

Så mens der i brede træk er enighed om analysen af den økonomiske og politiske udfordring fra Kina, er det mere kontroversielt, hvordan og med hvilke redskaber man bør svare igen. For det første er nogle af de tiltag, den fransk-tyske akse har lagt frem om at ændre grundlæggende på konkurrence- og statsstøtteregler, i deres optik nødvendige, men for Danmark og ligesindede lande er de blot en gentagelse af tidligere tiders fejlslagen protektionisme, der vil forstærke Europas økonomiske deroute.

For det andet risikerer Kinas voksende økonomiske indflydelse i Østeuropa med tiden at skabe en situation, hvor der kan vise sig at være grænser for, hvor langt den europæiske enighed vil række, når det kommer til mere vidtgående tiltag. For hvis EU begynder at gøre alvor af truslen om at begrænse for adgangen til sit indre marked som modsvar på Kinas handelspraksisser, risikerer man hurtigt en konfrontation, hvor Kina vælger at svare igen. Eksempelvis har kineserne allerede truet med, at hvis Tyskland forbyder brug af Huaweis 5G-teknologi ud fra sikkerhedsårsager, kan det blive gengældt med en begrænsning i adgangen for tyske bilproducenter til at sælge personbiler til kinesiske forbrugere.

Et er sikkert: Nu er bolden givet op til, hvad der tegner til at blive et definerende slagsmål for EU’s fremtidige erhvervspolitiske og økonomiske kurs. ■

 

Et er sikkert: Nu er bolden givet op til, hvad der tegner til at blive et definerende slagsmål for EU’s fremtidige erhvervspolitiske og økonomiske kurs
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt