05.08.2020

De libanesiske myndigheder, der aldrig forsømmer en lejlighed til at sløse med deres arbejde (undtagen når det handler om at beskytte eliten), har heller ikke i dette tilfælde gjort deres arbejde. Og også Hizbollah må – som regeringsbærende parti – stå for skud for en elendig regeringsførelse.

Analyse af Lars Erslev Andersen

Det var en tydeligt rystet libanesisk ven, der tirsdag aften efter den voldsomme eksplosion i Beirut kunne fortælle, at han og familien havde det okay. Han er svær at chokere – efter at have boet i Beirut under den 15 år lange borgerkrig og oplevet de mange kriser i landet: affaldskrisen i 2015, oversvømmelsen af syriske flygtninge, som der er kommet omkring halvanden million af fra 2011 og frem til i dag, de voldsomme demonstrationer mod den uduelige regering, der startede sidste år.

Pandemiens nedlukning, der i månedsvis lukkede min ven og hans kone inde i deres hjem, var hård kost for dem begge. Situationen blev ikke bedre af, at den ellers sikre indkomst forsvandt – ham, han lever af at køre turister rundt i Libanon – samtidig med, at tilværelsen ikke kunne finde sin sædvanlige adspredelse i de elskede fodboldkampe med FC Barcelona. Da jeg talte med ham under nedlukningen, var han deprimeret over situationen, men han havde alligevel rigelig med overskud til både at grine af det hele og lave vittigheder om, at ”vi libanesere klarer os altid igennem selv de værste kriser”.

Det var også ham, der i 2011, da demonstranter under det Arabiske Forår fyldte gaderne i regionens hovedstæder, med et grin svarede mig på mit spørgsmål om, hvorfor der ingen demonstrationer fandt sted i Beirut: ”I Libanon har vi arabisk forår hver dag”. Men i går var smilet stivnet og stemmen knækkede, da han fortalte, at eksplosionen havde haft ødelæggende indvirkning på lufthavnen, som ligger 10-12 km syd for Beiruts havn, hvor katastrofen havde sit epicenter. Hverken min ven eller de mange andre hårdtprøvede libanesere giver op nu, men de går en ufattelig uhyggelig og svær tid i møde.

Elitens begær og den uduelige stat
Eksplosionen er den største i Libanons historie og den har haft ødelæggende effekt over hele den libanesiske hovedstad, der nu er i en tilstand af kaos.

Årsagen til den brand, der udløste to eksplosioner, hvoraf den sidste havde en styrke, der svarer til en tredjedel af en atombombe, er endnu ukendt. Siden 2013 har der i et lagerhus i Beirut havn været opmagasineret 2750 ton ammoniumnitrat uden tilstrækkelig sikkerhed, og det er ifølge Libanons præsident Michel Aoun dét lager, som er eksploderet. De libanesiske myndigheder, der aldrig forsømmer en lejlighed til at sløse med deres arbejde (undtagen når det handler om at beskytte eliten), har heller ikke gjort det ordentligt her. Samfundet skal nu i gang med det gigantiske oprydningsarbejde, genhusningen af de mange, hvis boliger er ødelagte, behandlingen af de sårede, forsyning af fødevarer, som allerede var en mangel på grund af den økonomiske krise.

 

Korruptionen i det statslige system er udbredt, og når internationale donorer giver humanitær støtte, er alle klar over, at en pæn portion af pengene havner i baglommerne på eliten
_______

 

Men staten og de offentlige myndigheder er ikke i stand til at varetage deres opgaver effektivt og konstruktivt. Sådan har det været siden borgerkrigen: Det libanesiske samfund har levet med, at det offentlige ikke kan levere stabil elektricitet, hvorfor, dem der har råd til det, har installeret generatorer. De seneste måneder er de ustabile leveringer ovenikøbet skåret ned til 20 timer i døgnet. Rent drikkevand er en mangelvare, men kan selvfølgelig købes i plastikflasker og den offentlige sundhedstjeneste fungerer dårligt – når den overhovedet fungerer. Korruptionen i det statslige system er udbredt, og når internationale donorer giver humanitær støtte, er alle klar over, at en pæn portion af pengene havner i baglommerne på eliten – men det er det givne vilkår, dersom man vil hjælpe libaneserne og de mange flygtninge i landet. Resultatet er, at eliten scorer penge på alt – herunder international bistand – og lader internationale organisationer og libaneserne selv om at organisere bistandsprojekter.

Med andre ord, eliten kræver ind men yder ikke meget andet end patetisk politisk retorik – samtidig med at de sørger nødtørftigt for deres egne. Det har skabt et sekterisk-klientelistisk system, hvor samfundet er delt op i religiøse grupper, der afspejler de 18 offentligt anerkendte trossamfund, som alle har krav på repræsentation i parlamentet. Til valgene støtter man lederne i sin gruppe, der så betaler lidt tilbage til valgkredsen. Det har fremmet sekterismen og gjort det umådelig svært at gennemføre nødvendige nationale reformer. Hele systemet hviler på en balance mellem grupperne, som genfindes hele vejen fra den politiske top til lokalsamfundet.

’You Stink’ – og en pilsner under Hizbollahs beskyttelse
Offentlig service forsømmes: Det er et nationalt eller kommunalt anliggende og prioriteres dermed ikke af den enkelte gruppe, hvor lederen (i stedet for at fremme fx en god vandforsyning) er meget mere optaget af rage magt og penge til sig selv (og våge over at andre grupper ikke får for meget af kagen). Resultatet er, at folk må klare sig selv i det omfang, det er muligt.

Det er selvfølgelig ikke altid muligt. Det blev tydeligt for enhver i 2015, da statens kontrakt med en virksomhed, som håndterede bortskaffelse af Beiruts affald, udløb. Lederne i de største grupper, der repræsenterer drusere, kristne, sunni- og shiamuslimer, kunne ikke enes om, hvem der skulle tjene på en ny kontrakt, hvorfor affaldet hobede sig op i gaderne hen over sommeren og gjorde det aldeles uudholdeligt at færdes i byen. Folk blev vrede og bakkede op om store demonstrationer organiseret af en ungdomsbevægelse, You Stink, der i stigende grad kritiserede ikke blot den manglende affaldshåndtering men korruptionen og den politiske lammelse i regeringen.

Som det altid sker, når eliten er truet, trådte lederne fra alle de vigtige grupper sammen, knuste ungdomsbevægelsen og fandt en midlertidig løsning på affaldsproblemet. Løsningen? At hælde det ud på en affaldsplads ved siden af lufthavnen, hvor det primært er de fattige i slumområderne, som må leve med stanken. Når det nu forlyder, at de 2750 ton ammoniumnitrat har været opmagasineret uden de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, lyder det derfor desværre kun alt for sandsynligt.

 

Siden katastrofen i går buldrer premierministeren med, at de ansvarlige skal straffes – men går det som det plejer, bliver det ved bulderretorikken
_______

 

Den skjulte orden
Når udlændinge kommer til Beirut, bliver mange fascineret af libanesernes livsnydende anarkisme, som præcist udtrykkes af min vens udbrud, når jeg prøver at spænde sikkerhedsselen i hans bil: ”We are in Lebanon”, der indikerer, at dén slags forholdsregler er overflødige. Løssluppenheden afspejler sig i gaderne, hvor trafikken kører efter helt egne regler og risikoen for at blive kørt ned af en af de mange scootere, som drøner ind mellem bilerne, er stor, hvor selv den mindste gadebiks naturligvis stiller campingstole og borde på fortovet og serverer uden snærende bevillingskrav.

For en dansker ser det dejligt og hyggeligt ud, men ser man nærmere efter, opdager man, at der er andre, som kontrollerer livets gang, nemlig de forskellige gruppers håndlangere. Man kan således i Beirut gå fra gader i det populære kvarter Hamra, der kontrolleres af det libanesiske politiske parti Syrian National Socialist Party, til bydele og gader domineret af Hizbollah, videre til de kristne enklaver til en hel bydel med egne kvindelige politibetjente og eget sprog, nemlig armensk. Under den hyggelige overflade er der alligevel kontrol og regler, men de varetages af politiske og religiøse grupper og ikke af offentlige myndigheder, der meget let kan komme i klammeri med de lokale ordenshåndhævere, hvis myndighederne misforstår deres beføjelser.

Et illustrativt eksempel på den lokale og gruppebestemte ordenshåndhævelse oplevede jeg sidste år i Baalbek, hvor de berømte romerske ruiner findes. Området er helt domineret af shiamuslimer og dermed af partierne Hizbollah og Amal, hvorfor det overraskede mig at se en ny forretning, der helt åbenlyst solgte sprut, vin og øl, og som selvfølgelig havde den obligatoriske plastikstol, hvor jeg kunne sidde og nyde en afkølet pilsner. Da jeg spurgte indehaveren, om han ikke risikerede klammeri med de lokale ved at servere alkohol, fremdrog han en krøllet seddel med et telefonnummer og fortalte, at det tilhørte den lokale Hizbollahkommandant, der beskyttede ham. Hizbollah, der har sans for forretning, havde åbenbart indset det nyttige i at kunne sælge alkohol til tørstige turister ved foden af de stolte romerske ruiner. Jeg har med andre ord nydt en kold øl i et område domineret af ortodokse muslimer under Hizbollahs beskyttelse, hvilket siger alt om det store gab mellem statens formåen og samfundets selvorganisering. Beiruts opdeling, der af nogle kaldes konfessionaliseringen af byrummet, har taget til de seneste år i takt med, at det politiske system er blevet stadig mere lammet af interne opgør og konflikter.

 

På en måde var alt før eksplosionen derfor som det plejer at være i Libanon, blot værre med udsigt til det endnu værre. Katastrofen har derfor ramt et samfund helt i knæ
_______

 

Stigende social indignation
Siden affaldskrisen i 2015 og flygtningekrisen der startede i 2011 er libaneserne i stigende grad blevet utilfredse med systemet. Demonstrationerne i 2015 samlede hundredtusinder i downtown, hvor parlamentet og præsidentpaladset findes. Lige siden demonstrationerne blev opløst, har området været spærret af. Året efter, i 2016, var der kommunalvalg, hvor uafhængige kræfter samlede sig under bevægelsen Beirut Madinati, der betyder ”Beirut, min by” på et program om at gøre Beirut grøn og klimabevidst, med stor kritik af forvaltningen af Beirut havn (!), bekæmpelse af korruption og klientelisme etc. Også denne bevægelse, der var populær, blev med snyd og skumle midler udmanøvreret af eliten – men det gjorde den sociale utilfredshed ikke.

Især har regeringens manglende håndtering af flygtningekrisen skabt vrede, fordi almindelige arbejdende libanesere har mistet deres job til unge syriske mænd, der arbejder til meget lavere lønninger, samtidig med at priserne på boligmarkedet er eksploderet (det har krise og pandemi imidlertid sat en stopper for og er i dag er boligpriserne stærkt nedadgående). Men det var en skat på WhatsApp, som for alvor igen sendte folk på gaderne i oktober sidste år. Igen med kæmpe opbakning fra alle dele af Libanon og igen med krav om, at den gamle garde af familiedynastier må give plads til kompetente og demokratisk indstillede politikere. WhatsApp-skatten skulle hjælpe på en stadig mere kriseramt økonomi, men sådan kom det ikke til at gå.

Siden demonstrationerne er krisen blevet forværret: Inflationen har siden oktober været 50 pct, det libanesiske pund (LP) har tabt 80 pct af sin værdi til dollaren, der altid har været fuldgyldigt betalingsmiddel i Libanon. Resultatet er, at der stor mangel på dollar og libanesere med en lille opsparing i banken – hvis forskellige brancher naturligvis ejes af eliten – kun kan få deres penge udbetalt i LP, mens bankerne efter sigende har sendt milliarder af dollars ud af landet. Coronakrisen, der langtfra er overstået i Libanon og truer med at blusse op med åbningen af samfundet efter lang tids nedlukning, har selvsagt kun gjort ondt værre. Demonstrationer blev genoptaget, men fortvivlelsen i landet var udbredt og stor inden den katastrofale eksplosion i går.

I oktober førte demonstrationerne til regeringens fald. Den blev i januar afløst af en ny regering domineret af Hizbollah, og de kristne maronitters parti, som præsidenten er leder af, har fortsat traditionen i libanesisk politik med megen retorik og ingen handling, hvilket for en uge siden fik udenrigsministeren til at tage sit gode tøj og smække døren. Hans budskab: Regeringen er håbløs, hvad angår den nødvendige praktiske politik.

Er eksplosionen enden på tragedien?
På en måde var alt før eksplosionen derfor som det plejer at være i Libanon, blot værre med udsigt til det endnu værre. Katastrofen har derfor ramt et samfund helt i knæ. Libaneserne trækker sig op ved håret, som de plejer og er vant til, men de har brug for hjælp til både oprydning, behandling af de sårede og sågar til at få almindelige varer som brød på bordet.

Det internationale samfund, ikke mindst EU, vil stå på spring for at hjælpe selvfølgelig først og fremmest af humanitære grunde, men også fordi de mange flygtninge i Libanon ikke skal starte et nyt stormløb mod EU’s grænser. Siden flygtningestrømmen ind i Libanon startede i 2011, er EU’s budget i Libanon mindst tidoblet. Der vil være udfordringer med at få hjælp ind, men hjælpen vil komme (samtidig med at eliten igen får noget at stoppe i deres baglommer).

Utilfredsheden med regeringen og det politiske system vil, når det libanesiske samfund er kommet lidt til hægterne og på afstand af katastrofen, utvivlsomt vokse: Hizbollah har i mange libaneseres øjne sin legitimitet i at beskytte Libanon mod Israel og i shiamuslimernes øjne i at drive byerne i Sydbeirut og Sydlibanon. Men bevægelsen må også – som regeringsbærende – stå for skud for en elendig regeringsførelse. En kritik, der allerede har fjernet traditionelt stærke sunnimuslimske, drusiske og kristne fra magten. Den libanesiske befolkning er hamrende træt af et korrupt og impotent sekterisk politisk system, og er der noget godt, der kan komme ud af den umådeligt voldsomme tragedie, som eksplosionen rettelig er, må det være, at hele den gamle garde af politiske ledere endegyldigt bortvises fra magtens tinder. ■

 

Den libanesiske befolkning er hamrende træt af et korrupt og impotent sekterisk politisk system, og er der noget godt, der kan komme ud af den umådeligt voldsomme tragedie, som eksplosionen rettelig er, må det være, at hele den gamle garde af politiske ledere endegyldigt bortvises fra magtens tinder.
_______

 

Lars Erslev Andersen er idehistoriker med suppleringsfag i mellemøststudier. Lektor i historie og mellemøststudier 1996-2008 ved Syddansk Universitet og leder af Center for Mellemøststudier samme sted 1994-2000. Siden 2008 seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på transnationale jihadnetværk, USA’s mellemøstpolitik og siden 2014 tillige Kinas mellemøstpolitik.
ILLUSTRATION: Beirut [foto: Nabil Mounzer/EPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt