18.06.2020

Klimakrisen er så alvorlig, så kompleks og så altomfattende, at den kræver politikere, der magter at tilsidesætte egne politiske ideologier og vælge det lange perspektiv samt de svære, men nødvendige samfundsunderbyggende løsninger. Det skete ikke med sommerpakken, og regeringen tog ikke det overordnede ansvar.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Lars Køhler

Jeg var vitterlig ved at få morgenkaffen galt i halsen i mandags. Ikke fordi et bredt flertal på Christiansborg havde besluttet sig for at uddele julegaver i juni måned, men fordi det fortalte mig, at der er noget helt fundamentalt galt med politikernes forståelse af de klimaproblemer, vi står i. Og at vores politikere stadig ikke har indset, at en fortsættelse af det overforbrug, som har skabt problemerne, ikke er og aldrig vil blive vejen ud af klimakrisen.

Formålet med sommerpakken var at holde hånden under den coronaramte danske økonomi. Derfor blev der landet en aftale om at frigive et tocifret milliardbeløb af danskernes feriepenge for at booste økonomien. Som Søren Pape Poulsen udtalte på vej ud af forhandlingslokalerne, så var det nu ”tid til høj sol, højt humør og højt forbrug”. Ikke ”tid til klogt forbrug” eller ”grønt forbrug”. Nej, det var tid til, at danskerne skulle have penge i pungen og fart i dankortet.

 

Det var næsten, som om klimakrisen for en stund var forsvundet, mens politikerne lod milliarderne regne ned over danskerne […] For ellers havde der været mindst én ansvarsfuld politiker, der havde rakt hånden i vejret og spurgt, hvordan denne guldregn nu hang sammen med, at ca. en tredjedel af vores klimapåvirkning kommer fra netop privatforbruget?
_______

 

Det var næsten, som om klimakrisen for en stund var forsvundet, mens politikerne lod milliarderne regne ned over danskerne. Den må i hvert fald have været fraværende i det forhandlingslokale. For ellers havde der været mindst én ansvarsfuld politiker, der havde rakt hånden i vejret og spurgt, hvordan denne guldregn nu hang sammen med, at ca. en tredjedel af vores klimapåvirkning kommer fra netop privatforbruget? Om ikke disse mange milliarder måske skulle sættes i spil, så de arbejdede for den grønne omstilling fremfor at forværre den? Om det nu virkelig var en god ide igen at smede corona-krisepakker uden et grønt fokus?



Gennemsnitsdanskerens samlede årlige udledning af drivhusgasser på 17 ton CO2 fordelt på forbrugskategorier. Kilder: CONCITO 2014

En sådan ansvarlig politiker var ikke til stede. Eller også blev sådan en modig finger bare overset i det kåde gavehumør. For vi står endnu engang med en corona-krisepakke uden snerten af grønne perspektiver i.

Klimakrisen er en svær størrelse. Debatten om, hvorvidt den er virkelig, og om den nu er menneskeskabt eller ej, er dog slut. Men debatten om, hvad vi risikerer, og hvor hårdt vi vil blive ramt, bliver kun skarpere og mere modbydelig for hver dag, der går, hvor vi blot fortsætter snakken og ikke sætter handling bag de mange grønne ord. Sikkert er det, at vi er i knibe. I stor knibe. Og det er vi, fordi vi har spildt de sidste 30 år på snak og dårlige undskyldninger. For hver eneste politisk tiltag, vores folkevalgte laver i dag, der ikke indeholder et grønt fokus, bliver den opgave, vi står overfor, bare sværere og dyrere. Og for hver eneste krone, politikerne sætter i spil, der ikke også arbejder for at bremse klimakrisen, graver vi os blot længere ned i det dynd, der i forvejen når os til navlen. Det burde alle tilstedeværende i det forhandlingslokale have vidst. Ellers har vi endnu større problemer end blot coronapakker uden grønt fokus.

Hvis ønsket var at styrke økonomien, skabe vækst og samtidig holde hånden under de erhvervsdrivende, hvorfor var det så ikke oplevelsesøkonomien, politikerne kastede penge ind i? Gratis togferie i Danmark, fremfor penge i hånden til en flyvetur til Thailand. Gratis museer fremfor nye fladskærme. Hvorfor var det ikke energirenoveringerne af de private hjem, der blev understøttet? Udskiftning af olie- og gasfyr; nye varmepumper; eller solceller på tagene. Ting, der skaber vækst, jobs, livsværdi og samtidigt arbejder for den grønne omstilling. Der er sikkert mange, der gerne vil bruge pengene på disse ting – men sikkert er det også, at når folk får penge mellem hænderne, vil de også gå til et øget forbrug af den klimaskadelige slags. Og det er ikke så underligt. Det er det, vi fra barnsben er blevet lært af den gængse økonomiske tankegang, hvor økonomisk vækst i sig selv tales frem som noget positivt. Netop derfor er det politikernes nødvendige lod at hæve niveauet op på den store klinge, tage det nødvendige ansvar og sætte pengene i spil på en samfundsansvarlig måde. Ikke som man har gjort med sommerpakken med en samfundsligegyldig politisk gyllespreder.

 

Hvis ønsket var at styrke økonomien, skabe vækst og samtidig holde hånden under de erhvervsdrivende, hvorfor var det så ikke oplevelsesøkonomien, politikerne kastede penge ind i? Gratis togferie i Danmark, fremfor penge i hånden til en flyvetur til Thailand. Gratis museer fremfor nye fladskærme
_______

 

Der er intet, jeg frygter så meget, som en apatisk tilbagevenden til business as usual. At vi ser, men intet lærer. Og det, jeg så forleden, var intet mindre end netop dette. Ovenikøbet mod bedrevidende. Det var de samme vanetænkende økonomiske værktøjer, der blev sat i spil uden mod eller læring. Det var kortsigtede, billige politiske point fremfor langsigtet grønt mod. Og det er bare ikke godt nok længere.

Klimakrisen er så alvorlig, så kompleks og så altomfattende, at den kræver politikere, der magter at tilsidesætte egne politiske ideologier og vælge det lange perspektiv samt de svære, men nødvendige samfundsunderbyggende løsninger. Det skete ikke forleden, og regeringen tog ikke det overordnede ansvar.

Vi har desperat brug for politikere, der tør tage det fulde ansvar for den grønne omstilling. Politikere, der forstår alvoren og handler derefter. Politikere, der ikke bare dukker sig og fralægger sig ansvaret for den grønne omstilling.

Vi har brug for politikere, der ligesom den svenske regering tør stille kontante grønne krav til SAS til gengæld for milliarder i hjælpepakker. Politikere, der tør sige nej til ny oliejagt i Nordsøen, fordi vi selvfølgelig ikke skal lede efter mere benzin til det bål, vi forsøger at slukke. Politikere, der tør kalde en spade for en spade og biomasse, for hvad det er – et stort klimaproblem – og indføre en biomasseafgift, så varmepumper og rigtig grøn energi kan vinde frem. Politikere, der tør lytte til bygge- & anlægsbranchen og give dem CO2-krav i byggeriet fra 2021, som branchen beder om, i stedet for at sigte mod sådanne krav i 2023. Politikere, der på trods af indædt modstand fra de store forurenere, tør lave en grøn afgiftsreform og bl.a. indføre en flyafgift og en CO2-afgift, fordi forureneren selvfølgelig skal betale selv. Politikere, der tør kræve noget af os alle, fordi vores børn har brug for, at vi nu viser samfundssind og slår ring om dem.

Og vi har brug for disse politikere nu! ■

 

[S]ikkert er det også, at når folk får penge mellem hænderne, vil de også gå til et øget forbrug af den klimaskadelige slags. Og det er ikke så underligt. Det er det, vi fra barnsben er blevet lært af den gængse økonomiske tankegang, hvor økonomisk vækst i sig selv tales frem som noget positivt
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?