Forhåbningen fra OECD’s og Europas side er således, at Biden vil være mere åben for at spille en konstruktiv rolle. Men det ændrer ikke ved, at store indflydelsesrige amerikanske virksomheder har meget på spil
_______

 

For det andet er der netop disse forhandlinger, da man internationalt i OECD-regi er ved at færdiggøre en stor aftale om at revidere de internationale selskabsskatteregler i lyset af digitaliseringen. Trump-regeringen valgte i juni at suspendere USA’s deltagelse, da man ikke mente, man kom nogle vegne, og heller ikke brød sig om det billede der tegnede sig af regler, der ville gå ud over de største amerikanske tech-virksomheder.

En sten i skoen
OECD har delvist som følge af COVID-19-pandemien, delvist i håb om at amerikanerne ombestemmer sig efter valget, valgt at udskyde tidsplanen, så man ikke længere satser på at få en aftale i år – 2020 – men i stedet at afslutte forhandlingerne i midt-2021. Forhåbningen fra OECD’s og Europas side er således, at Biden vil være mere åben for at spille en konstruktiv rolle. Men det ændrer ikke ved, at store indflydelsesrige amerikanske virksomheder har meget på spil – OECD vurderer, at de nye regler vil øge den globale skattebetaling ikke mindst for tech-virksomhederne med 100 mia. dollars. 

Som det tredje er EU godt i gang med at etablere nye regelsæt for tech-området. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager pådrog sig Trumps vrede da hun uddelte store bøder til amerikanske techvirksomheder, som, efter hendes vurdering, bryder konkurrencelovgivningen, herunder en bøde på 100 mia. kr. til Apple, der har nydt godt af særlige irske skatteregler. På den lovgivningsmæssige front har vi allerede fx set den europæiske databeskyttelseslovgivning, GDPR, få kolossal betydning ved at tvinge alle digitale virksomheder med aktiviteter i Europa til at tilpasse deres tjenester og procedurer til regelsættet, og mere er på vej.

 

På den lovgivningsmæssige front har vi allerede fx set den europæiske databeskyttelseslovgivning, GDPR, få kolossal betydning ved at tvinge alle digitale virksomheder med aktiviteter i Europa til at tilpasse deres tjenester og procedurer til regelsættet
_______

 

Den næste store lovgivningspakke, som nogle kalder dette årtis vigtigste erhvervslovgivning, ”Digital Services Act”, fremsættes i december. På tegnebrættet er blandt andet, at ”gatekeeper-platforme” som Facebook og Google skal forhindres i at drage særlig nytte af alle data, de får om brugere til andre services, medmindre den samme data også stilles til rådighed for konkurrerende platforme. Det falder selvsagt ikke i god jord hos den amerikanske tech-sektor.  

Meget tyder således på, at tech-området vil være en stor sten i skoen for det transatlantiske forhold under en Biden-regering. 

Hvad bliver Bidens syn på Tech-konflikten?
Sagen er, at alle de store tech-virksomheder i den hastigt fremvoksende digitale økonomi er amerikanske. Europæerne har derimod haft meget svært ved at opbygge deres egne store succesfulde tech-virksomheder, og mange lovende europæiske startups er blevet opkøbt af de amerikanske giganter, før de kunne vokse. Så der er en dybfølt bekymring i Washington for, at de europæiske bestræbelser på at regulere tech-sektoren mere dækker over skjult protektionisme. 

Det står endnu ikke helt klart, hvorledes Biden-regeringen vil stille sig i spørgsmålet om ”Big Tech”. Den kommende vicepræsident, Kamala Harris er fra Californien og har angiveligt tætte forbindelser til store tech-virksomheder. Iagttagere er mere uenige om, hvor Biden vil stå i det vigtige spørgsmål. De politiske vinde blæser også i USA mod at regulere tech-sektoren mere. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den normalt midtersøgende Biden uden videre vil bifalde de tiltag, der rulles ud i andre lande. 

Som beskrevet har Trumps reaktion over for disse tiltag ikke overraskende været meget negativ, vel at mærke selvom han indenlandsk selv har harceleret i det uendelige over navnlig Amazon. Man kan derfor heller ikke nødvendigvis slutte, fra at Biden ønsker mere regulering af tech-virksomhederne i USA, til at han også vil støtte de forskellige initiativer, som især europæerne arbejder hen imod. 

 

For øjeblikket er der stærke strømninger i EU-samarbejdet, især udgående fra Frankrig, der ønsker en mere protektionistisk tilgang og er meget optagede af at undgå, at Europa bliver for afhængig af både Kina og USA
_______

 

EU’s kamp for strategisk autonomi
På relativt kort tid er begrebet ”strategisk autonomi” blevet en central del af den politiske samtale i EU-systemet. ”Økonomisk sikkerhed indebærer at sikre vores forsyninger af kritiske ressourcer, medicinske produkter, sjældne jordarter, og mikroprocesser, der er så essentielle for vores digitale suverænitet”, som EU-Rådsformand Charles Michel for nyligt beskrev det.

For øjeblikket er der stærke strømninger i EU-samarbejdet, især udgående fra Frankrig, der ønsker en mere protektionistisk tilgang og er meget optagede af at undgå, at Europa bliver for afhængig af både Kina og USA, når det kommer til alt fra 5G, kunstig intelligens, data og andre teknologiske løsninger. Og op til præsidentvalget i oktober udtrykte den franske finansminister Bruno Le Maire det så tydeligt som muligt: ”Hvad enten det bliver Biden eller Trump ændrer det ikke det strategiske faktum, at det amerikanske kontinent har afkoblet sig fra det europæiske, og det er på tide, at europæerne påtager sig deres ansvar”. 

Samtidig påbegyndte USA under Obama og Bidens regering en ”pivot to Asia”-politik, der afspejlede både den ændrede økonomiske balance i verden og de sikkerhedspolitiske udfordringer, der ligger i Stillehavsregionen. Det vil formentlig fortsætte under Biden og Harris. Der er altså en risiko for, at Europa og USA på sigt glider længere væk fra det særligt tætte partnerskab, der har været gældende siden efterkrigsperioden. 

Europa vil naturligvis søge at opbygge et bedre og tættere forhold til Biden, end man har haft til Trump. Da han tiltrådte i september, gjorde EU’s nye handelskommissær Valdis Dombrovskis det klart, at ”topprioriteten” for EU er at forbedre det transatlantiske forhold. Som iagttagere var hurtige til at udlægge, var hans budskab, at hvis man bliver tvunget til at vælge mellem USA og Kina, vil Europa altid vælge USA. Det er heller ikke nyt, at der i Europa både er tilhængere af et tættere transatlantiske forhold og tilhængere af et mere uafhængigt handledygtigt EU; man kan blot tænke tilbage til den rygende uenighed om Irakkrigen. 

Men diskussionen finder sted i en kontekst, hvor der især på tech-området er en række anstødssten i det transatlantiske forhold, og en bekymring for, hvad det kan betyde i en stadigt mere digital verden, at man i så høj grad er afhængig af løsninger fra amerikanske firmaer. Og hvor europæerne generelt er nødt til at overveje, om Trumps fire år blot var en midlertidig anomali, eller om man er nødt til at forberede sig på mere af samme skuffe i fremtiden.  

Med Biden bliver det transatlantiske forhold forbedret. Men det betyder ikke nødvendigvis, at alt nu bliver harmonisk og uden knaster. ■  

Der er altså en risiko for, at Europa og USA på sigt glider længere væk fra det særligt tætte partnerskab, der har været gældende siden efterkrigsperioden
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?