07.02.2020

Tabubruddet i Thüringen har udløst kaotiske tilstande i tysk politik. Ikke blot fordi det ripper op i dybe traumer og dogmer. Men også fordi det nådesløst har blotlagt den dybe ledelseskrise og fundamentalt uholdbare politiske situation, som Merkel og hendes regeringskoalition har ført Europas største nation ud i.

Analyse af Malte Frøslee Ibsen

Skandalen i den tyske delstat Thüringen, hvor FDP-politikeren Thomas Kemmerich i onsdags lod sig krone som ministerpræsident på grundlag af Alternative für Deutschlands (AfD) stemmer og allerede torsdag trådte tilbage igen, er blevet en voldsomt sprængfarlig sag i tysk politik, fordi det ikke kun handler om Thüringen. Regeringsdannelsen forbryder sig ikke blot direkte mod nogle af de største tabuer i tysk politik, der har rødder i den tyske historiske erfaring med Hitlers magtovertagelse og det nazistiske regimes forbrydelser, og som er blevet til grundsætning i selve forbundsrepublikkens demokratiske selvforståelse; den har også skånselsløst bloglagt den ledelseskrise og ubæredygtige politiske stilstand i tysk politik, som i sidste instans peger mod grundlæggende træk ved Angela Merkels kanslertid.

Sagen handler selvfølgelig også om Thüringen, hvor den bredt afholdte politiker Bodo Ramelow indtil i onsdags tjente som Die Linkes eneste ministerpræsident – altså regeringschefen i et af de tyske Bundesländer. Die Linke, som primært består af resterne af det gamle østtyske kommunistparti SED, fik flest stemmer ved landsdagsvalget i oktober med 31 pct. foran 23 pct. til det højrepopulistiske parti AfD, der i Thüringen ledes af Björn Höcke – partiets måske mest kontroversielle og ekstreme figur overhovedet.

I en dansk kontekst ville det være en misforståelse at sammenligne Thüringen-afdelingen af AfD med fx Dansk Folkeparti og på typisk dansk, bedrevidende vis docere om, at nu må de moralistiske tyskere altså lære, at det ikke nytter noget at betragte højrepopulister som aldrig-stuerene. Höcke er så langt ude til højre på det politiske spektrum, man kan komme uden officielt at bære et hagekors-armbind. Som leder af AfD-fraktionen ”der Flügel” er han desuden under overvågning af den tyske efterretningstjeneste ”Verfassungsschutz” som såkaldt højreradikalt ”Verdachtsfall” (mistænkeligt tilfælde). Derfor kan det dilemma, Höcke repræsenterer for tysk demokratisk politik, nærmere sammenlignes med, at Rasmus Paludans Stram Kurs pludselig udgør det parlamentariske grundlag for en nyvalgt borgerlig regering. Ach, du lieber!

Grundet den tyske historie er sammenligningen med Paludan dog givetvis ikke engang tilstrækkelig til at forstå, hvor dybe sår det borgerlige parlamentariske samarbejde med Höcke og AfD i Thüringen har revet op i. Höckes radikalitet består ikke mindst i hans revisionistiske forhold til den tyske historie. Han har bl.a. omtalt Holocaust-mindemærket i Berlin som et ”skammens mindesmærke i hjertet af vores hovedstad”, og han har konsekvent overtaget retorikken og det völkische sprogbrug fra nazitiden, bl.a. med tale om, at det tyske folk har krav på ikke blot en ”tusindårig fortid” men også en ”tusindårig fremtid”. Samtidig benytter han sig af klassiske antisemitiske figurer såsom tale om et ”internationalt pengemagtskompleks med en blæksprutteagtig magtstruktur”.

Det er vigtigt at forstå, at nazitiden og Holocaust udgør en uudslettelig del af den moderne tyske historie og selvbevidsthed. Det er den store forfaldshistorie – tilbagefaldet i barbariet – som forbundsrepublikken er grundlagt på. Statsløftet om “nie wieder” (aldrig mere) er dels et konkret løfte over for jøderne og et abstrakt moralsk løfte over for mennesker som sådan, men det er også blevet til en demokratisk trosbekendelse. Det er den anden side af forbundsrepublikkens moralske grundprincip, “Die Würde des Menschen ist unantastbar” (menneskets værdighed er uanfægtelig), som udgør den første sætning i den tyske ”Grundgesetz” (grundlov). Man kan kun forstå, hvorfor den sætning og det moralske ansvar fortsat vejer så tungt på tyskernes skuldre – og man kan egentlig fortsat rigtig kun forstå det tyske samfund og tysk politik – hvis man placerer det moderne demokratiske Tyskland i konteksten af det verdenshistoriske ”Zivilisationsbruch” (civilisationsbrud), som Holocaust var. Det er dette moralske ansvar om aldrig nogensinde at lade højreekstreme kræfter komme nær den politiske magt i Tyskland, som regeringsdannelsen i Thüringen forbryder sig mod.

 

Derfor kan det dilemma, Höcke repræsenterer for tysk demokratisk politik, nærmere sammenlignes med, at Rasmus Paludans Stram Kurs pludselig udgør det parlamentariske grundlag for en nyvalgt borgerlig regering
_______

 

Tabubruddet i Thüringen
Problemet for den hidtidige ministerpræsident i Thüringen Ramelow har imidlertid været, at selvom hans parti, Die Linke, blev det suverænt største parti ved valget i oktober, så sikrede de sig ikke et flertal for den hidtidige regeringskoalition med SPD og Die Grünen. I stedet gav vælgerne på papiret en flertalsmulighed til det liberale FDP, det kristendemokratiske CDU og AfD. Et flertal, som FDP og CDU dog havde svoret ikke at ville benytte sig af, fordi AfD i tysk politik – af ovenfor omtalte grunde – er underlagt en såkaldt ”cordon sanitarie”, hvor ingen af de såkaldt ”demokratiske partier” (altså indtil i onsdags) har villet samarbejde med dem (i hvert fald på forbunds- og landsniveau).

Kemmerich brød denne hellige ed, da han funderede sit kandidatur på Höckes stemmer. Manøvren i fristatens landsdag var planlagt, så det så ud som om, at AfD tog de borgerlige partier på sengen med deres støtte til Kemmerich, fordi de officielt bakkede op om den partiløse kandidat Christoph Kindervater – men som de altså ikke stemte på, da det endelig gjaldt.

Det er dog svært at tro på, at Kemmerich ikke var var ”advaret” om, at AfD ville støtte hans kandidatur. Denne manøvre var da også helt i overensstemmelse med AfD’s offentlige strategi for at normalisere og legitimere sig selv som parlamentarisk kraft i tysk politik: nemlig at gå efter (i tysk sammenhæng uvante) parlamentariske arrangementer, som vi til gengæld kender ganske indgående i dansk politik, hvor partiet ”tolererer” en borgerlig mindretalsregering, som man over tid sigter mod at øve større indflydelse på.

Allerede torsdag bebudede Kemmerich dog sin afgang i lyset af den massive nationale forargelse og furore, som regeringsdannelsen udløste, og stillede et nyvalg i fristaten i udsigt. Så umiddelbart kan det se ud til, at hele manøvren er mundet ud i ingenting. I tilfælde af nyvalg kan den populære Ramelow ifølge de seneste målinger se frem til et nyt valgresultat, hvor FDP og CDU straffes for deres samarbejde med AfD. Den seneste udvikling tyder dog på, at de tyske kristendemokrater vil forsøge at omgå resultatet parlamentarisk. Dermed kan de undgå et nyvalg, der kan koste partiet op mod halvdelen af stemmerne, evt. ved at tolerere en regeringsdannelse med Ramelow i spidsen.

Man skal dog ikke tage fejl af, at Höcke og AfD har vundet en stor symbolsk sejr: Dels ved at demonstrere, at ikke bare de selv men også ganske mange borgerlige politikere forbundsrepublikken over er klar til et mere eller mindre formaliseret parlamentarisk samarbejde med dem. Og dels ved at have sat tysk politik i brand med uhørt dramatiske dage ikke bare i Erfurt men også i Berlin, hvor politikere i forbundsdagen enten er faldet over sig selv og hinanden for at vise deres højlydte foragt eller haft endog meget svært ved at finde fodfæste i lyset af det historiske tabubrud.

 

Skandalen har på brutal vis blotlagt nogle latente og allerede ulmende konfliktlinjer i tysk forbundspolitik, der blandt andet har rod i en dyb og alvorlig ledelseskrise i begge de to store regeringspartier, CDU og SPD
_______

 

Ledelseskrise i regeringspartierne
Hermed når vi også den egentlige grund til, at skandalen i Thüringen har kastet tysk politik ud i så massivt et stormvejr. Skandalen har på brutal vis blotlagt nogle latente og allerede ulmende konfliktlinjer i tysk forbundspolitik, der blandt andet har rod i en dyb og alvorlig ledelseskrise i begge de to store regeringspartier, CDU og SPD.

SPD er kollapset i målingerne i løbet af de seneste år og ligger nu på sølle 12-14 pct. Det er en katastrofe for det stolte gamle arbejderparti, der reelt har mistet sin status som bredt favnende ”Volkspartei”. Denne eksistentielle krise kastede sidste år partiet ud i et formandsvalg, hvor de to mildt sagt ubeskrevne blade Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken blev valgt som et delt formandskab – bl.a. på deres udtrykkelige modstand mod den socialdemokratiske deltagelse i Angela Merkels store regeringskoalition (en modstand, de dog har modereret efter formandsvalget).

Rigtig mange tyske socialdemokrater – ikke mindst den indflydelsesrige Jusos-chef (den tyske ækvivalent til danske DSU) Kevin Kühnert – deler Walter-Borjans og Eskens opfattelse af, at partiets krise blandt andet skyldes det mangeårige regeringssamarbejde med Merkels kristendemokrater. Ifølge denne analyse har koalitionsregeringen kostet SPD en selvstændig profil og sat partiet på kollisionskurs med store dele af dets traditionelle vælgergrundlag, hvilket har ført til en massiv vælgerflugt mod henholdsvis Die Grünen og AfD. Derfor venter mange socialdemokrater kun på en anledning til at forlade regeringskoalitionen – hvilket rigtigt mange andre socialdemokrater (ikke mindst forbundsdagsmedlemmer) dog på samme tid frygter og kæmper imod, fordi det med stor sandsynlighed vil udløse nyvalg og føre til en historisk vælgerlussing for det tyske arbejderparti.

Men ledelseskrisen er om muligt lige så alvorlig i CDU, hvor Angela Merkel i 2018 overlod partiformandsposten (men ikke kanslerposten) til Annegret Kramp-Karrenbauer. AKK, som hun kaldes i folkemunde, har dog skuffet fælt som formand for partiet, og der hersker i dag en udbredt opfattelse af, at hun simpelthen ikke magter den store opgave at indtage kanslerposten efter Merkel. Derfor arbejder mange allerede bag linjerne i CDU på at forberede en alternativ kristendemokratisk kanslerkandidat. Her er særligt den tidligere og mere konservative formandskandidat Friedrich Merz, der tabte knebent til den Merkel-støttede AKK ved formandsvalget i 2018, i spil.

Af samme grund er mange kristendemokrater også yderst forbeholdne overfor udsigterne til et nyvalg før tid, fordi de i så fald risikerer at skulle stille med en kanslerkandidat, som ingen (ikke engang dem selv) bryder sig om. Man vil derfor have en alvorlig risiko for yderligere vælgerfrafald til AfD og ikke mindst Die Grünen, der har oplevet en massiv vækst i meningsmålingerne i takt med SPD’s kollaps. Det grønne parti har positioneret sig som uomgængelig regeringsdeltager efter det næste forbundsdagsvalg og vil – afhængig af valgresultat – måske endda gøre krav på kanslerposten.

Denne fastfrosne politiske situation, hvor begge partier i regeringskoalitionen ikke kan få noget udrettet men heller ikke tør trække stikket på sig selv af frygt for vælgernes dom, har reduceret Merkels regering til en slags zombiekoalition. På trods af voksende utilfredshed fra alle sider sidder koalitionsregeringen dermed urokkeligt fast i en kronisk tilstand af såvel manglende levedygtighed som evne til at dø.

 

Denne generelle afpolitisering på tværs af midten af tysk politik er ikke mindst en del af baggrunden for, at så mange af Merkels egne og SPD’s vælgere har søgt mod højrepopulisterne og den højreradikale Höcke i AfD
_______

 

Uholdbar situation for Merkel
Krisen i Thüringen har kastet en bombe ned i denne allerede sprængfarlige situation. Hos SPD blev den anledning til yderst skarpe ord rettet mod CDU-toppen med krav om øjeblikkelig handling, hvis ikke skandalen i Thüringen skulle udvikle sig til en akut regeringskrise på forbundsniveau. Den akutte regeringskrise blev dog i første omgang afværget af Kemmerichs tilbagetrækning fra ministerpræsidentposten.

Ikke mindst blev krisen i manges øjne endnu en demonstration af AKK’s manglende personlige format og politiske autoritet, idet hun først efter mange timers radiotavshed tøvende fik sluttet sig til krav om nyvalg i Thüringen. Dette krav var langt tidligere blevet fremsat i umisforståelig klartekst af bl.a. CDU-generalsekretæren Paul Ziemiak – der konsekvent har kaldt Höcke for ”nazi” – og lederen af CSU (det bayerske søsterparti til CDU), Markus Söder.

Men AKK’s ledelsessvigt strækker sig endnu længere tilbage. Som bl.a. beskrevet i Der Spiegel havde Mike Mohring, lederen af CDU i Thüringen, tidligere håbet på at kunne omgå AfD gennem et samarbejde med Ramelow og Die Linke. Det blev dog afvist fra particentralen i Berlin. AKK fastholdt CDU’s officielle linje om, at man ikke under nogen omstændigheder samarbejder med det gamle østtyske kommunistparti – men uden at anvise eller hjælpe Mohring med en alternativ vej til regeringsdannelse i Thüringen. Hun foretrak i stedet at afvente situationen med håb om, at problemet ville løse sig selv – og dette fik altså i sidste ende Mohring til at tage sagen i egen hånd og bakke op om FDP-kandidaten sammen med AfD. Senest er Mohring endt i direkte konflikt med sin egen partiafdeling i Thüringen, der nu offentligt har bebudet ham et mistillidsvotum, hvis han ikke går af egen vilje.

Som ovenfor omtalte Kühnert har påpeget, vidner dette om en grundlæggende uklarhed i CDU’s og FDP’s tilgang til AfD. De borgerlige partier har nemlig begge draget en ækvivalens mellem Die Linke og AfD som demokratisk utålelige partier. Som han siger på Twitter, strider dette mod opfattelsen af, at ”den tyske fascisme, dens forbrydelser og civilisationsbrud og dermed også dens arvtagere (Höcke) udgør et unikt fænomen. Den er i ordets strenge betydning usammenlignelig og singulær.” Således relativerer CDU og FDP i realiteten den tyske nazisme og dens nutidige arvtagere – hvilket da også forekommer særligt problematisk i tilfældet Ramelow, der aldrig var medlem af SED og udgår fra den mest moderate del af Die Linke, og hvis popularitet strækker sig langt ud over hans eget partis grænser. Samtidig har skandalen kastet FDP ud i en eksistentiel krise, med masseudmeldelse og uhørte billeder på Twitter af medlemmer, der klipper deres partimedlemskort i stykker af foragt for partiets samarbejde med Höcke.

Sandheden er dog, at ledelseskrisen i CDU, koalitionsregeringens manglende regeringsduelighed og den generelle politiske stilstand i tysk politik peger endnu længere op – mod Tysklands fortsat suverænt mest populære politiker, Angela Merkel. Ved at fastholde kanslerposten og indsætte en efterfølger som CDU-formand, der ikke er opgaven voksen, har Merkel lammet det store kristendemokratiske kanslerparti, og det truer nu med at kaste partiet ud i en identitets- og eksistenskrise af samme dybde som SPD’s. Ved at fastholde en regeringskoalition hen over midten med det (førhen) store oppositionsparti SPD har hun lammet og helt bevidst søgt at afpolitisere tysk politik gennem en bevidst strategi om såkaldt ”asymmetrisk demobilisering”, der kort fortalt går ud på at lægge sig politisk så tæt op af SPD, at partiets vælgere enten stemmer på Merkel eller bliver hjemme i sofaen. Denne generelle afpolitisering på tværs af midten af tysk politik er ikke mindst en del af baggrunden for, at så mange af hendes egne og SPD’s vælgere har søgt mod højrepopulisterne og den højreradikale Höcke i AfD.

Tabubruddet i Thüringen har således udløst kaotiske tilstande i tysk politik, ikke blot fordi det ripper op i dybe traumer og dogmer, der i sidste ende har rødder i den tyske nazi-fortid, men også fordi det nådesløst har blotlagt den dybe ledelseskrise og fundamentalt ubæredygtige politiske situation, som Merkel og hendes regeringskoalition har ført Europas største nation ud i. ■

 

Det er dette moralske ansvar om aldrig nogensinde at lade højreekstreme kræfter komme nær den politiske magt i Tyskland, som regeringsdannelsen i Thüringen forbryder sig mod
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden