20.03.2020

Historien viser, at det ofte ikke er det umiddelbare chok efter en epidemi, der på lang sigt har den største betydning. Det er derimod ofte de politiske, kulturelle og teknologiske reaktioner, der afgør en epidemis reelle påvirkning i det store billede.

Analyse af Lars Harhoff Andersen, ph.d.-studerende på Økonomisk Institut, KU

COVID-19 er over os og har en katastrofal effekt på økonomien lige nu. Men hvilken effekt vil den have på lang sigt? Og kan det ændre vores samfund og den måde, vi lever med hinanden på? Hvis vi ser på fortidens store sygdomsudbrud som den sorte død og den spanske syge, opdager vi, at konsekvenserne ofte kan mærkes mange år efter og rammer anderledes end det umiddelbare chok. Det historiske perspektiv kan, som vi skal se i det følgende, dermed særligt give os en idé om, hvilke typer konsekvenser COVID-19 kan have på langt sigt.

Den enes død den andens brød – den sorte død
Den sorte død nåede i 1347 Europa, hvor den slog mellem 20 og 60 pct. af befolkningen ihjel (manglende data er årsag til det store spænd). Man skulle tro, at en sådan spredning af død og ødelæggelse ville have katastrofale følger for den europæiske økonomi. Resultatet var dog, at europæiske lønninger begyndte at stige, og lejen på jord faldt, umiddelbart efter den første bølge havde lagt sig. I løbet af de første hundrede år efter epidemien steg eksempelvis engelske arbejderes løn til omkring det dobbelte. En tilsvarende stigning blev ikke set før den industrielle revolution. Årsagen var, at de mange døde bønder godt nok fik produktionen af madvarer til at falde, men da antallet af mennesker faldt hurtigere, var der færre munde at mætte af hver jordlod. Resultatet blev et samfund, der i meget højere grad kunne tilfredsstille sin befolknings materielle behov.

 

Urbaniseringen forblev høj, og den teknologiske udvikling fortsatte. Adskillige forskere mener således, at den sorte død var med til at sende Europa på kurs mod den moderne verden
_______

 

Ikke alene steg den materielle velstand; de lavere klasser stod også pludselig i en langt bedre position til at få del i den. Pesten betød, at mange gårde stod tomme, og godsejere havde svært ved at finde bønder, der ville opdyrke jorden for dem. Den nye situation – og bøndernes forbedrede forhandlingsposition – førte til en magtkamp mellem bønder og jordejere. Mange godsejere forsøgte at binde bønderne til deres jord og holde lønningerne nede, men særligt i Nordvesteuropa endte bønder og arbejdere med at vinde denne magtkamp. Det førte til nogle dybere institutionelle forandringer, der skulle vise sig at ændre økonomien på fundamental vis. Således begyndte betalinger til herremænd i stigende grad at gå fra hoveri til pengeudbetalinger, hvilket skubbede på udviklingen af en mere kommercialiseret økonomi, og den gamle feudale orden begyndte langsomt at falde fra hinanden, da midlertidige reaktioner på pesten blev til permanente samfundsforandringer.

Også i byerne betød den sorte død store forandringer. Da indkomsterne begyndte at stige, steg efterspørgslen efter andre goder end mad, og disse blev i høj grad produceret i byerne. Årerne efter pesten førte derfor, særligt i Nordvesteuropa, til en stigende urbanisering, samtidig med at ordenen i byerne også forandrede sig: De magtfulde håndværkerlaug var pressede og manglede medlemmer og begyndte derfor at lukke flere ind, samtidig med at magtforholdet mellem mestre og svende begyndte at svinge til svendenes fordel. Flere af disse håndværkerlaug begyndte også at udvikle ny teknologi, som kunne afhjælpe manglen på arbejdskraft. Det var netop den slags teknologier, der nogle hundrede år senere dominerede den industrielle revolution.

Bøndernes og arbejderklassens magtposition skulle dog ikke vare ved. Datidens verden befandt sig i en malthusiansk fælde, opkaldt efter engelske økonom Thomas Robert Malthus, der i 1798 først beskrev fænomenet. I en malthusiansk fælde betyder stigninger i indkomst, at befolkningen vælger at få flere børn, og landbrugsjorden derfor skal deles mellem flere og flere mennesker. Da pesten efterhånden begyndte at dø ud, begyndte population derfor at stige igen, hvilket over årtier pressede lønningerne tilbage nedad. Omkring år 1600 var lønningerne tilbage til niveauet, de havde været på lige inden pesten.

Men selvom den økonomiske magt igen var tippet til de højere klasser, vedblev særligt Nordvesteuropa med at bevæge sig væk fra feudalismen, urbaniseringen forblev høj, og den teknologiske udvikling fortsatte. Adskillige forskere mener således, at den sorte død var med til at sende Europa på kurs mod den moderne verden.

Denne udvikling var der dog ikke nogen selvfølge. I Østeuropa var udfaldet af den politiske kamp mellem de sociale klasser, at samfundet gik ned ad en helt anden udviklingsmæssig sti: Her stod bønder og herremænd i den samme kamp mod hinanden, men bønderne tabte den med et brag. I stedet for at føre til større frihed for bønderne, fik feudalismen en renæssance. Det er ganske sandsynligt, at de mere autoritære institutioner, vi ser i Østeuropa i dag, blandt andet kan føres tilbage til den institutionelle arv fra middelalderens magtkampe mellem herremænd og bønder.

 

En anden interessant forskel mellem effekten af den spanske syge og COVID-19 er, at hvor effekten på aktiemarkedet allerede nu har været enorm som følge af COVID-19, så forholdt aktiemarkederne sig i ro i forbindelse med den spanske syge
_______

 

Vores bedste sammenligningsgrundlag: Den spanske syge
Den spanske syge bliver med god grund ofte taget op i disse dage, når vi skal forstå omfanget af og udfordringen med COVID-19. Begge udfoldede sig – modsat pesten – i en tid med moderne kapitalistiske økonomier – med de styrker og svagheder det medfører. På kort sigt var den spanske syges effekt på økonomien stor. Dengang – som nu – forsøgte man at inddæmme sygdommen ved at lukke forretninger og forhindre store forsamlinger. Ligesom i dag var virksomheder inden for underholdnings- og serviceerhverv nogle af de hårdest ramte, og de oplevede pludselige og massive tab. Til gengæld indikerer en række studier, at effekten for almindelige lønmodtagere var anderledes positiv.

I et studie fra 2003 finder forfatterne en stor positiv effekt af mortalitet på økonomisk vækst i årtiet efter udbruddet af den spanske syge. Ganske interessant er en af de mekanismer, forfatterne foreslår, ganske lig den, vi så føre til stigende indkomst for bønderne i middelalderen: Når arbejdere dør, er der mere kapital til rådighed for hver enkelt arbejder, og værdien af hans arbejde bliver følgelig relativt større. Dette hæver både hver arbejders gennemsnitlige produktivitet, men øger også hans forhandlingsposition og gør ham i stand til at kræve en højere løn, ganske som vi så det under den sorte død.

Der er dog også betydelige forskelle mellem de to situationer: Vigtigst er det, at hvor landbrugsjord er en produktionsfaktor, man ikke umiddelbart kan ændre størrelsen på, så er det muligt at producere mere kapital. Teoretisk set burde effekterne af en faldende befolkning derfor være større i et landbrugssamfund end i et moderne industrisamfund. I artiklen gives en anden mulig forklaring på, at den økonomiske vækst var højere i stater med større dødelighed, nemlig at de stater, hvor flere døde, oplevede et større umiddelbart chok til økonomien og derfor havde større mulighed for at vækste alene igennem at vende tilbage til normaltilstanden. Der var dog også betydelige negative langsigtseffekter: Nogle studier peger på, at gravide, der blev ramt af den spanske syge, fik børn, der i gennemsnit var mindre sunde og fik lavere uddannelsesniveau – sandsynligvis som en konsekvens af skader i fosterstadiet.

En anden interessant forskel mellem effekten af den spanske syge og COVID-19 er, at hvor effekten på aktiemarkedet allerede nu har været enorm som følge af COVID-19, så forholdt aktiemarkederne sig i ro i forbindelse med den spanske syge. Det vides ikke præcist hvorfor, men et bud er, at effekterne af Første Verdenskrig var så store, at effekterne af den spanske syge druknede i dem. Det viser, at effekterne af sygdomme i enorm grad afhænger af det politiske landskab, de opstår i. Den spanske syge opstod i slutningen af en verdenskrig og på et tidspunkt, da verden var langt mindre forbundet på tværs af lande og kontinenter end i dag. Derfor vil effekten af en epidemi i dag være betydeligt anderledes.

 

Det er ganske tænkeligt, at sådanne nye teknologier og metoder vil blive hængende, selv efter virussen er væk, især hvis bred adoption af nye teknologier gør den mere lukrativ for hver enkelt
_______

 

Hvad kan historien fortælle os om effekterne af COVID-19?
Da den spanske syge opstod, var verden meget anderledes end i dag – for slet ikke at tale om Europa i 1347, da pesten brød ud. Effekterne af COVID-19 både på økonomien og samfundet mere generelt er derfor utrolig svære at forudsige. Den vigtigste lektie fra tidligere tiders epidemier er, at det ofte ikke er det umiddelbare chok, der får langvarige konsekvenser for samfundet, men derimod de politiske, helbredsmæssige, kulturelle, institutionelle og teknologiske reaktioner, dette chok medfører på længere sigt.

For det første kan store og mellemstore fald i befolkningstal føre til stigninger i lønninger på kort og mellemlangt sigt. Denne effekt vil sandsynligvis blive større, hvis faldet i arbejdskraft sker inden for sektorer eller geografiske områder, hvor der i forvejen er mangel på arbejdskraft. Effekten vil dog afhænge negativt af muligheden for at flytte arbejdskraft og kapital imellem geografiske områder og sektorer.

Chok til produktionsfaktorer vil ofte føre til forsøg på at afbøde ændringerne ved hjælp af teknologisk udvikling, som vi så det under den sorte død. Siden mobilitet af både kapital og arbejdskraft er blevet større med tiden, og siden dødstallene ser ud til at blive mindre end under den spanske syge, er det usandsynligt, at effekten på lønninger og den teknologisk udvikling vil være særlig stor. Hvis karantæneperioden ender med at blive meget langvarig, er det dog sandsynligt, at vi vil se forsøg på at udvikle eller adaptere teknologi og organisationsmetoder, der kan gøre en sådan karantæneperiode mere produktiv. Det er ganske tænkeligt, at sådanne nye teknologier og metoder vil blive hængende, selv efter virussen er væk, især hvis bred adoption af nye teknologier gør den mere lukrativ for hver enkelt: Eksempelvis giver en telefon eller digital kommunikationsplatform i sagens natur mere mening, hvis også andre ejer en.

Der er dog intet, der garanterer, at skift i den økonomiske magtbalance vil være positivt for samfundet som sådan, blot fordi den var det under den sorte død. Imens mange butikker i sygdomsramte lande har problemer, stiger efterspørgslen efter Amazons leverede produkter, og virksomheden er i forbindelse med krisen i færd med at hyre 100.000 nye medarbejdere. Hvis krisen ender med at hjælpe aktører, der allerede fungerer under monopollignende tilstande, kan det rykke magtbalancen imellem store og små virksomheder, men også magtforholdet mellem stater og de største private selskaber. Sådanne udsigter bør bekymre de fleste.

 

Globaliseringen har gjort verden mere sårbar over for udbrud af epidemier – den faciliterer dens hastige spredning. De lange internationale forsyningskæder effektive, men de er også meget mere sårbare over for chok som epidemier
_______

 

For det andet er det en vigtig pointe, at de effekter, vi ser af COVID-19, vil afhænge utroligt meget af, hvad de politiske reaktioner på sygdommen bliver. Vi lever i en tid, da uhæmmet globalisering har ført til folkelige og politiske modreaktioner over store dele af verden med handelskrige, politisk disintegration og stigende indflydelse til populistiske partier. Det synes svært at argumentere imod, at globaliseringen har gjort verden mere sårbar over for udbrud af epidemier – den faciliterer dens hastige spredning. De lange internationale forsyningskæder effektive, men de er også meget mere sårbare over for chok som epidemier, end forsyningskæder var i mindre globaliserede tider. Det virker sandsynligt, at overvejelser som disse vil styrke politiske kræfter, der ønsker at tilbagerulle dele af globaliseringen.

Derudover er der en fare for, at den relativt effektive kinesiske bekæmpelse af COVID-19 vil give Kina mere politisk kapital relativt til den frie verden. Eksempelvis har Serbiens leder, Aleksandar Vučić, bedt Xi Xinping om hjælp til bekæmpelsen af COVID-19 og omtalte europæisk solidaritet som en fantasi. En styrkelse af Kina fremmarch på den internationale scene vil forværre en i forvejen farlig udvikling, og det er utroligt vigtigt, at vestlige ledere forstår, at substantiel hjælp fra Kina ikke kommer uden betaling på den ene eller anden måde.

Det virker også næsten uundgåeligt, at COVID-19 vil have kæmpe effekter på sundhedspolitikken i mange lande, særligt når vi begynder at se, hvilke systemer der klarer sig bedst gennem krisen, og hvilke der ikke klarer presset. Særligt i USA virker et kæmpe slagsmål sundhedspolitikken uomgængeligt. Nogle potentielt smittede amerikanere har skullet betale tusindvis af kroner alene for at blive testet, mens de, der rent faktisk er syge, kan ende med at få svimlende hospitalsregninger. Begge dele kan give et stærkt økonomisk incitament til ikke at lade sig teste. Derudover har der været problemer på udbudssiden, da regeringen ikke har formået at stille nok tests til rådighed for befolkningen. Derfor er det sandsynligt, at antallet af alvorligt syge i USA snart vil eksplodere. Siden det amerikanske sociale system også er langt mindre omfattende end de fleste europæiske, kan de menneskelige konsekvenser blive uoverskuelige. Hvis det viser sig, at sundhedssystemet i USA ikke formår at klare denne krise, vil presset for store reformer på dette område utvivlsomt bliver større.

Vigtigst af alt er, at vi fortsat er bevidste om, at vi ikke ved, hvordan de næste måneder kommer til at forløbe. Vi ved endnu ikke, hvor længe COVID-19 vil være her, hvor stor dødeligheden vil være, hvor mange der vil blive smittet, og hvordan hospitalsvæsenerne verden over vil klare presset. Det kan være, at virussen kommer relativt hurtigt under kontrol – og det kan være, at den eksploderer ud af kontrol. Historien kan dog lære os, at det ofte er vores reaktioner på sygdommen, der ender med at få de største og mest vidtrækkende konsekvenser. Sygdommen kan være en katalysator for positive forandringer og tiltag, eller vi kan ende med kontraproduktive og skadelige løsninger med større konsekvenser end sygdommen selv. Det bliver vores opgave i den næste tid at skille disse fra hinanden. ■

 

Sygdommen kan være en katalysator for positive forandringer og tiltag, eller vi kan ende med kontraproduktive og skadelige løsninger med større konsekvenser end sygdommen selv. Det bliver vores opgave i den næste tid at skille disse fra hinanden
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne