15.04.2020

Med Coronakrisen er alt med et forandret i EU. Beslutninger, der førhen virkede umulige, er nu blevet gennemført på ganske kort tid. Men er der blevet gjort nok? I takt med at krisen bliver værre, vil råbene på „europæisk solidaritet‟ til det trængte Sydeuropa blive stadigt stærkere. Det skaber en risiko for voksende utilfredshed og konflikt indenfor EU-samarbejdet.

Af Malthe Munkøe

Når historiebøgerne om ”coronakrisen” skal skrives, vil nogle mærkedage uden tvivl træde særligt tydeligt frem.

Den 18. marts vedtog den europæiske centralbank, ECB, et uhørt stort kvantitativt lempelsesprogram på 750 mia. euro, der kom oveni 120 mia. euro annonceret en uge forinden (dvs. midler, centralbanken bruger til at opkøber aktiver, ofte statsobligationer fra banker).

Den 19. marts vedtog EU en midlertidig suspension af de normale statsstøtteregler, der ellers betragtes som en af de vigtigste hjørnesten i EU-samarbejdet.

Den 23. marts vedtog EU en midlertidig suspension af budgetunderskudsreglerne, der ellers er grundpillen i eurolandenes økonomiske politik, og en evig kilde til konflikt mellem et Nordeuropa fokuseret på spare- og reformpolitik og et Sydeuropa, der opfatter det som en rigid spændetrøje.

Og senest den 9. april nåede EU’s finansministre til enighed om EU’s økonomiske krisehåndteringspakke, der i alt mobiliserer 540 mia. euro via en række forskellige tiltag og instrumenter.

Alle monumentale beslutninger, der havde været utænkelige, hvis ikke vi havde stået i denne krise. En krise, som mange fremtrædende økonomer spår kan blive værre end tredivernes Store Depression.

Der er stadig vigtige spørgsmål, der udestår og vil blive diskuteret fremadrettet, ligesom der givetvis vil blive behov for flere centrale beslutninger i takt med, at krisen udfolder sig. Men en række konklusioner lader sig allerede drage på baggrund af det, man med et meget eurocentrisk blik kunne kalde coronakrisens første måned.

 

Vi ser slet ikke samme pres for den såkaldte ”austerity”-politik med store spareprogrammer som under statsgældskriserne i 2010’erne
_______

 

Større handlekraft– men er det nok?
For det første ser vi slet ikke samme pres for den såkaldte ”austerity”-politik med store spareprogrammer som under statsgældskriserne i 2010’erne. Allerede meget tidligt i coronakriseforløbet stod det klart, at der ville være bred opbakning til midlertidigt at suspendere EU’s budgetunderskudsgrænser, der ellers dikterer, at lande, som opbygger for meget gæld eller har for store budgetunderskud, skal underlægges spareprogrammer. I Tyskland er finansministeren socialdemokraten Olaf Scholz, og Tyskland har under ham igangsat et af de mest omfattende stimulusprogrammer i noget EU-land, selvom det bryder med princippet om det ”Schwarze Null” [det sorte nul, red.], dvs. at man slet ikke vil have budgetunderskud, end ikke indenfor EU-reglernes tilladte grænser. Og i et nyligt interview med det ansete der Spiegel sagde Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister, Heiko Maas, at man denne gang skal have en løsning uden de samme ”torturinstrumenter” som under sidste krise. Dette står i stærk kontrast til Tysklands politik under statsgældskriserne i starten af 2010’erne, hvor finansministeren, Wolfgang Schäuble fra det bayerske CSU, nærmest blev til personificeringen af sparepolitikken.

For det andet har Den Europæiske Centralbank (ECB) handlet meget hurtigt og resolut, i kontrast til dens håndteringen af finanskrisen. Dengang gik den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, i gang med kvantitative lempelsesprogrammer flere år før ECB. ECB kæmpede dengang med en voldsom modstand fra mange af de nationale repræsentanter og desuden med et juridisk spørgsmål om, hvorvidt lempelsesprogrammer overhovedet var forenelige med EU’s traktatgrundlag. Men i mødet med coronakrisen er ECB’s chef, Christine Lagarde, efter lidt indledende slinger i valsen vendt tilbage til forgængeren Mario Draghis melding om, at man vil sikre eurosamarbejdet ”whatever it takes” – uanset hvad det kræver. Det massive kvantitative lempelsesprogram på 750 mia. euro, „Pandemic Emergency Purchase Programme‟, PEPP, er en stærk demonstration af, at der vil blive lagt vilje bag ordene.

 

Tilbage står dog, at det er tvivlsomt, hvorvidt disse pengepolitiske og finanspolitiske tiltag vil være tilstrækkelige i en krise, der sagtens kan blive dybere (om end forhåbentlig ikke så langvarig) som Depressionen i trediverne
_______

 

Men, for det tredje, som både Draghi og Lagarde vedvarende har pointeret, er coronakrisen en kamp, ECB ikke kan kæmpe alene. Finanspolitikken er nødt til at spille en central rolle i forhold til at bekæmpe krisen, og økonomiske reformer er nødvendige for at bane vejen for vækst på længere sigt. På nationalt plan er der allerede taget nogle vigtige skridt i den rigtige retning: I Danmark, i lighed med de fleste andre europæiske lande, er der eksempelvis indført en lønkompensationsordning (hvor staten overtager en stor del af lønforpligtelsen for medarbejdere, der ellers ville være blevet afskedigede), ligesom momsbetalinger og lignende skattebetalinger er suspenderede indtil videre. Ifølge den seneste opgørelse fra EU indebærer initiativerne i EU-landene samlet en finanspolitisk stimulus svarende til ca. 3 pct. af BNP, hvortil der kommer 16 pct. som likviditetsstøtte (i form af midler, som på et tidspunkt skal betales tilbage, dvs. lån, udskudte momsbetalinger mv.).

Tilbage står dog, for det fjerde, at det er tvivlsomt, hvorvidt disse pengepolitiske og finanspolitiske tiltag vil være tilstrækkelige i en krise, der sagtens kan blive dybere (om end forhåbentlig ikke så langvarig) som Depressionen i trediverne. Lige nu er der navnlig en stor risiko for, at den igangværende likviditetskrise udvikler sig til en egentlig solvenskrise, hvor tusindvis af virksomheder vil kunne gå ned. Tanken om, at man blot ville kunne lukke store dele af samfundsøkonomien ned i en kort periode og derefter vende tilbage til normalen, forekommer stadigt mere usandsynlig. Udfordringen er særligt stor i det i forvejen hårdt plagede Sydeuropa, hvor turisme er afgørende for økonomien, og man nu kan imødese en sommer stort set uden turismeindtægter, mens man fx i Italien allerede kæmper med en stor gældsbyrde på 135 pct. af BNP.

Det er især i lyset af disse truende problemer, at man må anskue de intense forhandlinger, der har været i EU for at stykke en fælles økonomisk krisepakke sammen. Der er en stærk efterspørgsel efter ”europæisk solidaritet”, hvilket navnlig vil sige ekstra hjælp til landene i særligt store vanskeligheder. Samtidig er der et generelt behov for at mobilisere alle gode kræfter og midler både nationalt og på EU-niveau. Risikoen er i lighed med 2010’ernes statsgældskriser, at markederne mister tilliden til landene, og derved kræver en større betaling (højere rente) for at ville låne landet penge, hvorved det bliver dyrere at finansiere den voksende statsgæld. Hvis den dynamik løber løbsk, som vi tidligere så det med Grækenland, vil man enten have brug for hjælp til at låne på andre vilkår end finansmarkedernes, eller acceptere en hel eller delvis statsbankerot, der kan sende chokbølger gennem europæisk økonomi. Og konsekvenserne vil langt fra alene være økonomiske; på den politiske bane vil et sådant scenarie ikke mindst give et kolossalt rygstød til de folkelige bevægelser, der ønsker at trække deres depressionsramte lande ud af enten euroen eller EU som helhed, og derved bane vejen for yderligere fragmentering og opbrud i EU-samarbejdet.

Derfor var der meget på spil forud for EU-finansministrenes møder i april.

 

Kriser har deres egen logik. Beslutninger, der under normale forhold forekommer utænkelige, bliver mulige, og det, der i en normalsituation kunne tage år at opnå enighed om, kan ofte gennemføres på dage
_______

 

I kriser bliver det umulige muligt og det usandsynlige sandsynligt
Kriser har deres egen logik. Beslutninger, der under normale forhold forekommer utænkelige, bliver mulige, og det, der i en normalsituation kunne tage år at opnå enighed om, kan ofte gennemføres på dage. Det har vi set klare eksempler på under den igangværende coronakrise.

Det sætter således tingene i skarpt relief, at det tog flere år for EU’s finansministre at nå frem til en aftale om at etablere et ”Budgetary Instrument for Convergence and Competitiveness” (BICC), altså en fælles pengekiste, som lande vil kunne få midler fra. I de aktuelle EU-budgetforhandlinger står instrumentet til at blive oprettet med en ganske beskeden finansiering på 13 milliarder euro over 7 år. Det gør næppe en væsentlig forskel i den aktuelle voldsomme krise. Men med coronakrisen som bagtæppe blev EU’s finansministre den 9. april efter et par langstrakte forudgående videokonferencer enige om en hjælpepakke, der mobiliserer hele 540 mia. euro. BICC-redskabet blev end ikke nævnt (om end det bliver en del af drøftelserne, når EU-landene genoptager arbejdet med det næste syvårsbudget).

Tilsvarende vedtog finansministrene EU-Kommissionens forslag om et „Support for Unemployment Risks in an Emergency‟, SURE, der er en midlertidig kreditline på 100 mia. euro til lande, der har voksende udgifter til deres lønkompensationsordninger. Selvom kommunikationsfolkene i Kommissionen havde fundet et smart akronym ændrer det ikke ved, at der grundlæggende er tale om en midlertidig version af det ”Unemployment Reinsurance Scheme” [genforsikringsprogram for arbejdsløshed, red.], som har været en del af diskussionen om europæisk økonomi i årtier, og ikke mindst kom i vælten under 2010’ernes statsgældskrise. Da den nye Kommission tiltrådte i slutningen af sidste år betegnede den ansete EU-tænketank, VoteWatch, dette genforsikringsprogram som en af de udfordringer, der især ville forvolde Kommissionsformand von der Leyen hovedpiner. Tænketanken bemærkede, at den magtfulde konservative gruppe i Europaparlamentet var delt omkring spørgsmålet, med modstand bl.a. fra det tyske CDU. Men i torsdags blev det førhen meget kontroversielle forslag imidlertid vedtaget af EU’s finansministre stort set uden sværdslag og kontroverser.

Kampen om ESM-pengetanken
SURE fik således bred opbakning blandt landenes finansministre, og der også var fuldkommen enighed om et program, hvor den Europæiske Investeringsbank skal udlåne langt mere til kontinentets virksomheder. Der var dog især to vanskelige områder, der pådrog sig større opmærksomhed fra finansministrene: For det første et forslag om såkaldte ”eurobonds” eller ”coronabonds”, hvor EU-landene ville stifte og hæfte for gæld i fællesskab, og for det andet et forslag om en lånemulighed fra EU’s 420 mia. euro store pengetank, European Stability Mechanism, ESM.

Det første er blevet sparket til hjørne, men det kommer vi tilbage til. Hvad ESM angår er det en ”pengetank”, som blev oprettet i forbindelse med statsgældskriserne i 2010’erne, med den hensigt, at man ville bruge midlerne til at redde lande, der kom i samme kritiske tilstand som Grækenland. Humlen er, at der så skal laves et ”program”, hvor landet må love bod og bedring og underlægge sig økonomiske reformer, sådan som grækerne oplevede det i mødet med den berygtede ”troika” (EU-Kommissionen, ECB, og den internationale valutafond, IMF).

 

For Italien er det en uspiselig tanke at skulle underlægge sig ydmygende diktater fra en ”troika”, sådan som det blev påtvunget Grækenland. Og med den detroniserede højrefløjsleder Matteo Salvini lurende i kulissen kan de politiske konsekvenser af en sådan national ydmygelse også vise sig uoverskuelige
_______

 

For Italien er det som sagerne står en uspiselig tanke at skulle underlægge sig ydmygende diktater fra en ”troika”, sådan som det blev påtvunget Grækenland. Og med den detroniserede højrefløjsleder Matteo Salvini lurende i kulissen kan de politiske konsekvenser af en sådan national ydmygelse også vise sig uoverskuelige. Både for Holland – der arbejder hårdt på at gøre sig til bannerfører for de nordeuropæiske økonomier – og for Tyskland er det dog også uspiseligt at bruge af den fælles pengetank uden at sikre, at landene også gennemfører økonomiske reformer. Coronakrisen har derved medført en genopblussen af den konfliktlinje mellem Nord- og Sydeuropa, som har eksisteret siden finanskrisen i 2009.

Løsningen blev den 9. april efter hårde forhandlinger et interessant kompromis, der er som taget ud af en diplomats håndbog om forhandlinger – alle parter skal føle, at de fik indrømmelser. Og dagen før, den 8. april, havde Holland tilbudt den indrømmelse, at man midlertidigt kunne tillade lån fra ESM uden betingelser, så længe det alene gik til at dække den forøgede sundhedsudgift, som pandemien resulterer i. Og det blev grundlæggende løsningen. Men da mødets konklusioner blev opsummeret var der ingen der protesterede, da Eurogruppens (bestående af EU-landenes finansministre) formand, Portugals finansminister, Mário Centeno, noterede sig, at man ville bruge en ”bred” forståelse af begrebet sundhed; han har selv anslået, at det kunne ligge i omegnen af 2% af BNP. Det er en temmelig fleksibel fortolkning, som siden blev istemt af EU-Kommissionens næstformand på det økonomiske område, Valdis Dombrovskis, der udtalte i et interview, at han godt kunne se for sig, at udgifter til ”inddæmning” af epidemien (hvilket må formodes at dække udgifter til lockdown-ordninger og lignende, og altså ikke som sådan udgifter til sundhedsbehandling) ville være indbefattet.

Diskussionen om EU’s økonomiske kurs er ikke slut
Kompromiset banede vejen for enighed på finansministrenes møde i Eurogruppen den 9. april, og løsningen skal nu blot blåstemples af statslederne på et topmøde den 23. april. Samtidig vil EU’s statsledere begynde at se på de emner, der fortsat er uafklarede. Så længe vi ikke ved, hvor dyb og langstrakt krisen er, kan vi formentlig godt vænne os til løbende diskussioner om yderligere tiltag. Men lige nu er fokus dog på to store og vigtige spørgsmål, som trænger sig på. For det første hvordan EU’s syvårsbudget skal udformes i lyset af krisen, og for det andet spørgsmålet om ”corona-bonds”.

Hvad EU-budgettet angår, har der allerede været intense forhandlinger over flere år, og selv i et best case-scenarie med en snarlig aftale vil det formentlig være umuligt at undgå, at en del programmer, der skulle være startet i 2021, må udskydes. Kommissionen har annonceret, at man vil fremlægge et nyt budgetforslag den 29. april, og Kommissionsformand von der Leyen taler om en ”Ny Marshallplan”. Men det har i forvejen vist sig usædvanligt vanskeligt at nå til enighed om et nyt budget, efter at Brexit har efterladt et stort hul i EU’s pengekasse, og det er et åbent spørgsmål, om det vil blive lettere i lyset af krisen.

 

I takt med at krisen bliver værre, vil råbene på ”europæisk solidaritet” i forhold til økonomisk hjælp fra det rigere Nordeuropa til det trængte Sydeuropa blive stadigt stærkere
_______

 

Kommissionen vil formentlig blandt andet foreslå en slags ny version af ”Juncker-planen” – et investeringsprogram, hvor EU under den sidste krise brugte midler på at udstikke garantier for bestemte investeringsprojekter, og derved fik private investorer til at kaste penge ind i dem. Det var sådan set i forvejen planen, at dette skulle videreføres i det nye EU-budget for 2021-2027, så spørgsmålet er, i hvor høj grad der er tale om at sælge gammel vin på nye flasker, og hvor meget der reelt vil være af nye vækstskabende initiativer. Og derefter bliver det store spørgsmål selvsagt, hvad EU-medlemsstaterne så faktisk vil gå med til; indtil nu har især de 4 nordeuropæiske ”sparelande” ligget et godt stykke fra Kommissionens budgetforslag.

Hvad Genopretningsplanen angår, afspejler den, at ni lande med Frankrig og Italien i spidsen spillede idéen om ”eurobonds”/”corona-bonds” på banen forud for finansministrenes nu overståede topmøder. Da von der Leyen i et interview var blevet spurgt om forslaget og kom til at sige, at det ”ikke var på bordet”, startede Italien et diplomatisk stormvejr. Så selvom det ikke ser gennemførligt ud som sagerne står i øjeblikket, er man nødt til at holde idéen i spil. Samtidig har Frankrig forud for finansministermøderne foreslået en europæisk redningsfond med ekstra midler. Foreløbig er løsningen på disse forslag derfor blevet, at EU-finansministrene på mødet den 9. april enedes om en ægte diplomat-løsning: Man vedtog helt ukontroversielt, at der skal laves en Genopretningsplan, og nævnte muligheden for, at den måske kunne finansieres via ”innovative finansielle instrumenter”. Som den hollandske finansminister Wopke Hoekstra indrømmede efter mødet, var det et bevidst vagt ordvalg. Så har man i hvert fald ikke eksplicit afvist de ni landes brændende ønske om fælles gældshæftelse, selvom der bestemt ikke er udsigt til, at Holland og Tyskland vil støtte idéen.

Diskussionen vil derfor fortsætte – i første omgang på det Europæiske Rådsmøde den 23. april. Og i takt med at krisen bliver værre, vil råbene på ”europæisk solidaritet” i forhold til økonomisk hjælp fra det rigere Nordeuropa til det trængte Sydeuropa blive stadigt stærkere. En kreditline på 2 pct. af BNP fra ESM er en hjælp, men der er fortsat tale om lån, der skal betales tilbage og altså yderligere vil øge gældsbyrden i trængte lande. Det skaber en risiko for voksende utilfredshed og konflikt indenfor EU-samarbejdet. Samtidig er der en voksende risiko for en alvorlig gældskrise lig den, vi så udspille sig i Grækenland. Men denne gang vil den ikke centrere sig om et land, der udgør i omegnen af 1 pct. af EU’s økonomi, men i stedet omfatte verdens 8. største økonomi, Italien. En ting er sikkert: med udsigt til en meget dyb krise vil diskussionen om EU’s økonomiske kurs gennem krisen vil både blive ophedet og er kun lige begyndt, og det kan sagtens blive nødvendigt at gøre langt mere for at holde Europas økonomi oven vande. ■

 

Coronakrisen og den kommende økonomiske krise, som vil føre lavvækst og massearbejdsløshed med sig, bør give anledning til, at man i EU får styrket en af samarbejdets største succeser: det indre marked
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister