15.04.2020

Mens centrum-venstre i mangt og meget har god grund til at være godt tilfreds med det første lille års tid med Mette Frederiksen som statsminister i almindelighed, og hendes håndtering af coronavirus i særdeleshed, så stiller det sig anderledes på det kulturpolitiske område. De sidste uger viser, at regeringen desværre slet ikke har forstået kulturen – og dermed kulturkampens – betydning for samfundet.

I disse dage lancerer RÆSON en ny sektion med reportager, essays, artikler, interviews og kommentarer under titlen: Liv, kultur, medier og teknologi. Årsabonnement nu: 250 kr./200 for pensionister+studerende)

Af Lars Werge

Brian Mikkelsen var og er alt det, som centrum-venstre i dag mangler. Og han er symptomet på, at den danske kulturpolitik i dag er reduceret til ingenting og festfyld, som ingen rigtig synes at tage alvorligt.

Hos mange var der ellers nok en tendens til at undervurdere Brian Mikkelsen i mange år. Han startede – præcis som mange andre politikere – med posten som kultur- og idrætsordfører. Det samme gjorde folk som Mette Frederiksen (kultur) og Kristian Jensen. Mikkelsen var ungdomspolitiker, og han kom i Folketinget, før han havde gjort sin cand.scient.pol.-uddannelse færdig. Han havde forskellige jobs på sit cv, men de havde ret beset mere karakter af studiejobs i form af ansættelse i IKEA og som interviewer ved Observa. På den måde svarede Mikkelsen i nogle år til fordommene om en karrierepolitiker, der har banet sig vej i sit eget partis hierarki uden at have så meget at have det i. Sådan tænkte jeg selv om ham for små 25 år siden, da jeg første gang interviewede ham; det har formentlig været i forbindelse med et årsmøde i DGI eller DIF, hvor han meget ofte var en fast gæst.

Måske har andre også undervurderet Brian Mikkelsen i tidens løb. Overset hans position og rolle i det politiske landskab, som jo for de konservatives vedkommende i 1990’erne bar præg af fløjkrige så nerveflossende, at de fik Slipknot-koncerter til at virke som et kammerspil i sammenligning.

Da Anders Fogh Rasmussen i november 2001 dannede regering, var det forventet, at Brian Mikkelsen indtog et ministersæde. Det var nok også forventet, at det ”blot” blev som kulturminister. I mange regeringskonstellationer er den post længst nede i hierarkiet – se bare på den nuværende regering under Mette Frederiksen, hvor kulturministeren ikke indtager en central position. Eller se på den popularitetsmåling, som Altinget for nylig foretog over ministrene – her lander Joy Mogensen på bundpladsen.

 

I en periode, hvor der på mange politiske områder er blevet taget livtag med vanens politik og gjort op med dogmer, har Joy Mogensen overladt den kulturpolitiske kampplads til andre
_______

 

Sådan blev det ikke med Brian Mikkelsen. Han førte fra dag ét den politiske værdikamp ind i ministeriet, og med sin vilje til at føre lansen for den borgerlige regering steg hans stjerne. Han åbnede for eksempel sin ministertid ved at give interview til mig, og lande på forsiden af Ekstra Bladet, med budskabet om, at doping i sport skulle give livstidsstraf. Det værdipolitiske arbejde fra hans side kan man læse meget grundigt beskrevet i bogen ”Værdikæmperne: Slaget om danskernes sjæl” (2018) af Michael Jannerup og Esben Schjørring. Og det er med afsæt i Fogh-regeringernes opgør med smagsdommere og meningsdannere, at Brian Mikkelsen bliver en væsentlig – og frygtløs – aktør, der anvender kulturministeriet til at føre værdipolitik. Set i bakspejlet blev mange ideologiske hegnspæle flyttet gennem det årti.

Den seneste måneds tid, mens coronakrisen har præget os dybt, har kulturministeren haft alle muligheder for at flytte nye hegnspæle. I en periode, hvor der på mange politiske områder er blevet taget livtag med vanens politik og gjort op med dogmer, har Joy Mogensen overladt den kulturpolitiske kampplads til andre. Det er sket, selv om det netop er i en dyb krise, at ting kan forandres og præges; det politiske bon-mot om, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde, synes at være gået hen over hovederne på ministeren, til ugunst for både kulturens parter, der har følt sig efterladt og overset, og til ugunst for danskerne, der særligt i disse uger efterspørger kultur og holdninger som sjældent set før.

For hvorfor bruge så mange linjer på at beskrive en politiker, der stemplede ud fra Christiansborg i 2018? Fordi Mikkelsen fortsat er en af de væsentligste spillere i den danske kulturpolitik. I dag fører han blot kampen med andre midler og fra en anden position, når han, som direktør i Dansk Erhverv, går ud ved årsskiftet 2019-2020 og meddeler i Berlingske, at ”kulturpolitikken i Danmark er afgået ved døden”.

Under coronakrisen var det fra begyndelsen i høj grad Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv, der påtog sig at tale kulturlivets sag med gentagne påpegninger af, at kulturindustrien ikke måtte glemmes i forbindelse med hjælpepakker og nødberedskab. Svaret fra Joy Mogensen lignede derimod en kapitulation, da hun i Berlingske efter knap tre ugers nedlukning lod meddele, at hun ville ”opfatte det som upassende, hvis (hun) stod og talte om kultur lige nu”.

Det gjorde ikke forløbet pænere, at Joy Mogensen dernæst forsøgte at berigtige sin udtalelse. Tværtimod gav det en fornemmelse af en minister, der var helt ude af takt med de politiske krav til hende, og helt uden føling med, hvad hendes område indebærer af forventninger.

Mens centrum-venstre i mangt og meget har god grund til at være godt tilfreds med det første lille års tid med Mette Frederiksen som statsminister i almindelighed, og hendes håndtering af coronavirus i særdeleshed, så stiller det sig anderledes på det kulturpolitiske område.

Efter en årelang periode, hvor den socialdemokratiske kulturpolitik blev ført af en altid velmenende Mogens Jensen, der ønskede alle kulturlivets aktører de bedst mulige vilkår – han udførte dermed det stik modsatte af en hård politisk prioritering, og lovede blot evig solskin i et pletfrit sind til alle interessenterne – så er Joy Mogensen blevet efterladt på en åben mark som urutineret, ny kulturminister.

 

Politik tænkes, formes og føres hele tiden, og har man ikke ordet, og sætter man ikke dagsordenen, så kan enhver politiker være sikker på, at så bliver ordet ført og dagsordenen sat af andre. Det er det, der sker for Joy Mogensen og S-regeringens kulturpolitik lige nu
_______

 

For man vælger ikke selv tidspunktet for kampen. Politik tænkes, formes og føres hele tiden, og har man ikke ordet, og sætter man ikke dagsordenen, så kan enhver politiker være sikker på, at så bliver ordet ført og dagsordenen sat af andre. Det er det, der sker for Joy Mogensen og S-regeringens kulturpolitik lige nu.

Manglen på visioner dokumenteres blandt andet af, at den socialdemokratiske regerings ”forståelsespapir”, som er indgået med det parlamentariske grundlag hos de Radikale, SF og Enhedslisten, ikke med ét ord omtaler kulturpolitikken. Det eneste sted, ordet ”kultur” optræder på de 18 sider, er i en omtale af, hvad regeringen vil gøre for at dæmme op for præstationskulturen blandt unge.

Det er på baggrund af dét papir, man skal forstå de mange knubbede ord mellem de fire forståelsespartier under corona-forløbet, da det gik op for eksempelvis Zenia Stampe (R) og Mai Villadsen (Ø), at der ikke var nogen plan eller nogen vilje til at løfte kulturpolitikken i lyset af krisen. Det er desværre en understregning af, at der aldrig i denne regering har været ambitioner på kulturpolitikkens vegne.

Det er indlysende, at hvis man ikke har politikken og visionerne, når man stævner ud i godt vejr, så er det vanskeligt at finde dem, når stormen rammer. Centrum-venstre har i løbet af marts og april måned måttet indse på den hårde måde, at man hele tiden som politiker og meningsdanner må være parat til at tage kampen.

Dét, som Brian Mikkelsen og den borgerlige regering i 00’erne forstod til fulde, var, at værdipolitikken er en helt grundlæggende del af de samlede politiske værdier. De var samtidig meget stærke til at montere værdikampen i nogle ord og begreber, der over tid var med til at forandre Danmark.

Er der noget, som disse uger har lært os, så er det jo, at ønsket om at forbruge kultur er legio hos danskerne. Man vil gerne læse, man vil gerne se film, lytte til interviews med forfatter og foredrag med spændende personer, og man vil gerne kunne ”gå på” museum.

De forventninger kræver en politik, og de kræver nogle politikere, der har holdninger og visioner på området. Og borgerne fortjener derfor politikere, der altid finder det betimeligt at tale om og diskutere kultur. ■

 

De forventninger kræver en politik, og de kræver nogle politikere, der har holdninger og visioner på området. Og borgerne fortjener derfor politikere, der altid finder det betimeligt at tale om og diskutere kultur
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen