08.04.2020

Den virkelige krise i Venezuela har hverken Maduro, Trump eller Guaidó som hovedperson – men de ofre, som hver dag lever med og mærker dens konsekvenser.

Af Maiken Gelardi

I 2014 ramte den politiske og økonomiske krise i Venezuela for alvor. Præsident Nicolas Maduro – der blev præsident i 2013 – holder krampagtigt fast i magten ved brug af autokratiske metoder, mens Donald Trump truer med en militær intervention.

De rigtige hovedpersoner kommer sjældent på forsiden. Den gennemsnitlige borger har tabt sig over 11 kilo ifølge en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse foretaget af Encovi. Folk har ikke råd til at købe mad til markedspriser og er i stedet afhængige af en politiseret madomdeling: Over 89 pct. svarer, at de ikke har nok penge til at købe den nødvendige mad, og op imod 87 pct. af husholdningerne modtager nu fødevarerationer subsidieret af staten (CLAP). Dermed er de også afhængige af den regering, som er med til at skabe krisen. Desværre kan staten heller ikke skaffe den nødvendige mængde fødevarer – og den offentlige fødevaredistribution bliver ringere, jo længere væk man kommer fra hovedstaden, Caracas. I disse afsondrede områder er sult og fattigdom normalen. Situationen er ikke gjort bedre af, at USA har indført sanktioner imod personer og virksomheder, der arbejder med CLAP-programmet. Amerikanerne siger, at programmet dækker over et korrupt netværk, hvor størstedelen af midlerne går til eliten i stedet for den sultende befolkning. Det er formodentlig tilfældet. Men det betyder ikke, at sanktionerne ikke rammer den sultende befolkning hårdest.

Hiv-krisen
Krisen kan mærkes af hele befolkningen, men konsekvenserne rammer ikke ens. De, som først mærker konsekvenserne, er de i forvejen mest udsatte. Det er de grupper, som lever i de mest isolerede landsbyer, som først bliver afskåret fra støtteprogrammer. Det er de i forvejen fattige, som har sværest ved at følge med inflationen. Det er de ældre og syge mennesker, som ikke kan få den livsnødvendige medicin, de har brug for.

Efter at sundhedsministeriet publicerede et studie, som viste, at fødselsrelaterede dødsfald var steget med 66 pct. på to år, valgte præsident Maduro at fyre sundhedsministeren, Antonieta Caporale. Det var ikke det billede af situationen, som præsidenten ønskede. Fyringen ændrer dog ikke på, at Venezuelas sundhedssystem, som engang var i verdensklasse, nu er på randen af kollaps presset af stigende medicinpriser, medicinmangel og lægemangel på grund af emigration.

 

I en situation, hvor der allerede er mangel på medicin i byerne, er chancen for, at medicin når ud til disse isolerede regioner, minimal
_______

 

FN estimerer, at omkring 120.000 personer lever med hiv. Krisen har begrænset behandlingsmulighederne, og der er mangel på den livsvigtige medicin. Konsekvenserne kan mærkes. Flere og flere med hiv indlægges på hospitalerne, og det estimeres, at omkring 20-30 personer dagligt dør af aids. I Venezuela er en hiv-diagnose dermed blevet en potentiel dødsdom, og antallet af smittede stiger. Kondomer og andre former for prævention koster penge, og samtidig har manglen på mad gjort, at flere mødre med hiv er nødsaget til at amme uden at kunne give sig selv eller barnet den nødvendige forebyggende medicin: Valget står mellem potentielt inficeret brystmælk, eller at barnet med sikkerhed vil sulte. Aktivister fra Citizens Action against AIDS siger, at situationen er endnu værre nu end i begyndelsen af hiv-epidemien i 1980’erne.

Konflikten har også ramt dem, som måske står mest uden for det politiske spil. I en isoleret flodregion i det nordøstlige Venezuela bor den oprindelige befolkningsgruppe warao. Warao-folket omtales sjældent i medierne, men i deres historier ser vi konsekvenserne af krisen i deres yderste potens.

De bor primært ved Orinoco-deltaet, hvilket er otte timers bådrejse fra regionens hovedby, Tucupita. Gruppens isolerede placering har altid besværliggjort adgangen til medicin og andre ressourcer, og befolkningen har haft en langt mere begrænset adgang til behandlingsmuligheder end folk i byerne. Med sundhedssystemets kollaps står de nu over for en aids-epidemi, som virker uovervindelig. Et studie fra 2013 advarede allerede da om problemet. Forskerne fandt nemlig, at op imod 10 pct. af alle warao-voksne var hiv-positive. Det har nu udviklet sig til et regulært aids-udbrud, som truer med at udslette hele befolkningsgruppen. Der er hverken adgang til behandling eller beskyttelse. I 2018 besøgte New York Times en af warao-folkets landsbyer – her var 40 af landsbyens i alt 200 indbyggere døde af aids i løbet af de seneste år.

Det er ikke kun aids, som truer warao-folket. Andre sygdomme er også begyndt at sprede sig, og de møder ikke meget modstand. I en situation, hvor der allerede er mangel på medicin i byerne, er chancen for, at medicin når ud til disse isolerede regioner, minimal. Manglen på mad betyder, at disse menneskers immunforsvar er svækket. Ifølge en venezuelansk menneskerettighedsgruppe har et mæslingeudbrud dræbt 70 børn i området. Vacciner og medicin er ikke til at få fat i, og de har ikke penge til at købe den nødvendige benzin til at kunne sejle den lange vej ind til hovedbyen.

 

Hvis der skal sættes et ansigt på den venezuelanske krises ofre, vil det ofte være en kvindes ansigt. Når der kommer krigslignende tilstande, bliver loven sat ud af spil, og problemer som vold, voldtægt og menneskesmugling rammer kvinder disproportionalt
_______

 

Kvinderne bliver ofre
Hvis der skal sættes et ansigt på den venezuelanske krises ofre, vil det ofte være en kvindes ansigt. Når der kommer krigslignende tilstande, bliver loven sat ud af spil, og problemer som vold, voldtægt og menneskesmugling rammer kvinder disproportionalt. Som den tidligere leder af FN’s fredsbevarende operationer i Congo general Patrick Cammaert har sagt: ”I en væbnet konflikt er det ofte farligere at være kvinde end soldat”. Nye data fra FN viser således rekordhøje tal for politisk vold rettet mod kvinder.

Vold mod kvinder er i forvejen et omfattende og alvorligt problem i Venezuela. Selvom landet har en ambitiøs lovgivning på området, bliver der ikke fulgt op på anklager, og mange overtrædelser går ustraffet hen. Problemet er blevet værre under den nuværende politiske krise, hvor politi og myndigheder er mere optagede af at bevare kontrollen og holde styr på oprør end på at forfølge ’mindre alvorlige anklager’ som hustruvold. Samtidig bliver vold og seksuel vold brugt som en metode til at undertrykke og kontrollere kvinderne, hvilket fører til en form for ’normalisering’ af kønsbaseret vold både inden for og uden for familien.

Kort sagt har krisen gjort det sværere og farligere at være kvinde i Venezuela. Flere og flere kvinder bliver også presset til sexarbejde for at overleve – selv kvinder med en god uddannelse. En kvinde fortæller til forskningsprojektet CONPEACE: ”Jeg ankom til byen med min lille datter, og jeg kunne simpelthen ikke finde arbejde. Så en dag sagde jeg til mig selv ’jeg bliver nødt til at gå på gaden, fordi ellers får vi ikke noget at spise’”.

Flere og flere venezuelanere tager den svære beslutning at forlade deres hjemland. FN estimerer, at omkring 4,6 millioner mennesker er rejst ud af landet. Generelt er det de mere velstillede, der kan skaffe de nødvendige penge og papirer til at flygte – og det er især den yngre, veluddannede generation, som forsøger at skabe et liv et andet sted. I nabolandene er de ofte blevet mødt med gæstfrihed: Integrationen er nemmere, når man har et fælles sprog; spansk, og samtidig er der en følelse af latinamerikansk fællesskab. Man kan spejle sig i hinanden. Før var situationen omvendt. Under Colombias interne konflikt, som peakede i 2000’erne, var det netop Venezuela, som var den primære destination for colombianske flygtninge. I dag er der omkring 1,5 millioner venezuelanske flygtninge i Colombia. Men grænserne er ikke blevet lukket: I stedet har den colombianske præsident, Ivan Duque, senest givet colombiansk statsborgerskab til 24.000 børn født af venezuelanske immigranter i Colombia. Selvom der selvfølgelig stadig er tilfælde af diskrimination, er flygtningesituationen altså meget anderledes end den, som vi kender fra Europa – og organisationen Refugees International kalder således Colombia for en ’regional leder og et eksempel til efterfølgelse’.

 

Krisen har også ført til en kæmpe stigning i menneskesmugling, hvor især kvinder bliver solgt til både husligt og seksuelt tvangsarbejde. I Spanien har man afsløret en organiseret ’trafficking-ring’, som har importeret venezuelanske kvinder
_______

 

Hvad venter der flygtningene? Tag Ángela, som jeg mødte i Colombia. Som uddannet bioanalytiker fra en af Caracas fineste universiteter drømte hun om at gøre karriere inden for medicinalindustrien. Desværre blev denne drøm mere og mere fjern. I stedet har hun nu på fjerde år et ufaglært arbejde som negletekniker i Colombia og sender troligt sine lønninger tilbage til familien i Venezuela, så de kan få mad på bordet.

Alligevel er Ángela – fordi hun har et legitimt arbejde – langt bedre stillet end de fleste kvindelige flygtninge.

De kvinder, der forsøger at forlade Venezuela, er særligt udsatte. Langs landets vestlige grænse til Colombia er der flere små stier og overgange, hvor man kan krydse grænsen ulovligt. Disse steder bliver kaldt ’trochas’ og er kontrolleret af bevæbnede grupper som den colombianske guerillagruppe ELN. Grupperne kræver bestikkelse for at lade folk passere, og hvis en kvindelig migrant ikke har tilstrækkelig med penge, bliver hun i stedet ofte afkrævet sex.

Krisen har også ført til en kæmpe stigning i menneskesmugling, hvor især kvinder bliver solgt til både husligt og seksuelt tvangsarbejde. I Spanien har man afsløret en organiseret ’trafficking-ring’, som har importeret venezuelanske kvinder, der er blevet tvunget til sexarbejde under slavelignende forhold. Kvinderne blev narret til at tro, at gruppen ville hjælpe dem til Spanien, hvor de havde legitime arbejdsmuligheder til dem. Desværre var dette ikke sandt. Da kvinderne ankom, fik de i stedet at vide, at de nu havde gæld, de kun kunne betale ved at prostituere sig selv i gruppens natklubber. Hvis kvinderne nægtede, blev de truet med, at gruppens medlemmer i Venezuela ville dræbe deres slægtninge.

Den virkelige krise i Venezuela har hverken Maduro, Trump eller Guaidó som hovedperson – men de ofre, som hver dag lever med og mærker dens konsekvenser. ■

 

Den virkelige krise i Venezuela har hverken Maduro, Trump eller Guaidó som hovedperson – men de ofre, som hver dag lever med og mærker dens konsekvenser
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister