26.02.2020

I Afghanistan startede vi med at føre en offensiv angrebskrig for at ”befri” lokalbefolkningen fra Talebans åg, men i løbet af to år endte vi med at blive opfattet som en besættelsesstyrke, der primært kæmpede imod lokalt funderede oprørere. Med sådan en udvikling er der åbenlyst masser af lektier at lære.

Kronik af Mads Silberg

Berlingske har for nyligt løftet låget på en syltekrukke, der står på allerøverste hylde, helt inde i det mørkeste hjørne af spisekammeret på Christiansborg. Den har mærkatet: Krigen i Afghanistan. Men det kan man kun se, hvis man kigger godt efter, for ordene ”krigen i” er forsøgt kradset væk. Nede i den pærevælling har Berlingske fundet beviser for, at Forsvarsministeriet – med fuldt overlæg – har fået ”slebet nogle kanter” i den ene af de tre erfaringsopsamlinger angående den samtænkte danske Afghanistanindsats, som blev præsenteret i juni for snart fire år siden. Embedsmændene har altså direkte påvirket forskernes evaluering af den danske deltagelse i krigen i Afghanistan.

Jeg var selv til stede den junidag i 2016. Med egne øjne overværede jeg præsentationen af det tætteste, vi i Danmark er kommet på en officiel evaluering af den danske krigsindsats i Afghanistan. De tre rapporter kom sig af, at daværende udenrigsminister Martin Lidegaard i august 2014 udtalte: »Efter 13 års krig i Afghanistan skal den danske indsats evalueres«, »Vi skal kunne lære af det, vi har gjort godt, og det, vi har gjort mindre godt. Det skylder vi soldaterne, de pårørende og danskerne«. Så gik politikerne til forhandlingsbordet, og tre måneder senere præsenterede man i en lille notits på Udenrigsministeriets hjemmeside et dokument på halvanden A4-side, der satte rammerne for ”Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats”.

Et dokument, hvor ordet krig ikke figurerer en eneste gang, og som meget specifikt proklamerer: ”Erfaringsopsamlingen skal endvidere ikke beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau…”. Et dokument, som alt andet lige må siges at ligge ganske langt fra, hvad udenrigsministeren havde i tankerne tre måneder forinden. Ligesom opsamlingens værdi var til at overskue, da mere end 95 pct. af den danske indsats i Afghanistan netop udmundede sig i ”militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”.

 

De selv samme mennesker, som med stor skråsikkerhed havde sendt os i krig, viste sig at være lige så vaklende, som de oprindeligt var skråsikre, når det kom til at skulle tage ansvar for deres egne beslutninger
_______

 

Lad mig bare med det samme afsløre, at det ikke var en smuk præsentation. For det første italesatte de tilstedeværende politikere konsekvent erfaringsopsamlingerne som ”evalueringer”. Og for andet brugte de forskere, der havde udfærdiget dem, tilsvarende meget energi på at forklare, hvorfor deres arbejde bestemt ikke var evalueringer.

Som soldat sad jeg tilbage med en klam følelse af bedrag. De selv samme mennesker, som med stor skråsikkerhed havde sendt os i krig, viste sig at være lige så vaklende, som de oprindeligt var skråsikre, når det kom til at skulle tage ansvar for deres egne beslutninger.

Nu er der gået fire år mere, og vi har stadig ikke gennemført en samlet evaluering af den danske krigsindsats i Afghanistan. En konstatering, som unægtelig rejser nogle spørgsmål, som jeg – når nu myndighederne ikke vil – gerne vil prøve at besvare.

Er det praktisk muligt at gennemføre en samlet evaluering af den danske krigsindsats?
I funktionen som CIMIC-officer [Civil-Military Co-operation, red.] var jeg selv udsendt til den afghanske Helmandprovins i foråret 2010. Jeg var allokeret til et PNINFKMP (panserinfanterikompagni), der med udgangspunkt fra den navnkundige Armadillo-lejr gik daglige patruljer i nærområdet. Vores formål var at genopbygge kontakten og tilliden til lokalbefolkningen og promovere ideen om et samlet styre af Afghanistan fra hovedstaden, Kabul. Mit ansvar var at varetage hovedparten af al kontakt og kommunikation med lokalbefolkningen, hvilket foregik igennem en af vores lokale tolke.

Hverken jeg selv eller mine kolleger var i tvivl om, hvad vores opgave var. Dagligt beskrev jeg i rapporter vores aktiviteter, og hvordan vi opfattede situationen i området. Det samme gjorde ledelsen for kompagniet, ligesom den danske kampgruppe udfærdigede månedlige rapporter, som blev sendt hjem til Hærens Operative Kommando. Disse indeholdt ligeledes afrapporteringer om dette og hint samt ledelsens vurdering af situationen og udviklingen i ansvarsområdet.

Med andre ord burde der være mere end rigelig skriftlig dokumentation at basere en evaluering på. Ligesom man også ville kunne inddrage de mennesker, som rent faktisk førte krigen i Afghanistan. Jeg blev – sammen med et bredt udsnit af kolleger – selv indbudt til at bidrage med mine erfaringer som CIMIC-officer til en af erfaringsopsamlingerne fra 2016.

Et par dage før de tre danske erfaringsopsamlinger blev præsenteret, offentliggjorde Norge en 213-sider lang rapport, som var udarbejdet af en kommission bestående af en tidligere forsvarsminister samt både norske og udenlandske forskere. Den evaluerede hele den norske indsats fra 2001-2014 og indledte med at konstatere: ”Efter mange års international indsats er situationen i Afghanistan nedslående. Militante islamist-grupper har fortsat fodfæste i dele af landet. Og Taleban står stærkere end nogensinde siden 2001. Krigshandlinger undergraver grundlaget for økonomisk og social udvikling, truer opnåede resultater og svækker mulighederne for at opbygge en stabil, fungerende statsmagt på demokratisk grundlag.”

Nordmændene har altså tydeligt vist, at det absolut ikke er en umulig opgave at evaluere krigsindsatsen i Afghanistan.

 

Med andre ord burde der være mere end rigelig skriftlig dokumentation at basere en evaluering på. Ligesom man også ville kunne inddrage de mennesker, som rent faktisk førte krigen i Afghanistan
_______

 

Giver det mening at gennemføre en samlet evaluering af den danske krigsindsats?
Ikke ifølge daværende forsvarschef general Peter Bartram, som i august 2012 blev interviewet om emnet til Politiken. Her sagde han bl.a.: »… en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant«. »Vi ville lave en rapport, som ville være spild af penge og ikke hjælpe os«.

Denne udtalelse er helt indlysende noget vås, og det er en smule rystende, at den kommer fra munden på den højest rangerende soldat i Forsvaret. Men her skal man huske at se hans udtalelse i lyset af, at på daværende tidspunkt havde Nick Hækkerup, der dengang var forsvarsminister, reduceret forsvarschefens ressortområde til at være departementschefens skrivebordsskuffe, som han kun blev trukket op af, når der var behov for at få sagt ”militærfaglig vurdering”. Hvilket jo unægtelig sætter spørgsmålstegn ved enten graden af politisk indflydelse på forsvarschefens udtalelse, hans militærfaglige evner eller begge dele.

Selvfølgelig kan vi lære noget af at lave en samlet evaluering af den danske krigsindsats. Eksempelvis havde Danmark i fire et halvt år kommandoen over en international kampgruppe med ansvar for byen Gereshk og omegn. Her kunne vi fx lære, at vores militære indsats på jorden ikke giver den ønskede effekt på den lange bane, hvis aktiviteterne ikke er koordineret med den civile indsats. At det ikke nytter noget som helst at lægge al fokus på taktik, når der ikke er en holdbar strategi. At det ikke nytter noget at skifte fokus og opgaver hvert halve år, når en ny oberst sætter sig i chefstolen. At genopbygning og stabilitet kræver langsigtet planlægning og en vedholdende indsats. At det er essentielt, at man analyserer og identificerer den lokale kultur, magt- og samfundsstruktur i de områder, hvor man vil lægge sin tyngde. At det nogle gange kan betale sig IKKE at bruge militære midler, fordi man så gør mere skade end gavn. Og at det ikke nytter noget at udføre store militære operationer mod en svært definerbar fjende eller imod lokalt funderede oprørere.

Alt dette og meget mere kan vi lære af et forløb, hvor vi startede med at føre en offensiv angrebskrig for at ”befri” lokalbefolkningen fra Talebans åg, og hvor vi i løbet af to år endte med at blive opfattet som en besættelsesstyrke, der primært kæmpede imod lokalt funderede oprørere. Med sådan en udvikling er der masser af lektier at tage med sig hjem.

 

Det er desværre ikke første gang, at en ubekvem virkelighed i et missionsområde bliver ignoreret til fordel for den politiske ”virkelighed”
_______

 

Er der vilje til at gennemføre en samlet evaluering af den danske krigsindsats?
I slutningen af 2010 stoppede man med at producere de månedlige situationsrapporter fra den danske kampgruppe i Helmand. Den officielle forklaring var, at nu havde man indført et computersystem, hvor man direkte fra missionsområdet i Afghanistan kunne indtaste og registrere de erfaringer, man gjorde sig – Lessons Learned/Lessons Identified, hed det. Herefter kunne støttestrukturen hjemme i Danmark følge op med materielindkøb eller uddannelsesmæssige justeringer. Dermed blev systemet anvendt til at indsamle praktiske erfaringer med materiel, logistik og militær taktik, men det videregav ikke den stedlige danske chefs vurdering af situationen.

Man kan undre sig over, hvorfor disse førstehåndsvurderinger ikke blev efterspurgt mere, og jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det var bekvemt for politikerne ikke at skulle forholde sig til den ene ”kedelige” rapport fra Helmandprovinsen efter den anden, når nu vores deltagelse i krigen ikke var til diskussion. Samtidig har det jo også den fordel, at der ikke er nogen, som kan søge aktindsigt i dokumentation, som ikke findes. Det er desværre ikke første gang, at en ubekvem virkelighed i et missionsområde bliver ignoreret til fordel for den politiske ”virkelighed”.

Her er jeg selvfølgelig ude i afdelingen for kvalificerede gætterier, men når man tager forsvarschefens udmelding fra 2012 og forløbet med erfaringsopsamlingerne i betragtning, tegner der sig et tydeligt billede af, at nogen på det politiske niveau ikke er interesserede i at vende bunden i vejret på syltekrukken, så de skal forholde sig konkret til, hvad de selv har været med til at putte i den.

 

Jeg har mødt en del politikere i diverse debatter, og kendetegnende for dem alle er, at de ikke er interesserede i at diskutere detaljer i krigsindsatsen
_______

 

Hvorfor mangler viljen til at gennemføre en samlet evaluering af den danske krigsindsats?
Svaret er 43… For 43 er antallet af danske soldater, som har mistet livet i forbindelse med den danske krigsindsats i Afghanistan.

I løbet af de seneste otte år har jeg med skiftende intensitet bragt mine synspunkter om den danske krigsindsats i spil i den offentlige debat, og jeg har konsekvent advokeret for en samlet evaluering. Jeg har mødt en del politikere i diverse debatter, og kendetegnende for dem alle er, at de ikke er interesserede i at diskutere detaljer i krigsindsatsen, og at de er rigtigt hurtige til at trække ”hensynskortet”, der lidt ligesom ”nazi-kortet” overtrumfer alt og lukker ned for enhver saglig diskussion.

”Hensynskortet” udmønter sig konkret i, at den person, der trækker det, udtrykker en dyb respekt for de danske soldater, som har været udsendt i krigen – især dem, som har ydet det ultimative offer – og deres pårørende. På den måde undgår vedkommende at skulle forholde sig kritisk til krigsindsatsens resultater. Jeg ved godt, at de fleste helt sikkert ikke er så kyniske, men det er et udtryk for en meget usund berøringsangst.

Bilag 1 i den norske evaluering er en liste med navnene på de norske soldater, som mistede livet i Afghanistan. Efter min mening kan vi som nation udvise den største respekt for de 43 danske soldater og deres pårørende ved at give dem en central placering i et dokument, som objektivt og ærligt har gransket hele den danske krigsindsats. Og dermed kan vi ultimativt sikre, at der har været en mening med deres offer – uanset resultaterne i Afghanistan. ■

 

Efter min mening kan vi som nation udvise den største respekt for de 43 danske soldater og deres pårørende ved at give dem en central placering i et dokument, som objektivt og ærligt har gransket hele den danske krigsindsats
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland