Magnus Haslebo om klimaet: Tre tomme tønder. Hvornår tager SF, EL og R konsekvensen af regeringens svigt?

Magnus Haslebo om klimaet: Tre tomme tønder. Hvornår tager SF, EL og R konsekvensen af regeringens svigt?

21.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter)


Søndag præsenterede Socialdemokraterne sit forhandlingsudspil til en målsætning for Danmarks udledningsreduktion i 2025. Det er, kort og godt: Et spil for galleriet.

Kommentar af Magnus L.H. Haslebo, Medstifter af Modstandsgruppen Guerilla

DET POLITISKE SYSTEM fabrikerer nemlig målsætning efter målsætning.  Socialdemokraternes udspil indgår således i forhandlingerne om, hvor meget Danmark i 2025 skal have reduceret sine angreb på kloden. 2025-målet er kun en forløber til 70 pct.-målsætningen i 2030, som blev vedtaget for at nå Paris-aftalens i forvejen uklare målsætning om at begrænse opvarmningen af kloden – til maksimalt 1,5 grader, men ok, 2 grader går også an. Disse ambitioner står oven på, ved siden af, på skuldrene af eller i hælene på alle de andre målsætninger, der altid er fremkommet gennem ‘benhårde’ forhandlinger, hvor vælgerne hver gang skal forstå at vores ledere virkelig har gjort deres aller-aller-bedste.

Denne endeløse række af målsætninger hviler på et sølle fundament af utilstrækkelig konkret handling. Af total og umiskendelig klimapolitisk fiasko fra verdens ledere. Udtrykt ved det enkle faktum, at udledningerne lige siden FNs første klimarapport i 1990 er steget og steget. Faktisk er der i de 30 år, vi har kendt til konsekvenserne deraf, gennemført flere olie-, gas- og kulafbrændingsbaserede angreb på livets betingelser (et gunstigt klima og en mangfoldig natur) end i al den tid, der gik forud for rapporten.

 

Endnu mere formålsløst bliver billedet, når man husker, hvilke real- og klimapolitiske total-fiaskoer de tre partier har fejret sammen med S
_______

 

DENNE VIDEN – om de abstrakte målsætningers totale afkobling fra deres emne – har ingen konsekvenser haft. Alligevel fortsætter spilet. Som optakt til forhandlinger om den politiske 2025-abstraktion, anmodede regeringens tre tomme tønder, SF, Enhedslisten og Radikale, venligst den socialdemokratisk regering om at hæve ambitionsniveauet for denne nye – og denne gang altså helt-helt afgørende – målsætning. De tre tønder kaldte det vist noget henad et krav. Men når de samtidig siger, at de ikke er villige til at vælte regeringen, kan udmeldingen selvfølgelig kun ses som en vanligt spagfærdig anmodning fra deres side. 

Endnu mere formålsløst bliver billedet, når man husker, hvilke real- og klimapolitiske total-fiaskoer de tre partier har fejret sammen med S. Af pladshensyn begrænser jeg mig til at nævne nogle fra de forgangne par uger: Fredning af olieeftersøgning og -udvinding i Nordsøen helt frem til 2050, fredning af nysalg af benzin- og dieselbiler helt frem til 2030, en betragtelig skattelettelse til erhvervslivet uden betragtelige grønne modkrav samt: en fredning af storforurenere som fx Aalborg Portland og det danske industrilandbrug, der dermed slipper for at betale en tilnærmelsesvist retfærdig afgift på deres fortsatte angreb på livets betingelser. 

Det tåler gentagelse, at ikke et eneste af regeringens og kumpaners stolt udmeldte, konkrete klimapolitiske tiltag – trods opmuntring og henstilling – rent faktisk garanterer reduktioner. Ingen. Det gør kun ét større tiltag vedtaget under denne regering: Nedlukningen af mink-industrien.

FRAVÆRET AF reelle reduktioner øger selvfølgelig førnævnte partiers behov for at snakke om noget andet. Her leveres der. Det hele er dog – som det har været i 30 år – blot et flot koreograferet spil for galleriet – altså, vælgerne. SF, EL og R giver indtryk af at ville lidt mere end S, der dog fastholder indtrykket af at ville lidt mere end blå blok, og så kan de alle fire glade og tilfredse – og godt tanket op på markeringer i medierne – vende tilbage til at gennemføre utilstrækkelig konkret politik.

Spild venligst hverken jeres egen, mediernes eller borgernes tid på mere fordummende snak. Vi vinder intet ved flere målsætninger. Vi har så rigeligt af dem, og handlingen er alligevel udeblevet. S har jo allerede meldt ud, at regeringen anser sig som forpligtet af Paris-aftalens 1,5-graders-grænse. Det betyder, at Danmark hvert år skal reducere minimum 14 pct. Hvert år. Til både SF, EL, R og S er der blot at sige: Sæt igang. ■

 

SF, EL og R giver indtryk af at ville lidt mere end S, der dog fastholder indtrykket af at ville lidt mere end blå blok, og så kan de alle fire glade og tilfredse – og godt tanket op på markeringer i medierne – vende tilbage til at gennemføre utilstrækkelig konkret politik
_______

 

Magnus Luca Harald Haslebo (1982) er uddannet journalist og cand.public, forfatter og tidl. pressechef i Alternativet. ILLUSTRATION: Marienborg, 7. maj 2020: Pernille Skipper (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) efter afsluttende forhandlinger om fase 2 af genåbningen af Danmark [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter)