05.01.2020

”I meget af dækningen af Soleimanis død har man i vid udstrækning glemt, at det altså udspiller sig i Irak. Det er en ikke så uvæsentlig detalje, hvorfor man bør gøre sig overvejelser om, hvordan Irak vil reagere på det. Og mit bedste bud er, at de vil reagere kontant. Der vil derfor være et fælles fodslag mellem Iran og Irak mod USA.”

Interview af Johannes Sartou

RÆSON: Qassem Soleimani er blevet beskrevet som den mest magtfulde mand i Irak pga. hans virke som leder af Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, der styrer Irans indsats i udlandet. Hvilken rolle har han spillet for Irans udenrigspolitik?
ERSLEV ANDERSEN: Han har gennemført den øverste leder i Iran, Ali Khameneis, udenrigspolitik. Og hans efterfølger vil gøre det samme. Politikken er tilrettelagt på det øverste ledelseslag, men hans erfaring vil være et tab for Iran. Han har siddet på posten i to årtier og dannet alliancer og bekendtskaber på kryds og tværs i regionen. Derfor vil det naturligvis kunne mærkes, at der kommer en ny mand på posten. Men det er ikke Soleimani, der har udstukket den udenrigspolitiske linje – slet ikke i den her fase med optrapning mellem Iran og USA. Så Khameneis linje vil fortsætte, hvormed Khamenei fortsat vil være øverst ansvarlig for Irans strategi i Mellemøsten.

RÆSON: Soleimani har ikke kun haft en finger med i spillet i Irak, hvor han blev dræbt, men også i en række andre mellemøstlige lande som Libanon og Syrien. Hvilken betydning kommer hans død til at have for Mellemøsten som region?
ERSLEV ANDERSEN: Irans politiske linje forbliver overordnet den samme. Det samme gør sig gældende med landets alliancer i Mellemøsten. Den mere brede indvirkning på regionen er umulig at spå om. Den eneste ting, man kan gisne om, er, at amerikanske allierede i regionen er vågnet op til en markant mere usikker tilværelse, da de kan være mål for Irans gengældelse.

 

En ting stod i hvert fald klart indtil i fredags: Hvis [Trump] skulle fortsætte prespolitikken, så skulle han optrappe efter de forskellige iranske aggressioner på amerikanske mål i Iran over den seneste tid. Og det valgte han så at gøre
_______

 

RÆSON: Angrebet kommer efter måneder med spændinger mellem USA og Iran. I sidste måned blev en amerikaner dræbt i et missilangreb på en militærbase i byen Kirkuk i det nordlige Irak. Hvorfor har Trump valgt at angribe nu?
ERSLEV ANDERSEN: Den umiddelbare grund er, at Trump står overfor et valg om, hvorvidt han skal videreføre sin hidtidige ‘maximum pressure’-politik overfor Iran, eller om han skal vælge en anden vej. Den anden vej kunne være noget i stil med Obamas forhandlingsudspil. En ting stod i hvert fald klart indtil i fredags: Hvis han skulle fortsætte prespolitikken, så skulle han optrappe efter de forskellige iranske aggressioner på amerikanske mål i Iran over den seneste tid. Og det valgte han så at gøre.

Der har ligget en strategi fra Trump om at rulle Irans indflydelse tilbage, siden han trak USA ud af atomaftalen fra 2015. Det indebærer, at Irans tilstedeværelse i Syrien og Irak skal svækkes. Det aktuelle forløb startede med angrebet på den irakiske base i Kirkuk, hvilket blev Trumps anledning til at optrappe konflikten med Iran.

I store dele af Mellemøsten hersker der forvirring om, hvilken politik Trump og USA står for i regionen. De Forenede Arabiske Emirater begyndte allerede i sommer at tvivle på, om USA kan beskytte dem, hvis de kommer i en direkte konfrontation med Iran. Det samme gør sig gældende for Saudi-Arabien efter angrebet på saudiske olieanlæg 14. september. Her kommer der så et klart signal fra Trump, idet han eskalerer konflikten. Men når det er sagt, så er der ingen garanti for, at USA kan beskytte de arabiske golfstater, hvis det kommer til åben militær konflikt med Iran.

RÆSON: Irans øverste leder, Ali Khamenei, har lovet en brutal hævn på USA, efter de tre dages landesorg er overstået. Hvad skal man lægge i det?
ERSLEV ANDERSEN: Først og fremmest skal man kigge på, hvad der sker i Irak i disse dage. Det er, som om man glemmer, at den konfrontation, der begyndte for en uge siden med angrebet på militærbasen i Kirkuk, udspiller sig i et tredje land, nemlig Irak. Det angreb, USA gennemførte den 29. december på Hizbollah-brigadernes base i grænsebyen al-Qaim i Irak, der kostede 26 irakere livet, blev set som en klar krænkelse af Iraks suverænitet og fuldstændig illegitimt i forhold til de aftaler, der er mellem USA og Irak om, hvilke militære beføjelser amerikanerne har i landet. Det har flere ledende skikkelser i både Iran og Irak også påpeget i stærke vendinger. Derfor kan det udmønte sig i, at Irak beder amerikanerne trække sig ud af landet militært, hvilket de følgelig er forpligtet til ifølge folkeretten. Det ironiske er, at det var netop det, som Soleimani arbejdede indædt for: At afslutte den amerikanske militære tilstedeværelse i Irak.

Et irakisk krav om, at USA skal trække sine soldater hjem, kan i første omgang blive hilst velkommen af Trump, der længe gerne har villet trække tropper ud af Mellemøsten og overlade rodet til andre. Men det kan hurtigt vise sig at blive et problem, såfremt fx Islamisk Stat benytter konflikten til at styrke sig og rette nye angreb mod især pro-iranske militser. Dertil kommer, at de iranske gengældelsesaktioner kan nødvendiggøre amerikanske tropper. USA har netop sendt 3000 flere soldater afsted til Mellemøsten – og her vil det naturligvis være et problem, hvis USA ikke kan benytte baser i Irak.

Det står soleklart, at Iran og dets allierede i regionen er i beredskab til at reagere. Hele den iranske ledelse har været ude at varsle det, så der er ingen tvivl om, at der vil blive reageret. Man kan kun spekulere i, hvad det kommer til at betyde. Det kan være alt fra angreb på amerikanske militærbaser, attentater mod højtstående amerikanere til at sende missiler mod Israel. Der er mange, der vil sige, at Iran vil afveje deres gengældelse på en måde, hvorpå det ikke fører til en gengældelse fra amerikansk hold. Det tvivler jeg dog stærkt på. Sådan som jeg har læst Iran det seneste år, så har styret haft en god portion is i maven – et godt eksempel er angrebet på saudiske olieanlæg 14. september. Hidtil har vi kun set hvepsestik fra Iran, men drabet på Soleimani har åbnet hele hvepseboet.

 

Den meget brede kritik af regeringen i Iran vil ikke forstumme i kølvandet på [Soleimanis] død. Det er klart, at der er mange iranere, der retter deres vrede mod USA i disse sørgedage, men Iran befinder sig fortsat i en meget stor krise
_______

 

RÆSON: Du deler det altså op i to scenarier: Det diplomatiske scenarie, hvor Irak beder amerikanerne om at trække deres tropper ud af landet, og det militære scenarie, hvor du bl.a. nævner attentater på højtstående amerikanere. Hvilket af de to scenarier er det mest sandsynlige?
ERSLEV ANDERSEN: Det er de begge to. I meget af dækningen af Soleimanis død har man i vid udstrækning glemt, at drabet altså udspillede sig i Irak. Det er en ikke så uvæsentlig detalje, hvorfor man bør gøre sig overvejelser om, hvordan Irak vil reagere på det. Og mit bedste bud er, at de vil reagere kontant. Der vil derfor være et fælles fodslag mellem Iran og Irak. I Irak er der en betragtelig modstand mod Irans indflydelse, men jeg tror, at i det her tilfælde, hvor irakernes suverænitet krænkes, er tilbøjeligheden til at støtte Iran større end tilbøjeligheden til at støtte USA.

RÆSON: De seneste måneder har Iran været præget af protester, som regeringen har slået hårdt ned på. Soleimani nyder heltestatus i Iran og er blevet beskrevet som den næstmest magtfulde mand i landet. Vil hans død have en betydning for de politiske spændinger internt i Iran?
ERSLEV ANDERSEN: Det er svært at sige, hvorvidt en ydre fjende kan dæmpe gemytterne. Soleimani er en populær mand i Iran, det er der ingen tvivl om. Men den meget brede kritik af regeringen i Iran vil ikke forstumme i kølvandet på hans død. Det er klart, at der er mange iranere, der retter deres vrede mod USA i disse sørgedage, men Iran befinder sig fortsat i en meget stor krise.

RÆSON: De irakiske demonstranter fejrede hans død på Befrielsespladsen i Bagdad. Hvad kommer hans død til at betyde for Irak og for det igangværende oprør?
ERSLEV ANDERSEN: Jeg tror, at Moqtada al-Sadr (religiøs shialeder i Irak, red.) har ret i, at Soleimanis død ikke kommer til at ændre på demonstranternes strategi. Man vil fortsætte med at lægge pres på regeringen for at finde en løsning med helt andre boller på suppen. Al-Sadr vil under ingen omstændigheder kaste sin kærlighed på USA. Han og andre, der er utilfredse med Irans indflydelse i landet, vil fortsat demonstrere og forhandle om en ny løsning.

RÆSON: Tror du ligefrem, at Soleimanis død kan være en katalysator for at fremskynde forhandlingerne, eftersom han var en så essentiel del af oprørerne?
ERSLEV ANDERSEN: Det kan man ikke udelukke. De, der har demonstreret imod iransk indflydelse de seneste måneder, kan kapitalisere på hans død og forsøge at fremtvinge en løsning. Min umiddelbare vurdering er, at den hidtidige linje vil fortsætte, og man vil forsøge at få en teknokratisk regering. Jeg tror i langt højere grad, at der vil blive raset over USA’s krænkelse af Iraks suverænitet. Det kan imidlertid være, at fokusset på demonstranterne bliver sat på pause. Det er igen det ironiske i ”den store sejr” for Trump: Han risikerer, at Irans indflydelse forøges i Irak, og han risikerer at få at vide, at han skal trække sine tropper hjem fra Irak. Det er netop de to ting, Soleimani arbejdede for. ■

 

[Trump] risikerer, at Irans indflydelse forøges i Irak, og han risikerer at få at vide, at han skal trække sine tropper hjem fra Irak. Det er netop de to ting, Soleimani arbejdede for
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne