30.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Selvom EU’s forslag om mindsteløn er let for medlemslandene at leve op til og slet ikke er så omfattende, som man kunne have frygtet, markerer det, at EU bevæger sig stadigt nærmere lovgivning på lønområdet. Og når EU først har påtaget sig en rolle på et område, kan denne rolle senere udvides. I den forstand er den danske modstand forståelig, men det bliver op ad bakke at vinde kampen i EU-regi.

Analyse af Malthe Munkøe

Kommissionen har gjort alt, hvad de kunne for at understrege, at forslaget om mindsteløn i EU hverken vil ødelægge eller påvirke de nordiske arbejdsmarkedsmodeller. Alligevel mødte forslaget kritik og negative reaktioner fra de nordiske og flere østeuropæiske lande, såvel som fra europæiske arbejdsgivere. Den europæiske fagforening er mere delt.

”Hvad ændrer sig for Danmark og Sverige med forslaget om tilstrækkelig minimumsløn? Ingenting. Absolut ingenting,” sagde en tydeligt irriteret beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, da han fremlagde udspillet. Men hans ord havde langt fra haft den ønskede effekt. Tværtimod er der udsigt til en armlægning, hvor kritikerne vil gøre, hvad de kan for at få bremset Schmits lovforslag.

Kernen i forslaget er, at lande skal definere en række kriterier, der skal ”guide” fastsættelsen af mindstelønsniveauet. Fire bestemte kriterier skal som minimum inkluderes, herunder eksempelvis væksten i arbejdskraftens produktivitet og væksten i det generelle lønniveau. Danmark og 5 andre lande, hvor man ikke fastlægger nogen mindsteløn politisk, er dog specifikt undtaget.

 

Danmark og 5 andre lande, hvor man ikke fastlægger nogen mindsteløn politisk, er dog specifikt undtaget
_______

 

En gammel kending i den politiske værktøjskasse
Tanken om en EU-mindsteløn har en lang historie og kan spores tilbage til 70’erne, men det var især under valgkampen om EU-kommissionsformandsposten efter Jose Barroso i 2014, ånden slap ud af flasken. Både den socialistiske kandidat Frans Timmermans og den konservative Jean-Claude Juncker fandt forslaget frem som slagnummer.

Men da det endelig kom til stykket fremsatte den sejrrige Juncker aldrig noget forslag. En vigtig udvikling var dog, at EU-systemet under hans ledelse i 2017 vedtog en såkaldt social rettighedssøjle med 20 rettigheder, man mener, at alle EU-borgere bør have, og som man politisk vil arbejde for – herunder ”fair løn, der giver mulighed for en rimelig levestandard.” Alt dette er helt efter den politiske drejebog, hvor man starter med at nå til enighed om de principielle mål og udfordringer og først senere kommer med et egentligt lovforslag.

Da von der Leyen sidste år pludselig kom ind fra sidelinjen som EU-ledernes bud på en kompromiskandidat til topjobbet som Junckers afløser, var hun i overhængende fare for at blive afvist af Europa-Parlamentet. Derfor gav hendes støtter sig til at lede efter populære forslag, hun kunne omfavne, og forslaget om ”fair mindsteløn” blev atter hevet frem for at sikre hende den fornødne opbakning. Selvom von der Leyen ikke som lovet nåede at fremsætte forslaget inden for sine første 100 dage, er der nu kommet et forslag. Og vel at mærke et lovforslag, til ærgrelse for de kritikere, som længe har lobbyet for, at det i stedet blot skulle være en anbefaling uden forpligtende lovkraft.

 

Lovforslaget indrammer en udvikling, hvor EU det seneste årti har bevæget sig stadigt nærmere lønområdet
_______

 

Udvidede beføjelser
Lovforslaget indrammer en udvikling, hvor EU det seneste årti har bevæget sig stadigt nærmere lønområdet. Udover den sociale søjle etablerede man i 2010’ernes økonomiske krise det såkaldte Europæiske Semester, hvor man i fællesskab overvåger hinandens økonomier, og hvor Kommissionen giver årlige reformanbefalinger, som i nogle lande berører lønområdet. Dertil kommer, at Kommissionen også spillede en direkte rolle, da man som del af den såkaldte Troika dikterede de reformer, Grækenland skulle efterleve for fortsat at få de lån, der holdt statsbankerot fra døren.

Lovforslaget ligger i forlængelse af disse initiativer. Snarere end at lade Bruxelles fastlægge et bestemt mindstelønsniveau, eller tvinge lande med andre arbejdsmarkedsmodeller til at indføre lovbestemt mindsteløn, bliver der som nævnt indført krav om klarhed over, hvilke kriterier der indgår i overvejelserne, når mindstelønsniveauet politisk bliver besluttet. Ligeledes er der krav om, at arbejdsmarkedets parter skal konsulteres, og at der udarbejdes og løbende offentliggøres forskelligt statistisk datamateriale, der kortlægger udviklingen.

Lande træffer stadig selv beslutningen, og der ligger heller ikke i disse kriterier noget, der peger mod, at lønniveauet eller udviklingen skal bevæge sig i retning af niveauet i andre EU-lande. Som Schmit med tilbageholdt irritation sagde på pressemødet: ”Hvis Bulgarien i morgen fastlagde samme mindsteløn som Luxembourg, ville landets økonomi blive ødelagt.” Hverken juridisk, økonomisk eller politisk vil det være inden for skiven, at EU forsøger centralt at fastlægge mindstelønsniveau. Men hensigten er at skabe større åbenhed og klarhed over – og formentlig også mere debat om – hvorfor mindstelønnen bliver lagt på et bestemt leje, og om det fremstår som et rimeligt niveau eller ej.

Forslagets vigtighed ligger derfor formentlig ikke i selve indholdet, men det principielle og mere langsigtede perspektiv i, at EU overhovedet kommer med lovgivning på området. For hvis EU først har påtaget sig en rolle på et område, kan denne rolle senere udvides.

De juridiske hegnspæle sættes
Meget handler om, hvor de juridiske hegnspæle kommer til at stå. Derfor kommer man ikke uden om den lidt komplekse, men altafgørende juridiske diskussion:

EU har jf. Lissabontraktatens artikel 153 kompetence til at regulere arbejdsvilkår, men ikke løn. På den baggrund havde mange modstandere på forhånd erklæret det forestående EU-mindstelønsforslag traktatstridigt. EU-Kommissionen mener imidlertid, at man kan lade forslaget være funderet på kompetencen til at regulere arbejdsvilkår. Logikken følger det spidsfindige juridiske argument, at selve betalingen kun er en del af det, en arbejdstager får i aflønning, mens fridage og andre vilkår er en anden del af en løn- eller overenskomstforhandling.

 

På den politiske bane er det vigtigt at holde sig for øje, at den meget voldsomme skandinaviske modstand mod forslaget ikke er repræsentativ for de 27 EU-lande eller Europa-Parlamentet
_______

 

Når EU gerne må regulere arbejdsvilkår, og da arbejdsvilkår ofte indgår som element i lønfastsættelsen, må det følge, at EU ikke kan være helt forhindret i at forholde sig til alt, der har en relation til eller betydning for lønforhold. Selvom der må være tale om et forbud mod, at EU harmoniserer lønniveauer eller på anden vis direkte blander sig i lønområdet, er der mulighed for, at EU kan blande sig indirekte på en række områder, herunder altså ved at fremsætte kriterier, som lande skal tænke med, når de nationalt fastlægger deres mindstelønsniveau.

Det er ikke sikkert, at den fortolkning vil holde i en retssag. Men omvendt er forslaget også så blødt; som vi har set det i forbindelse med det Europæiske Semester, vil mange lande blot sikre sig, at embedsværket klarer ”papirarbejdet” for at kunne sige, at man har efterlevet kravene, uden nogen praktisk betydning. Derfor skal man nok ikke tage for givet, at EU-Domstolen vil ende med at trække gulvtæppet væk under Kommissionen.

På den politiske bane er det vigtigt at holde sig for øje, at den meget voldsomme skandinaviske modstand mod forslaget ikke er repræsentativ for de 27 EU-lande eller Europa-Parlamentet, som i forening skal vedtage det. Da området er omfattet af kvalificeret flertal (hvilket vil sige, at 55 pct. af landene skal stemme for forslaget, samt at disse lande repræsenterer 65 pct. af EU’s samlede befolkning) vil skandinaverne og de ligesindede østeuropæiske lande formentlig blive stemt ned.

Ikke mindst fra tysk og særligt fransk side er der klar opbakning til idéen. Blandt andet ses forslaget i relation til oplevede problemer med løntrykkeri fra blandt andet østeuropæisk arbejdskraft, og voksende udfordringer med et ”prækariat” af løstansatte og nye jobformer, såsom de platformsarbejdere, der har fået stor opmærksomhed i den offentlige diskussion de seneste år. Som beskæftigelseskommissær Schmit betonede, er andelen af ”working poor” vokset i Europa, og mange frygter, at en langstrakt COVID-19 recession nu risikerer at føre til en yderligere forarmelse, hvis ikke man gør noget politisk. Om noget mener mange af EU-landene, at forslaget er alt for blødt.

Der er lagt op til en hård kamp, hvor ikke mindst de skandinaviske lande vil stritte imod med alle midler. Men det bliver op ad bakke. ■

 

Om noget mener mange af EU-landene, at forslaget er alt for blødt
_______

 

Malthe Munkøe arbejder i en større erhvervsorganisation, men skriver som privatperson

Redigeret af Janus Elmstrøm Lauritsen, Jakob Plaschke samt chefredaktionen. ILLUSTRATION: Ursula von der Leyen inden hendes state of the union-tale i Europa-Parlamentet, d. 16. september, 2020 [Foto: CC-BY-4.0: European Union 2020 – Source: EP/ Flickr]